Mor, hvorfor var jeg ikke med til din fødselsdag? Hun knugede mobilen, så hendes fingre blev helt hvide. Du kender jo grunden sukkede moderen. Da du forlod os far kan stadig ikke tilgive dig. Og Mads han har altid holdt med Signe, som heller ikke bryder sig om dig.
Sofie stod foran spejlet og lagde øjenskygge. For en gangs skyld var hun alene veninderne havde lokket hende ud for at få lidt luft. Skilsmissen var ikke gået igennem endnu, men at bo sammen med sin mand var blevet umuligt.
Du ødelægger det hele selv, sagde faren.
Du gør altid tingene sværere, lød det fra broren.
Hun havde for længst opgivet at forklare sig. Hvorfor skulle hun? Mændene holdt sammen, og ingen ville tage hendes side.
Det gjorde ondt, når mor sagde, at ingen er perfekte, og at hun altid svæver rundt med hovedet i skyerne. Ingen forstod, hvad hun savnede. Så måtte det jo være hende, der var noget galt med.
Telefonen ringede. I røret jublede Alberte:
Er du klar? Taxaen holder nede foran!
Ja, jeg kommer nu.
Børnene sov allerede farmor havde sagt ja til at passe dem. Ikke hendes egen mor hun straffede stadig Sofie for at ville skilles men svigermor, som var den eneste, der ikke dømte hende.
Er du sikker på, du kan klare det? spurgte Sofie på vej ud. Ring, hvis der er det mindste. Du skal ikke holde dig tilbage!
Selvfølgelig, smut nu! Farmor vinkede hende væk. De er jo ikke små længere. Du skal også have lov at trække vejret bare én gang om året.
Sofie nikkede, men indeni snørede det sig sammen. Én gang om året. Hun havde ikke været ude i tre år kun til skolearrangementer og forældremøder.
Klubben var fyldt med larm og lys. Sofie var nervøs det var længe siden, hun havde danset eller bare følt sig som andet end mor, hustru eller hende, der havde ødelagt en helt almindelig familie.
Musikken dundrede. Blinkende lys, latter, fremmede mennesker, duften af øl og dyre parfumer.
Endelig! Alberte greb hendes hånd. Vi er allerede i gang!
Sofie smilede og drak sit første glas vin i én slurk. Hold op, det var længe siden.
Skal vi danse?
Om lidt, jeg
Så fik hun øje på dem.
Ved det store bord midt i lokalet hendes bror Mads, hans kone Signe i glitrende kjole, far med et glas cava, tante Lise, onkel Poul Hele familien.
Hvad stemmen forsvandt.
Alberte fulgte hendes blik:
Ej, er det ikke din familie? Sikke et sammentræf!
Sammentræf?
Pludselig gik det op for hende. Onsdag. Mors fødselsdag.
Mor, din fødselsdag er vel på onsdag? havde hun spurgt i weekenden. Vi plejer jo at samles om lørdagen. Også i år?
Mor havde undgået hendes blik, stirret ned.
Åh, det bliver ikke til noget i år, Sofie, der er så meget at se til
At se til? Ja, nemlig. At samle alle uden Sofie. Fejre. Hun var den, der ødelagde det hele.
Er du okay? Alberte blev alvorlig.
Sofie tog et skridt bagud.
Mig? Jo jeg må hjem.
Hvad?! Du er jo lige kommet!
Men Sofie var allerede på vej ud, hjertet hamrede, øjnene brændte. Ingen i familien havde set hende.
I taxaen stirrede hun ud i mørket og lod tårerne trille. Helt stille. De ville ikke have hende med. Måske havde de aldrig villet.
Taxaen stoppede foran hendes opgang, men hun havde ikke lyst til at gå ud. Alt brændte indeni af skam, af såret stolthed, af det evige spørgsmål: hvorfor? Hvad er der galt med mig?
Hun nåede knap at lukke døren, før mobilen bippede. En besked fra Mads: Hej. Mor har fødselsdag i dag. Har du husket at sige tillykke?
Hun satte sig på bænken foran opgangen og skrev tilbage:
Jeg var der. I så mig ikke. Lukkede øjnene. Tog en dyb indånding. Slet besked.
Telefonen vibrerede igen. Mor.
Hallo? Hendes stemme rystede.
Er du okay? Moren hviskede, som om nogen kunne lytte med. Mads sagde, du ikke svarer
Jeg var i klubben.
Pause.
Hvilken klub?
Den samme, hvor I alle var.
Stilhed. Så en dæmpet larm, som om moren dækkede for røret.
Du du så os?
Ja.
Endnu en lang pause.
Mor hvorfor? Hun knugede mobilen, så knoerne blev hvide.
Du ved det jo moren sukkede. Da du gik fra familien far kan ikke tilgive dig. Og Mads han har altid holdt med Signe, som heller ikke bryder sig om dig.
Og du?
Tavshed.
Svaret var tydeligt nok.
Hjemme sov børnene. Svigermor sagde ikke et ord, da hun så Sofies ansigt hun hældte bare te op med honning:
Drik. Du ryster jo.
Sofie tog koppen, og pludselig græd hun som et barn:
De var i klubben. Holdt stor fest. Uden mig. Med vilje. De vil ikke se mig.
Svigermor klemte hendes hånd:
Det gør ondt. Græd, så bliver det lettere. Men spørg dig selv vil du overhovedet være sammen med sådan nogen? Er de dine tårer værd?
Det er svært at sige, jeg har nok været alene længe, men nu må jeg jo alt, sagde Sofie. Hvorfor holder du egentlig med mig? Jeg har tit tænkt på det.
Jeg kender min søn, skat. Og jeg kunne straks se, I var meget forskellige. Men du kæmpede virkelig, og det har jeg respekt for. Og så har du givet mig de skønneste børnebørn.
Sofie smilede. Hun havde virkelig prøvet at være en god hustru. Selvom hun allerede ville skilles halvandet år inde i ægteskabet.
Hun var træt af at tilpasse sig, gå på kompromis og hele tiden bøje sig. Manden var soldat hjemme kun for at sove.
Hun var kun tyve og ville have et let liv, ikke det evige skuespil som lykkelig husmor og tilfreds kone, der når det hele.
Men alle sagde: der er noget galt med dig, hvis du ikke vil have sådan en mand. Ikke med ham, ikke med forholdet men med dig, Sofie, du bilder dig noget ind og kan ikke lære at leve normalt Hun troede på det
Hun bed tænderne sammen, bad svigermor om opskrifter, fik to børn i rap. Men intet hjalp Sofie havde det dårligt, hun vænnede sig aldrig til manden.
Hun indså, at livet er for besværligt til at tvinge sig selv ind i en andens form. Manden var ikke ond, nej.
Han så bare ikke hendes behov og forstod ikke hendes indre uro. Efter ti år havde de intet til fælles udover børnene.
Morgenen efter festen kom en besked fra far:
Du har ødelagt det igen. Mor er ked af det.
Sofie svarede ikke. Hun åbnede i stedet sin laptop, skrev til Asta og begyndte at lede efter billetter. Hun måtte væk. Bare lidt.
To uger senere stod hun på Hovedbanegården med tre kufferter og to børn.
Mor, hvor skal vi hen? spurgte den ældste datter.
På ferie! For første gang i lang tid smilede Sofie.
Kommer vi snart hjem igen?
Det ved jeg ikke!
Toget kørte sydpå mod havet, mod den lune vind, mod duften af saltvand, der skulle skylle alt væk: smerten, skylden, klumpen i halsen, der havde siddet der i årevis.
Børnene var først forvirrede, men nu klistrede de sig til vinduet det var et eventyr.
Mor, skal vi virkelig bo lige ved havet? spurgte Emil, øjnene lyste.
Ja, det skal vi.
Hun havde købt billetter til en lille kystby, hvor hun som ung havde tilbragt somrene.
Der boede hendes gamle veninde Asta, som allerede under skilsmissen havde skrevet: Kom, hvis du får brug for det. Der er plads nok.
Asta tog imod dem på stationen krammede hårdt, uden ord:
Det skal nok gå, sagde hun bare.
Og Sofie troede på det med det samme.
De første dage var mærkelige: hun vågnede til stilhed (ingen opkald, ingen bebrejdelser), lavede kaffe og kiggede ud over havet. Børnene løb på stranden, skreg af fryd.
Allerede efter to uger kom det første jobtilbud. Astas naboer manglede en engelsklærer til sønnen. Sofie talte flydende engelsk.
En måned senere ringede telefonen. Mor.
Har du helt glemt os? Stemmen rystede, men ikke af vrede, mere af noget andet.
Nej, mor. Men jeg havde brug for at komme væk.
Pause.
Vi vi gjorde ikke det rigtige. Undskyld.
Sofie smilede:
Ved du hvad, mor, jeg er ikke vred. Men jeg har brug for tid.
Og børnene?
Hun kiggede ud ad vinduet. Emil og Liva byggede sandslot.
De har det fint.
Sofie vendte aldrig hjem.
Ti år senere bor hun stadig i den lille kystby, underviser i engelsk både hold og enetimer. Rygtet går, og hun har altid elever i kø.
Liva går på kunstskole og drømmer om kunsthistorie hendes essay om lokale kunstnere kom i byens avis.
Emil femtenårige Emil får dårlige karakterer i matematik, men vinder svømmekonkurrencer.
De vokser op, ikke perfekte, men glade. Uden det evige du er ikke, som du skal være. Svigermor kommer hver sommer, nævner aldrig den nye svigerdatter.
Mor har været på besøg to gange. Sidst sad hun på verandaen, drak solbærsaft og sagde pludselig:
Undskyld, Sofie, at jeg ikke inviterede dig dengang. Det var tarveligt.
Far Far døde sidste år. Efterlod børnebørnene penge. Bror Mads og Signe blev skilt, han giftede sig med Irene. Sender postkort og lover at komme på ferie.
Det er ikke perfekt forsoning. Men for Sofie er det nok.
Og hvad med kærlighedslivet, spørger du? Sofie er ikke alene, men har ikke lyst til at bo sammen med en mand. Ikke endnu. Når børnene flyver fra reden, må vi se. Lige nu har hun det, som hun vil
Hvad tænker du om mors valg? Skriv en kommentar. Giv et like.
