Rigmor Hansen stod i køkkenet, mens regnen silede ned over Københavns tage, og hun kunne næsten høre den kolde vind hviske om den uundgåelige forræderi, hun havde oplevet. Hendes eneste barn, Mikkel Sørensen, havde for nylig sagt ja til sin forlovede i en lille kirke i Roskilde. Hun stod uden for døren til bryllupsfesten, men havde aldrig fået en invitation. Det var ikke fordi hun ikke kunne komme, eller fordi hun ikke ville; han havde simpelthen ikke tænkt på at kalde hende.
Hun havde altid givet alt, hvad hun havde. Da hendes mand, Jens Mikkelsen, gik fra hende, da Mikkel kun var fem, måtte hun opdrage ham alene. Nogle nætter gik hun sulten i seng, andre nætter lå hun vågen i mørket, fordi lønnen ikke rakte til både mad og husleje. Selvom Jens aldrig havde betalt børnebidrag, aldrig vist sig til fødselsdage, dimission eller universitetets eksamensceremoni, blev han alligevel inviteret som æresgæst til den dag, hvor hans søn endelig sagde ja.
Faktisk var Jens kun lige vendt tilbage til sin barndomshjemstavn i Vejle, efter årtiers omveje gennem forskellige job og lejligheder, og han kom med sin nye, unge kone og en håndfuld af sine andre børn. Rigmors egen søster, Birgitte Nielsen, havde også valgt at holde sig væk fra festen, som om hun ville beskytte Rigmor mod yderligere smerte. Det var Jens, der stod foran Mikkel og insisterede på, at moderen ikke skulle inviteres. Hvordan kunne Mikkel adlyde sin far, når han vidste, at hans egen mor havde stået ved hans side gennem alt?
Den egentlige årsag lå i penge. Mikkel havde tidligere spurgte om et lån til en bil, og Rigmor havde givet ham de nødvendige kroner. Så bad han om, at hun skulle dække hele bryllupsbudgettet. Hun havde kun betalt for brudgommens gæster det var traditionelt brudens forældre, der stod for deres side. Da hun nægtede at betale for begge sider, sluttede Mikkel pludseligt op med at afbryde al kontakt, ignorerede hendes opkald og kastede sig på sin fars side. Den taknemmelighed, hun havde håbet på, var nu kun en tom skygge i den kolde decemberluft.
