Kære dagbog,
Før hver fødselsdag på vores lille pige Freja tænker jeg på den dag, jeg og hun blev født, og jeg bebrejder mig selv for de valg, jeg traf. Freja var kun nitten år, da hun blev gravid, og jeg, Mads Nielsen, var lige så ung. Min mor, Karen, var altid bekymret for, at vi var for unge, at vi stadig var uden fast grundlag.
I skal gifte jer hurtigt, Freja, du er jo kun i begyndelsen af livet. Og du, Mads, er stadig en dreng, der kun drømmer om at blive mand! sagde hun ofte. Men Freja var stædig, så vi sagde ja til hinanden.
Vi studerede begge på Københavns Universitet og arbejdede ved siden af. Efter tre år havde vi begge færdiggjort vores kandidater, fået forfremmelser på jobbet, og så opdagede Freja, at hun var gravid.
Perfekt, så er vi færdige med studierne, jeg tjener godt, og nu kan vi få et lille mirakel, udbrød jeg, glad.
Freja så dog bekymret ud, og jeg spurgte:
Er du ikke glad?
Selvfølgelig er jeg glad. Jeg håber bare, at vores lille skal blive ligesom far, svarede hun med et smil, men indeni var frygten tydelig.
Hun ville ikke indrømme over for mig, at hun var bange for at føde. Det var ikke kun frygt; hendes tante Lise var død under fødslen, og i vores slægt havde flere kvinder ikke overlevet fødslen. Freja kunne ikke slippe følelsen af, at noget dårlig kunne ske hende også.
Da tiden kom, gik det ikke bedre. Sygeplejersken råbte:
Hold ud, indånd dybt! Hvad laver du? Giv mig plads, ellers vil barnet kvæle! og Freja følte, at sygeplejersken bevidst pressede hende, når hun var udmattet.
Det endte tragisk. Da barnet vendte, gik det ud med benene først. Freja følte, at barnet ikke ville overleve. Hun fødte med besvær, og vores lille pige, som vi kaldte Maja, var svag fra starten, gik dårligt og havde en uheldig hofte, som vi aldrig fik rettet. Selvom hun nu er fem år gammel, bruger vi stadig en gåvogn til hendes ture.
Folk kigger ofte på hende og undrer sig over, hvorfor hun er så stor, men så lidt i stand til at gå. Heldigvis er jeg en kærlig far. Jeg har købt en svensk legetøjsvogn, gynger og andre redskaber, i håbet om, at hun snart vil kunne gå frit igen. Jeg tror på, at hun en dag vil blive rask.
Freja bebrejder sig selv for sin frygt, for at hun ikke lyttede til jordemoderens råd, og hun ser sin datter betale prisen for den frygt. Men Maja har aldrig mistet humøret. Hun elsker tegnefilm, bedstemorens grøde og de farveblyanter, bedstemor købte til hende.
For et år siden gav jeg Maja en pakke med plastelina. Hun blev grebet af modellering, og hun blev virkelig god til det. For nylig bemærkede jeg, at hun lavede både dyr og menneskefigurer, som så næsten levende ud. En dag vandrede hun og bedstemor på gågaden, og de fandt en lille killing med en såret pote, som de bad om at beholde.
Se, mor, han er så lille, og poten hans er så skadet, han vil dø, hvis vi lader ham gå, sagde Maja med store øjne. Jeg havde altid ønsket et kæledyr, så vi tog den lille kat med hjem og kaldte den Pjusken.
Maja begyndte straks at forme små katte af plastelina, der lignede Pjusken. Bedstemor sagde:
Du holder ikke op med at forme ham så, du skal vise, at han har den sårede pote nedtrykt.
Maja svarede:
Bedstemor, du forstår det ikke. Sådan former jeg ham, så Pjusken hurtigere bliver rask.
Jo flere figurer Maja lavede, jo mindre syntes den lille kats pote at gøre ondt. Efter et par dage var den fuldstændig helbredt. Bedstemor udbrød:
Det må være en gave, Maja har. Sådan noget ses hos børn, der har haft svære fødsler. Vi skal holde øje med hende, men lad være med at skræmme hende.
Da Pjusken var rask, lavede Maja en sur nabo, fru Vera, som altid så ud som om hun havde en sur mund og aldrig smilede. Bedstemor spurgte:
Hvorfor ser din Vera så sur ud? Hun har både hår og tøj, men hun smiler aldrig.
Maja svarede:
Du forstår ikke, bedstemor. Hun er ikke sur, hun tror bare, at ingen elsker hende. Hun formede derefter Vera med et smil, mens hun fodrede kattekillinger.
Et par dage senere så vi Vera ved indgangen til bygningen med en skål fuld af mad til killingerne. Hun strøg dem blidt og sagde:
Ingen grund til at skændes, jeg vil bringe mere mad. Hun smilede varmt.
Den aften kom Veras søn, Jonas, uventet hjem med sin kone Lena og deres søn, Søren. De havde haft en konflikt i årevis, men mødet førte til forsoning, og Vera begyndte at smile mere. Hun blev venner med de andre beboere, og Jonas glemte aldrig sin mor. Hun tog killingerne med hjem, og hendes ansigt blev yngre glæde og venlighed giver livskraft.
Jeg tænkte ofte:
Hvis kun Maja kunne forme sig selv med sunde ben, og troede på, at min datter virkelig kunne skabe mirakler. Jeg advarer bedstemor om ikke at fortælle Maja dette, for hendes drømme har kraft, når ingen ser dem. Det er en hemmelig kilde til inspiration.
Maja synes at have sin egen plan. Hun formede en dansende pige i en smuk kjole, meget lig hende selv, så en på ski og en på cykel. Freja og jeg så på hende med holdånd hver dag.
En dag, da vi kom hjem fra arbejde, stod bedstemor i døren med et gådefuldt blik:
Kom stille, så skal I følge mig.
Vi listede ind i stuen og så Maja stå foran spejlet. Hun vendte sig mod os og sagde:
Mor, far, kan I købe mig en dansedragt? Jeg vil så gerne danse.
Vi har aldrig fortalt nogen om Majas gave, for vi frygter at jage den væk. Gaven er så lille, at vi knap har set den, kun fordi bedstemor har vist os den.
Majas interesse for modellering er vedblevet gennem årene; hun kan sidde i timevis og forme noget, mens hun drømmer. Det er netop det, hun former, at ske i vores liv.
Lægerne siger, at der ikke er noget usædvanligt i, at Maja nu kan gå. De mener, at hun er blevet stærkere og ældre, som det skal gøre.
Senere formede Maja en lille søster, Katja, et sommerhus ved floden, en livslang ven og sig selv i en brudekjole.
Hun har også formet mig, bedstemor mens hun danser til sin egen bryllup, og mange andre ting.
Alt, hvad hun har formet, er blevet til virkelighed. Nu er Maja en anerkendt skulptør, elsket af os alle, en kærlig kvinde.
Hun har formet sit eget liv og livet for dem, vi holder af. Alt omkring hende får liv, selv visne blomster og mennesker.
Det er en særlig gave, at være omkring nogen som Maja varmen og trygheden er sikker. Det føles, som om livet aldrig ender, og alt, der drømmes, vil ske, og hver dag er fyldt med glæde og mening.
Jeg ønsker alle styrke, sundhed og livsglæde, uanset hvad livet kaster på os.
I dag har jeg lært, at frygt kan holde os fast, men når vi lader kærlighed og tro lede vejen, kan mirakler ske selv i de mest stille hænder.
