Tak for al støtte, for likes, for omsorg og kommentarer til mine fortællinger, for abonnementet og et kæmpe tak til alle, der har sendt donationer til mig og mine fem kattekammerater. Del gerne de historier, du kan lide, på sociale medier det gør også forfatteren glad!
– Det var en skøn aften: vi spillede kort, snakkede i dybden og spiste lækker mad, for selvom Gunnar er chefkok på en restaurant, laver han stadig de mest fantastiske retter hjemme.
Mariane og hendes mand, Anders, gik i godt humør fra gæsterne til metroen i København. Vejret var gråt og mørknet tidligt, men i deres hjerter strålede varmen fra en dejlig aften.
Med Marianes fætter Gennadi og hans kone Vera havde de længe haft et tæt forhold. Nu skulle de også komme til Tolvs (Tobias) fødselsdag, som falder lige før nytår.
De ville snakke om de nyeste film, de anbefalede hinanden, og nyde festlige retter, som de sjældent har tid til at lave hver dag. Det har jo altid været tradition at byde ønskværdige gæster velkommen med den bedste mad, spise i små bidder og nyde samtalerne uden at bekymre sig om hverdagens problemer. At besøge hinanden er en glæde fra barndommen, en lille fest, man ser frem til.
Senere kunne man tage fat på sine gøremål med fornyet energi, måske efter at have hørt noget værdifuldt fra sine nære, som kan gøre livet lidt bedre.
– Jeg er enig, det er altid let at være sammen med din bror og hans kone, han er en god fyr, sagde Tobias med et smil til Mariane.
– Jeg har hverken bror eller søster, men Gunnar er som en bror for mig, selvom han er ældre, og jeg er så glad for, at han er som familie, reflekterede Mariane og spurgte så:
– Hør, Tobias, du har også en kusine, Janne, ikke? Hun bor i et forstadskvarter, men vi har ikke hørt fra hinanden i lang tid.
– Jeg ved ikke rigtig, det gik sådan en gang i stykker. Min fars søster og han var ikke så tætte, så vi holdt også afstand, og Janne er to år ældre end mig, svajede han.
– Det må vi rette op på! Jeg er først for nylig nået omkring fyrre år og har indset, at man ikke må glemme sine slægtninge. Gunnar er ikke perfekt, men vi har fundet fælles interesser og nyder at besøge hinanden. At genoplive kontakten til familiemedlemmer har en dyb mening, for blodet binder os sammen. Lad os genskabe forbindelsen til din kusine, for ud over Janne har du ingen andre nære. Med alderen ønsker man de nærmeste omkring sig, for venner kan blive kedelige, men bror og søster er altid de vigtigste.
– Jeg ved ikke, Mariane, vi har ikke talt med hende i lang tid, tøvede Tobias, mens Mariane blev endnu mere begejstret for idéen.
Janne smiler altid venligt, men
– Har du hendes telefonnummer? Jeg kan selv ringe, hvis du er usikker.
Under presset fra sin kone fandt Tobias den gamle hjemmetelefon til Janne, men ingen svar kom. Mariane fik dog fat i hendes mobil og inden for få dage ringede de sammen.
– Hej Janne, jeg er hustru til din fætter Tobias, sagde Mariane, men hørte straks:
– Hej, hvad så? Er han død?
Mariane blev forbløffet et øjeblik, men fortsatte:
– Tobias var lidt genert med at ringe, men jeg overtalte ham. I vores unge dage var venner alt, men med alderen husker man sine slægtninge. Vi vil bare genoprette kontakten med dig og din mand, er du med?
Janne tøjede et øjeblik, så spurgte hun forsigtigt:
– Vil Tobias gøre krav på vores gamle bedstemors lejlighed? Den har jeg boet i i mange år sammen med min mand, vi har ingen anden bolig.
Tobias havde intet med lejligheden at gøre, men han rystede på hovedet, da Mariane spurgte ham.
Mariane fortsatte:
– Det er længe siden, men vi vil bare mødes med jer, forstå? Vi har snart fødselsdag, så kom forbi, så kan vi snakke om alting.
Janne smilede, noterede adressen og gik med til at kalde hende “du”, for de er jo familie.
Efter samtalen sagde Mariane til sin mand:
– Se, Janne var først overrasket, men så lovede hun at komme forbi. Det vil være dejligt at genoplive barndomsminnerne med hun og hendes mand. Det er vigtigt at holde kontakten, når man bliver ældre.
– Ja, du siger det som en gammel mand, grinede Tobias, men vi har jo ikke engang ramt halvtreds endnu!
Mariane var glad, for også hendes kollega havde for nylig fundet fjerne slægtninge i Estland, og hun savnede sine egne forældre, som også var gået bort.
På Tobias’ fødselsdag ankom Janne og hendes mand, Venne, og var meget venlige. De vidste ikke, hvad de skulle give, så de medbragte en værktøjskasse i en lille kuffert, som Tobias blev henrykt over. Ved bordet serverede Gunnar, som altid, lækre småretter og en kage, han selv havde bagt.
Gunnar har længe, efter aftale, givet sådan mad som gaver til fester restaurantretter, han selv har tilberedt, og det har alle været glade for. Mariane skulle ikke lave så meget selv, selvom hun også har sine egne signaturretter.
Fødselsdagen blev meget hjertelig. Venne og Janne syntes også om Tobias søster, og de spillede kort sammen. Venne viste et par korttricks, og senere spillede Tobias guitar, mens alle mindedes Antonovs sange og deres unge år. Forskelene i alder føltes nu næsten ubetydelige, som om de alle var jævnaldrende.
Da gæsterne gik, gik Mariane og Tobias en tur gennem de oplyste gader, hvor sneen glimtede i lyset.
– Det var virkelig en god aften, hvad tror du? Du var jo nervøs, sagde Mariane og lagde armen om Anders, mens de gik hjem.
I februar, som planlagt, kom Janne og Venne på Marianes fødselsdag, og stemningen var igen livlig og varm.
– Snart skal vi besøge Janne og Venne igen, de siger, at det er let at komme hertil, og hun har snart fødselsdag, mindede Mariane i slutningen af marts.
Hun var glad for, at både Tobias og hun nu havde en nærtstående slægtning, som de kunne tilbringe tid med.
Tobias reagerede lidt mærkeligt på hendes bemærkning:
– Jeg ved ikke, måske tager vi af sted, hvis de inviterer
– Hvad mener du? Jeg forstod ikke, spurgte Mariane overrasket. Du hørte ikke, at Janne sagde, at hun altid er glad for at se os?
– Jeg hørte, men så tænkte jeg, at måske er tingene anderledes nu, svarede han med et hemmelighedsfuldt smil.
Invitationen til Jannes fødselsdag kom aldrig, og Mariane blev forundret, for de havde haft så fint samvær. Måske var der noget, der ændrede sig, eller måske havde de brug for hjælp.
Da Mariane og Tobias ringede til Janne for at ønske tillykke, blev hun glad:
– Åh, mange tak, jeres hilsen var så dejlig!
– Tag imod vores gave, som du ønskede i penge, sagde Mariane muntert og overførte et beløb i kroner til hende.
De havde snakket om gaver, Janne vidste ikke, hvad hun skulle give, så Mariane havde købt sig noget kosmetik, og Janne foreslog, at hun fik pengene som gave. Mariane overførte samme beløb og fortsatte:
– Janne, vi ønsker dig masser af sundhed, glæde, velstand og held.
Janne svarede med et smil:
– Tak, det var virkelig dejligt! En veninde kommer snart, så vi fejrer som sædvanligt, farvel, Mariane
Tobias så på sin forvirrede kone og lo:
– Jeg tror, jeg husker, hvorfor min far og hans søster næsten ikke talte sammen det var noget med deres mor, Jannes mor, som også holdt alle på afstand. Hun sagde, at de, der vil ønske hende tillykke, bare kan komme uden invitation.
– Hvordan uden invitation, hvis de ikke har et hjem? spurgte Mariane.
– Det var sådan, at hun ville have, at folk skulle komme, bare for at vise, at de tænker på hende, uden at skulle lave mad eller invitere, forklarede Tobias.
Mariane blev overrasket over, at Jannes fest faktisk havde været hyggelig, uden at nogen overspiste.
– Hver kan bestemme, om de vil invitere eller bare besøge, sagde Tobias med et grin.
– Hvorfor fortalte du mig om lejligheden fra bedstemor? spurgte Mariane.
– Vi boede engang i Moskva, og far mente, at søsteren skulle have lejligheden, så vi delte den ikke, svarede Tobias.
– Måske er Janne bange for, at du vil tage hendes halvdel af lejligheden? spurgte Mariane.
– Nej, selvfølgelig ikke, det er længe siden, så lad være, sagde Tobias, lidt flovet.
Janne og Venne kommer stadig med glæde på besøg, og Mariane er ikke længere så sur, for hun ved, at hun kun har én søster til sin mand. Hun er venlig, smilende og behagelig at tale med, og hendes opvækst har lært hende, at man ikke skal holde folk udenfor. Måske vil Janne en dag forstå, at man aldrig bør være en uønsket gæst for sine nærmeste.
Det vigtigste er, at man i livet husker at pleje de bånd, der binder os sammen, for familie og nære relationer giver os mening og styrke, også når årene bliver flere.
