Jeg lyver for min søn om, at jeg spiser godt og tager min medicin, for han kan alligevel ikke gøre noget ved det. Jeg ved udmærket, at jeg ikke er den eneste, der lader som om overfor sin eneste søn – som har sin egen familie med kone og tre børn – at alt går fint for mig. I virkeligheden hænger økonomien kun lige sammen. Nutidens børn interesserer sig ikke længere for deres forældre, og vi forældre ønsker heller ikke at belaste dem. Min søn har aldrig spurgt ind til min folkepension. Før i tiden, da jeg stadig boede sammen med min kone, brugte vi den ene pension til huslejen og levede af den anden, men nu må jeg vælge mellem at betale regningerne eller købe ind. Jeg lever af rugbrød og havregryn og tænker ikke længere over det – kun over madpriserne, der stiger så hurtigt. Som ældre har jeg mange recepter på medicin, men jeg har ikke råd til dem, eller også sparer jeg på pillerne ved ikke at tage dem hver dag som lægen siger, men kun når det er virkelig slemt. Alligevel skammer jeg mig ved at bede min søn om penge. Jeg ved, han ikke har det let selv. Min svigerdatter er hjemme med deres tredje barn, mens de to ældste går i skole, som kræver penge, og at forsørge en familie på fem er sværere og vigtigere end mig. Det eneste, der går mig på, er boliggælden, som min søn arver – og han har stadig ingen anelse om det…

Jeg lyver over for min søn, når det handler om at spise ordentligt og tage mine piller, selvom han alligevel ikke kan gøre noget ved det.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste far i landet, der bilder sin enebarn ind, at jeg har det godt selvom virkeligheden er, at jeg knap kan holde skindet på næsen. De unge nu om dage interesserer sig ikke for forældrene mere, og vi gamle prøver også at lade være med at læsse vores bekymringer over på dem.

Min søn har aldrig spurgt ind til, hvad jeg får i folkepension. Dengang jeg stadig boede med min kone, kunne vi lige få det hele til at løbe rundt: hendes pension dækkede huslejen, og min gik til mad. Nu står jeg alene tilbage og må vælge: Skal jeg betale elregningen eller smide penge efter lidt ekstra indkøb? Jeg lever for det meste af rugbrød og havregryn, og det er jeg nærmest stoppet med at brokke mig over bare jeg slipper for at se prisskiltene i supermarkedet, der stiger hurtigere end togpriserne til København.

Som ældre mand har jeg selvfølgelig en mindre samling recepter på piller, men dem har jeg ikke altid råd til at hente eller også rationerer jeg dem og tager dem kun, når det virkelig spidser til. Lægens råd om daglig dosis er efterhånden blot gode intentioner. Men jeg nægter at bede min søn om penge. Jeg ved jo godt, at de heller ikke sidder i det økonomiske smørhul.

Min svigerdatter, Karen, går hjemme med deres tredje barn, mens de to ældste går i skole, hvor der hele tiden skal lægges penge til foreninger, SFO og klasseture. At brødføde en fem-personers familie i dagens Danmark er både svært og ja, vigtigere end mig og mine piller.

Det eneste, der for alvor nager mig, er de boligskatter og gælden, som min søn en dag arver med min lejlighed. Det aner han overhovedet ikke noget om endnu…