Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kunne opdrage mine børn sådan
For et år siden fandt jeg pludselig mig selv alene. Efter min mands begravelse vågnede jeg langsomt op af sorgens tåge og lod det gå op for mig, at jeg udover ensomheden stod over for et andet problem. Pengene begyndte at slippe katastrofalt op mellem mine hænder. Jeg lever så nøjsomt jeg kan, nægter mig selv alle små fornøjelser, og alligevel dukker der hele tiden uforudsete udgifter op, især til medicin og læger.
Min mand og jeg har altid forsøgt at hjælpe vores to børn, mens vi opfostrede dem. Hver en krone gik til deres bedste; vi støttede dem, når de ville købe deres huse, gav dem store dele af vores opsparing. Jeg ved ikke, hvor mange år jeg har tilbage, men lejligheden, jeg bor i her i København, skal gå videre til min søn og datter, medmindre jeg skulle bestemme andet i mit testamente, hvilket jeg altså virkelig ikke har lyst til. De er både veluddannede og fornuftige de ved præcis, hvad en lejlighed i byen er værd og hvilke muligheder der ligger i at arve den.
Flere gange har jeg forsøgt at give mine børn et vink med vognstangen om, at jeg næsten ikke kan få enderne til at mødes. Hvis bare de kunne tage sig af de evigt stigende regninger for varme og el, ville jeg ikke skulle spekulere så meget på, hvor næste omgang penge til min folkepension skulle komme fra. Min datter, Frederikke, lader bare som om, hun ikke forstår, hvad jeg siger, og min svigerdatter – som styrer hele familiens økonomi – nævner heller aldrig et ord om det.
Jeg ved cirka, hvad min datter og søn tjener. Jeg glædes ved, at de har råd til biler, rejser, at børnebørnene altid har lommepenge nok. Men når jeg ser, hvor let de spenderer beløb, der svarer til hele min månedlige pension, spekulerer jeg tit på, om vi virkelig har opdraget vores børn til at blive så ligeglade, at de ikke ser min fattigdom, at de ikke forsøger at hjælpe, selv ikke en smule. Engang var min mand og jeg jo selv forbilleder: Vi kom altid til vores egne forældre med poser fyldt med rugbrød, kaffe, medicin, vi betalte for lægebesøg og den slags.
En gammel veninde foreslog mig, at jeg bare skulle flytte ind hos min søn eller datter her i byen – uden engang at spørge først – og leje min egen lejlighed ud. Det føles som et skørt og utrygt skaktræk, men måske bliver jeg nødt til det, hvis næste samtale med børnene ikke får dem til at vågne op. Jeg kan ikke leve for folkepensionen alene længere, og alle mine sparepenge er gået til børnene…
