Mads trådte ud af køkkenet og så sin mor, der råbte
Mit liv har taget nogle finurlige drejninger, og første gang var lykken altså ikke på min side. Min eks og jeg gik fra hinanden, inden vores lille Emil fyldte ét år. Dengang var der ikke meget kontakt mellem far og søn, og jeg pressede heller ikke på man er vel ikke tyran.
Da jeg mødte Mads, lagde jeg kortene på bordet med det samme. Ingen skjulte dagsordener jeg har et barn, sagde jeg. Mads tog det overraskende pænt. Faktisk så pænt, at Emil på tre bare brugte et par måneder på at kalde ham far. Mads strålede som julelys i Tivoli. Et stykke tid senere friede han og pludselig havde vi en rigtig dansk kernefamilie.
Så kom min svigermor og stak en kæp i hjulet. Mads mor, Birthe, har aldrig kunnet udstå hverken Emil eller mig. Hun mente helt bestemt, at hendes søde søn fortjente noget bedre end en fraskilt kvinde med baggage.
Når Birthe kom over, talte hun aldrig med Emil eller gav ham en småkage. Jeg havde nu aldrig forestillet mig, at svigermor ville adoptere ham som sit eget barnebarn, men hun kunne da i det mindste have opført sig anstændigt.
Emil forstod ikke, hvorfor farmor var så sur. Det toppede, da Birthe under et besøg begyndte at råbe af ham. Det hele startede med, at min søn, i håb om at gøre hende glad, forærede hende sin yndlingsbil en rød plastik-Mercedes.
Mads kom ud af køkkenet og opdagede sin mor midt i et vredesudbrud. Tag dit barn! Det må da stå klart, at jeg ikke vil have ham her! skreg hun. Uden et ord puffede Mads hende ud af døren og bad hende holde sig væk.
Nu sidder jeg så her og aner ikke, hvad jeg skal stille op. På den ene side er jeg glad for, at min mand forsvarer os, men det er alligevel svært at se to af de mennesker, der betyder mest for mig, være på krigsstien. Mads vil ikke engang sige godmorgen til min mor længere, og vi går også og venter en baby sammen nu så jeg ligger søvnløs og spekulerer: Hvad pokker gør man egentlig, når familien begynder at ligne et afsnit af Matador?
