Og hvad så, om han er min eller ej – hvad betyder det? At han ikke er min, skal først bevises – Hurra! Far er kommet! Far, far! Du efterlader os ikke, vel? Far, du må ikke lade os være her! Farmor Nadia sagde, at hvis du ikke tager os med hjem, sender hun os på børnehjem! Hun er gammel, får os alligevel ikke lov til at beholde, kun dig kan vi håbe på! Mys og jeg lover at høre efter dig, helt ærligt! Vi spiser næsten ingenting, vi kan leve kun af kartofler – bare tag os hjem, giv os ikke væk til det børnehjem! – Lille Irina, ni år, snakkede i ét væk med alt for voksne ord, så Ivan, en voksen mand, slugte klumpen i halsen og vendte sig væk et øjeblik for at tørre de tårer, der så upassende viste sig i øjenkrogen. Han pressede sin datter ind til sig, stirrede ned i håret på hende, så velkendt og sødt duftende, indåndede den uforglemmelige børnelugt, og igen mærkede Ivan, at han, en voksen mand, bare havde lyst til at græde lige nu. Ville ønske, at han kunne læne sig op ad sin mors skulder og klage lidt over det svære voksenliv, bede om råd, støtte og hjælp… Han indåndede duften igen, lukkede øjnene, og da han åbnede dem, mødte han straks et skarpt blik, så alvorligt og voksent, det hørte slet ikke til i et barneansigt. – Mys, hvorfor gemmer du dig dér? Kom herhen til far! – Ivan slugte igen og prøvede at smile. Barnet frøs, stirrede usikkert tilbage på manden – et forsigtigt smil lynede over hans runde ansigt, så sluknede det straks igen. – Mys, hvorfor sådan? Det er jo mig, din far! Kan du ikke kende mig? Kom nu, min dreng! Skynd dig! – Kom nu herover, Mys! – Irina smilede og kaldte på sin bror. Mys tog tvivlende ét skridt, så endnu ét, og så løb han alt, hvad han kunne, hen mod far, mens han tørrede tårerne væk på vejen. – Far, du må ikke sende mig væk! Jeg elsker dig rigtig, rigtig højt! Farmor Nadia sagde, at jeg slet ikke er din, at du ikke elsker mig, at du kun vil have Irina med hjem, og at jeg skal på børnehjem! Hun er bare ond, og jeg tror ikke på hende! Men du lader mig ikke i stikken, vel far? – Mys, din tosse! Hvad snakker du om ’ikke min’? Selvfølgelig er du min dreng! Du har både mit efternavn og mellemnavn! Og se på dine ører – det er mine ører! Hvordan skulle jeg kunne give dig væk til nogen? Vi tager hjem begge to, til tante Dorte. Ved du, hvor god hun er? – Men farmor Nadia sagde, at Dorte er en heks, at det var hende, der lokkede dig væk fra mor, og derfor lod du også os i stikken! At hun har forhekset dig… – Mys, schh! Sådan taler man ikke til far, – Irina hvisker, men på den stille gård lyder hendes stemme som verdens højeste råb. Ivan smiler og krammer sine børn. “Kære, elskede, mine egne! Kan I tilgive mig, at jeg ikke kom før? Kan I forstå mig? Kan jeg selv forstå det hele? Tak til Dorte, hun hjalp mig på rette vej og lod mig ikke drukne i al den sladder og ondskab.” – Ved du hvad, gamle Nadia laver bare sjov. Dorte er ikke en heks, hun er en ægte tryllekunstner – god, sød og kærlig! Du skal nok snart selv se det! Farmor Nadia står på trappen og bider sig i læben. Ivan nikker til børnene – gå ind, gør jer klar, snart tager vi hjem. Modvilligt slipper de deres far og løber ind i huset, men stopper lige på trinnet for at række tunge ad farmor – så, så kom far alligevel, ha! Nadia rækker ud efter Mys, men standser, da hun får øje på Ivans blik. – Dukkede du endelig op? Jeg var sikker på, at du ikke ville hente dem, så jeg måtte sende dem væk. Jeg er jo gammel, kan ikke klare to børn – de bliver alligevel ikke hos mig, kun én vej, børnehjemmet. Og du – tager du virkelig dem begge? Irina er din, men den lille er ikke din – hvorfor gider du tage dig af ham? Lad staten tage sig af det. – De er begge mine, farmor. Begge to. – Åh, Ivan, du har altid været så godtroende. Irina er mit barnebarn, javist – men hende den anden… jeg sagde det aldrig før. Mys er ikke din, men Polina forbød mig at sige noget! Nu er sandheden ude, og det er ikke min skyld. Tag Irina med dig, men den anden – den skulle du lade gå, den har du ikke brug for. – Jeg klarer det. Som min egen bedstemor sagde: “Lige meget hvem tyrekalven har stået hos, så er kalven stadig vores.” Jeg har opdraget ham, elsket ham i årevis, jeg kan ikke give op nu. – Pas på, Ivan – hvad hvis du fortryder senere? Beslut dig ikke i hast, for det gør kun mere ondt for barnets hjerte, hvis du senere vælger fra. – Alt er gennemgået, farmor – alt er besluttet. Tak for alt. *** – Ivan, hvad har ændret sig for dig? Hvorfor lytter du til, hvad andre siger? Selv hvis denne dreng ikke er din biologiske søn – kan du bare give ham væk? Du har opdraget ham i seks år, elsket og taget dig af ham! Skal du bare kassere ham nu – kun fordi folk snakker, at han ikke er din? – Det er ikke bare snak, Dorte. Han er virkelig ikke min. Jeg havde allerede mine anelser, og så sagde Polina det også – at Mys ikke er min. – Du er dum, Ivan! Foruden at barnet har mistet sin mor, vil faderen nu også svigte frivilligt! Hvad er I for nogle mænd! Andre vælger at opdrage fremmede børn som deres egne, og du vil bare give din egen søn væk! Kan vi ikke lege ‘min, ikke min’ med blomsterblade? Puha, det er under lavmålet! Hvis der nu skete noget med mig, ville du så også tvivle på vores? – Dorte rørte ved sin runde mave og stirrede spørgende på Ivan. – Dorte, sådan skal du ikke sige! Jeg stoler på dig – og dog… – Og hvad så, Ivan? Seks år har du opdraget ham, været sikker, elsket, taget dig af … også betalt børnebidrag i to år. Kysset og krammet ham hver gang I sås. Hvad så nu? Kan du pludselig bare stoppe? Er det sådan det skal være – elsker i dag, og i morgen… hvad så? – Jeg tænkte bare, Dorte! Måske en DNA-test, så jeg slipper for usikkerhed – så jeg ved det med sikkerhed, min eller ikke min. – Test? Hvorfor ikke teste mig med, hvis det endelig er? Kan testen vise kærlighed? Du elskede Mys! Alt hvad du talte om var din søn, din arving. Hvad har ændret sig, Ivan? Hvad gør du, hvis testen siger dit? Elsker du så mere? Og hvis den siger ‘ikke din’, hvad så? Sletter du ham fra dit liv? Smider ham på børnehjem? Hvordan vil du leve med det bagefter? Der var engang, hvor du elskede ham ubetinget i seks år – og så pludselig elskede du ikke længere, da du hørte, han ikke er din! – Men, Dorte, hvordan skulle jeg kunne elske, hvis jeg vidste, han ikke er min? Hvordan lever jeg så videre? – Så kan du jo mistro alle! Test den ældste, den yngste og den i maven også – så du er sikker! Men hvis du tager børnene, så tager du begge! Opdrager og elsker dem begge. Hvis ikke – så lad være overhovedet, så ingen skal dømmes senere for, hvem der er min, og hvem der er fremmed. Ivan tænkte længe over Dortes ord. Han var vred, forarget for sig selv. Hvad skal man gøre, når selv ekskonens bedstemor bekræfter, at den yngste ikke er hans? Ingen ønsker at opdrage andres børn, og Ivan har allerede i seks år båret og elsket en fremmed dreng, givet både efternavn og mellemnavn. Men sådan var hans og Polinas kærlighed: stor og voldsom! De blev gift, og kort efter kom lille Irina. I byen var der ikke meget arbejde, og det der var, gav alt for lidt. Så begyndte Ivan at tage job langt væk – 3 måneder væk hjemmefra, en måned hjemme, og så væk igen. I starten mærkede han, at han var ventet og elsket, men senere føltes det ikke sådan længere. Deres gensyn blev mere rutine. Efter nogle år, mens Ivan var ude, fortalte Polina, at hun var gravid – men at det burde løses, det var for tidligt. Ivan skyndte sig hjem, bare så han kunne få hende til at beholde barnet. Sønnen Mys blev født – mørkere end de andre, hvem kunne han ligne? En nabo måske? Ivan og Polina var begge lyse, også Irina. Allerede der kom tvivlen, men han skubbede den væk. Og så, da han en dag kommer hjem før tid for at overraske sin kone, finder han hende i sengen med naboen. Børnene var hos farmor, men Polina – hun ventede på ham i fremmede arme. Ivan sagde ingenting, gik bare over til børnene. Polina råbte efter ham, at det ikke var, som han troede, og så begyndte hun at råbe, at Mys ikke var hans. Ivan lod ordene prelle af – kvinder siger så meget i vrede. De blev skilt, hun søgte børnepenge, Ivan betalte pænt og lidt til. Elskede begge børn. Farmor Nadia begyndte somme tider at snakke om, at Mys ikke var hans, men Ivan holdt fast. Polina begyndte at leve med naboen, men børnene endte stadig hos farmor Nadia. Polina selv var forældreløs, hendes forældre forsvandt på ekspedition, og hun voksede derfor op hos farmoren – som nu havde hendes børn. Ivan giftede sig også igen, og det hele burde køre, men børnene blev som forældreløse med levende forældre. Forældrene kom på besøg, gav lidt gaver og forsvandt igen. Men så skete ulykken. Polina og hendes nye mand kørte galt på motorcykel, begge døde. Ivan var til begravelsen, og farmor Nadia bekræftede: Mys er ikke din. Ivan lukkede sig inde efter det. Han besluttede sig for at tage Irina med, men ikke Mys. Naboen havde sikkert noget familie, så kunne de tage drengen. Men Dorte, hans nye kone, ville det anderledes. Hun skældte ham så gevaldigt ud, at han hurtigt indså det – og tog til børnene. For børnene kunne ikke blive ved den gamle farmor, de skulle hjem. Og hvad så – min eller ikke min – hvad betyder det? At han ikke er min, skal stadig bevises. Hvis det er nødvendigt, kan de andre bevise det – Ivan har i hvert fald papir på, at han, Ivan Necheporenko, er far til Mikkel Ivanovich. Sådan er det! Farmor havde ret: Lige meget hvilken tyr der står på folden, kalven er stadig vores! Og sikke et godt kalvebarn det er blevet til! Sødt, venligt, omsorgsfuldt. Mikkel var først bange for Dorte, men så blev han tryg – nusser hendes mave, taler til sin lillesøster, der er på vej, og nogle gange bliver Irina endda småjaloux, for Dorte skulle måske holde mere af Mikkel. Men Dortes hjerte er så stort, der er nok til alle – til Ivan, til Irina, til Mikkel, og til lille Katja, som kommer snart. Folk snakkede om, at Dorte var mærkelig, tog andres børn til sig – men hun lod dem snakke, ingen fik lov at sætte spørgsmålstegn. De burde tage sig af deres egne sager, for alle har skeletter i skabet. Dorte er ung, men hun har styr på det – hun sætter folk på plads, og snart mister de interessen for sladder. Og nu lever Ivan og Dorte sammen med børnene. Ivan har aldrig nævnt igen, at Mys ikke er hans søn. Måske tænker han over det engang imellem, men han siger det aldrig højt. Han elsker sin søn, og sønnen gengælder den kærlighed. Det er ’far dit’ og ’far dat’. Så siger man: ’fremmed’! Nogle gange er det fremmede faktisk det mest nære. — SÅ HVAD SÅ, OM HAN ER MIN ELLER EJ – HVAD BETYDER DET EGENTLIG? DET, OM HAN ER MIN, SKAL FØRST BEVISES – EN RØRENDE HISTORIE OM OMSORG, FAMILIE OG AT ELSKE ET BARN SOM SIT EGET, SELV NÅR BLODET ER ANDET, I EN DANSK VIRKELIGHED