– Hvad mener du, du flytter? Og hvem skal så hjælpe mig? Hvem skal hugge brænde i sommerhuset? Tante Grethe slog ud med hænderne og blinkede forundret.
Jeg stod ved vinduet i min nye, næsten tomme lejlighed og betragtede den fremmede by.
Udenfor faldt sneen sagte og snoede sig i skæret fra gadelygterne, mens den langsomt dækkede bilernes tage og de nøgne grene med et hvidt tæppe.
Det var uvant stille. Ingen stemmer gennem væggene, ingen fodtrin i gangen, ingen af den konstante uro, som altid havde fyldt min tantes hjem.
Jeg tog en slurk af min nu lunkne te. Hele flytningen havde taget tre dage: én til at træffe den endelige beslutning, én til at pakke og sidste dag til selve rejsen.
Jeg havde ikke meget: min bærbare computer, et par bøger, tøj og nogle gamle fotografier af mine forældre fra før jeg blev født.
Alt det lå nu i to tasker og en papkasse midt på gulvet i stuen med de nøgne vægge.
Min telefon lå med skærmen nedad på gulvet. Jeg havde fået nyt nummer, men den gamle sim-kort havde jeg ikke smidt ud, bare gemt bagerst i rygsækken man ved jo aldrig, selvom jeg ikke anede, hvornår jeg skulle bruge den.
At bryde den sidste kontakt med tante Grethe, mit eneste familiemedlem, var både det sværeste og samtidig mest nødvendige, jeg nogensinde havde gjort.
Det var ikke barnlig fornærmelse eller et pludseligt indfald men ren og skær overlevelse.
Tankerne førte mig tilbage til tante Grethes stue, fyldt med tungt egetræsmøblement og glasting, der konstant skulle støves af.
Jeg huskede hendes stemme skinger, gennemtrængende: Morten! Skal du sidde med den mobil igen i stedet for at lave noget nyttigt? Du glemte at tage skraldet ud, jeg mindede dig endda om det for tre timer siden! Og se på dig selv, du ligner jo en hjemløs i den hættetrøje. Du er altså syvogtyve, men opfører dig som et barn!
Mine forsøg på at forklare og bede hende lade mig være var altid forgæves.
Hvert ord blev opfattet som frækhed, som et angreb på hendes autoritet. Det føltes som om, hun systematisk og dag for dag nedbrød min selvtillid med sine bemærkninger.
En aften, efter endnu en opslidende diskussion hvor hun igen ripede op i alt at jeg ikke kom ind på medicin, selvom det var hendes drøm, de mislykkede kæresteforhold, jobbet som tekstforfatter lukkede jeg mig inde på mit værelse.
Mit hjerte galoperede afsted, blodet hamrede i tindingerne og hovedet rungede af larm.
Jeg satte mig på gulvet, lod hænderne dække mit ansigt, og indså, at hvis jeg blev boende, ville jeg gå helt i stykker.
Det var dér, på det kolde linoleumsgulv, at jeg besluttede: jeg MÅTTE flytte for at beholde forstanden.
Jeg genkaldte mig den sidste samtale med tante. Det var ikke en samtale men enetale, som jeg tavse modstod.
Jeg lagde en kuvert med penge til hende på bordet for de seneste måneder og lidt fremad, så hun ikke kunne bebrejde mig noget.
Hvad er det? spurgte Grethe mistroisk uden at røre kuverten.
Jeg flytter, tante, til en anden by. Har fundet nyt arbejde, sagde jeg lavmælt.
Der opstod et lyn af forbavselse og vrede i hendes øjne.
Du flytter? Hvorhen? Hvordan kan du bare flytte sådan? Hvem skal hjælpe mig med alt? Hvem skal hugge brænde i sommerhuset? Tænker du overhovedet?
Jeg har tænkt det igennem, svarede jeg roligt. Jeg har brug for at komme væk og prøve noget nyt.
Prøve noget nyt! gentog hun hånligt. Er det sådan noget, du har lært på de der forums på nettet? Du har aldrig kunnet klare dig selv, du går til i elendighed uden mig! Hvem gav dig mad og tag over hovedet, da dine forældre døde? Og så vil du bare skride! Utaknemmelige skarn!
Jeg lyttede uden at svare, så ned i gulvet.
Hører du mig, Morten? Jeg TALER til dig, ikke til væggene! hendes stemme blev endnu mere skærende.
Jeg hører dig, tante. Men beslutningen er truffet. Jeg rejser i morgen.
Hun rykkede sig væk fra mig, som om jeg havde slået hende, og hendes ansigt fortrak sig til en grimasse.
Så skrid! Skrid til din nye fantasiliv! Vi får at se, hvor længe du kan klare dig uden mig. Pengene har du vel allerede brugt? På togbilletter og den slags? Tror du virkelig, du kan klare dig? Du vil kravle tilbage på dine grædende knæ, det ved jeg!
Jeg svarede ikke. Gik bare ind på mit værelse. Jeg kunne høre hendes dæmpede gråd gennem døren.
Denne gang vækkede det hverken skyld eller medlidenhed i mig kun den isnende forvisning om, at jeg nu gjorde det rigtige.
Næste morgen var forvirrende og hektisk. Jeg gik ud af døren ved daggry, mens hun endnu sov det var nemmest sådan.
Taxaen ventede nede på hjørnet. Jeg læssede mine ting, satte mig ind og så hende aldrig igen.
Nu, mens tankerne kredser om det hele, sukker jeg dybt. Pludselig afbrydes mine minder af et bank på døren.
Jeg gyser, for ingen kender mig jo endnu her. Langsomt går jeg hen til døren og kigger ud gennem dørspionen.
Der står en ældre dame, i vatteret morgenkåbe, venligt og rynket ansigt.
Hvem er det? spørger jeg uden at åbne.
Det er din nabo nedenunder, Margrethe Hansen. Undskyld jeg forstyrrer, men postbuddet havde en opkrævning til dig, og bad mig give dig den, lød hendes stemme.
Langsomt låste jeg døren op, med kæden på. Hun rakte papiret til mig.
Tak, sagde jeg.
Er du ny her? spurgte hun nysgerrigt og venligt. Længe siden du flyttede ind?
For et par dage siden, svarede jeg undvigende.
Nå, jamen velkommen til. Det er et stille hus og rare folk. Hvis du har brug for noget, så bor jeg i nummer fem. Hvis vandhanen drypper, hvis naboerne larmer, så kom ned. Jeg har alle de vigtige numre: vicevært, politibetjent, og alles telefonnummer. Giv mig lige dit nummer, bare for en sikkerheds skyld.
Først blev jeg usikker jeg havde egentlig ikke regnet med, at skulle lære nogen at kende men jeg gav hende mit nummer.
Det varede ikke mange minutter, før jeg begyndte at få beskeder fra hende. Først små billeder, så gode morgen- og godnat-beskeder, og så invitationer og små anmodninger om hjælp.
Jeg afslog pænt, men Margrethe blev mere og mere insisterende, og til sidst måtte jeg blokere hendes nummer.
Hun blev fornærmet og begyndte at forpeste mit hverdag med små drillerier.
Med bitterhed gik det op for mig, at det sommetider ikke kun er familien, man må løbe fra men også helt fremmede mennesker.
Efter knap en måned flyttede jeg igen, og denne gang lærte jeg af min fejl: jeg undlod at få kontakt til nogen af de nye naboer.
