Dagbog, søndag
Ah, endelig søndag det første rigtige pust i flere uger. Jeg lå henslængt på sofaen med benene oppe på fodskamlen, mens duften af frisk kaffe og nyslået ro gav lejligheden en særlig søndagsstemning. Solen strøg gennem sprækker i gardinet og dansede i støvet.
Roen holdt nøjagtigt tre minutter. Så begyndte min mobil at skjælve og spille en insisterende lyd. Jeg åbnede ikke engang øjnene, men greb sløvt ud efter telefonen. Kjærmor-Lise stod der på skærmen min svigermor, Lise Kristensen.
Jeg stønnede og lod hovedet glide ned i puden. Hun har jo en mand Jens men alligevel ringer hun altid til mig, når der skal fikses noget.
“Godmorgen, Lise,” forsøgte jeg med mit mest venlige stemmeleje.
“Søren, skat, undskyld jeg forstyrrer! Men jeg har altså fået et lille problem herhjemme.” Hendes glade, lette stemme blev ledsaget af baggrundslyde som altid var der et værktøj i brug, en hammer eller noget i den retning. Hos Lise kan et lille problem være alt fra et defekt lås til at en reol skal flyttes.
“Hvad drejer det sig om?” spurgte jeg, mens en lille nervøs kulde begyndte at krybe ned ad ryggen, som den plejer.
“Åh, det er bare blandingsbatteriet på badeværelset! Det drypper og suser helt vildt nu, der står vand over det hele. Og Jens er kørt på fisketur med gutterne, han kommer først hjem i aften.”
Jens, Lises nye mand. En stærk, rubinrød 60-årig med fiskestang i bagagerummet og et livsmotto om at flyde med strømmen. Han flyder mest til havet, garagen eller sofaen foran fjernsynet.
Lise og Jens havde kun været gift et halvt års tid. Jeg troede naivt, at min æra som hendes evige altmuligmand var forbi, nu hvor hun havde fået en handy mand i huset. Men nej. Det viste sig hurtigt, at Jens mest var en mester i at uddelegere. Han kunne snakke i timevis om, hvordan en vandhane skulle laves, men greb aldrig værktøjet, hvis han kunne få mig til det.
“Lise, jeg er altså ikke vvser,” prøvede jeg. “Kunne du overveje at ringe til en professionel? Jeg kan skaffe dig et nummer, hvis det er…”
“Ej, Søren dog, det er jo ALT for dyrt! De tager jo 800 kroner bare for at dukke op i dag! Du har jo hænderne skruet rigtigt på husker du, da du satte hylder op i bryggerset? De hænger endnu! Og lampen fra IKEA du klarede den jo som ingenting! Nej, du er den bedste til sådan noget.”
Hun kendte mine svage punkter. Lise var ikke til at sige nej til særligt ikke når det handlede om hendes lille rede.
“Alright, jeg kommer om en time,” overgav jeg mig. Hun takkede overstrømmende.
Jeg lå et øjeblik og stirrede op i loftet. Mette, min kone, kom ud fra køkkenet med to kopper kaffe og satte sig ved siden af mig, hendes blik fyldt med forståelse.
“Mor igen?” spurgte hun blidt.
“Ja… Vandskade på badeværelset. Jens er på fisketur.”
“Jeg vidste det,” sukkede hun og stillede koppen foran mig. “Skal jeg ringe og sige, vi har planer?”
“Lad det være. Hun finder alligevel en måde at få mig overtalt igen. Til aften, når Jens er hjemme, vifter hun vel med hanen og fortæller ham, at jeg har ordnet det hele, mens han var væk. For hende vil jeg altid være backup-planen.”
“Mor er bare vant til, du hjælper. Jens han er sød, men han er vist ikke så ferm med værktøjet, sagde Mette med et smil.
“Nej, han er bare doven. Han kan godt, men gør det ikke han ved jo, jeg gør det,” mumlede jeg og tog en slurk kaffe.
Efter knap fyrre minutter var jeg ved Lises dør. Hun tog imod mig med åbne arme.
“Søren! Kom indenfor! Jeg har bagt boller, tag med til Mette!”
Af med skoene og direkte ud på badeværelset. Billedet var klassisk: Jens højteknologiske armatur sivede vand ud, blankt og sølvskinnende, ned over alle de klude, Lise havde lagt på gulvet.
“Se? Det er jo helt forfærdeligt, det hele bliver oversvømmet!”
“Ja ja, jeg kigger på det,” sagde jeg og fandt hurtigt værktøjet frem. Jeg lukkede for vandet, skruede hanen af og så straks, at pakningen var bristet.
“Vi skal have en ny pakning. Jeg smutter op i Silvan og køber en.”
“Ej, det er så synd du skal ud igen!”
“Det går nu nok.”
Imens jeg hentede pakningen, brugte hun tiden. “Søren, nu du er her, gider du ikke lige se på altandøren? Den piver fælt. Åh, og ovnen jeg har købt en ny pære, men kan ikke nå ind uden at brænde mig.”
“Det ordner jeg også, Lise.”
Med ny pakning tilbage, klarede jeg hurtigt armaturet, smurte døren og skruede forsigtigt pæren på plads.
Hun stod og betragtede mig hele vejen, talte ustandseligt om løst og fast, og begyndte at pakke boller til mig.
“Du er fantastisk, Søren! Hvad skulle jeg dog gøre uden dig!” Hun smilede, lettere og roligere.
Hænderne blev skyllet i vasken, nu fri for dryp. Trods vreden over at ligge som den sikre reserve, kunne jeg mærke en sær tilfredshed. Det var alligevel mig, der klarede problemerne for hende. Det føltes… betydningsfuldt.
I det øjeblik lød der stemmer fra entréen.
“Liiiise, jeg er hjemme! Har fanget en sandart kæmpestor! Gør stegepanden klar!”
Jens trådte ind, solbrun og grinende, iført camouflagedragt og et fiskegrej i hånden. Da han så mig, reagerede han nøjagtigt ikke.
“Nå, Søren! Endnu en defekt dims?”
“Det var hanen, den dryppede,” svarede jeg kort.
“Godt du gad hjælpe! Jeg ville have brugt hele dagen på det pjat bedre at fange fisk, det er både hyggeligt og brugbart!
Han snusede. “Uh, boller! Der er sørme sørget for eftermiddagskaffen.”
Lise fløj over til ham og hjalp ham med jakken, mens hun begyndte at fortælle dramaet om hanen. Jeg kunne se, hvordan hun så på Jens med kærlighed og på mig med taknemmelighed.
Pludselig gik det op for mig, hvor absurd det hele var: Jens leverede eventyret og trøstemad, jeg ordnede problemerne.
Jens, vi har andre planer. Men sandarten nupper jeg gerne en anden gang.
Som du vil! Jens begyndte at tage stegepanden frem. “Lise, hvor har vi olie henne?”
Jeg sagde pænt farvel, lukkede døren og blev stående et øjeblik på trappen. Inde fra lejligheden lød Lises stemme glad og Jens grin. Jeg kørte hjemad med duften af hjemmebag og Lises parfume hængende i bilen.
Tastede Mettes nummer.
“Alt på plads?”
“Jeps. Jens kom lige hjem og havde fanget sandart. Du kan tro, han var stolt.”
“Haha, det lyder som min mor. Kommer du hjem nu?”
Senere samme aften lå jeg ved siden af Mette og tænkte højt: “Tror du ikke, jeg altid vil være ham, der fikser tingene for din mor? Selv når hun bor på plejehjem, ringer hun sikkert, hvis kørestolen går i stykker. Og så sidder hendes ottende mand og spiller kort med de andre i opholdsstuen imens.”
“Du overdriver. Mor stoler bare på dig og Jens er jo… anderledes,” Mette lo højt.
“Anderledes er vist det rigtige ord,” grinede jeg tørt. “Han er bare snedig han er landet på den helt rette hylde: kvinde, lejlighed… og svigersøn som altmuligmand. Perfekt sammensætning.”
Jeg blev tavs. Innerst inde vidste jeg det jo godt: jeg fik også noget ud af det. Jeg nød trods alt at være den, folk ringede til, når det brændte på. At kunne hjælpe gjorde mig vigtig. Og på sin egen måde udnyttede Lise, måske ubevidst, den side af mig.
En uge senere skete det selvfølgelig igen. “Søren, maskinen i opgangen den lukker ikke ordentligt!”
Jens var surprise i garagen. Jeg slæbte mit værktøj over til Lise endnu engang.
Mens jeg balancerede på stigen og kæmpede med dørlukkeren, holdt Lise sig tæt ved og gav gode råd.
Drej til venstre, Søren. Nej, højre! Åh pas på, fjederen springer!
Døren stod åben ud til opgangen. Pludselig kunne jeg høre Jens på trappen, denne gang i nyt joggingsæt og med Netto-poser.
“Jeg har købt kage! Nå, Søren, igen på arbejde?”
“Dørlukkeren,” snerrede jeg lidt.
“De satans dimser! Det havde jeg aldrig klaret. Tusind tak, kammerat!”
Jens gik ud i køkkenet, hvor kaffen hurtigt duftede ud i hele lejligheden.
Da jeg havde fikset døren, og Lise havde takket endnu engang, vaskede jeg hænderne og var på vej ud. Jens sad og nød en kage og så tilfreds ud.
“Det er da det rene drømmeliv! Du er uundværlig, Søren.”
Jeg så ingen ondskab, kun ægte glæde over, at alting gik op i en højere enhed. På vej ned ad trappen gik det for alvor op for mig: Lise fik tryghed og selskab, Jens fik sin frihed og komfort og jeg fik boller, taknemmelighed og en følelse af at høre til, også udenfor min egen lille familie.
