Du bliver ikke fattigere af det – Pash, har du fået tungen snøret sammen, eller venter du på, at din mor kommer og slæber sofaen ud sammen med os? – Olja, hvorfor begynder du altid allerede i døren? – svarede hendes mand tøvende. – Min mor var bare forbi til te. Vi sad og snakkede lidt. Jeg opdagede dårligt, at hun var gået, jeg var jo ude på badeværelset. – Badeværelset, ja… – Efterabede Olja og snævrede øjnene sammen, mens hun pegede på kommoden i entreen. – Jeg spørger igen. Der stod en sort, kraftig pose her. Hvor er den? Er den fordampet? Eller fik den ben at gå på? Lad nu være, indrøm det – jeg VED jo, hvor glad din mor er for at snuppe alt, hvad der ikke er sømmet fast. – Hvorfor skulle det nu straks være min mor? Måske har du selv stillet den et eller andet sted. Eller måske tog mor den med… Måske troede hun bare, det var affald… – Pash krøb helt sammen. Olja kendte den tone. Hun vidste, når Pash ikke kunne se hende i øjnene, at han løj. Hun anede allerede, hvad der var sket. Tamara, hendes svigermor, kom forbi, så posen og troede, det var skrald – og Pash sagde ikke noget. Præcis som sædvanligt. – Affald?! Pash, der var tøj i til Marina! Noget af det helt ubrugt, mærket sad endda på! Jeg havde gjort alt klar, for jeg havde lovet hende det! Hvad skal jeg sige til hende nu – at min svigermor er samler og min mand hjælper hende med at plyndre os? Oljas vrede kogte. At hendes planer kiksede var én ting, men hun ville jo virkelig hjælpe Marina. Marina havde to børn og sad tilbage med lån fra en eksmand. Hun slæbte sig gennem vinteren i gamle sneakers, fordi hendes støvler var gået i stykker og der ikke var råd til nye. Hun lavede frikadeller næsten kun af brød – og spiste ikke selv, men gav børnene og gæsterne først. Hun sagde det selvfølgelig aldrig direkte, men Olja kendte situationen. Olja havde råd til at hjælpe; Marina takkede konsekvent nej til penge. Så det blev altid til mad og tøj. Olja sorterede hvert halve år sit tøj og kørte forbi med en hjælpepakk… Men i dag var noget gået galt. Måske havde Olja tiet, hvis det ikke var for denne gang – men nu var det bare for meget. For dette var langtfra første gang. …Som altid startede det med småtingene. For to år siden købte Olja – efter en bonus – sig selv en dyr ansigtscreme. Næste dag opdagede hun en grim rende i den ellers glatte overflade. – Nå, jeg kom jo bare forbi til te, så så jeg den dåse. Min hud er jo så tør. Tænkte, jeg kunne prøve, om den var god, måske skulle jeg også have én – forklarede Tamara, uden blusel, da Olja spurgte ind til sagen. – Du har det jo ikke så stramt. Jeg tog kun en smule. Det var rigtigt, en smule. Men Tamara havde tit udslæt om munden og hele ansigtet – så Olja måtte smide cremen ud. Hun havde ikke lyst til at bytte bakterier med den knap så renlige svigermor. Så kom parfumen, Pash havde givet til deres bryllupsdag. Ikke billig, med orientalske og træagtige noter. Olja kom hjem tidligere og mødte Tamara i entreen. Svigermoren duftede stærkt, som om hun havde badet i Oljas parfume. Olja sagde igen ikke noget – det lå ikke til hendes opdragelse at skabe drama. Hun frygtede at blive dén onde, smålige svigerdatter fra vittighederne. Kulminationen blev slowcookeren. Seks måneder tidligere købte de en ny, smart én. Den gamle gemte de i et skab – “man ved jo aldrig”. Måske kunne den gives til forældrene eller sælges. Efter en uge var den væk. – Hvor er slowcookeren? – spurgte Olja. – Mor tog den, – svarede Pash og spillede videre på PlayStation. – Hvad mener du – tog den? – Ja, hun spurgte, hvad æsken var. Jeg sagde, det var den gamle. Hun sagde, at man da ikke skal samle på så meget skrammel. Hun spurgte, om hun måtte tage den til en veninde. Så jeg sagde ja. Olja var paf. Hun havde jo selv købt den, endda før de blev gift. For Pash var det ligegyldigt, hvis tingene ikke var sømmet fast – han spurgte ikke engang. Bare afleverede, hvis hans mor spurgte. Og nu det samme med posen til Marina. – Ring, – sagde Olja kort. – Til din mor. Nu skal vi finde ud af, hvor mine ting er endt. – Olja… Det er lidt ubelejligt. Det er sent. Mor sover sikkert. Hun går jo tidligt i seng, – Pash så ned. – Nå, men posen var jo alligevel noget, du ville af med… – Nå, det er ubelejligt for dig… Godt, så ringer jeg. Men så siger jeg også: Jeg finder mig ikke i det mere. Kan du ikke beskytte vores hjem mod din mor, så gør jeg det. Basta. Olja tog telefonen og gik ind i stuen… (…) Du bliver ikke fattigere af det – når svigermors grådighed truer freden derhjemme, og en jyde får nok

Mads, har du mistet evnen til at tale? Eller venter du bare på, at din mor tager sofaen med ud sammen med os?
Gitte, hvorfor starter du med det samme? svarede Mads tøvende. Ja, min mor kiggede lige forbi for at få en kop te. Vi sad lidt og snakkede. Jeg lagde ikke engang mærke til, hvornår hun gik, jeg var ude på toilettet.
Toilettet, siger du Gitte efterlignede ham med et snerrende blik og pegede mod kommoden i entréen. Jeg spørger dig én gang til. Der lå en pose. En tyk, sort én. Hvor er den? Er den forsvundet, eller har den fået ben at gå på? Så indrøm det nu bare. Jeg ved jo, hvor glad din mor er for alt, der ikke er sømmet fast.

Hvorfor skal det altid være min mor? Måske har du selv flyttet på den, eller måske… måske tog mor den, hun troede sikkert, det var affald Mads trak sig sammen i stolen.

Gitte kendte den tone. Hvis Mads øjne begyndte at flakke, så løj han. Hun havde allerede regnet ud, hvad der var sket. Birthe, svigermoren, havde været på besøg, troet det var affald og taget posen mens Mads bare havde set til. Det var så typisk dem.

Affald?! Mads, der var tøj i den pose, til Trine! Nogle af tingene var splinternye, stadig med mærker på! Jeg havde gjort alt klar, så jeg kunne køre det hen til hende. Jeg har allerede lovet det væk! Hvad skal jeg nu sige? At min svigermor stjæler, og at hendes søn hjælper hende?

Gitte mærkede vreden skylle ind over sig. At hendes planer blev ødelagt var én ting, men hun havde virkelig gerne villet hjælpe Trine. Hun stod alene med to børn og et lån fra eksmanden. Trine gik i sneakers om vinteren, fordi hendes gamle støvler var gået i stykker, og der var ikke penge til nye. Hun lavede frikadeller nærmest kun af brød og undlod selv at spise, for at der var nok til børnene og gæsterne. Hun sagde det aldrig direkte, men Gitte forstod det hele.

Gitte havde masser af tøj og syntes ikke, det var svært at hjælpe. Men Trine nægtede at tage imod penge. Så Gitte nøjedes med at give madvarer og tøj væk. Hvert halve år sorterede hun sit klædeskab, og derefter tog hun altid et smut forbi Trine med tøj, hun ikke længere brugte.

Men denne gang gik noget galt. Måske ville Gitte have tiet stille, hvis ikke dette bare var ét tilfælde ud af mange.

Alt begyndte som sædvanligt med små ting.

For to år siden havde Gitte fået en bonus og forkælet sig selv med en dyr ansigtscreme. Hun blev dog overrasket, da hun næste dag åbnede krukken og så et grimt mærke midt i den glatte overflade.

Åh, jeg ville bare lige ind til en kop te, og så så jeg den creme, sagde Birthe, da Gitte konfronterede hende. Min hud er jo så tør, så jeg tænkte, jeg kunne jo prøve lidt ikke? Du savner det nok ikke? Tog kun liiige lidt.

Lidt. Ja. Men Birthe havde ofte udslæt både på læberne og i ansigtet, så Gitte måtte smide cremen ud hun havde ikke lyst til at dele bakterier med sine upassende slægtninge.

Så var der parfumen, Mads havde givet hende til deres bryllupsdag. Dyr, med varme trænoter. Gitte kom tidligt hjem og mødte Birthe på gangen hun duftede kraftigt, som om hun havde badet i Gittes parfume.

Igen sagde Gitte ikke et ord. Hun var blevet opdraget med, at man skulle tie og ikke skabe drama. Hun ville ikke være den lede, nærige svigerdatter, folk talte ondt om.

Kulminationen kom med historien om riskogeren. Et halvt år tidligere havde de købt en ny, fancy model, der kunne styres med mobilen. Den gamle havde de pakket væk i et skab, for den kunne jo bruges i sommerhuset eller sælges. Man vidste aldrig.

Efter en uge var kassen væk.

Mads, hvor er riskogeren?
Mor tog den, sagde Mads ligegyldigt, mens han spillede PlayStation.
Hvad mener du, hun tog den?
Hun spurgte, hvad kassen med maskinen var, og jeg sagde, det var den gamle riskoger. Hun sagde bare, hvorfor fylde op med gammelt skrammel, når hun kunne bruge den til en veninde, hvis egen var gået i stykker. Så jeg sagde ja.

Gitte blev paf. Det var hende, der havde købt riskogeren, før de blev gift. Mads håndterede andres eller fælles ting, som om det var slikpapir. Spurgte ikke bare gav væk, fordi mor ønskede det.

Tøjposen til Trine var præcis det samme.

Ring, beordrede Gitte. Til din mor. Vi skal have forklaret, hvor mine ting er.
Gitte, det er så pinligt Det er jo allerede sent. Hun sover sikkert, hun går altid tidligt i seng
Det er kun pinligt for dig. Så ringer jeg. Men jeg advarer: jeg finder mig ikke flere gange i det her. Hvis du ikke kan holde din mor i skak, må jeg gøre det selv.

Gitte tog sin mobil og gik ind i stuen. Der ringede op Et øjeblik var hun tæt på at trække sig tilbage, men det var for sent at bakke ud. Enten kæmpede hun for deres ret til privat ejendom i dag, eller også tog Birthe det næste gang.

Ja, hej, det er Gitte? lød svigermorens hæse stemme. Jeg var lige faldet i søvn. Er der sket noget?
Ja, det er der. Birthe, hvor er den sorte pose, der stod på kommoden?
Nå, den pose med tøj? Jeg tog den med. Tænkte du ville smide det ud, du ender jo altid med at købe så meget og smide resten væk. Men min veninde, Annette, har en datter på din størrelse, stakkels pige går i den samme jakke år ud og år ind det kunne hun bruge Så tænkte jeg: hvorfor lade det gå til spilde? Så har jeg hjulpet nogen
Birthe, det er at hjælpe, når man giver det, der tilhører én selv, hvislede Gitte. Når man tager andres ting uden at spørge, det er tyveri. Posens indhold var til min veninde, der har mindst lige så meget brug for hjælp.
Åh, nu må du holde op! fnyste Birthe. Tyveri? Vi er familie, alt er fælles. Og du bliver jo ikke fattig af det. Du har råd til at købe nyt, sådan en god løn! Man skal ikke være så nærig.

Et dyr, der havde slumret i Gitte i årevis, sprang nu kæderne.

Ved du hvad Jeg gider slet ikke diskutere. Hvis du ikke forstår en pæn besked, må det tages alvorligt. I morgen ringer jeg til en låsesmed og sætter overvågningskameraer op i alle rum…
Hvad?! afbrød Birthe.
Præcis! Og næste gang du tager så meget som en vatrondel uden at spørge, så afleverer jeg videoen til politiet og melder dig. Også selvom du er Mads mor. For loven er du en borger, der begår tyveri.
Du er ikke rigtig klog! Fræk kælling! Jeg sætter aldrig mine ben hos jer igen! Jeg fortæller min søn, hvad for en slange han har lukket ind!

Gør du bare det. Farvel.

Gitte lagde på og smed sin mobil på sofaen. Hun lukkede øjnene, trak vejret dybt, og da hun vendte sig, stod Mads i døråbningen og stirrede fortabt på hende.

Gitte hvorfor skal det gå så vidt? Kameraer, politi… Det er jo min mor. Hun gik måske for langt, men sådan har vi det i familien alt er fælles. Og hvor er forskellen? Hjælp er jo hjælp.
Fælles, siger du? Gitte så på tv-bordet, hvor Mads elskede PlayStation 5 stod.
Hey, hvad laver du? spurgte han nervøst.
Ved du hvad, Mads, sagde hun lavmælt. Oppe på femte bor der en dreng med forældre, der ikke har meget. Faren drikker, moren er lærer, og drengen har ikke engang en ordentlig telefon bare én med knust skærm. Du spiller jo kun på den der én gang om ugen. Den samler bare støv

Hun tog et roligt skridt nærmere.

Så jeg tager konsollen nu og giver ham den. Han har mere brug for den. Og du kan købe dig en ny du har jo råd, du bliver ikke fattig. Det er næstekærligt. Vi er familie, alt er fælles ikk?

Mads sprang op og stillede sig foran.

Er du sindssyg? Den er min! Jeg sparede op i halve år! Hvilken dreng?

Ah! sagde Gitte og trak på smilebåndet. Kan du mærke det nu? Ikke rart, når andre bestemmer over det, der tilhører dig? Når andre vurderer, hvad du har brug for?

Mads stod bomstille, ansigtet rødt af forargelse, men langsomt gik forståelsen op for ham. Sammenligningen var brutal, men effektiv.

Okay, okay. Jeg har forstået det, hviskede han. Jeg jeg taler med mor.
Jeg har allerede talt med hende. Din opgave er bare at lade mig tage kampen nu. Ellers bliver det efterhånden dig, der må sponsorere næste velgørenhedsprojekt og jeg mener det.

En måned gik.

I tre uger lagde der sig et jerntæppe mellem Gitte og Birthe. I fjerde uge prøvede Birthe sig igen: hun ringede til sønnen.

Mads, skat jeg har bagt boller med kirsebær. Dine yndlings, så bløde, at de smelter på tungen! Skal jeg lige kigge forbi med lidt morgenmad?

Mads sad og rodede i sine makaroni med pølser og slugte. Maven knurrede. Hans mor vidste virkelig, hvor hun skulle ramme.

Mor, vi har allerede spist morgenmad, mumlede han, usikker, og kastede et blik på sin kone.
Æh, så spiser du dem til aften! Når du kommer hjem fra arbejde, står de lige der.

Han tøvede. Fristelsen var stor, men han så igen for sig, hvordan Gitte truede med at forære hans konsol væk.

Nej, mor, sagde han bestemt. Du skal ikke komme. Lad nu være.
Mads! Vil du ikke engang lukke din egen mor indenfor? Over noget gammelt tøj?
Mor, lad os ikke skændes. Vi ses i weekenden. Jeg kommer forbi, eller vi finder et sted at drikke kaffe. Så kan du give mig boller der hvis der ellers er nogle tilbage. Men hjem til os ingen gæster foreløbig. Det har jeg lovet Gitte.
Ja, så ved man da, hvem der bestemmer!

Bip, bip, bip. Stilheden sænkede sig. Gitte vendte sig væk fra mobilskærmen og sendte Mads et taknemmeligt blik.

Tak.
Ja, ja, mumlede han. Hun bager altså virkelig gode boller… Men fred i hjemmet er dyrere end boller.

Reelt kom der aldrig forsoning mellem Gitte og Birthe. Tværtimod prøvede svigermor stadig at bryde gennem familiens grænser og trænge ind. Men nu var Gittes og Mads hjem endelig deres eget. Måske var prisen uspiste boller med kirsebær til gengæld var der langt mindre at skændes om.