Næsten hele natten havde hun ikke fået lukket et øje: mandens hårde skub rev hende ud af snorken.
Anne havde kunnet mærke uroen rulle i kroppen. Klokken to om natten mærkede hun Finns knytnæve bore sig ind i siden, ledsaget af et råb: Stop nu det snorkeri, jeg er ved at blive vanvittig! Før plejede han bare at hjælpe hende kærligt over på siden, hvis hun begyndte at snorke, men nu blev han vred, skubbede eller sparkede til hende, og faldt derefter hurtigt i søvn igen, mens Anne lå vågen og fortvivlet havde taget beroligende, selvom søvnen ikke ville tage hende.
De havde været gift i 27 år. For to år siden havde de haft sølvbryllup, men de fejrede det aldrig. I virkeligheden glemte Finn helt den vigtige dag han var optaget af at købe en ny bil og havde mest blik for den. Den gamle bil gav han til deres søn.
Familien havde ellers sparet op til Emil, sønnens, kommende lejlighed. Han havde fået en kæreste, men Finn mente sammen med Emil, at det nu var smartest at købe en bil, for priserne steg, og Emil kunne flytte ind sammen med sin kæreste i værelset hos dem. Anne blev ikke spurgt, selvom det var hendes opsparing, der havde gjort købet muligt hun tjente nemlig mere end Finn.
Efter købet begyndte hun stille at spare op på sin egen konto. Finn blev først fornærmet. Anne forklarede, hun ikke længere stolede på ham tænk, hvis de endte med at købe en tredje bil. Du har din løn, du kan også spare op for dig, hvor svært kan det være?
Du ved godt, hvad jeg tjener, hvad skal jeg kunne lægge til side? svarede han vrissent.
Anne havde en lang uddannelse bag sig, taget sammen med veninden Lotte, som hun var flyttet med fra en lille landsby op til Aarhus for at søge ind på læreruddannelsen. De bestod begge og fandt deres vej Lotte var kun kort tid på skole, tog så i stedet frisørkurser hos en anerkendt mester i København, og åbnede sin egen salon.
Anne blev længere på skolen. Allerede første år mødte hun Finn. Hun førte en gruppe afgangselever på rundtur på teknisk skole, hvor Finn arbejdede som produktionsmester. Han var ung, høj, karismatisk med en næsten smittende humor.
Jeg havde aldrig troet, man kunne fortælle om sådan et simpelt job på så fascinerende måde, sagde Anne efter besøget. Finn blev også betaget af hende, og kort tid efter begyndte de at ses. Seks måneder senere blev de gift. Det var et lille bryllup; kun Annes forældre deltog.
De flyttede ind hos Finns mor, som havde en rummelig lejlighed i Frederiksberg. Finn var enebarn hans far døde tidligt. Siden flyttede svigermor til Bornholm, fandt sammen med en enkemand, og han friede til hende. Lejligheden blev overdraget til Finn og Anne.
Annes mor havde altid gentaget, at hendes datter skulle holde hjemmet så perfekt, at manden aldrig lagde mærke til indsatsen. Mænd hader hovedrengøring om lørdagen, så alle pligter skulle ordnes inden manden kom hjem.
Anne stod op klokken fem, lavede morgenmad og forberedte aftensmad. Frokosten tog hun på arbejdet. Når hun kom tidligere hjem end Finn, nåede hun at gøre rent, vaske og stryge tøj, før hun om aftenen forberedte sig til næste dags undervisning og rettede opgaver.
Da Anne var 24, fødte hun Emil. Endelig mærkede hun lettelsen ved at være hjemme. Husarbejde kunne hun klare, mens Emil sov han var stille og rolig. Men pengene var små. Finns løn var lav, og børnepengene fra staten ikke meget at råbe hurra for.
En dag kom veninden Lotte forbi med gaver til Emil. I samme ombæring spurgte Anne om et lån til næste lønningsdag.
Lotte lånte hende pengene, men sagde: Du, Emil er ti måneder nu. Kom ind i salonen i aften jeg har verdens sødeste negletekniker, Josefine, du kan lære af hende. Du skal ikke betale for leje af kabinettet. Finn må kunne passe barnet et par timer om aftenen manikure giver godt. Kvinder prioriterer altid deres negle, uanset tid.
Anne gik til opgaven med ildhu, lærte både manikure og senere pedikure, lejede et lille rum tæt på hjemmet pengene til værktøj og materialer lånte hun af Lotte. Hun arbejdede fast hver aften fra fem til ti. Finn var hjemme med Emil. Der kom hurtigt mange kunder især da mange helst kom efter arbejde. Anne vendte aldrig tilbage til skolen.
Livet føltes lettere. Finn blev på sit gamle job. Familien fik råd til at købe en bil, pusse op hjemme og feriere ved Vesterhavet. Anne tog kun med familien få gange, for om sommeren var der flest kunder til især pedikure. Finn satte stor pris på hendes indsats.
Du er mit brød på bordet, sagde han kærligt. Seks år senere kom deres datter, Mille, til verden. Anne ønskede ikke at miste sine klienter, så hun ansatte en barnepige og arbejdede nu fra middag til aften. Da Emil startede i skole et år senere, lærte han hurtigt selv at komme hjem.
Efter Mille kom til, løb året hurtigt fra Anne børnene voksede, udgifterne steg, og problemerne også. Hun fik sjældent rigtig hvile. Hjem til sine forældre kom hun kun, når hendes far blev begravet, eller hvis hendes mor skulle besøges nogle få dage.
Nu var Emil blevet 24 og Mille 18. Emil var færdiguddannet jurist, men arbejde var svært at finde han tjente ikke meget. Mille læste til teknolog.
Sidste år flyttede Emil kæresten, Frederikke, ind. Hun var ikke fra byen, studerede økonomi og boede nu hos dem, uden at falde ind i familien kom hjem, lukkede døren til værelset og blev der.
En dag mærkede Anne det knuge sig om hjertet det var ikke længere den tætte, varme familie. Ingen kommunikerede mere; de levede som fremmede på kollegium. Finn skældte hyppigere ud, og Anne undgik at spørge til, hvordan han havde det hun ville ikke risikere hans vrede.
Sønnen og Frederikke lukkede sig inde sammen. Anne ville rydde op hos dem, men lod det ligge de kunne leve, som de ville.
Heller ikke Mille kunne hun få til at gøre rent længere. Hvis Anne forsøgte, snappede Mille af: Læg mig i fred, du kvæler mig!
Anne måtte selv tage hovedrengøringen. Særligt på det sidste lod Mille nærmest alle tøj ligge på badeværelsesgulvet og gad ikke lægge til vask.
I går, på vej ud ad døren, bad Anne Frederikke fylde opvaskemaskinen og tørre gulvet i køkkenet af.
Jeg er ikke jeres tjenestepige, lød det kort, inden døren blev lukket for næsen af Anne.
Efter Finn havde skubbet Anne ud af søvnen, fik hun ikke ro. Klokken fem stod hun op, lavede morgenmad og begyndte på aftensmaden, skrællede kartofler, mens vreden kogte i hende. Hvornår var hun begyndt at være alles husholderske og ikke hustru og mor?
Familien stod op, spiste havregrød og omelet. Ingen sagde tak. Først gik Finn, så Mille. Hun kastede skjorten på stolen og sagde: Jeg skal bruge den i aften du skal nå at vaske den!
Frederikke pyntede sig inde på sit værelse, mens Emil kom ind til Anne: Du skal ikke give Frederikke opgaver, hun blev ked af det og græd i går. Hvis du bliver ved, vil jeg ikke kalde dig min mor længere. Husk det!
Snart var huset tomt. Anne skulle møde klokken ti, men ringede afbud til alle kunder, samlede sine ting og ordnede regningerne, pakkede det nødvendige ned og hæftede en seddel på køleskabet: Kære alle, jeg kan mærke, at I ikke længere behøver mig som hustru og mor. At være jeres husholderske orker jeg ikke mere. Jeg er sikker på, at I får det bedre uden mig.
Hun bestilte en taxa og tog til stationen. Hendes mor var overrasket over at se hende stå på dørtrinnet.
Anne, hvordan vidste du, jeg var syg? Jeg ville have ringet, men ville ikke forstyrre dig, du har så travlt.
Mor, jeg bliver lidt her. Jeg skal finde mig selv igen jeg er helt væk i andres behov. Jeg føler mig som et brugt trækdyr, svarede Anne, lagde armene om sin mor, og lod tårerne strømme.
Anne håbede nok, at Finn ville bede hende komme hjem, at børnene ville bede om tilgivelse. Men Finn ringede ikke engang. Mille ringede: Hvordan kunne du? Du tog af sted uden at vaske min skjorte! Ja, det er bedre uden dig, ingen blander sig.
Nu havde Anne boet hos sin mor i fem måneder. Moderen var skrøbelig, syg, og Anne lejede et lille værelse i hjembyen for at arbejde videre i frisør- og skønhedsbranchen men i et blidere tempo. Pengene var færre, udgifterne ligeledes. Lotte ringede ofte, holdt hende opdateret.
Kort tid efter faldt Finn til hos en kollega, han før havde haft noget med. Mille flyttede en studiekammerat ind i lejligheden: Hvorfor må Emil, men ikke jeg?
Faderen gav hende lommepenge, men de var ikke nok hun gik til ham og bad om mere, men hadde for meget stolthed til at spørge Anne.
De unge skændtes, ingen gad lave mad eller gøre rent.
Anne bekymrede sig stadig om børnene, men trøstede sig med, de måtte klare sig de ringede jo alligevel ikke til hende.
Finn havde svigtet hende. Hun havde været så opslugt af arbejde, at hun ikke havde bemærket, at hans følelser for hende svandt.
Hun søgte om skilsmisse og deling af værdier. Det gjorde ondt at stå som 49-årig efter 27 års ægteskab med knuste håb og ingen familie tilbage.
Den bitreste tanke var, at hun selv havde ladet det ske.
En kvinde må aldrig stole ubetinget på familien.
Ingen familie forstår eller påskønner det, og til sidst træder de på én som dørmåtte.
Næsten vågen hele natten: Mandens dyt i siden vækkede mig fra snorken
