åh, Grethe, hvad er det dog for en restaurant, du har valgt! moster Kirstens stemme tordner fra telefonhøjttaleren og fylder hele køkkenet. Jeg har set billederne på nettet, de har jo de smukkeste lysekroner, så fin en stemning! Hele familien kommer, Poul har allerede strøget sit jakkesæt, og børnene kan næsten ikke vente
Ida står stille med sin kaffekop i hånden. Nu begynder det.
Kirsten, jeg vil lige sige det med det samme, mors stemme er neutral, men Ida kan se, hvordan hendes fingre knuger bordkanten. Det er kun voksne, der er inviteret til fødselsdagen. Det er ikke et arrangement for børn.
Pause. Tre sekunder hvis stilhed. Så kommer der en lyd fra moster Kirsten, som om hun er ved at få noget galt i halsen.
Hvad mener du, kun voksne? Grethe, det er jo mine børn! Dine grandniecer og -nevø! Magnus er syv år, Alma er fem, hvordan kan du udelukke dem? De har jo glædet sig, Alma har endda lært et lille digt!
Ida sætter koppen fra sig og træder hen til sin mor, hvis ryg er rank, hovedet højt løftet hendes ansigt udstråler urokkelig beslutsomhed, et klart signal om, at beslutningen står ved magt.
Kirsten, stedet er et pænt spisested. Jeg fylder tres kun én gang i livet, og jeg vil gerne fejre dagen stille og roligt med voksne, tale sammen, nyde et glas vin uden at skulle bekymre mig om børn, der vælter noget eller spurter rundt mellem bordene.
Så du synes altså, mine børnebørn ikke er velopdragne? moster Kirsten farer op, så telefonen skurrer. Mine børnebørn, som jeg Nå, så ved jeg besked, Grethe!
Kirsten
Der bliver lagt på.
Mor lægger langsomt telefonen på bordet, bliver siddende et øjeblik, før hun vender sig mod Ida. Der er ingen forvirring i hendes ansigt, kun et træt udtryk som én, der hele tiden har vidst, hvor samtalen ville ende.
Ja, så nåede vi hertil.
Ida synker tungt ned på stolen overfor.
Mor, jeg sagde det jo. Jeg advarede dig om, at moster Kirsten ville reagere sådan.
Hun tænker tilbage på snakken ugen før, hvor mor første gang sagde, hun ville holde sin fødselsdag på restaurant uden børn. Ida vidste straks, det ville give ballade med mosteren, som elsker sine børnebørn og tager dem med overalt, uden at skænke det en tanke, når Magnus kravler under bordene, eller Alma smider mad på gulvet.
Men mor havde bare viftet afvisende med hånden dengang, og gør det sådan set også nu.
Hvad kan vi gøre? Jeg er tres, Ida. Tredive år i arbejds- og familieservice, jeg har opdraget dig, jeg har mistet din far, jeg har virkelig fortjent ét festligt aftensmåltid i ro og fred.
Mor, jeg siger det ikke imod dig
Har jeg ikke ret til at fejre min fødselsdag, præcis som jeg vil? mors stemme bliver højere, men frustrationen er ikke rettet mod Ida. Uden Kirstens børnebørn, der råber og løber rundt? Uden et evigt cirkus?
Jo, selvfølgelig har du det, siger Ida, mens hun breder hænderne ud. Men du ved jo, moster Kirsten blev såret.
Mor sukker.
Det overlever jeg.
Ida bemærker pludselig, hvor mange af disse samtaler hun og mor har haft med moster Kirsten, nabokoner, kolleger.
Senere kører Ida hjem, men sagens kerne fylder i tankerne hele vejen. Hun kender moster Kirsten, og ved, at det her ikke er slut.
Og ganske rigtigt.
To dage senere ringer telefonen, mens Ida er i gang med at sortere emails på arbejdet. Skærmen viser “Moster Kirsten”. Ida ser et øjeblik bare på navnet, før hun tager samtalen.
Ida, du må tale med din mor, siger mosteren uden indledning. Det går ikke, man kan ikke sådan afvise sin familie, det kan man da ikke tillade sig, selvom det gælder børn! Vi er jo ikke fremmede for hinanden!
Ida læner sig tilbage og gnider sig over næseryggen. Det bliver en lang snak, kan hun mærke.
Moster Kirsten, mor har ingen udelukket. Hun har inviteret de voksne dig og onkel Poul også.
Men børnene da?!
Der er ingen grund til, børn skal med på sådan en restaurant, prøver Ida roligt. Programmet er for voksne, der er høj musik, lang vinkort. Magnus og Alma vil bare kede sig, og det ved du jo godt.
Det her handler bare om, at du ikke har børn selv! råber moster Kirsten nu højt ind i røret. Du fatter ikke, hvordan det er, når man har ansvar for nogen, så er det nemt at tale om voksenfest, når man ingen har at tage sig af!
Ida bider tænderne sammen. Den svir og mosteren ved det, hun rammer altid det rigtige sted.
Moster Kirsten
Jeg har ikke mere at sige!
Der bliver lagt på.
Lang tid efter sidder Ida stadig med telefonen i hånden, blikket tomt.
Mors fødselsdag kommer, og solen skinner en usædvanlig gave i november. De ankommer til restauranten en halv time før, tjenere i uniform åbner døren, og Ida ser, hvordan mors skuldre sænker sig og øjne fyldes med forventning. Der er blevet kigget menu, arrangeret siddepladser, valgt musik i flere måneder, alt emmer af planlagt perfektion.
En yngre administrator med stram knold på hovedet tager imod dem i selskabssalen. Sammen går de bordene igennem, tjekker navnekort, aftaler varme retter og kage. Mor virker beslutsom og målrettet, og Ida lægger mærke til, hvor oplagt og glad hun ser ud.
Gæsterne strømmer ind. Mors kolleger, gamle veninder, fjerne fætre. Ida tager imod i døren, pakker blomsterne ud, viser folk til bords. Alt kører nøjagtigt som ønsket.
Indtil en taxa stopper udenfor. Ud stiger moster Kirsten, så datteren Camilla og bagefter vælter Magnus og Alma ud.
Ida glor målløs på dem, så på sin mor, hvis ansigt bliver stenhårdt.
Moster Kirsten står med den dér mine, som om hun gør mor en kæmpe tjeneste ved at møde op. Børnene løber rundt, Camilla retter febrilsk på tasker og frakker.
Mor næsten stormer hen over gulvet, Ida skal skynde sig at følge trop.
Kirsten, hvad er meningen? lyder mors stemme, skarp af undertrykt vrede.
Grethe, hvad skulle vi gøre? smiler moster Kirsten overfladisk. Vi havde ingen barnepige, og man kan jo ikke lade dem sidde alene hjemme. Så vi tog alle sammen afsted.
Mor tager en dyb indånding. Ida kan se, hvordan hendes hals rødmer af ophidselse endnu et sekund, og hun råber midt i restauranten og lader gæsterne se på.
Mor, hvisker Ida bestemt. Gå ind til gæsterne. Fru Madsen vil gerne hilse på dig. Lad mig klare det her.
Et øjeblik tøver mor, hendes blik spænder mellem tvivl og lettelse, så retter hun ryggen, vender sig og går rank afsted, mens hun kæmper for ikke at se sig tilbage.
Moster Kirsten følger straks efter, men Ida blokerer vejen.
Moster, der er ingen pladser til børnene. Du kan ikke tage dem ind. Mor har været tydelig: festen er kun for voksne, og det vidste du.
Hvor vover du! udbryder Camilla, som hidtil har været stille. Det er jo fødselsdag, børnene hører til her!
Nej, de gør ikke. De er ikke inviteret, siger Ida lavt.
Moster Kirsten prøver at skubbe sig forbi, men Ida trækker armen til sig og vinker på restaurationsvagten, som har stået og iagttaget fra indgangen.
Undskyld, de her gæster står ikke på listen. Vil du følge dem til døren?
Vagten en stor, rolig mand nikker og træder hen til dem.
Vil I venligst følge med.
Rør mig ikke! råber moster Kirsten. Grethe! Grethe, ser du, hvordan din datter opfører sig?!
Men vagten eskorthere dem ud mens Camilla og børnene tyst følger trop.
Ida står tilbage, hjertet hamrer. Så samler hun sig, ranker ryggen og går ind til festen.
Mor sidder for bordenden, smilende, men da Ida sætter sig, lægger hun hånden på hendes som tak. De siger ingenting, men Ida vender sig hurtigt, så ingen ser, hvor rørt hun er.
Aftenen udvikler sig præcis, som mor havde håbet: god mad, latter, skåle, flotte retter. Ingen børn, der farer omkring intet bliver tabt, intet drama.
Næste formiddag ringer Ida til moster Kirsten. Hun tager først telefonen efter tredje ring, allerede med tør tone, og Ida kan høre, hun venter en undskyldning.
Moster Kirsten, jeg ringer bare for at sige én ting: Gør du dette igen, sørger jeg for, at mor aldrig mere har kontakt med dig. Heller ikke lidt.
Ida, du
Du mister din søster, fortsætter Ida, før mosteren når at sige noget. For altid. Bare fordi du ikke kan respektere grænser. Vi sagde nej, men du syntes, det gjaldt ikke dig.
Moster Kirsten begynder at snakke om familie og sammenhold, men Ida afbryder.
Hørte du mig?
Hun lægger på.
Lang tid bliver hun siddende over kaffe og stikkende tanker. Det er mærkeligt, hvordan mennesker, man har kendt altid, kan være så grænseoverskridende.
