Mathias, kaldt hjem i al hast af et pludseligt opkald fra Rikke, kommer løbende ind helt forpustet. Han standser brat i døren, da han får øje på hende med kufferten stående klar ved entreen. Hendes ansigt er blegt, øjnene blanke, men hun kigger på ham med et urokkeligt blik.
Jeg tager af sted, siger hun lavmælt, og kysser ham hurtigt, næsten lydløst, på kinden. Jeg vil ikke forstyrre dig eller din mor mere. Farvel, Mathias. Jeg håber, du bliver lykkelig.
Rikke, hvad snakker du om? spørger han målløst. Hvad har min mor med det at gøre?
Hun ved det … om den aften. Og alt det, der skete mellem os.
Mathias slår blikket væk, roder sig i håret og gnider nakken.
For fanden altså … Hvordan fandt hun ud af det?
Hun læste brevet, jeg skrev den dag jeg … da jeg tog de piller.
Vent lige hans øjenbryn trækker sig sammen. Du sagde jo, det ikke var et selvmordsforsøg …
Jeg sagde det, fordi jeg ville skåne dig. Jeg ville ikke have, at du skulle gå og bekymre dig. Men din mor ønsker ikke, at jeg skal være her. Hun er bange for, du ville gifte dig med mig. Og … hun tilbød os penge. Mig og min mor. For at jeg skulle forsvinde.
Mathias stirrer på hende, målløs.
Hvad?! Gav hun jer PENGE?
Ja. Men vi sagde nej. Jeg ville aldrig tage imod dem. Det er derfor, jeg må tage af sted nu … det er bedst for alle.
Rikke, du går ingen steder, siger han og griber fat i kufferten og skubber den til side. Jeg vil ikke lade dig forsvinde ud af mit liv.
Jeg har ikke noget valg, Mathias. Forstår du? Min mor ved det også nu. Hun sagde, at jeg har smadret mit liv, at hun hellere ville dø end høre sådan noget. Hvis vi ikke bliver gift, vil hun aldrig lade dig være. Og din mor hader mig. Tante Gerda ser på mig, som om jeg var uren. Ingen ønsker mig her. At tage af sted er den eneste måde, I kan få ro på.
Mathias træder tættere på og ser hende lige i øjnene.
Rikke … jeg forlader dig ikke. Vi skal nok finde en løsning. Din mor skal nok komme sig. Min også. De vænner sig til det. Vi klarer os, sammen.
Mathias … hvisker hun, og et lille håb tændes i hendes blik. Mener du … at vi skal gifte os?
Tung stilhed fylder rummet. Rikke ser forventningsfuldt på ham, som om hele hendes liv afhænger af det næste ord, det næste suk.
Mathias tager hendes hånd. Inde i Rikke rumsterer de ord, hun altid har længtes efter at høre ord hun har drømt om, båret rundt på, holdt fast i som en gnist af håb:
Efter den aften har jeg ikke kunnet glemme dig. Jeg blev forelsket i dig, Rikke. Du er i mine tanker, i mit hjerte. Jeg ser dig overalt. Jeg elsker dig. Gift dig med mig. Bliv min kone.
Men det er kun fantasi. Den rigtige Mathias, der står lige foran hende, siger ingenting af det. Da han endelig åbner munden, er stemmen distanceret og tom:
Selvfølgelig skal vi ikke giftes, Rikke. Det kan vi ikke. Noget sådant … det kommer aldrig til at ske.
Stilheden, som følger, gør mere ondt end råb nogensinde kunne. Rikke bøjer hovedet, presser læberne sammen og griber kufferten næsten ceremonielt. Hendes tavshed siger alt.
Rikke står med døren halvt åben, kufferten allerede uden for tærsklen, og hendes hånd knuger håndtaget, som var det det sidste, der bandt hende til den her verden.
Mathias tager et halvt skridt frem. Hans stemme knækker let, ordene trækkes op fra det inderste af brystet.
Du ved … jeg kan virkelig ikke bede dig om at gifte dig med mig. Ikke nu. Ikke når det kun ville være for at gøre alle andre glade. Så ville det bare være endnu en løgn, og du har løjet mere end nok for os begge.
Han bliver stående. Ser hende ikke i øjnene, men går heller ikke sin vej.
Så, mere stille, siger han:
Jeg elsker dig ikke sådan, som du fortjener. Måske kommer jeg aldrig til det. Men … jeg vil ikke miste dig. Ikke på grund af min mor, din mor, den aften eller penge. Hvis du rejser nu, så ligner det, du har tabt. Men du har ikke tabt, Rikke. Du er bare blevet træt af at være stærk for os alle.
Meget langsomt, næsten umærkeligt, drejer hun hovedet. I hendes blik er hverken håb eller sorg længere kun noget nyt, koldt og klart.
Så hvad foreslår du? spørger hun neutralt. At jeg skal blive og være din … ven? Din ulykkesfælde? Et levende minde om det, du ikke turde gøre?
Han ser hende nu endelig i øjnene; for første gang i hele snakken fjerner han ikke blikket.
Jeg foreslår, at du tager af sted. Men ikke stikker af. Ikke forsvinder. At du rejser et sted hen, hvor ingen kender vores navne, vores nat, vores mødre og vores gæld. Tager af sted med mig. Ikke som kone. Ikke som kæreste. Bare … sammen. For at se, om vi nogensinde kan blive nogen, der ikke hader sig selv for det, der skete.
Der bliver helt, helt stille.
Så lader Rikke håndtaget på kufferten slippe. Den falder lydløst mod gulvet.
Hun træder ind igen tilbage i lejligheden. Ikke hen til ham, bare indenfor. Døren står åben bag hende.
Giv mig en uge, siger hun roligt. En uge til at beslutte, om jeg tør satse alt én gang til på en mand, der ikke engang lover mig kærlighed.
Mathias nikker. Engang. Tungt.
En uge, gentager han.
Han samler kufferten op og sætter den tilbage ved væggen i entreen. Pakker den ikke ud den står bare der.
Så ser hun længe, næsten vurderende, på ham. Som om hun er en fremmed.
Og hvis jeg om en uge siger nej … lader du mig så gå uden melodrama?
Hun smiler sårbart, skævt, for første gang ægte den aften.
Hvis du siger nej … skal jeg nok selv bære kufferten ned til taxaen. Og jeg lover ikke engang at be dig blive.
Han nikker, næsten umærkeligt.
Døren lukker stille, uden dramatik.
Bag døren ligger en uge.
Bare en uge.
Og to mennesker, der for første gang i meget, meget lang tid ikke prøver at ordne hinanden med følelser, men bare … giver plads til tiden.
Kasper løber forpustet ind ad døren efter Marias desperate opkald – stopper brat, da han ser hende bleg og grådlabil med kufferten ved døren. – Jeg går, siger hun stille med et flygtigt kys på hans kind. – Jeg vil ikke være i vejen for dig eller din mor længere. Farvel, Kasper. Vær lykkelig. – Hvad snakker du om? – Han stirrer vantro. – Hvad har det med min mor at gøre? – Hun ved alt… om den nat. Om os. Kasper kigger væk, gnider sig i nakken. – Hvordan fandt hun ud af det? – Hun læste brevet, jeg efterlod den dag… da jeg tog pillerne. – Men du sagde, det ikke var selvmord… – Jeg sagde det for at skåne dig. Men din mor vil ikke have mig. Hun er bange for, du vil gifte dig med mig. Hun tilbød mig og min mor penge for at forsvinde. – Gav hun jer PENGE? – Ja. Men vi sagde nej. Derfor går jeg nu – for alles skyld. – Maria, du skal ingen steder! – Han trækker kufferten væk. – Jeg vil ikke miste dig. – Jeg har intet valg, Kasper. Min mor ved det også. Hun siger, jeg har ødelagt mit liv og… at hun hellere ville dø end høre sandheden. Hvis vi ikke gifter os, vil hun aldrig lade dig være. Og din mor hader mig. Tante Gerda ser mig som uren. Ingen vil have mig her. Det er bedst, jeg går. Kasper går tættere på, ser hende i øjnene. – Maria… jeg slipper dig ikke. Vi finder en vej. Vores mødre skal nok falde til ro. Vi klarer det. – Kasper… – Hun hvisker forsigtigt, et spinkelt håb i blikket. – Mener du, vi skal gifte os? Stilheden sænker sig tungt. Hun venter, som om hele hendes liv afgøres i næste sekund. Han tager hendes hånd. Og i Marias hoved lyder drømmens ord: “Siden den nat har jeg ikke kunnet glemme dig. Jeg elsker dig, Maria. Gift dig med mig. Bliv min kone.” Men virkeligheden er tavs. Hans stemme bliver kold, da han endelig taler: – Selvfølgelig skal vi ikke gifte os, Maria. Det kan vi ikke. Det kommer aldrig til at ske. Stilheden skærer. Maria sænker hovedet, tager langsomt kuffertens håndtag – hendes tavshed råber højere end tårer. Maria står i den åbne dør, da Kasper hæst siger: – Jeg kan ikke bede dig om at gifte dig med mig. Ikke nu. Ikke for fredens skyld. Du har løjet nok for os begge. Hun stivner, vender ikke om, men går heller ikke. Han fortsætter sagte: – Jeg elsker dig ikke, som du fortjener. Måske kommer jeg aldrig til det. Men… jeg vil ikke miste dig. Ikke på grund af vores mødre eller penge eller den nat. Hvis du går – så har du tabt. Og det har du ikke. Du er bare træt af at være stærk for os begge. Hun kigger endelig på ham, nu med noget nyt – koldt. – Hvad foreslår du? Skal jeg blive din ven? Din medskyldige? Levende minde om alt det, du ikke kunne gøre? Han møder endelig hendes blik: – Jeg foreslår, at du tager væk. Ikke løber, men tager med derhen, hvor ingen kender vores navn, vores nat, vores mødre og gæld. Sammen. Ikke som min kone. Bare sammen. For at se, om vi nogensinde kan holde op med at hade os selv for det, der skete. Længselsfuld stilhed. Så slipper Maria kufferten, lader den dumpe mod gulvet, træder et skridt tilbage ind i lejligheden – ikke mod ham, bare ind. – Giv mig en uge – siger hun roligt. – En uge til at finde ud af, om jeg tør satse det hele på en mand, der ikke lover mig kærlighed. Kasper nikker tungt. – En uge. Han bærer kufferten hen til væggen. Pakker ikke ud. Stiller sig i døren. – Og hvis jeg om en uge siger nej… slipper du mig så uden drama? Hun smiler skævt, smerteligt, helt ærligt for første gang den aften. – Hvis du siger nej, bærer jeg selv din kuffert til taxaen. Uden at bede dig blive. Hun nikker næsten umærkeligt. Døren lukkes lydløst bag dem. Der er en uge. Kun en uge. Og to knuste mennesker, der for første gang i lang tid ikke prøver at redde hinanden med følelser, men tør give tiden en chance.
