Livets kærlighed
Lærke, benægt nu ikke det åbenlyse, sagde Frida Han bliver min, før eller siden. Selv hans far har altid ment, jeg passede bedst til Jonas.
Lærke var for længst ligeglad med Fridas misundelige stikpiller, og hun svarede med et let grin:
Frida, min søde dagdrømmer! Hvilket århundrede lever du i? Det er da ikke længere forældrene, der vælger deres sønners brud. Jonas og jeg skal giftes overmorgen. Overmorgen. Glem ham nu han er altså ikke den eneste fyr på Sjælland. Prøv med en anden, og lad os få lidt ro!
Frida gav sig ikke. Jonas havde aldrig set hende som andet end den rare, men ligegyldige klassekammerat.
Du forstår intet, Lærke. Jeg elsker ham, bare fordi han eksisterer. For mig er han den bedste, også selv om han ikke er min. Sådan kærlighed forsvinder ikke. En dag vil han forstå det.
Jaja, held og lykke med drømmene, Frida. Jeg smutter nu. Jonas venter. Og for resten han sagde, du ikke behøver komme til brylluppet. Du står måske og tuder, og det orker han bare ikke.
Frida kom heller ikke. Hun stod gemt bag en løn og så på, mens brudeparret trådte ud i klapsalvernes skæve regn Jonas, hendes store drøm, og Lærke, allerede synligt gravid, hans kone.
Før eller siden, lovede Frida, men jeg lover dig det bliver før.
***
Med dette naive “før” gled Frida bare forbi.
Jonas er nu sjakbajs, og Lærke og han har været gift i femten år allerede. Jonas drømte sig til en stor familie og fik den. Fem børn. Den ældste, Ella, er femten. Den yngste, Mads, er under et år.
Jonas holdt af dem. I høj grad. Men nu føltes kærligheden nærmest som en pligt han var ikke længere nogens elskede eller “far”, mere sådan forsørgeren.
Lærke, lige fyldt fyrre, forblev smuk men var blevet praktisk, fastlåst i bekymringer om regninger. Den unge fyr, hun hadede at undvære, forsvandt i travlhed og pligter.
Oktober.
Varmen er tændt igen. Jonas kravler udmattet hjem efter utallige forsinkelser på jobbet og vil bare spise men Lærke braste ind:
Jonas! I badet! Vandet fossede ud fra røret! Ring til VVS-manden! Og hent klude!
Jonas ville ingenting, slet ikke løbe. Han havde lige overlevet en dag med sikkerhedsinspektøren, som gerne ville give bøder for alt hvis Jonas da ikke havde snakket ham fra det. Nu sad han, stirrede på kartoffelmosen, og mærkede ikke sig selv. Jeg orker faktisk ikke at fikse VVS i dag, tænkte han.
Lærke, jeg er udsplattet. Jeg skal ud klokken seks i morgen. Hvis jeg ikke når det, mister vi 100.000 kroner. Tag du dig af det?
Men vandet løb bare videre.
Jonas, vågn op! sagde hun, stak babyen over til Ella og samlede håndklæder op overalt, børn! Klude! Jonas, gå nu ind, ellers sejler vi!
Jonas lagde skeen, opgivende.
Ja, ja, jeg går.
Rørene i badeværelset virkede, som om de tilhørte en anden, langt borte.
VVS-manden var længe om at komme. Endnu længere var Jonas om at hjælpe.
Da han endelig var færdig, gennemblødt og snavset, var Lærke i gang med børnene.
Maden er kold. Opvarm selv.
Jeg har gjort rent på badeværelset…
Fint.
Er det det?
Hvad forventer du? Fyrværkeri? svarede hun tørt. Tal lavere.
Gad vide, om ingen her vil servere mad for mig?
Kan du ikke spise selv!?
Jonas fnøs og gik ud for at varme op.
Næste eftermiddag kom han tidligere hjem måske lidt søvn? Men Lærke stak ham straks en lap i hånden:
Gå i Netto: bleer, sødmælk, skolens farver og nyt energisparepære til badet, de går ud hele tiden.
Jonas så på sedlen og mærkede ironien presse på.
Jeg er altså også ved at brænde ud. Måske du kunne spørge, hvordan min dag har været? Jeg er bare vaktmester og fragtmand for dig.
Og jeg er så din vaskekone og køkkenpige, svarede Lærke, den leg kan vi begge. Du spørger heller aldrig til mig eller børnene.
Jeg ser aldrig børnene!
Så kom dog hjem!
Og hvem skal så betale det hele? råbte han pludselig, Jeg slider kun for jer…
Det var dig, der ønskede, jeg gik hjemme og fik fem børn!
Han havde faktisk ønsket det. Engang Fem børn, hvis verden han senere ikke fik med i. Træt og tom for energi.
Samtaler var skiftet ud med dagens instruktioner.
En dag i december kom Jonas tidligt hjem. Måske var det et tegn. En chance for at genoplive “os”.
Lærke, skal vi tage ud sammen? I biografen, måske?
Lærke, som sad med synåle og skolens tøj, kiggede på ham, som om hun så en fremmed:
Du skulle have spurgt for en måned siden. Jeg har for travlt, Ella har morgenfest i morgen, jeg skal sy færdig, hvem skal passe børnene? Ella passer ikke de små hele aftenen.
Det tager en time jo…
Lyt, har du fri, så tag de små en halv time for mig. Jeg går en lille tur. Jeg har brug for luft, hovedet summer.
Jeg ville nu gerne samles, bare os to
En anden gang, Jonas.
Lærke, undskyld, tror chefen har skrevet, jeg må svare.
Nytår nærmer sig. For Jonas årets mest forhadte højtid. Mere slid, flere penge, mere tid med konen til rengøring og madlavning. Men der var denne ene tanke, han ikke havde talt om…
Men
En uge før festen satte Ella coronasmitten fra skolen løs. Efter to dage lå alle.
Jonas, som endnu holdt sig oprejst, kørte børn og medicin ind og ud af nattens frost. Lærke røg op over 40 i feber, og alt praktisk lå på ham.
Lærke havde det endelig lidt bedre den 31., men intet nytårsbord stod klar. Kun træet pyntet, gaverne pakket. Men man skulle handle, lave salat…
Jonas, er det ok, vi tager det roligt i år? spurgte Lærke, mens hun kiggede i køleskabet Jeg har fået lidt ind, vi mangler noget, men fem retter, det dropper vi, ik?
Jonas svævede langt borte.
Lærke må jeg spørge én ting?
Ja?
Må jeg tage væk i aften? Bare et par timer. Jeg har brug for at trække vejret. Vil finde nogle venner, mærke at det er nytår. Jeg kan slet ikke mærke festen…
Lærke følte sig nu som alt andet end festlig.
Tage væk? Jonas, har du også fået feber? Hvor vil du hen? Vi har fem syge børn! Nytår er familietid! Vil du stikke af for at drikke med drengene?
Der er tidspunkter, hvor alt hænger i en tynd tråd. Dette var ét af dem. Der lød uartikulerede tårer i Lærkes stemme. Ugen havde været forfærdelig, intet var nået. Og nu forsvandt manden.
Du gør altid det her! Jonas steg op, råbte Dig og børn. Alt handler om jer. Må jeg leve engang? Jeg gør alt for jer! Hvad vil du mere??
Jeg vil have, du ikke løber fra det hele! Som om familien slet ikke betyder noget…
Jonas længtes væk. Til venner, kolleger, forældre. Væk, bare væk.
Familie? Hvad er vi? Hvis jeg er hjemme, så kun for opvask, penge eller børnesygehus. Jeg ved slet ikke længere, hvad familie er! Det var aldrig sådan, jeg drømte!
Han greb jakken. Tog ikke bilnøglerne han gad alligevel ikke køre derhen. Humøret var væk.
Hvor skulle han gå? Ude i det tomme.
På gaden løb glade danskere hjem til familier. Men Jonas ville ikke hjem. Han slukkede mobilen og gik derhen, hvor han før var blevet elsket uden krav. Her vidste han, han stadig betød noget.
***
Frida boede alene, nytårsaften gik hun egentlig ud til veninder. Sort kjole, som hun købte “til hvis nu”, sølvguirlande om halsen, tasken grebet da ringede det.
Jonas stod i døren.
Jonas? Hvad bringer dig i aften?
Han viste tre flasker vin.
Det er jo fest! Jeg besluttede mig for at gå derhen, jeg bliver ventet.
Frida aflyste straks alt. Uanset år Jonas var hendes største gave. Og han vidste det, da han for ud ad døren.
Midnat slukker klokkerne.
Og Jonas fortalte.
Når jeg kommer hjem, føles det fremmed. Hun forstår mig ikke, Frida. Det eneste, hun ser, er lønnen og børnene. Alt det praktiske. Men ikke mig. Dig er det aldrig sådan med. Du elskede mig bare. Først nu ser jeg det. Du elsker mig for mig, ikke for hvad jeg gør.
Og Frida nølede ikke.
Jeg elsker dig nu, Jonas.
Hvorfor giftede jeg mig ikke med dig Alt kunne have været anderledes. Hvordan så jeg ikke det? Kom her.
Da han kort efter faldt i søvn, drømte Jonas, at hvis nu hvis bare han havde valgt Frida, så var alt blevet smukkere.
***
1. januar var Frida tidligt på benene. Livets mærkeligste, lykkeligste nytår. Jonas sov stadig. Hun tændte hans telefon 200 beskeder fra hans kone.
Så smilende greb Frida sin egen. Tog et billede fra aftenen og sendte det til Lærke.
Jeg sagde jo, han engang ville blive min.
