2. marts
Jeg kæmper virkelig med at finde min plads i denne nye familie. Min kone Camilla havde en datter fra et tidligere ægteskab, da vi giftede os, og jeg vidste naturligvis, hvad jeg gik ind til. Pigens mor, som nu bor i Sverige, har efterladt ansvaret for datteren, Astrid, til Camilla og mig. Deres forhold er mildest talt anstrengt, og de små gaver, der sendes fra Sverige, rokker ikke ved Astrids savn. Hun længes tydeligvis efter sin mor.
I begyndelsen boede Astrid hos sin farmor i Roskilde, men kort efter brylluppet flyttede hun ind hos os i Gentofte. Jeg håbede oprigtigt på, at vi to kunne opbygge et godt forhold. Men lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne vi ikke rigtig finde hinanden. Astrid ser mig mest som en fremmed og ignorerer mine forsøg på at snakke med hende. Når hun ikke får sin vilje, søger hun straks støtte hos sin farmor eller hos Camilla – og jeg står ofte tilbage uden nogen egentlig indflydelse. Det er mig, der hænger på at sætte grænser og tage diskussionerne, men jeg føler ikke, at jeg har autoritet til det. Samtidig gør Camilla og farmor alt for ikke at gøre hende ked af det, så Astrid bliver bare mere forkælet og uregerlig for hver uge.
Jeg tilbringer enormt meget tid sammen med hende, da Camilla arbejder længe, og farmor kun kigger forbi i ny og næ. Jeg mærker, at det slider på mig, og jeg drømmer virkelig om bare at få en pause og tage tid til mig selv eller mit arbejde. Men alligevel får jeg at vide, at jeg ikke er blid nok overfor Astrid, at jeg burde være mere tålmodig. Hvis presset ikke var så stort, kunne vi sikkert have etableret et mere afslappet forhold.
Jeg kan mærke fortrydelse over at have sagt ja til et ægteskab med et barn, jeg ikke er far til. Jeg er oprigtigt rystet over, hvordan Astrid opfører sig, og hvor lidt hun rydder op efter sig selv. Jeg ved godt, jeg aldrig kan træde i hendes mors sted, og jeg begynder at tvivle på, at jeg nogensinde kan blive en farfigur for hende. Situationen er blevet endnu mere kompliceret, efter vi opdagede, at Camilla er gravid. Nu er der virkelig ingen vej tilbage.
I min desperation har jeg udtænkt en plan for at få Astrid til frivilligt at flytte over til sin farmor igen. Det er den eneste mulighed, jeg kan se, for at skabe lidt ro i hjemmet for både hendes og vores skyld.
Når alt kommer til alt, har jeg nu lært, at sammenbragte familier kræver enorm tålmodighed, og nogle gange er kærlighed og vilje ikke altid nok til at overvinde de følelser og bånd, der allerede findes. Men jeg håber stadig, at der på sigt er plads til forståelse og et bedre forhold hvis vi alle bare giver hinanden lidt mere plads.
