Mor sagde til mig, at jeg skulle skille mig af med barnet, og nu vil jeg aldrig få børn.
Jeg svævede gennem den mærkelige danske nat som en pige på 16 år, og jeg bar på hemmeligheden om et barn inde i mig. Ham, jeg elskede, hed Emil, og han gik også i min klasse på gymnasiet i Aarhus. Det hele føltes tåget: Vi så ofte hinanden, og pludselig var jeg gravid med hans barn. Vi gik begge og havde ondt i maven af frygt, for hvordan skulle vi fortælle det til de voksne? Vi sagde ikke et ord derhjemme men hemmeligheden voksede som en ballon.
Da min hemmelighed blev opdaget, eksploderede stilheden derhjemme. Mine forældre råbte i stuen, hvor smørrebrødet stod tilbage på bordet, og jeg kunne mærke, at vores pæne familie krakelerede. Min morose mor, Dorte, havde altid drømt om at se mig blive student og måske endda få en karriere i København, alt sammen pænt pakket ind i pæredansk normalitet. Et barn passede ikke ind i det puslespil. Emil og jeg blev skubbet ud på sidelinjen, mens forældrene tog over, som om vi slet ikke havde nogen vilje.
Min mor tryglede og beordrede mig alt i én underlig, sammenfiltret tone til at få barnet fjernet. Inde i mig blev alt varmt og koldt på samme tid, men jeg adlød som i slowmotion. Det føltes som om hospitalssengen svævede over mig, lyset flimrede, og pludselig var alt væk. Emil og jeg gik videre, som om intet var hændt; tiden gled videre, som mælk i te, og vi fandt tilbage til hinanden. Jeg blev student, kom på universitetet i Odense, og året efter blev Emil og jeg gift. Alt så ud som det skulle: pænt, dansk og ordentligt. Vores forældre lod os være i fred denne gang.
Snart voksede et nyt liv i mig. Nu blev alle omkring os glade, især mor, der strålede over gæsterne i stuen, hvor danske flag stod sammen med lagkagen. Men på en grå og regnvåd morgen begyndte jeg at bløde. Alting opløstes som sne på en varm aprilvej. Drengen, jeg fødte alt for tidligt, vejede kun halvandet kilo. Han skreg ikke en eneste gang og lå i min favn i tre kortvarige timer, før han gled væk og blev til skyer på himlen.
Lægernes ansigter svømmede omkring mig; de kunne ikke stoppe blodet, så de fjernede mit underliv. Lyset flimrede, og der var ingen børn i horisonten for mig, ikke nu, ikke nogensinde igen. Mor stod ved min hospitalsseng med hænderne klemt om hinanden, hun hviskede, at hun fortrød, at hun havde bedt mig fjerne det første barn, dengang jeg var 16. Men hendes ord veg bort som damp mod vinduet. Jeg blev ikke trøstet.
Tiden kan ikke rulles tilbage. Fejl glider ikke ud af hukommelsen, selv ikke i et land så ordentligt og grønt som Danmark. Nu svæver jeg videre gennem drømmene, uden børn, uden at kunne være nogens mor. Jeg ved ikke, om Emil og jeg kan blive ved med at holde fast i hinanden måske fordamper vores kærlighed som dug på engen, netop fordi børn er en naturlig del af et dansk hjem. Familien uden børn føles som et hus uden døre; en underlig og stille leg, hvor ingen rigtig ved, hvem der vinder.
