Da min mor ville gifte sig med en mand på min egen alder: Skjulte dokumenter og ingen fortrydelse
Min mor hedder Birgitte, hun er 42. Hun fik mig tidligt lige efter hun blev student, kun 17 og et halvt. Hendes første store kærlighed endte ikke med bryllup, men med bleer, søvnløse nætter og kampen for at få det hele til at hænge sammen. Min far forlod os straks efter fødslen, og det var kun mormor og morfar, der hjalp hende op på benene igen. Takket være dem fik hun sin uddannelse færdig, og min barndom blev i det mindste nogenlunde normal.
Mor giftede sig aldrig igen, selvom der var friere. Det blev dog altid kun til venskab. Hun sagde altid smilende: Når du engang er voksen, så tænker jeg over min egen lykke. Vi levede i god harmoni, bekymringsløst og med masser af grin. Hun var mere som en ven: vi gik sammen på strøget og shoppede tøj, byttede trøjer, lagde samme makeup. Da jeg som teenager prøvede med lilla hår, piercinger og halskæder, grinede hun bare og tog det med oprejst pande. Vi forstod hinanden uden ord, eller troede jeg i hvert fald.
Nu er jeg 20. Universitetet, job, mit eget liv med venner og fester. Jeg troede, min mor ville føle sig ensom jeg har jo været hendes centrum i mange år. Men til min store overraskelse sørgede hun slet ikke hun blev forelsket. Og ikke nok med det, hun blev forelsket i en mand, der næsten er halvt så gammel som hende!
Alt begyndte ret uskyldigt. Min mor underviser i historie på et gymnasium, og der arbejder som sædvanligt flest kvinder. Pludselig begyndte navnet Jonas at dukke op oftere i hendes fortællinger. Først ignorerede jeg det, men hurtigt stod det klart: Hun var fuldstændig betaget. Jonas, eller Jonny som hun kaldte ham, var den nye datalærer 21 år! Kun et enkelt år ældre end mig. Min voksne mor opførte sig som en teenagere: Hun bagte muffins til ham, rettede hans afleveringer, lavede timeplaner, smurte madpakker, fordi drengen er på kur og kan ikke lide kantinen.
Jeg blev chokeret. Min mor har aldrig smurt madpakke til mig på arbejde, men ham tilbød hun helpension. Hendes kolleger undrede sig også. Birgitte opfører sig helt mærkeligt, hviskede de, hun farver nu håret, køber mininederdele, sminker sig som var hun tyve. Det var sandt: De gamle elegante blazere var skiftet med neonneglelak og kobberrødt hår alt fordi Jonny sagde, hun mindede ham om den danske popdronning.
Så kom chokket: Mor nævnte pludselig, at hun ville flytte sammen med Jonas. Jeg vil endelig leve for mig selv, sagde hun. Det fortjener jeg. Jeg konfronterede hende: Forstår du det slet ikke? Han bor i kollektiv, har ikke fast job…
Han forstår mig bedre end nogen anden, svarede hun. Jeg har aldrig følt mig så ønsket ikke engang med din far. Vi overvejer at blive gift.
Det sortnede for mine øjne.
Seriøst?! Vil du gifte dig med en studerende, der knap nok er blevet voksen? udbrød jeg.
Hold op! Han er en moden mand!
Det er snyd, mor! Han udnytter dig for lejligheden og trygheden! Hvor kan du være så naiv?
Vi havde vores første voldsomme skænderi. Døre smækkede. Hun beskyldte mig for egoisme, for ikke at unde hende lykken. Men hun lyttede ikke, var blind af forelskelse.
Jeg overvejede at kontakte skolens ledelse. Men skammen… I stedet tog jeg selv affære: Jeg gemte hendes papirer pas, skattekort, alt. Ingen vielse på rådhuset uden legitimation.
Kald mig tosset? Gør du bare. Hellere det end at skulle rydde op, når brudgommen forsvinder efter vielsesattesten. Jeg venter. Hvis han bliver, uden pres måske mener han det virkelig. Men hvis han pludselig presser på om en uge så ved vi det.
Nogle gange må kærligheden tage sig en pause med fornuften. Især når det gælder dem, man elsker allermest.
