Du, jeg må bare fortælle dig om noget, der skete forleden det sætter virkelig tankerne i gang. Så, der var den her kvinde, hun stopper ved en lille bod på vejen, sådan en hvor en ældre mand står og sælger æg.
Hun spørger: Hvad koster dine æg?
Han svarer venligt: Fem kroner stykket, frue.
Hun kigger på ham og siger: Jeg tager seks for tyve kroner, ellers går jeg videre.
Den gamle mand tager en stille pause, så smiler han blidt: Du kan få dem til den pris, du ønsker, frue. Det gør mig glad jeg har ikke solgt nogle æg i dag, og det er sådan, jeg får dagen til at hænge sammen.
Hun går derfra med følelsen af at have gjort en god handel og er lidt stolt over sin evne til at forhandle. Lidt efter kører hun videre i sin lækre bil til en flot restaurant inde i København sammen med en veninde. De bestiller lidt af hvert fra menuen, smager kun på lidt af maden, og der ryger en hel del i skraldespanden. Regningen ender på tusind kroner. Hun rækker tjeneren to tusind og siger bare, han kan beholde resten som drikkepenge.
På restauranten virker sådan en gestus nærmest som det mest naturlige i verden. For æg sælgeren, var den lille forhandling til gengæld lidt hård, selvom han smilede.
Man bliver lidt ramt hvorfor er det egentlig, vi føler, vi skal forhandle og holde på skillingen, når vi møder folk, der virkelig har brug for det? Og så gør vi os til storforbrugere og giver drikkepenge til dem, der i virkeligheden ikke mangler noget.
Du ved, der er den her historie om en far han gik altid hen til små boder, hvor folk stod og solgte deres varer. Han betalte gerne mere end prisen, selvom han ikke manglede noget af det, han købte. Hans børn spurgte ham en dag: Hvorfor gør du det, far?
Og han svarede bare: Fordi det er velgørenhed, men med værdighed.
De fleste lytter måske bare og ryster det af sig. Men hvis du stadig er med nu, så har budskabet alligevel ramt dig lidt roligt, lidt nænsomt måske har det allerede bevæget sig videre, en lille smule i den rigtige retning.
