På min mormors køkken herskede der en klar arbejdsdeling: hun stod for alt bagværket, mens morfar tog sig af resten af madlavningen.
Det nytter jo ikke noget, at han har kokkebrev, hvis han ikke bruger det, sagde hun med et drillende glimt, mens hun skubbede pladen med småkager ind i ovnen.
Al bagning wienerbrød, kringler, tærter, småkager det var hendes domæne. Dengang jeg som barn besøgte min mormor, var det første, jeg gjorde, at åbne den store dåse med vaniljekranse, som altid duftede så sødt og uimodståeligt, at jeg umuligt kunne lade være med at spise halvdelen.
Morfar lavede til gengæld supper, man kun kunne drømme om. Tykke, kraftige, velkrydrede. Min mor var for længst opgivet at få mig til at spise hendes supper derhjemme. Selvom jeg elskede hende højt, så måtte jeg indrømme, at hun ikke var den bedste i et dansk køkken. Min far en godhjertet sjæl sad dog altid med et kærligt blik og sagde:
Astrid, det smager så godt, at jeg kunne spise både ske og gryde, og forklarede hende med et smil i øjet.
Som barn mistænkte jeg, at han kun sagde det, fordi han var ualmindelig sulten og gerne ville glæde hende. Det virkede som om, han nærmest slugte maden for at undgå smagen.
Mine tanker dengang var naive, men hvad skulle jeg tro, når mormor og morfar boede lige om hjørnet, og deres bord altid bød på det bedste af dansk mad? Frokost og aftensmad spiste jeg som regel hos dem, mens morgenmaden derhjemme aldrig kunne gå galt brød med smør og syltetøj kunne selv min mor lave.
En dag over suppeskålen spurgte jeg morfar:
Morfar, vil du ikke fortælle, hvordan det gik til, at du ikke blev kok?
Hans øjne smilede bag alle rynkerne, mens han trak en stor kop stærk kaffe til sig, satte sig i vinduet og begyndte:
På kokkeskolen kom jeg i trods mod min far. Han ønskede nemlig, at jeg skulle læse til ingeniør. Det er et rigtigt mandefag, sagde han, mens et køkken var for kvinder.
Men jeg elskede fra barnsbenet at hjælpe mor i køkkenet. Allerede som syvårig kunne jeg koge suppe til både mig selv, far og bedstemor, hvis hun kiggede forbi. Mor var sygeplejerske og havde ofte nattevagter, så der var ikke overskud til madlavning. Så måtte jeg jo træde til. Lige så lille som min tommelfinger, sagde mormor, men med en kniv, der fløj om fingrene.
Far spiste mine retter med stor glæde, men tanken om kokkeskole var han imod. Jeg derimod, jeg gav ikke op. Når jeg først havde fået en idé, gennemførte jeg også. Så jeg søgte ind på kokkeskolen.
Min glæde voksede for hvert nyt køkkenfif jeg lærte. Jeg elskede at komme hjem og overraske min mor, som altid sagde:
Tænk engang, jeg havde aldrig troet, at et stykke kød kunne kaldes hverken bøf, entrecôte, eller roastbeef.
Så forklarede jeg hende, lidt hovmodigt, må jeg tilstå, forskellene med et selvtilfreds smil.
Praktikken fandt sted i kantinen oppe på fabrikken. Som elever røg vi direkte i den kolde afdeling det at skære grøntsager til salater er trods alt lettere end at styre en kæmpe gryde suppe efter opskrift.
Men køkkendamen, moster Ruth, en venlig sjæl, lod mig hjælpe til ved komfuret, helt imod reglerne. Jeg elskede lyden af det, der brasede og boblede indså hurtigt, at jeg drømte om at blive chefkok, hersker over gryder og pander.
Anders, smut du lige ned i kælderen og sæt gang i sauerkrauten, brød den gamle køkkenleder, fru Mortensen, min dagdrøm. At snitte kål var ingen sag, især hvis kniven var skarp.
Der stod jeg så, ved kældervinduet, og snittede løs. Pludselig hørte jeg en lyd ovenfra. Nu skal det siges, at det eneste, jeg rigtig frygter, er rotter. Ikke så jeg besvimer som en pige, men alligevel jeg bryder mig ikke synderligt om dem. Jeg stoppede og kiggede op. Jeg ser to små sorte øjne stirre ned på mig, og en lang, væmmelig hale svinger næsten over mit hoved.
Grebet af skræk løb jeg ud af kælderen, smækkede døren i og lænede mig op mod den. Hjertet hamrede og hele ryggen gyser.
Så hurtigt, Anders? spurgte fru Mortensen fra døren til kontoret.
Jeg går ikke derned igen, sagde jeg prøvede at lyde bestemt.
Hør nu her, det er dit arbejde. Jeg kan godt sætte din praktikkarakter ned, hvis du ikke gør det.
Gør endelig det, men jeg går altså ikke derned igen.
Hun gav sig heldigvis, men jeg begyndte at revurdere min fremtid: Ville jeg virkelig risikere at stå ansigt til ansigt med rotter til daglig? Nok var chancen lille, men jeg gad ikke leve i frygten for hale og tænder.
Da jeg så fik kokkediplomet, tog jeg job hos min far på fabrikken. Hvordan jeg fik pladsen skal jeg lade være usagt, men han var ikke lidt stolt over, at drengen nu opførte sig ordentligt. Jeg besluttede at holde kokkeevnerne til hjemmet, afsluttede morfar og tog den sidste slurk kaffe.
Nu, hvor jeg selv er voksen og har familie, kommer jeg tit hjem til de gamle, og mit hjerte knuger sig i glæde. Den store dåse med småkager står altid på bordet, og på komfuret damper morfars suppe der findes simpelthen ikke bedre.
Nu må I altså slappe lidt af, I to flittige sjæle, siger jeg, mens jeg binder forklædet.
Småkager og suppe er fint, men jeg skal også koge en omgang havregrød, røre risalamande, og lave dampede frikadeller. For ellers ville det jo ikke give mening, at barnebarnet overtog morfars plads som husets kok.
Mit livs erfaring? Mad smager bedst, når det er krydret med kærlighed og gode minder.
Hos mormor i køkkenet var der klare arbejdsopgaver: hun stod for bagningen, mens morfar tog sig af al den anden madlavning.
