Under jakken
Gammel Jens Andersen slentrede hjem i et forbigående humør, der kunne få en dansk regnvåd eftermiddag til at fremstå som karneval i Rio. Lægen på Rigshospitalet havde netop sagt, at situationen var klar og ikke videre opløftende. Der var ikke mere at gøre; måske et multivitamin? Hvordan havde han egentlig forestillet sig det? “Hvor gammel er du, Jensen?” spurgte doktormanden.
Femoghalvfjerds. Det tal havde Jens Andersen fra Silkeborg styr på. Lægen havde jo ret, selvom han serverede sandheden som kold leverpostej. Femoghalvfjerds det er mange år. Man har haft sin tid på banen. Nu må de andre komme til, og man skal ikke forvente mirakler.
Desuden var Jens Andersen ikke ligefrem nogen stor kanon, når det kom til Danmarkskroner. Pensionen var til den snævre side, og så skulle han ovenikøbet betale husleje for sit værelse under taget.
En lejlighed? Den havde datteren solgt. Hun trængte til penge akut. Hun havde lovet at skaffe et andet sted til ham. Bare et lille værelse! Men det var ikke blevet til noget endnu. Der er jo så mange udgifter i udlandet, sagde hun. Alt er dyrt i Paris, ikke som herhjemme, hvor man kan leve i det små på en folkepension, og stadig købe rugbrød og leverpostej.
Jens Andersen var nær snublet over en hundehvalp. En lille grå fur, der sad midt på fortovet og kiggede på ham med øjne, der var mere gyldne end den sidste bus hjem fra Aarhus. Det var begyndt at blive koldt, og hvalpen frøs så meget, at selv en dansker ville have givet den et tæppe.
Jens Andersen ville gå udenom den, men hvalpen dinglede klodset efter. Så lille, så famlende. Og de øjne mere kostbare end kongehusets smykker.
Han sukkede: “Hvor skulle jeg dog gøre af dig? Jeg er jo en gammel mand. Femoghalvfjerds år, lille ven. Jeg er en fattig gammel mand. Min pension er lille. Værelset er lille, og det er ikke engang mit eget.
Og jeg er syg. Livet er også lille. Lidt er der kun tilbage. Hvad skulle jeg dog gøre med dig?”
Men han gjorde det. Løftede hvalpen op og stak ham ind under jakken.
Så blev der varmt for både hvalpen og Jens Andersen.
De gik sammen hjem. Til det lille værelse, i et kedeligt kollegium på Frederiksberg, hvor ingen kiggede skævt til, hvem du kom slæbende med. Eller hvem du boede med.
Jens Andersen gav hvalpen suppe og rugbrød. Og spiste selv. Pludselig var der lidt appetit for første gang længe.
Så tørrede han op efter den søvnige hvalp. Og senere lagde de sig på den gamle sofa, der knirkede på ægte dansk vis. Jens Andersen nåede lige at fortælle hvalpen, at han nu hed Holger. Flot navn! Og at denne syge, gamle mand ikke kunne love noget. Ikke engang om han vågnede næste morgen
Men han vågnede. Mere end én gang.
Holger voksede til en pudsig lille hund, der blev næsten tyve år! Det gjorde Jens Andersen også.
De havde det faktisk godt. For Jens Andersen var nu mere optaget af, hvad han skulle give hunden til aftensmad, end af sygdom og alderdom. Han ringede til sin gamle ven fra skoletiden. Vennerne fra dengang de har altid en idé. Manden tilbød ham et roligt job korrekturlæsning på små artikler. Ikke store penge, men nok til lidt ekstra flæskesteg. Datteren fik til sidst skaffet ham værelset hun købte det, han boede i. Se, det endte da meget godt.
Og hunde skal jo luftes! Jens Andersen tvang sig i starten til at gå ned i parken med Holger, hvor der var en hundeplads Men han vænnede sig til det. Blev venner med andre dejlige danskere, hundeejerne. Begyndte at snakke og føre små samtaler om alt og intet
Ingen ved, hvor længe man har tilbage. Det er virkeligheden. Men de to de fik næsten tyve år sammen.
Så selvom du tror, at år, helbred og kroner er ved at slippe op, kan tingene se lidt anderledes ud. Livet det er jo lille i det store billede.
Men godhed gør det stort. Gør det meningsfuldt, levende, længere. Og derfor skal man skynde sig, hver gang man kan gøre noget godt også når man tror, at tiden snart er løbet ud.
