Min mor kæmpede længe med kræft. Da hun var 27 år, og min far 31, gik hun bort. Vi var tre børn i familien. Jeg var den yngste og ikke engang fyldt to år endnu. Min far kunne ikke klare det hele alene og var derfor nødt til hurtigt at finde en ny hustru egentlig mest en mor til os børn. Et halvt år senere gik han til en gammel veninde og spurgte hende, om han måtte få hendes datter som hustru. Kvinden hørte tålmodigt på ham og gav sit samtykke. Sådan kom 21-årige Helle ind i vores familie som vores nye mor.
Helle tog straks fat på at skabe orden i vores hjem. Hun brugte egne penge på at købe stof og syede skoleuniformer til os to ældste børn. De ældre børn begyndte hurtigt at kalde hende mor, men det havde jeg svært ved. Jeg lærte sent at tale og var ret vanskelig. En dag pegede jeg på et billede af min mor og viste Helle, at hendes hår altid var sat i en lav knold. Siden den dag gik Helle altid med håret sat op på samme måde.
Men alligevel kaldte jeg hende ikke mor. Min far fandt så på en løsning. Helle bagte min yndlingskage, og hele familien satte sig sammen ved spisebordet. De spiste kagen, men jeg måtte ikke få et stykke, før jeg kaldte Helle for mor. Tre år senere fødte mor sit første barn vores lillebror. Kort efter begyndte tingene at blive sværere i familien. Far kunne ikke finde arbejde inden for sit fag, så han tog job på et andelslandbrug. Mor fik også arbejde der. Fire år senere fik vi endnu en søskende.
Vores mor skilte aldrig mellem os der var aldrig nogen mine og dine børn. Fem år senere blev min anden mor ramt af samme sygdom som min første mor. Dengang læste de ældste søskende på universitetet i Odense. Mor lå på hospitalet, og jeg besøgte hende hver dag. Hun sagde gang på gang til lægerne, at hun ikke havde tid til at være syg, for der ventede små børn på hende derhjemme. Hun kæmpede sig igennem sygdommen.
Vi kunne ikke sætte ord på glæden og lettelsen. Hun havde lidt, men hendes styrke overvandt alt. Livet begyndte langsomt at smile igen, men så blev vores familie ramt af store tab. Et halvt år senere skulle forældrenes første fælles søn giftes, men dagen før brylluppet forsvandt han. På dag 36 blev han fundet og derefter bisat. Som følge af det flyttede jeg hjem til mine forældre for at trøste mor. Jeg kunne ikke lade hende være alene.
Senere døde min far, så min storebror, og derefter morens yngste barnebarn min søsters søn. Hele søsterens familie var involveret i en ulykke, men det var kun hendes søn, der kom til skade. Jeg forstår stadig ikke, hvordan min mor efter alt dette kunne bibeholde sin varme, omsorg og kærlighed. Hun har opfostret fem børn, tager sig af børnebørn, og nu har hun også to oldebørn. Hver morgen står hun tidligt op, gør huset rent, og sætter sig ned for at strikke småting til børnebørn og oldebørn. For os børn er det altid en fornøjelse at tilbringe tid med hende, for uanset hendes alder har hun altid noget vigtigt at sige. Hendes kærlighed rækker til os alle.
Livet i Danmark lærer os, at selv gennem tunge prøvelser og tab, bærer varme og sammenhold familien videre. Det er kærlighedens styrke, der gør os robuste og intet er vigtigere end tiden vi har sammen.
