“Bliv nu ikke syg, ellers bliver jeg sur på dig”: skrev min bejler (40 år), da jeg lå hjemme med feb…

Du må ikke blive syg, ellers bliver jeg sur på dig: skrev min bejler (40 år), dengang jeg lå brak med feber. Sådan svarede jeg ham

Jeg husker tydeligt, hvordan efteråret kom snigende dengang. Om aftenen faldt jeg i søvn uden problemer, men næste morgen vågnede jeg med følelsen af, at jeg var blevet kørt over af en lastbil. Hele kroppen værkede, halsen brændte, hovedet hamrede. Termometeret var nådesløst næsten 39. Jeg slæbte mig besværet ud i køkkenet efter et glas vand, og det slog mig, hvor tomt der var i lejligheden. Ikke en eneste pille, ingen citroner, ikke engang det mest basale mad i køleskabet.

Jeg besluttede mig for at skrive til Rasmus. Vi havde set hinanden i tre måneder. Alt havde virket så fint: hyggelige middage i små københavnske caféer, lange gåture, samtaler om, hvor meget jeg betød for ham, og hvor meget han drømte om at tage sig af mig. Rasmus var fyrre, og han brugte altid ordene skulder at læne sig op ad og klippe. Med rystende hænder tastede jeg:
Hej Rasmus. Jeg tror, jeg er blevet syg. Har næsten 39 i feber, kan næsten ikke røre mig. Jeg har det virkelig dårligt

Svaret kom straks. Jeg åbnede beskeden med et lille håb måske noget i retning af:
Jeg kommer straks sig, hvad jeg skal tage med. Medicin, frugt, suppe jeg ordner det.

Men på skærmen stod der:
Søde, hvad laver du nu? Du må altså ikke blive syg, ellers bliver jeg sur på dig! :)
Og et sørgmodigt emoji bagefter.

Jeg stirrede på telefonen og mærkede, hvordan frustrationen blev blandet med feberen. Bliver sur på dig hvad hjælper dét? Skulle influenzaen så tage sig i agt? Ville feberen så fordufte? Jeg prøvede i stedet at give ham en chance måske var det bare klodset sagt. Jeg tastede:
Rasmus, jeg har det altså virkelig skidt. Jeg har intet i køleskabet eller medicinskabet. Kan du komme forbi efter arbejde? Køb gerne noget Panodil, citroner og lidt suppe. Jeg overfører pengene.

Pause. Han skriver
Ida, ikke i dag. Havde helt vildt travlt på arbejde, og har aftale om fodbold med gutterne har ikke set dem i evigheder. Du må bare lave klassikeren: te med honning og under dynen, så sveder du det ud. Skriver i morgen og hører, hvordan du har det.

I dét øjeblik smuldrede hele hans klippe fuldstændigt. I stedet for at hjælpe, fik jeg gammeldags råd. I stedet for omsorg fodbold. Mit dårlige helbred og det tomme køleskab var ham fuldstændigt ligegyldigt. Det vigtigste var blot, at jeg ikke ødelagde hans humør. Han ville have en glad og frisk kvinde til selskab på restauranter, men en syg passer ikke ind i hans livsplan.

Jeg lagde telefonen væk, bestilte selv det, jeg skulle bruge fra apoteket og supermarkedet. Buddet kom overraskende hurtigt en fremmed unge mand var mere hjælpsom og betænksom end kæresten. Jeg tog medicinen, spiste lidt og tog så telefonen frem igen. Nu skulle der sættes en streg i sandet.

Rasmus, drop bare fodbolden. Og du behøver heller ikke skrive i morgen. Jeg bliver rask igen men ikke for din skyld. Jeg har brug for en rigtig voksen mand, ikke en gammel radio med platte råd. Skriv ikke mere, ellers bliver jeg sur på dig.

Og så trykkede jeg Bloker.

Ugen efter forsøgte han at ringe fra andre numre, sendte mobilepay-beskeder på én krone med forespørgsler om at blive ophævet fra blokeringen, skrev, at jeg overdrev, og at han bare ville opmuntre. Men jeg svarede ikke. Sygdom er den bedste sortering den skiller effektivt de ligegyldige mennesker fra, på en måde ingen pille kan.

Hvorfor skriver nogen mænd så fjollede beskeder, i stedet for at hjælpe rigtigt?
For det første: barnlighed og rådvildhed. Sætningen du må ikke blive syg, ellers bliver jeg sur er bare et forsvar. Manden aner ikke, hvad han skal stille op med andres sårbarhed, så han siger noget fjollet. Han kan ikke tage ansvar han blev selv passet på som barn og er aldrig blevet voksen.

For det andet: Forbrugertankegang. Kvinden er et glædesobjekt. Når objektet i en periode er ubrugeligt, bliver han irriteret. Truslen betyder i bund og grund: Giv mig ikke flere problemer.

Og til sidst er det et spørgsmål om empati. Nærhed viser sig ikke ved caféborde, men ved apotekets disk. Hvis en voksen mand ikke forstår, at der ved 39 i feber kræves medicin og hjælp ikke emojis så er det nærmest en diagnose. Hun gjorde det rigtige: Tiggede ikke om omsorg, købte selv ind og slap for en nytteløs bagage.

Har du også fået sådanne opmuntrende beskeder? Blev du rask af dem? Del gerne din historie.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

one × three =

“Bliv nu ikke syg, ellers bliver jeg sur på dig”: skrev min bejler (40 år), da jeg lå hjemme med feb…
Mateos Vrede Da vi kom hjem fra hospitalet med den lille baby i armene, ventede Mateo på os i stuen med korslagte arme og panden i dybe folder. Han var kun otte år, men hans blik virkede langt mere voksent. De sidste måneder havde han glædet sig til sin lillesøster, men nu hvor hun var her, var der noget der havde ændret sig. — Er hun kommet? — spurgte han uden at nærme sig, hans stemme kølig og fjern. — Ja, skat. Kom og mød din lillesøster — sagde jeg, og rakte armene ud for at vise ham den lille pige i det lyserøde tæppe. Men han rykkede sig ikke. Han blev stående, og så på os på afstand som var vi fremmede. — Hun kom ud af mors mave — mumlede han, og kiggede ned —. Jeg gjorde ikke. Jeg er ikke som hende. Ordene ramte mig som et slag i maven. I tre år havde vi snakket om hans adoption på en naturlig måde, altid fejret den. Jeg troede han forstod det, følte sig tryg. Men babyens ankomst havde vækket noget, vi ikke havde set komme. — Mateo … — Børnene i skolen sagde, at nu vil I hellere have hende, fordi hun er jeres rigtige barn! — brød han ud, med tårerne løbende ned ad kinderne —. Og at jeg bare er til låns! Før jeg kunne sige noget, kastede han sig dramatisk på gulvet. — Jeg vil ikke have hende! Tag hende tilbage til hospitalet! — råbte han, og sparkede mod sofaen —. Jeg var her først! Jeg var jeres eneste barn! Babyen begyndte at græde på grund af råbene. Mateo blev endnu mere ked af det. — Se! Hun græder allerede og jeg har ikke gjort noget! I vil altid tro det er min skyld! — snøftede han og slog i gulvet med sine små næver. Mit hjerte blev knust, men jeg vidste jeg måtte være rolig. Jeg lod babyen blive hos min kone og satte mig på gulvet, tæt ved ham, uden at røre ham endnu. — Mateo, jeg forstår godt du er vred — sagde jeg blidt —. Ved du hvad forskellen mellem dig og hende er? — At hun er bedre end mig! — råbte han, mens han tørrede næsen med ærmet —. At I lavede hende, og mig fandt I, fordi mine rigtige forældre ikke ville have mig! — Nej, skat. Det er ikke sandt — svarede jeg, med en knude i halsen. — Jo det er! — hylede han, og vendte sig væk —. Og nu smider I mine legetøj ud for at lave plads til hendes! Og mit værelse giver I også til hende! — Mateo, lyt … — Nej! Jeg vil ikke høre noget! — han lagde hænderne over ørerne —. Jeg vil have hun skal gå! Jeg hader den baby! Jeg tog en dyb indånding. Bag al vreden lå der frygt. Meget frygt. — Skat, forskellen er, at hende behøvede vi ikke at lede efter. Men dig — dig valgte vi. Vi valgte dig blandt tusindvis af børn, fordi du var perfekt for os. Han vendte sig langsomt, hans ansigt rødt og fuldt af tårer, men han skreg ikke længere. — Har I virkelig gjort alt det … for mig? — spurgte han med en knækket stemme. — Ja. Da jeg så dig første gang, vidste jeg at du var værd hver eneste ventedag. Hun kom, når hun skulle, men dig … dig var et bevidst valg af kærlighed. Mateo tørrede tårerne væk med sin trøje. — Men I vil ikke hellere have hende? — Det er umuligt, skat. Forældres hjerter virker ikke sådan. De vokser, så der er plads til alle børn lige meget. Nu er I begge vores børn. I er begge søskende. Han tænkte lidt over mine ord. Så kom han nærmere og rørte forsigtigt ved sin lillesøsters lille hånd, som sov trygt i mors arme. — Hun er meget lille — hviskede han, imponeret over hendes bløde hud. — Det var du også engang. — Må jeg holde hende? — Selvfølgelig. Jeg lagde forsigtigt babyen i hans arme. Mateo så på hende med en blanding af undren og kærlighed, der fyldte mig med håb. — Hej, lillesøster — hviskede han —. Jeg hedder Mateo, din storebror. Og jeg vil altid passe på dig, det lover jeg. Babyen åbnede øjnene, som om hun hørte ham, og for første gang i flere dage smilede Mateo rigtigt.