I hjørnelejligheden i vores lille femetagers bygning boede der engang et ældre par. De virkede som virkelig rare mennesker, forelskede og støttende over for hinanden. Uanset hvor de gik, gjorde de det sammen, og ingen vidste egentlig noget særligt om dem. I noget tid lagde naboerne ikke mærke til, at den gamle mand nu var alene. Nogen bemærkede, at en ambulance havde været der, men det var først ved begravelsen, at det gik op for folk, at fru Nielsen ikke var her længere.
På grund af ensomhed eller fordi han ikke havde nogen at snakke med begyndte hr. Nielsen at tage flere ture ud. Han gik lidt rundt, stødte ind i naboer i Netto eller Fakta. Før havde han ikke skabt sig bemærket, men nu hilsede han på alle og spurgte til børnene, hvordan det gik, og hvor børnebørnene var. Mig hilste han også på, altid med et venligt smil, og han tilbød endda at bære mine indkøbsposer op ad trapperne.
Hvad med din mand? Kan han ikke hjælpe Har du ikke en mand? spurgte han. Nej, jeg har ingen mand. Hvordan kan det være? Du må da være over fyrre år og stadig ikke gift?
Jeg var blot énogtredive, men rettede ham ikke.
Han ødelagde mit humør, og jeg prøvede at undgå ham, så jeg slap for de spidse kommentarer. Jeg troede, han opførte sig normalt over for andre, men… Min mor kom en dag hjem fra arbejde og sagde, at alle de ældre damer i gården snakkede om mig: jeg var gammel, ugift, barnløs og boede stadig hjemme. Jeg slugte det og håbede, det ville gå væk, men det blev værre. Hr. Nielsen samlede små bidder om alles liv og gav dem videre til andre. Snart havde jeg fået selskab af en enlig far, hvis børn var i skole, mens call girls angiveligt kom på besøg. Senere fortalte hr. Nielsen alle, at naboen fra førstesal, der havde eget værksted, aldrig havde brugt en skruetrækker, fordi han ikke kunne reparere en gammel Peugeot, som hr. Nielsen havde kørt rundt i i halvfemserne.
Tidligere havde vi ikke meget kontakt med hinanden hver passede sit, og ingen så til andre. Nu er bygningen fuld af sladder fra alle vinkler. Jeg føler næsten, at alle stirrer på mig hver gang jeg forlader lejligheden, og diskuterer min status som ugift. Jeg fanges selv i at tænke over de andres historier, ikke fordi jeg snakker med naboerne, men fordi jeg lytter til sladderen. Det er heller ikke godt. Alt dette skyldes én gammel mand.
Formanden for vores ejerforening besluttede at gøre noget, efter hr. Nielsen begyndte at sige, at han uden at spørge tog penge fra naboers folkepension. Nu indsamler formanden underskrifter i opgangen, og flere skriver gerne under. Men kan man smide en mand ud af sit hjem, hvor han har boet i mange år, bare på grund af rygter? Jeg ville nok hellere tage mig selv og halvdelen af bygningen og flytte, end få hr. Nielsen smidt ud.
