Min mormor har aldrig sparet hverken tid, penge eller kærlighed, når det gjaldt mig. Jeg var ikke hendes eneste barnebarn, men jeg var den eneste, som boede tæt på vi boede begge i København, kun et par kvarterers afstand fra hinanden så vi sås ofte og snakkede meget sammen. Mormor var min fortrolige og rådgiver, og hun blev altid varm om hjertet, når jeg delte mine interesser, min passion for håndarbejde, og snakkede om drenge. Hun støttede også mit første forhold mere end min egen mor gjorde.
Da jeg var fireogtyve, og min mormor var tooghalvfjerds, giftede jeg mig og fandt ud af, at jeg ventede mig. Selvom mormor til tider kunne blive lidt melankolsk og fortælle, at hun var gammel, og bekymret over, hvor meget tid hun havde tilbage, var jeg sikker på, hun ville være her længe endnu. Hun var livlig, energisk og generelt i rigtig fin form. Derfor troede jeg, hun ville blive lykkelig over tanken om at blive oldemor endnu en chance for at forkæle et lille barn, som hun havde gjort med mig for år tilbage. Men mormor reagerede helt anderledes end forventet.
Hun satte sig ned med et dybt suk og sagde: Hvorfor vil du have et barn, når du stadig er så ung? Tror du, jeg skal passe det? Jeg har allerede én fod indenfor graven jeg har ikke meldt mig som babysitter! Og din mor arbejder jo stadig fuld tid. Hvordan forestiller du dig det hele? Hvem skal opdrage barnet?
Jeg havde ikke bedt hende om at gøre noget for mig; jeg havde kun håbet på en smule almindelig støtte.
Min mand mener, at det hele var et chok for mormor, og at hun bare blev helt forvirret. Alligevel gjorde hendes ord mig dybt ked af det, som om jeg var kommet til hende for hjælp, eller at jeg havde bragt sådan nyhed som sekstenårig. Men jeg er voksen, selvstændig, gift og fuldt ud klar til at få et barn. Så hvad var det egentlige problem? Handler det om, at hun har svært ved at acceptere, at hun skal være oldemor?
