Det gik sådan til, at jeg gik på tidlig pension. Jeg var godt og grundigt træt af bylivet. Jeg drømte om stilhed, om at være alene med naturen, dyrke grøntsager, frugt, bær og drikke urtete med ægte honning. Derfor købte jeg et lille hus ude på landet, før jeg fik mit otium.
Om foråret plantede jeg blomster, købte og stillede op havenisser, egernfigurer og små lanterner. Hele tiden fornemmede jeg de nysgerrige blikke fra naboerne. En dag kunne min ene nabo, Birthe, ikke holde ud at vente længere. Mens jeg rodede med stiklinger, kom hun brasende ind i haven.
Birthe begyndte straks at beklage sig over, at hun havde glemt at plante petunia og hintede til, at jeg burde dele mine med hende. Men hvorfor i alverden skulle jeg forære mine stiklinger til en kvinde, jeg knap nok kender? Det er ikke ligefrem let at få fat i fløjls-petunia herude, for de er ret besværlige at passe, og jeg havde kun ti styk. Så jeg lod som om, jeg ikke forstod hendes hentydning.
Halvanden uge senere så jeg Birthe ved hækken, hvor hun snakkede lavmælt med en anden kvinde, mens hun kastede blikke over mod min have. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg var samtaleemnet.
En solrig eftermiddag gik jeg ud i haven, da en anden kvindestemme pludselig overraskede mig. Hun stod ved mit plankeværk og råbte. Hun sagde, at hun lige gik forbi og havde bemærket, at jeg allerede har modne bær i haven, mens hun endnu ingen har fået. Mine øjne blev så store som Rundetårn: Hvordan kan nogen bare sådan forlange frugt af en fremmed? Godt jeg næsten ikke spiser dem selv, for jeg sparer dem til min datter.
Senere stod jeg i SuperBrugsen og købte småkager, da kvinden bag mig i køen som åbenbart bor på parallelvejen begyndte at forhøre sig, hvem kagerne var til, og om ikke jeg havde lyst til at invitere hende ind til te engang? Undskyld mig, hvorfor skal hun vide, hvem jeg køber kager til? Og hvorfor skulle jeg invitere en tilfældig dame, jeg slet ikke kender, hverken som ven, familie eller kollega?
Ikke for nylig stod Birthe igen og så mig grave med min plante-ske. Hun begyndte straks at forhøre sig om, hvor, hvad og hvornår jeg havde købt det og det. Man bliver jo næsten fristet til at komme med et flabet svar.
Sådan noget sker aldrig i København. I byen er der ingen, der plager én med fjollede, påtrængende spørgsmål, inviterer sig selv på besøg eller beder om at låne grøntsager og havesager. Ikke desto mindre betroede en nabo mig, at mange herude i landsbyen allerede synes, jeg er lidt skør. Fint med mig.
Jeg er fuldstændig ligeglad med deres meninger. Jeg købte det her hus for at nyde privatlivet, ikke for at indgå i Veninder på landet og sladre i timevis. Hvis nu de synes, jeg er sær, så kan det være, de holder sig væk både fra min have og fra mit indre. Skål for det!
