Nå, er et vielsesattest altså stærkere end at bo sammen? drillede mændene Kirstine, mens latteren rungede.
Jeg skal i hvert fald ikke til 30-års jubilæum for vores ingeniøruddannelse. Jeg får bare en depression bagefter. De, som er vant til de der årlige gensyn, mærker garanteret ikke engang, hvor meget de har ændret sig, råbte Kirstine ind i mobilen til sin veninde Agnete, der ringede en stille onsdag aften.
Hvorfor? Hvordan ser du ud, siden du er så bange? Agnete lød forundret. Vi sås jo for fem år siden, og du var da helt normal dengang er du blevet meget større siden, eller hvad?
Nej, det handler ikke om det. Jeg har bare ikke lyst, Agnete. Lad nu være med at plage mig!
Kirstine prøvede at afslutte samtalen, håbede hendes veninde ville forstå og i stedet ringe videre til andre fra klassen. Men denne gang gav Agnete ikke slip.
Kirstine, vi er jo ikke mange tilbage efterhånden, der faktisk møder op.
Hvad? Er nogen gået bort? Kirstine blev grebet af en pludselig angst. Godt nok følte hun sig ikke ung længere, men så gammel var hun da ikke, at hendes jævnaldrende skulle begynde at forlade denne verden.
Nej, nej, det handler ikke om det. Mange er bare flyttet væk fra Danmark. Og så er Jens Holm desværre død, allerede for femogtyve år siden, det har jeg jo fortalt dig.
Så slut med undskyldninger, hele vores årgang samles, fire klasser men i realiteten bliver vi vel kun en tredjedel. Du har vel endelig fået din søn gift, ikke? Nu kan du tillade dig at få lidt sjov.
Mens Agnete talte videre, faldt Kirstine tilbage i tankerne om Jens Holm. Han gik altid med mørke rande under øjnene og et tungt blik, og drengene i klassen kaldte ham svag.
Men det viste sig, Jens havde et usædvanligt svagt hjerte. Han læste flittigt, drømte om at bygge en smuk hængebro ude ved Limfjorden, men nåede aldrig at gøre det. Og hvad havde hun selv nået?
Hun forelskede sig i Poul, arbejdsleder på byggepladsen, hvor hun selv begyndte efter eksamen. Poul havde job skiftevis i København og hjemme i Odense. De så hinanden i årevis, og han kaldte hende altid sin kone, selv foran andre. Han påstod, at papirer var ligegyldige det er kun ægte kærlighed, der tæller
Men da hun opdagede, at hun var gravid, var det også netop der, at Poul stoppede med at komme. Det viste sig, han havde tre børn derhjemme og en syg hustru. Han sagde aldrig farvel, forsvandt bare.
Kirstine forstod, hun ikke kunne forlange noget af en mand med tre børn og en syg kone.
Efterfølgende forlod hun selv byggepladsen, før nogen begyndte at snakke. Nogle af mændene lavede den sidste bemærkning:
Ja, så er det trods alt dokumentet fra rådhuset, der holder bedst, hva?
Men Kirstine var ligeglad. Hun fik arbejde i Brugsen nede på hjørnet, hvor en nabo hjalp hende ind. Også da hun blev mor, skulle hun bare arbejde to dage om ugen.
Hendes egen mor trådte til og passede lille Mads, og beklagede sig højlydt:
Ja, så fik du alligevel drevet det til skamme! Nu kommer jeg til at passe på, fordi du smed din uddannelse ud med badevandet!
Det var jo dig, der opdragede mig sådan her! råbte Kirstine tilbage, presset til det yderste.
Jeg havde bare håbet, du blev til mere Så mange år, jeg slæbte dig igennem dagstudiet for egen regning, Kirstine! skændte moren.
Ja, ja, som man sår, høster man! svarede Kirstine, men fortrød hurtigt sine hårde ord og de græd og krammede hinanden.
Men hvad skulle hun? Der var ingen vej ud
Derfor svarede Kirstine nej, da Agnete ved femårsjubilæet prøvede at trække hende med til arrangementet.
De ville jo bare sidde og snakke om familier, job, vise hinanden billeder, mens hun selv gik og vaskede gulve tre steder: i boligforeningen, på den lokale folkeskole og i børnehaven. Hvad skulle hun fortælle?
Eller rettere hvad skulle de sige til hende?
For Mads ville hun gøre alt. Han var hendes eneste trøst.
Efterhånden som Mads startede i børnehave, besluttede hendes mor, at nu havde hun gjort sit, og flyttede hjem til søsteren i Silkeborg frisk luft var bedre her end i København, hævdede hun.
Inden Mads begyndte i skole, fik Kirstine uventet held: Hun fik job med sin uddannelse, halvtid. Nu nåede hun det hele selv, og hentede sin søn tidligt, til misundelse fra både forældre og børn.
Senere begyndte en mand på arbejdet at anlægge kur, men Kirstine lukkede ham hurtigt ude. Hun havde sin søn, og ville ikke blande et fremmed menneske ind. Ingen kunne erstatte Mads far, kun skabe mere bøvl.
På jobbet fik hun mere og mere ansvar, og da Mads blev større, kom hun op på fuldtid som ingeniør og begyndte at tjene helt godt.
Men følelsen af utilstrækkelighed forsvandt aldrig. Hun klædte sig ydmygt, farvede aldrig hår. Efter de fyrre kom de første grå stænk.
Hun følte nærmest, at hun ikke havde fortjent lykke. Hun kom til at leve med en gift mand og var tæt på at splitte en familie.
Hun turde ikke klæde sig festligt eller pynte sig så blev hun måske set og det hele startede forfra.
Hun havde mistet troen på lykkelige forhold. Alle omkring hende var jo alligevel blevet skilt og hun følte sig ikke bedre end nogen
Mads voksede op og blev en ualmindeligt taknemmelig søn. Hendes opofrelse ødelagde ham ikke.
Han boede hver sommer hos bedstemor Ingrid og moster Lise, hjalp dem i haven med at plante kartofler, gulerødder og rødbeder, slog brænde og samlede det sammen i skuret.
Senere blev både Ingrid og Lise enige om, at det var et sandt held, at de havde sådan en sønnesøn og nevø.
Hvad skulle Kirstine nu med caféaftener og klassefester for at fejre 30-årsjubilæum?
Al denne velkendte bitterhed rullede gennem Kirstines hoved på få sekunder.
Så hørte hun Agnete i røret:
Nå, har du nu skrevet det ned? Caféen overfor kollegiet, næste fredag klokken tre. Kom nu, så har jeg da en at snakke med!
Der var et nervøst vibrato i Agnetes stemme, og Kirstine vidste ikke hvorfor, men svarede:
Ja, jeg kommer
Da samtalen var slut, fortrød hun straks. Hun gik over til spejlet, tog mobilen igen. Skulle hun ringe tilbage og sige, at hun kun sagde ja ved en fejltagelse?
Men Agnetes nummer var hele tiden optaget. Til sidst opgav hun, blev stående foran spejlet.
Senere den aften ryddede hun ud i klædeskabet og fandt den blå kjole, som Mads havde givet hende til sit bryllup.
Mads og svigerdatteren Sofie havde nærmest tvunget hende til at tage med i Fields og prøve kjoler. Til sidst blev det blå valg godkendt af dem alle, og Sofie tog hende direkte til frisøren, hvor håret blev klippet og farvet, frisuren sat.
Det var et år siden. Mads og Sofie bor nu for sig selv, lykkelige. Kirstine havde fået grå hår igen for hvem skulle hun pynte sig? Hvordan kunne hun tillade sig det?
Alligevel samlede hun mod, satte håret pænt op, tog den blå kjole på. Lidt læbestift som hun hurtigt tørrede væk med en serviet det blev næsten for meget.
Caféen summede af mennesker, da Kirstine ankom præcis til tiden. Agnete rejste sig begejstret:
Kirstine, hvor er du flot! Jeg blev simpelthen så glad for at se dig!
Agnete havde taget lidt på, men det klædte hende. De talte sammen ved det lille runde bord, indtil nogen tilkaldte Agnete andetsteds Kirstine blev siddende og drak sin juice, lyttede til musikken og kiggede på de andre.
Nogen havde gjort sig umage, for der blev spillet netop de sange, de dansede til, da de var unge og alt virkede muligt.
Må jeg få en dans? lød en stemme bag hendes ryg gennem det muntre virvar af jazz og pop. Kirstine kiggede op og kendte straks ansigtet.
Ejvind fra parallelklassen. Han giftede sig allerede på tredje år, og det ærgrede Kirstine dengang hun kunne lide ham.
Kirstine, hvor er du dog blevet smuk! Jeg var aldrig til klassefester før, men dig kan jeg straks kende!
Ejvind rakte hånden frem, og Kirstine tog den, lod sig føre ud på dansegulvet. Hun bemærkede Agnetes overraskede blik.
De dansede flere danse sammen, uden at sige meget. Pludselig spurgte han:
Kirstine, må jeg følge dig hjem? Jeg siger det bare lige ud jeg blev skilt for længe siden, men hvis du har en kæreste, så følges vi bare hjem, fordi det jo er sent
Ejvind fulgte hende hjem. Næste dag så de hinanden igen og blev sammen.
Kjolen og skoene til brylluppet hjalp Sofie hende med at vælge. Sofies mave var allerede noget stor, Kirstine blev snart farmor og det føltes så mærkeligt at være brud.
Kirstine tillod endelig sig selv at blive lykkelig.
Og Sofie hviskede hende i øret under bryllupsfesten:
Kirstine, du er så smuk! Mads og jeg, vi er så glade for dig. Man kan blive lykkelig i enhver alder, der er altså ingen, der forbyder det.
Ja, det er vel sandt, tænkte Kirstine, mens hun så på sin mand, Ejvind, med et lyst blik Endelig må jeg godt være lykkelig.
Kirstine havde endelig tilgivet sig selv og tillod sig selv at være lykkeligHun så ud over festlokalet, hvor latteren klingede og lysene dansede i glassene. Rundt om hende sad mennesker, hun havde kendt næsten hele livet, alle nu med deres spor af tid. Hun mærkede Ejvinds hånd finde hendes under bordet varm, tryg, som et løfte om, at fortiden havde sluppet sit tag i hende. For første gang i årevis fortrængte hun ikke sin glæde. Hun lo sammen med de andre, mærkede sine skuldre sænke sig, mærkede hvordan noget tungt smeltede bort.
Da musikken stilnede, og gæsterne rejste sig for at sige farvel, blev Kirstine stående en stund i døren. Hun sendte et blik ud gennem vinduet, hvor natten lå mørk og mild, og hørte Sofies glade latter inde fra stuen sammen med Mads. En fremtid var vokset frem, på trods, måske endda på grund, af alt det svære.
Senere, da hun tændte lampen hjemme i entréen og kyssede Ejvind godnat, standsede hun et øjeblik spejlet. Hendes hår var stadig gråt i tindingerne, voksenlivets spor i blikket. Men nu smilede hun til sit eget spejlbillede og sagde stille:
Endelig. Endelig er jeg hjemme.
Og med det gik hun ind i natten, videre sammen med ham, uden frygt og fuld af lys.
Nå, er vielsesattesten alligevel stærkere end bare at bo sammen? – Grinede mændene ad Nadia
