Magnus, skal du ud at fiske igen? spurgte min datter, Astrid, idet hun tittede ud fra soveværelset, mens Magnus rumsterede med fiskestængerne ude på altanen.
Mmm, svarede han kort, uden at kigge op, mens han puslede videre med udstyret.
Jeg sad ved køkkenbordet med min kaffe og kunne ikke lade være med at lytte. Sjette lørdag i træk samme historie. Magnus stod tidligt op, smed rygsækken og fiskestængerne i bilen og kom sent hjem træt, men altid i overraskende godt humør. Og vigtigst: aldrig med en fisk under armen. Ikke én eneste!
Efter en halv time gik han ud ad døren, vinkede farvel og smækkede døren efter sig. Jeg gik hen til altanen og kiggede instinktivt på hylden med gummistøvlerne. De stod snorlige, helt rene og så ubrugte ud.
Det er nu mærkeligt, mumlede jeg for mig selv.
Astrid kom slentrende ud i køkkenet i slåbrok, stadig halvsover.
Hvad mumler du om, mor?
Det er ikke noget, skat. Magnus er kørt igen.
Astrid slog sig ned på stolen og hældte te op.
Han har jo kun den ene dag om ugen, hvor han rigtigt kan slappe af. Det er slid på værkstedet, så jeg forstår da godt, hvis fisketurene giver ham luft.
Jeg sagde ikke noget, men tankerne rullede rundt. Der var altså et eller andet, der ikke hang sammen. Magnus arbejdede som mekaniker og tjente udmærket, men de sidste seks måneder havde han været fjern og distræt. Og disse mystiske ture om lørdagen Aldrig en fisk, altid et hemmelighedsfuldt blik.
Det var nu tre år siden, jeg flyttede ind hos de unge, da de købte lejlighed ude på Amager Astrid var højgravid, Magnus knoklede for at kunne betale lånet.
Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre hverdagen lettere jeg gjorde rent, lavede mad og holdt sammen på det hele. Jeg havde hurtigt lært Magnus at kende som en ordentlig fyr: aldrig noget druk, aldrig noget brok han satte familien først. Men de dér lørdage…
Astrid, har Magnus aldrig taget fisk med hjem? spurgte jeg henkastet.
Hun tænkte lidt og nippede til teen.
Helt ærligt? Nej, ikke en eneste. Han siger, det ikke er sæson, eller at han sætter dem ud igen. Hvorfor?
Bare nysgerrig…
Astrid trak på skuldrene og gik ud for at gøre sig klar. Jeg blev alene i køkkenet med min nu kolde kaffe og kørte rundt i samme gamle mistanke. Måske havde han en anden? En yngre, uden børn og svigermor på slæb?
Mit hjerte sank lidt ved tanken. Astrid ville ikke klare det, hvis han brød ud hun elskede ham virkelig.
Senere på dagen kom Magnus hjem som forventet træt, men i strålende humør. Han vaskede hænder, spiste godt og legede dernæst længe med lille Emilie inden sengetid.
Temaet sad fast i mig hele ugen. Jeg holdt ekstra øje, men han opførte sig pletfrit: kom hjem til tiden, hjalp til med Emilie, betalte termin til tiden. Alligevel nagede det mig.
Fredag aften besluttede jeg, at nu ville jeg følge efter ham. Hvis der var noget at vide, havde Astrid krav på sandheden.
Næste morgen stod jeg tidligere op end normalt. Magnus begyndte, som altid, at pusle på altanen ved syvtiden. Da han gik ud, smuttede jeg straks ud og fangede en taxa på Amagerbrogade.
Følg efter den grå bil der, men diskret! sagde jeg til chaufføren, en midaldrende mand med næse for drama.
Han blinkede. Mand der er dig utro?
Svigersøn, rettede jeg, og jeg ved faktisk ikke, om han er det.
Spændende, nikkede han og trillede afsted.
Vi kørte i næsten tre kvarter. Magnus kørte roligt forbi Indre By, ud mod Nordvest. Der var ikke en sø eller å i sigte. Jeg blev mere og mere nervøs hvor i alverden var vi på vej hen?
Magnus bil standsede til sidst ved en gammel, anonym treetagers bygning med et falmet skilt: Børnehjemmet Solstrålen nr. 17. Jeg stirrede på taxa-chaufføren i forvirring.
Måske arbejder familien der? foreslog han.
Magnus hoppede ud, men i stedet for fiskestængerne hev han en stor rygsæk og sportstaske ud af bagagerummet og forsvandt ind.
Jeg betalte og smuttede selv diskret efter. Indenfor duftede det mat af hospital og kantine. Bag skranken sad en kvinde på min alder i striktrøje.
Goddag, hvad kan jeg hjælpe dig med?
Undskyld, der gik en mand ind for fem minutter siden, høj, jeansjakke…
Åh, Magnus Mikkelsen! smilede hun. Vores yndlingsfrivillige. Er De i familie?
Svigermor, fik jeg fremstammet.
Hvor vidunderligt! Jeg hedder Helle Rasmussen, forstander. Magnus er guld værd for os han har været her hver lørdag det sidste halve år.
Mit hoved snurrede. Halvt år. Frivillig. Børnehjem.
Men… han sagde, han tog ud at fiske?
Helle nikkede forstående.
Mange holder deres frivillige arbejde for sig selv, især Magnus. Første gang dukkede han bare op, fordi han hjalp vores vicevært med bilen ude i gården. Så fik vi ham overtalt: først lavede han småreparationer, fiksede haner og døre, og så begyndte han at tage sig af drengene.
Hun ledte mig ned ad en gang og op til værkstedet. Gennem glasruden så jeg Magnus midt mellem en flok knægt på 8 til 16 år. Han viste dem noget om en motor stor koncentration, åbne munde.
Han lærer dem at skrue og reparere, forklarede Helle lavmælt. De fleste af drengene kommer fra svære kår. Tre af dem er kommet ind på teknisk skole, inspireret af Magnus.
Jeg blev stående, tavs, med tårer i øjnene. Ham, jeg havde mistænkt for alverdens skæg og ballade, sad nu sammen med udsatte unger og delte sine evner. Da det gik op for en af drengene, at vi stod udenfor, vinkede han ivrigt, og Magnus kom ud i gangen.
Birgit, jeg kan forklare…
Du har holdt det skjult et halvt år, at du hjælper de børn. Hvorfor?
Magnus kiggede ned, lidt genert.
Astrid ville ikke forstå. Vi har boliglån, lille Emilie, og alligevel bruger jeg penge på reservedele til værkstedet. Hun tror måske, jeg ikke prioriterer familien.
Du er fjollet, Magnus, sukkede jeg, men trak ham ind i et kram. Præcis som jeg plejede at kramme Astrid, når hun som barn ikke ville prale med sine gode karakterer.
Tak, sagde jeg stille. Fordi du er, som du er.
Samme aften fortalte jeg det hele til Astrid. Vi sad alle tre i køkkenet; Magnus lagde kortene på bordet, og Astrid lyttede.
Jeg troede, du ville blive sur, sagde han, over at jeg hjalp fremmede børn i stedet for kun at tænke på os og lånet.
Hun lagde hovedet på hans skulder.
Jeg elsker dig bare endnu mere, hviskede hun.
Det ændrede vores familie. Magnus skjuler ikke længere børnehjemsbesøgene. Astrid har været med et par gange, hjulpet pigerne med lektier og jeg har bagt masser af boller til dem. Helle hilser mig nu næsten dagligt, når jeg kigger forbi.
I sommer arrangerede Magnus, at nogle af drengene kom i praktik nede på værkstedet. Mesteren blev rørt over historien og tilbød to af dem læreplads bagefter.
Men vigtigst af alt: Jeg lærte noget om mennesker. At man skal måle folk på dét, de gør ikke dét, de siger.
Magnus, hvorfor sagde du det var fisketure?
Han smilede.
Birgit, hvis man fortæller om alt det gode, man gør, så mister det sin værdi. Fisketure forstod alle det andet var bare… mit.
Sådan er han. Foretrækker at hjælpe uden at vente på ros. Og jeg er lykkelig for, at det netop var sådan en mand, min datter fandt.
Ægte godhed skal ikke reklameres for det viser sig i handling.
Synes du ikke også?
