En ung lærerinde, blot nitten år gammel, er lige flyttet til en smuk, idyllisk landsby på Fyn, hvor hun som nyuddannet har fået sit første job på skolen. Hun ankommer med en lille kuffert og skal leje et værelse hos en ældre enlig dame.
Den ældre dame viser sig dog at være bemærkelsesværdigt frisk, kun omkring femogtres år. Huset er pænt, lyst og velholdt. Fra den lille entré bliver Frida Jørgensen, som læreren hedder, ført ind i en stue med en klassisk kakkelovn. Der står et bord dækket med en voksi-terning i blå blomst. Til højre er døren ind til værtindens eget værelse, og lige ud ligger den store stue, hvor Frida – hverdagsagtigt kaldet Frida-pigen – indretter sig.
I rummet er der en seng med luftige puder og et rundt bord i midten, som Frida hurtigt tager i brug til lektieplaner og forberedelser. Den ældre dame må siges at være hyggelig og snakkesalig. Om aftenen, hvis Frida ikke er i forsamlingshuset eller fordybet i sine elskede bøger, drikker de te sammen, mens Frida kalder hende bedste over for veninderne. Hendes rigtige navn er Ingrid. Hun foreslår straks, at Frida bare skal kalde hende Moster Ingrid.
På trods af sine år er Moster Ingrid en rank og smuk kvinde; hendes mørkebrune øjne fulde af visdom, man kunne forveksle dem med modne kirsebær. Moster Ingrid har altid et godt ord og en betragtning, der får Frida til at tænke efter.
Når Ingrid beskriver folk, bruger hun de sjoveste udtryk: Han er klog listig eller hun er smuk rund. Frida finder de små bemærkninger geniale, for der er altid et dybere lag.
En aften sidder de således sammen. Moster Ingrid dypper et lille stykke sukker i teen og sipper højlydt fra en blomstret underkop.
Du, Frida, sådan var det i gamle dage! Ingen spurgte os unge piger, hvem vi helst ville have. Forældrene bestemte, og så blev vi gift. Da jeg var femten, kom der drenge fra nabobyerne til dans. En af dem var høj og flot, og han havde øje for mig! De andre piger var misundelige, men han sad altid ved min side, mens jeg strikkede strømper til far og mine små søskende. Han smilede bare, sendte mig de varmeste blikke.
Jeg blev så glad for ham, at jeg snart ikke kunne tænke på andet. Han kom aldrig tomhændet: nødder, solbær, småkager, bolsjer. Alt delte jeg med veninderne. Han forærede mig alskens tingel-tangel, perlekæder, øreringe, fine tørklæder.
Tag det nu bare, sagde han. Tænk på mig!
Det gør jeg allerede!
Tak, sagde vi begge, og han følte sig lykkelig, når jeg tog imod.
Jeg ville ikke gøre ham ked af det, men mine forældre brød sig ikke om, at han kom.
En dag sagde han:
Jeg har sagt til mine, jeg vil giftes med dig. Vil du?
Jeg blev helt rundt på gulvet, tårerne pressede sig på.
Det går ikke. Vi må ikke være sammen.
Hvorfor?
Mine forældre vil ikke, på grund af din bror.
Hans storebror, Frederik, var engang den pæneste fyr, alle pigerne drømte om ham. Men ulykken ramte. En dag, da Frederik hjalp deres bedstefar med at binde seletøjet på en hest, blev han sparket voldsomt i ansigtet. Dengang var der ingen læger i byen. Gangenren satte ind, og han blev kørt helt til Odense sygehus. De reddede hans liv, men ansigtet var ødelagt. Næsen forsvandt, stemmen blev mumlende, og han gik rundt med et lille klæde foran ansigtet, så folk ikke blev forskrækkede. Nu hed han kun “Faren” ikke længere Frederik. Folk vendte blikket væk, når de mødte ham, og forældrene var flove.
Så snart mor og far hørte, hvilken familie min bejler kom fra, sagde de:
Du bliver aldrig gift med ham. Som du er nu, Ingrid, smuk og frisk, taler alle om dig. Gifter du dig, kalder de dig Farens svigerdatter, og man vil altid tænke, der må være noget galt med dig.
Jeg forstod det ikke dengang, jeg var jo ikke forelsket i Faren. Men for Mikkel, som bejleren hed, var det et hårdt slag.
Han så på mig, forstod at jeg mestrede ikke at gå imod mine forældre, selvom han forsøgte at forklare, at hans bror intet havde gjort galt. Jeg havde ikke meget at sige; jeg var gammel nok til at giftes, men alt afhang af min familie.
Det gør ondt at sige farvel til dig og også ondt for din bror, men mine forældre vil ikke. Bedst, at du ikke spørger mere.
Hans øjne blev mørkere end tordenhav. Så gik han. Jeg græd hele natten. Da mine forældre hørte det, beordrede de mig til ro.
To dage senere kom en anden frier. Jeg blev gift, og min mand Anders, Anders Hansen, blev mig kær og nær. Anders var nok mindre af statur og gemyt end Mikkel, men han elskede mig.
Når vi skulle ud, lagde jeg halm i Anders træsko, så han virkede højere, men han opdagede det, fniste og sagde:
Mon ikke ungerne har fyldt halm i?
Han var god, men én ting har jeg aldrig glemt. Første gang vores datter var syg, sad jeg med hende i skødet og græd, bange for at miste hende. Anders gik forbi og sagde:
Tør øjnene, Ingrid. Vi får jo flere børn!
Den sved, men heldigvis kom hun sig. Senere kom endnu en datter, og så lille Viggo. Anders var pavestolt af sin søn.
Op til krigen i 1940 var der sult. Staten tog alt kornet, og det var svært at brødføde familien. Anders sled på møllen for at skaffe os lidt mel. Da maleriet var slut, betalte mølleren dem med et par kilo korn hver. Men en eller anden sladrede, og de blev dømt for tyveri.
Sammen med mølleren blev han sendt til Svendborg Tugthus. De fik lov at sige farvel jeg ser det for mig endnu: Anders sad på hug med Viggo på skødet, smilte gennem tårerne og sagde:
Farvel, lille Viggo. Lyt til mor, hvis jeg ikke kommer hjem.
Der døde han. Efter krigen kom en højtstående embedsmand, der havde besøgt landsbyen, og jeg bad ham undersøge Anders skæbne. En måned efter fik jeg et brev: arbejdet i tugthuset var umenneskeligt, sulten rasede. Anders døde af hjertesvigt og blev begravet der.
Moster Ingrid sukker tungt:
Det var synd for ham, han var så ung. Han ville kun gøre det bedste for familien, og det kostede ham livet. Jeg stod alene med tre børn og mærkede savnet alt for meget.
Frida lytter tryllebundet, forvandlet til tilhører til en fortælling om gamle dage fra kvindens egne læber. For at holde samtalen i gang stiller Frida af og til et lille spørgsmål, ellers kan Moster Ingrid blive helt væk i sine egne tanker.
Blev du aldrig gift igen, Moster?
Nej, det kom ikke på tale. Krigen tog mange mænd fra landsbyen, og der var altid noget at tage sig til med tre børn.
Men Frida har i tankerne stadig den første kærlighed, og til sidst kan hun ikke lade være.
Hun rører rundt i teen og spørger, næsten forsigtigt:
Moster Ingrid, hvad skete der med ham, du ikke måtte få? Hørte du nogensinde fra ham?
Værtinden glatter en usynlig rynke på dugen og nikker til Frida om at skænke en kop mere.
Hvilken slags te er det, Frida?
Solbær og mynte!
Den er så aromatisk. Jeg elsker den!
Så stryger Ingrid hånden over ansigtet, og det lysner i et smil.
Ja, vi mødtes faktisk igen. På dét tidspunkt boede jeg alene; mine børn havde stiftet familie. En dag inviterede min søn mig til København, hvor han boede. Vi gik i Tivoli, på museum, i zoo.
Og hvem kommer så på besøg i vores lille by, synes du?
Ham?
Ja, Mikkel! Han spørger sin familie, hvordan Ingrid har det, for han har aldrig glemt sin første kærlighed.
De fortæller ham, at jeg mistede min mand under krigen og bor alene. Han er også alene, enkemænd, ingen børn. Så spørger han efter min datters adresse og ringer. Jeg tror, det er min datter, men så hører jeg:
Ingrid, min elskede! Det er mig, Mikkel. Jeg har søgt efter dig, vi blev skilt, men jeg har stadig dig i hjertet.
Der står jeg, farmor fire gange, på et gammeldags posthus og rødmer. Min søn og andre står rundt omkring.
Jeg råber i røret:
Mikkel, jeg har ikke glemt dig, men lyden er dårlig, skriv hellere et brev!
Og lægger røret på.
Sådan kom jeg og min ungdoms kærlighed sammen på vores gamle dage. Vi fik tolv lykkelige år, kalder hinanden min Kære og lille Frida. Han sagde aldrig et ondt ord til mig, altid venlig. Desværre kom sygdommen til sidst, men jeg vil altid huske de lyse år, hvor han blev min sene lykke.
Ingrid ser undersøgende på Frida:
Hvis nogen havde fortalt mig sådan en historie, ville jeg ikke have troet det, ved Gud!
Men jeg tror på det, for det ville være forkert, hvis I aldrig var blevet genforenet!
Findes der sådanne regler, pige? Nej bare held. Nogle gange vender vinden.
Frida havde aldrig hørt den vending før, og hun spørger ikke nærmere. Livets ord findes alligevel ikke i ordbogen.
De år er for længst forbi, men nu sidder Frida, Ingrid, verandaen, duften af frisk te, kirsebærmarmelade og brisen fra det åbne vindue og lover, at alt det gode nok skal vende tilbage, hvis blot vinden slår om.
