Hvorfor kommer I med kufferter? spurgte min svigerdatter forskrækket. Vi skal bo her, svarede min mor, min nye hustru ved siden af sig.
Majken gik rundt i lejligheden og tænkte hvordan kunne hun indrette det hele, så der blev mere plads? Der var to værelser, men det ene var et gennemgangsrum, og det brød hun sig overhovedet ikke om, mens det andet var alt for lille. Hvorfor byggede de sådan noget i Danmark? Hun drømte om at overtale mig, sin mand, til at sælge den her lejlighed og købe et lille hus, måske i udkanten af København det ville give mere plads, have og måske endda en havepavillon. Majken havde allerede kigget ejendomsannoncer. Lejligheden lå ellers centralt i København, på tredje sal, tæt på park, børnehave og skole man kunne se skolegården fra vinduet. Supermarkederne lå få minutters gang væk. I dag var sådan en beliggenhed mange penge værd, trods den beskedne størrelse. Men små villaer og sommerhuse i byens udkant kunne man få noget billigere, og for de sparede penge kunne man endda købe en brugt bil. Majken havde i årevis ville tage kørekort. Hun havde lært at køre bil som teenager ude hos sine forældre på landet men aldrig fået meldt sig til køreskolen. Så ville hun have et påskud. Hun gik endnu engang igennem den lille lejlighed, indså at der ikke kunne trylles mere plads frem, og besluttede sig for, allerede samme aften, at begynde sin blide overtalelse af mig til at flytte.
I køkkenet tænkte hun, at hun ville lave et lækkert måltid til mig vejen til mandens hjerte og pengepung går trods alt gennem maven! Men da hun åbnede køleskabet, konstaterede hun, at indholdet var en smule kedeligt. Bedre at bestille noget fra en delikatesseforretning. Så ville både smagen og tiden være hjemme.
Majken satte sig til rette i stolen, åbnede computeren og begyndte at udvælge menuen noget, som jeg ville sætte pris på, men uden at det ruinerede husholdningsbudgettet. Men så ringede det på døren. Majken satte hurtigt computeren til side hun troede, det var veninden, der kom forbi til en kop te. I stedet stod min mor, Birthe, i døren med sin kæreste og et par store kufferter. Majken lod øjnene glide op fra bagagen til min mor.
Hvorfor har I kufferter med? spurgte Majken forskrækket.
Vi skal bo her! sagde Birthe med stolt mine og trådte ufortrødent ind i entreen, Det er jo min lejlighed, bare hvis du havde glemt det.
Hun dirigerede sin ven til at bære kufferterne ind.
Nogle måneder tidligere
Mor, du overdriver altså, jeg trak vejret dybt, Majken gør ikke noget forkert overfor dig, du forestiller dig ting.
Kristian, hun ser på mig som en ulv ser på et får jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre for at gøre hende tilfreds. Skulle jeg tage ud i sommerhuset et stykke tid? Så kan I finde jer til rette, og jeg er ude af jeres hår.
Lige præcis, mor. Men den slags ordner sig. Sommerhuset trænger til en gennemgribende renovering først, og jeg har ikke haft tiden så du må holde ud lidt endnu. Det går over.
Birthe holdt ud. Min mor, der for blot få måneder siden havde fået Majken ind, følte sig presset svigerdatteren gik rundt med skarpt blik, som om alt var forkert. Birthe prøvede dog at undskylde hende med, at det også havde været svært, da hun selv som ung flyttede ind hos sin svogers familie. Dengang var det almindeligt at tage sig af hinanden på tværs af generationerne; nu var det mere besværligt.
Birthe og hendes nu afdøde mand, Egon, havde begge arbejdet på en teglværksfabrik i Roskilde. Arbejdet sled på dem, men de var lykkelige, da de endelig fik tildelt en lejlighed fra fabrikken. Men efter mange års slid var det blevet svært for Birthe at få børn og da hun i en alder af 43 endelig blev gravid, blev jeg født seks år efter, at Egon ellers havde troet, det var for sent.
Efter Egon døde alt for tidligt natteroderi som nattevagt tog livet af ham knoklede Birthe på med mit bedste som mål. Jeg ville gerne hjælpe, da jeg som femtenårig følte, jeg burde arbejde, men hun satte foden ned: Du skal passe din skole og videregående uddannelse det er vigtigere end noget andet.
Jeg forsøgte at gøre hende stolt klarede mig okay i gymnasiet og fik min plads på Københavns Universitet, og senere arbejde på et godt advokatkontor.
Jeg var tilbageholdende med at få kærester ville først have styr på job og fremtid. Men da jeg en aften på vej hjem igennem Østre Anlæg så en pige græde på en bænk, kunne jeg ikke bare passere. Jeg satte mig ved siden af:
Er du ok?
Pigen så op hun hed Majken og havde lige misset det sidste tog hjem til Sorø, telefonen løbet tør for strøm, og hendes veninde i kollegiet var ude af byen. Hun kendte ingen i København, og der var ikke penge til taxa hjem. Hun var bange for, hvad hendes far ville sige.
Kom med mig hjem. Min mor har stærk te, og så kan du få ladet telefonen op. Du bestemmer selv, om du vil vente på opgangen ingen tvinger dig.
Majken tøvede, men kom med. Birthe forbarmede sig straks, fandt morgenkåbe og håndklæde frem, og mens Majken lånte badeværelset, gjorde vi te og varme hjemmebagte boller klar.
Senere fik Birthe talt med Majkens far i telefonen, beroligede ham og tilbød, at hun selvfølgelig kunne overnatte på sofaen.
Det blev begyndelsen på vores forhold. Majken dukkede op weekenden efter, med hjemmelavet syltetøj, vildt marmelade og røget makrel hjemmefra. Et tak fra min far for din gæstfrihed, sagde hun til Birthe.
Vi endte med at gå ture sammen, og til sidst blev vi gift i Majkens hjemby. Hendes far holdt tale, og der var mad fra familiens egne haver og stalde, hjemmebrygget snaps og det hele som på landet nu engang skal være.
Efter brylluppet flyttede Majken ind hos mig og min mor, og så begyndte hendes snak om at pille os ud af lejligheden for at få bedre plads måske kunne nu min mor nyde sit sommerhus året rundt? Majken foreslog endda en flink bekendt, der kunne lave billigt håndværkerarbejde i sommerhuset, så Birthe kunne slå sig ned der fast.
Birthe lyttede, men fattede mistanke, især da hun hørte Majken diskutere med sin veninde om at få den gamle væk fra øjnene, så hun og jeg kunne få lejligheden for os selv. Birthe tog det hele roligt, men besluttede sig for at spille med på legen.
Håndværkeren, Ib, viste sig at være en sympatisk enkemand. Birthe forklarede hurtigt situationen for ham at det egentlige formål var, at hun skulle matches med ham for at lette Majken og mit liv i lejligheden.
Men Ib og Birthe fandt faktisk ud af at nyde hinandens selskab morgenener i haven, lange snakke over eftermiddagsteen. Da sommeren gik på hæld, friede Ib til Birthe. Til hendes og alles overraskelse sagde hun ja.
Da jeg og Majken kom på besøg, overbragte min mor nyheden hun havde tænkt sig at flytte sammen med Ib. Majken blev målløs nu var hendes drøm om at få lejligheden for sig selv tættere på end nogensinde.
Men et par uger senere kom Ib og Birthe stormende ind ad døren til lejligheden nu med kufferter:
Hvorfor står I her med kufferter? udbrød Majken forvirret.
Vi skal bo her nu, svarede min mor roligt, Sommerhuset er for koldt nu. Og det er jo min lejlighed hvis du har glemt det.
Hvorfor ikke flytte ind hos Ib? følte Majken sig frem tænkte på kvadratmeterne i Ibs lejlighed.
Ib har faktisk ikke nogen lejlighed, sagde Birthe uden at kunne skjule et glimt i øjet.
Hvad?! Hvorfor har du så giftet dig med ham? Skal han bare flytte herind, hvor vi ikke engang selv kan være?
Man gifter sig vel ikke for at få flere kvadratmeter, Majken? Du sagde jo, du ønskede mig alt det bedste og jeg er faktisk lykkelig.
Birthe og Ib slog sig ned i det bedste værelse, til Majkens store frustration. Jeg forsøgte at komme med kompromisforslag, men Majken pakkede resolut tasken.
Jeg bliver ikke her et minut længere! sagde hun.
Da hun var smuttet, fortalte jeg min mor, at jeg havde indleveret skilsmissepapirerne. Det var kommet for hurtigt for mig jeg havde aldrig vidst, hvad Majken gik og rodede med. Birthe trøstede mig, sagde, at hun og Ib ville flytte ind hos ham og efterlade lejligheden til mig hun havde hele tiden gennemskuet Majkens rænker.
Det endte lykkeligt for os gamle og jeg bestemte mig for at forsøge at tage kontakt til min barndomsveninde, Signe, som jeg havde forsømt. Nu ville jeg satse på rigtigt venskab og kærlighed.
Det er det klogeste, du kan gøre, sagde min mor og lagde armen om mig.
