Lise sad engang og kæmpede med at finde ud af, hvordan hun skulle sno sig ud af den klemme, hun var havnet i. Om to timer ville hendes mor, Annemette Jørgensen, komme på besøg. Og Lise glædede sig sådan set til at se hende de havde ikke set hinanden længe. Men én ting forstyrrede glæden. For at mildne sin mors bekymringer over manglende børnebørn og Lisens stadig singlestatus, havde hun forleden lidt letsindigt fortalt, at hun havde mødt en mand, og alt gik så godt mellem dem.
Det gjorde hun nok mest for at få fred for endeløse små stikpiller. Så nu frygtede hun, at mor havde tænkt sig at tjekke det hele efter i sømmene.
Lise var blevet 34. Hun havde arvet sin fars højde hele 1,83 meter men havde fået formende fra sin mor. Mændene, hun mødte, var ofte et hoved mindre end hende, hvilket gav hende komplekser og gjorde, at forholdene aldrig rigtig blev til noget. Hjemme boede hendes elskede hankat, Mikkel, og Lise havde en fin lille samling af plysdyr, som hun holdt af at stille op i stuen.
Aftenerne i lejligheden på Frederiksberg gik med at se romantiske film, nippe til kamillete og lidt hjemmebag og selvom hun somme tider følte sig alene, bekymrede det hende egentlig ikke så meget. Hun længtes efter det almindelige, blide kvindeliv, men hvis nu de fleste mænd var optaget, hvor skulle hun så finde lykken?
– I vores alder, veninde, er de eneste ledige enten 70-årige enkemænd, eller unge drenge på 20. Den ene for gammel, den anden kan vi ikke hamle op med, sagde hendes veninde, Mette, tit. Gennem tiderne var de fleste jævnaldrende allerede gift for længst. Husker du Hanne? Fandt sin mand med en anden, hun lavede et gevaldigt drama, men hun blev. Man skal ikke være stolt, Lise, det handler også om at have en mand i hjemmet, og en ekstra løn. Det er nu engang tryggere.
Mette talte af erfaring. Første ægteskab endte i skilsmisse, og den næste stak af, fordi hun skabte for meget ballade. Mette havde prøvet at få ham tilbage, dog uden held.
– Hvad skal vi dog stille op, Mikkel? sagde Lise til katten. Hvem skal jeg præsentere for mor? Kunne måske overtale naboen Henrik, men mor har allerede mødt ham. Og Gunvor kunne næppe skaffe én på stående fod.
Som om det ikke var nok, begyndte vandhanen i køkkenet denne morgen at lække. Lise havde lukket for vandet og ringet efter en VVSer.
– Bare han nu kommer hurtigt. Mor er her snart, og jeg skal nå at lave mad! sukkede Lise. Og som hun tænkte det, lød dørklokken.
Hun åbnede og stivnede. På dørtrinnet stod en høj, bred og flot ung mand. Imens Lise betragtede ham indgående ligesom Mikkel kiggede på sine fiskefrikadeller spurgte han:
– Løber det med vandet? Må jeg komme ind?
Det vendte helt op og ned på Lisens forventninger. Hun havde troet, at VVSere var ældre, lidt grove typer med trang til øl og en god røverhistorie. Dette var noget andet.
– Ja… Kom endelig ind! stammede hun.
Mens han gik i gang, begyndte Lise at lægge en plan.
– Hvad hedder du egentlig? spurgte hun forsigtigt.
– Søren, svarede han uden at kigge op.
– Søren, har du nogen opgaver mere i dag? Kunne du mod betaling gøre mig en lille tjeneste? peb hun, lettere rød i kinderne.
Det måtte lyde helt skørt, tænkte hun. Han ville sikkert bare gå sin vej eller gøre nar. Men bedre det end at høre flere moralske foredrag fra mor om ensom evighed.
– Det er bare… Du kunne måske tage en kop te og spille rollen som min ven? Det ville hjælpe mig uendeligt!
Netop dér bankede det på døren igen. Lise antog, det var naboen. Men det var mor.
– Allerde nu? Udbrød Lise lavt til Annemette, som kom ind med duften af lune boller i tasken.
– Johannes kørte mig fra stationen så var jeg fri for bus. Skal du ikke byde på lidt hjemmebag? lød det bestemt.
Alting gik i kludder. Så trådte VVSeren ud af badeværelset.
– Nå, sagde mor overrasket.
– Søren ven af huset. Nu forstår jeg, hvor du har dit kønne udseende fra, fru Jørgensen! sagde han galant og kyssede hendes hånd. Han hjalp hende med jakken, og i det Annemette gik ud for at vaske hænder, hviskede han til Lise:
– Hvad er dit rigtige navn?
– Lise. Tak fordi du hjælper mig…
Det blev uden tvivl det hyggeligste besøg i mange år. Annemette havde et smil, der næppe havde været set før. Endnu mere overraskende, Annemette udtalte sig anerkendende om Sørens fag. Hun havde ellers altid set lidt ned på folk med håndværkerbaggrund hun havde jo selv været cheføkonom.
– Jeres økonomi skal nok hænge sammen, Søren. Der er jo altid arbejde i dit fag. Kom nu og spis og vil du ikke komme til påske i Viborg? Se Lisens barndomsby! beordrede Annemette.
Lise blev rød i kinderne, men Søren nikkede venligt.
– Jeg finder nok på en undskyldning siger bare, at han har for travlt, tænkte Lise.
Men hun mærkede også, at hun egentlig slet ikke ønskede, han skulle gå.
Selv Mikkel, der normalt var nervøs og holdt sig for sig selv på grund af sin fortid som mishandlet killing, lagde sig straks ved Sørens ben og spandt.
– Nå, bor du stadig alene, Søren, eller flytter du snart ind hos Lise? Det er jo ikke teenageårene mere! ville Annemette vide.
– Jeg flytter nok snart ind, svarede Søren med alvorlig mine.
Lise prøvede at stikke ham nogle sedler på vej ud, men han rystede på hovedet.
– Din mor er skøn og bollerne endnu bedre! sagde han med et grin.
– Bliver din kæreste ikke sur over, du brugte så lang tid her? spurgte Lise lidt bekymret.
– Jeg bor med min farmor, blev skilt sidste år, svarede Søren let.
– Nå, hvad står I og hvisker om, I to? Annemette dukkede atter op.
Efter Sørens afsked kunne Annemette slet ikke få armene ned og talte non-stop om lykken, det måtte være for Lise at finde netop sådan én. Hun summede gennem lejligheden som en sommerfugl. Lise følte det anderledes. Søren havde gjort indtryk, men hun havde også dårlig samvittighed over at have fiflet med sandheden overfor sin mor.
Næste dag var det lørdag. Mor snakkede om, at de skulle rundt i byens butikker, mens Lise mest huede sig i sin tågede varme fra gårsdagens oplevelser.
Så lød ringeklokken igen.
– Jeg åbner! råbte Annemette og forsvandt mod døren.
Straks efter lød hendes begejstrede stemme. Lise skyndte sig ud og der stod Søren, forlegen og med blomster til dem begge.
– Søren mente, vi skulle ud at shoppe i hans bil! sagde Annemette og smuttede ind for at tage en pæn trøje på.
– Lise… hvad siger du? Skal vi ikke prøve rigtigt, du og jeg? Man mærker hurtigt, du er noget særligt. Og din mor er jo fantastisk, sagde Søren.
Lise nikkede glad og kunne næsten ikke sige noget.
De fortalte ikke mor, hvordan det hele var startet. Annemette elsker nu sin svigersøn Søren højere end noget andet, og veninden Mette fortæller stadig historien til alle og slutter altid af med:
– Tænk engang, manden kom selv til døren hos en ensom kvinde! Utroligt, men sandt.
