Da mor skulle hentes hjem fra Tyskland, samlede hele landsbyen ind og nu lever hun det søde liv og går på restaurant Jeg ved jo præcis, hvem der skrev det. Efter lidt tid blev beskeden slettet, men jeg nåede at tage et screenshot. Den person smiler til mig, ønsker mig og min søster alt det bedste, men jeg nikker blot, takker og går i en anden retning.
Mor døde i Tyskland, og det krævede en stor sum penge at få hende hjem til Danmark. Men vores naboer og folk i landsbyen trådte straks til og samlede hurtigt det nødvendige beløb. Det er nu syv år siden. Min søster og jeg har klaret os gennem det hele, selvom det var ubeskriveligt svært. For nylig var der så en, som jeg kender alt for godt, der ved et uheld lagde en kommentar under et billede: Hele byen samlede penge ind for dem, og nu flasher de sig selv på restauranter. Heldigvis fik jeg det gemt.
Min søster og jeg har været igennem mere end de fleste, men vi nægtede at give op også når det gjorde ondt. Men nu kan jeg mærke, at folk ikke bryder sig om, at vi har rejst os op, for den ene besked jeg helt tilfældigt modtog på et billede på de sociale medier skabte virkelig røre iblandt mine følgere.
Jeg vil begynde min historie med, at min mor fødte mig kort efter folkeskolen. Far, som alle kaldte nabodrengen bag hækken, var ikke til at stole på. De var sammen i otte år, før det gik i stykker.
Jeg har også en lillesøster, Vita, halvandet år yngre end mig. Efter skilsmissen kastede far sig over snapsen, som hans venner havde lært ham at drikke og han gik bort alt for ung.
Mor arbejdede i flere år på to job for at få os godt igennem. Vores mormor hjalp til, men farmor og farfar interesserede sig ikke ret meget, selvom vi var naboer. Men det er en anden historie.
Da jeg gik i sjette klasse og Vita i femte, tog mor beslutningen om at tage til Tyskland for at arbejde. Hun var ikke leder eller tjener på restauranten; hun gjorde rent. Selvom vi stadig var børn, forstod vi godt, at mor rejste for vores skyld. Vi boede på landet hos mormor, som passede på os.
Men så ramte tragedien pludseligt. Mor blev syg, men hun tog sig aldrig tid til behandling. Da hun endelig kollapsede, var det for sent. Hun lå bevidstløs på sygehuset i tre dage, før hun døde fra os. Hun var alt for ung, men hendes hænder fortalte en livshistorie, der var meget længere.
Hun døde i Tyskland, og for at få hende hjem til Danmark skulle der samles mange penge. Vi havde det ikke, men landsbyen var der straks. På to dage havde mormor pengene.
Vi fik hentet mor hjem og fik sagt farvel, som det sig hør og bør.
Det var umuligt at komme videre for Vita og mig, men vi slukkede ikke lyset livet skal leves, trods alt.
Efter folkeskolen gik jeg ikke videre på gymnasiet. Jeg blev draget af frisørfaget, tog den ene uddannelse efter den anden, og i dag står jeg på egne ben eller rettere; vi gør. Jeg har mine egne kunder.
Vita læste til frisør, og lærte senere også negleteknik. I dag arbejder vi som et hold: jeg lægger makeup, hun ordner hår og negle.
Folk med indflydelse har fået øjnene op for os. Vi bor nu sammen i København, lejer en lejlighed, mens vi sparer op til eget sted.
For at vokse og udvikle os, må vi vise brudstykker af vores liv på sociale medier. Sådan er det i dag det er sådan, vi får nye kunder ind og bygger os op.
For nylig lagde jeg et billede op af blomster og et smykke, jeg havde fået af min kæreste, og et lille glimt fra vores middag på restaurant. Ikke alle kunne lide det.
De fleste syntes heldigvis bare, det var hyggeligt og skrev søde hilsner. Men én besked slog knuder i mig.
Jeg tror, afsenderen ikke opdagede, at hun skrev privat sikkert fordi nogen havde sendt billedet videre. Men jeg læste det alligevel:
Tænk, da de skulle have mor hjem fra Tyskland, samlede vi hele byen, men nu går hun bare og nyder livet får blomster og dyre smykker.
Jeg ved jo, hvem det er. Snart efter blev beskeden slettet, men jeg har den endnu. Samme person smiler og ønsker os alt godt, men jeg siger bare tak og går videre.
Jeg har valgt ikke at sige noget.
Nu er der gået syv år, siden vi mistede mor. Skal Vita og jeg virkelig gemme os i et hjørne? Har vi ikke ret til at være glade?
Vi har oplevet mere, end de fleste kan forestille sig. Vi manglede en far, og mor opgav alt for at sikre os en fremtid.
Hvorfor er folk sådan? Skylder vi nogen noget? Hvordan går man videre? Jeg har tænkt på at sende vedkommende nogle tusinde kroner og sige, at nu kan hun være rolig men inderst inde ved jeg, at hun slet ikke var én af dem, der hjalp; hende kender jeg.
Jeg skriver det her med tårer i øjnene Hvorfor os? Hvorfor skal det være sådan?






