Skoven synker i dyb mørke. Over den fugtige jord, ved foden af et gammelt egetræ, sidder den ældre Jens. Hans ånde er tung, hænderne ryster af kulden, og øjnene er fyldt med fortvivlelse. Hans egne børn Mikkel, Søren og den eneste pige, Kirstine har bragt ham hertil og forladt ham, som om han var affald.
De har ventet i flere år på hans død. Arven et stort godshus, marker og mange tusinde kroner skulle til dem. Men Jens dør ikke. Så beslutter de at fremskynde slutningen: de efterlader ham i den ensomme skov, uden mad eller vand, i håbet om at de vilde dyr tager ham, og politiet kalder det en tragisk ulykke.
Den ældre mand, der læner sig mod træet, skælver ved hver lyd. I det fjerne hyler vinden, men mellem dens fløjt høres også et andet lyde: ulværen fra en ulv. Han ved, at slutningen er nær.
Åh Gud skal det virkelig ende sådan? hvisker han og samler hænderne i bøn.
Netop da knækker en gren. Så en anden. Trinene kommer nærmere. Jens prøver at rejse sig, men kroppen svarer ikke. Øjnene leder i mørket, indtil en ulv pludselig dukker op mellem buskadset.
Dyret bevæger sig langsomt mod stien. Pelsen skinner i måneskinnet, og øjnene gløder som to glødende kul. Den viser sine tænder og kommer tættere.
«Dette er enden», tænker Jens.
Han lukker øjnene og begynder at bede højt, mens han venter smerten fra de skarpe kindtænder. Men så sker noget, han aldrig havde forestillet sig.
Ulven angriber ikke. Den kommer helt op ved siden af ham, stopper og sænker så hovedet og hyler blidt, som om den taler til ham.
Manden forstår ikke, men rækker ud, og til sin overraskelse flytter dyret sig ikke væk. Tværtimod lader det ham røre den tykke pels.
Så husker Jens. For mange år siden, da han stadig havde kræfter, fandt han en ung ulv fanget i en jægerfælde i skoven.
Uden frygt, på egen risikofyldte måde, brød han de døde jernstænger og løslod den. Ulven løb væk uden at se sig om men den synes aldrig at have glemt ham.
Nu bøjer den ensomme rovdyr sig for ham, som for sin redningsmand. Ulven sænker sig endnu dybere, tydeligt med budskabet: krav mig op.
Med knap så meget kraft griber Jens om dyrets nakke. Ulven rejser sig og bærer ham gennem den mørke skov. Den ældre mand hører grenene knække under de kraftige poter, ser skygger af andre dyr i nærheden, men ingen vover at nærme sig.
Efter et par kilometer dukker et lys op foran: en landsby. Folkene, der hører hylen, løber ud og ser noget utroligt: en enorm ulv placerer den svage, men levende, gamle mand forsigtigt foran deres døre.
Da Jens endelig står under et tag, omgivet af venlige ansigter, bryder han ud i gråd. Ikke af frygt, men af den erkendelse, at en dyreart har vist sig mere menneskelig end hans egne børn.
