Da jeg giftede mig med Freja, begyndte jeg pludselig at trykke på ringeklokken den lille, knirkende ringeklokken ved indgangen til vores lejlighed på Nørrebro i København. Den dør, som jeg altid havde låst op med nøglen fra første dag, da jeg flyttede ind, stod nu stille, foruden ringetonen, som næsten ingen nogensinde brugte. Min mor, Kirsten, havde stadig en reservenøgle, men ellers kom der sjældent nogen forbi.
Jeg kom hjem sent om aftenen, og naboerne var sikre på, at jeg arbejdede som kvindeservicetjeneste at jeg skulle hjem sent og blive hentet af forskellige mænd. Ja, mændene var varierede: nogle var taxachauffører, andre var venner fra baren. Jeg arbejdede som redaktør på en lokal avis, kom træt hjem og sløj mig i sengen med hovedet først.
Der var ingen, der ventede på mig ved døren. Hvem skulle åbne? Kun katten, Luna, men hun kunne ikke gøre det. Jeg blev faktisk ret ligeglad med det jeg vænnede mig til stilheden, til ingen overraskelser, kun ro og fred. Hvad mere havde jeg brug for?
Efter ægteskabet gik jeg i gang med en ny fornøjelse: at ringe på døren. Jens, min mand, arbejdede hjemmefra, så hver gang jeg kom tilbage, trykkede jeg på knappen. Nogle gange ringede jeg flere gange på dagen: dingdong, dingdong, dingdong.
Hvorfor afbryder du ham, når han arbejder? spurgte min mor. Du har jo nøglerne!
Du forstår det ikke. Det er en særlig glæde, når nogen åbner døren for dig, svarede jeg med et smil.
Jeg overdriver ikke: det var ikke blot en fornøjelse, men ren lykke at vide, at der bag døren ventede nogen på mig. Jeg hørte de stille trin, så håndtaget dreje, hørte låsen klikke og så Frejas øjne lyse op, hendes smil, for at vise, at hun havde savnet mig, selvom jeg kun var ude for at købe rugbrød.
Hvis du har boet sammen med andre i lang tid, forstår du ikke, hvad dette betyder. Nogle gange åbnede Jens døren roligt, tog min taske, hjalp mig af frakken, krammede mig og strøg sin skæggede kind mod min kind. Andre gange havde han travlt, hængte op på Skype, sendte mig en hurtig gestus med hånden, gav mig et lille knubs i næsen og løb videre til sit arbejde.
Det ændrede aldrig min begejstring som en mand med chronisk halsbetændelse, der endelig får lov til at spise is. Det bedste var, at han aldrig blev sur, aldrig gik i knibe, og han spurgte aldrig:
Glemte du nøglerne?
Som om han vidste, at problemet ikke lå i nøglerne.
Det har det altid været, vil det altid være. Jeg ønsker jer alle to ting i det nye år god helse og at nogen venter på jer derhjemme. Alt andet skal I selv drømme om og nå. Jeg er sikker på, at I kan.
© Mikkel Hansen.
