En morgen vågnede Ulla, mens hendes mand kaldte hende Lærke.
Manden trak hende ind til sig, klemte hende blidt og hviskede i øret:
Godmorgen, Lærke.
Han sukkede tilfreds og faldt i søvn igen.
Ulla åbnede øjnene, men lå stille som om enhver bevægelse kunne bryde drømmen. En isnende kulde bredte sig i hendes indre. Hvordan var det kommet så? Havde alt egentlig været i orden, eller var det kun et spøgelsesblik?
Manden gabte og sukkede:
Ulla, du er så kold, jeg får næsten en drøm af dig. Er du okay? Det er sommer, men du fryser under dynen. Jeg laver straks en kop te.
Søren, som han hed, gik roligt ud i køkkenet og nynne en munter melodi.
Ulla lå lidt længere, rejste sig så langsomt, gik for at vaske ansigtet. Benene føltes som bly, og i hovedet summede der en hvid støj. Måske skulle hun alligevel drikke noget te.
Søren bad om pandekager. Ulla så mørkt på ham.
Du kaldte mig Lærke i morges.
Hvad, skat?
Søren, lad være med at spille dum. Du sagde, at jeg hed Lærke.
Det du tror du hørte, min kære. Lærke, Lærke, måske var det en drøm. Er det derfor du er så kold og sur? Åh kvinder. Du har selv fundet på det og så er du så såret. Jeg går på arbejde på tom mave.
Ulla gik rundt i huset, forsøgte at samle sig, vandede planterne, bagte en skefuld pandekager, tog hurtigt tøj på og kørte til mandens arbejdsplads. Måske var det bare en misforståelse.
I hans ventelokale stod en ny sekretær. Ulla mærkede en kold kulde trænge ned under huden. Sekretæren var ung, smuk, med en krøllet rødt hår og en rund brystkasse.
Søren Ylvesen er optaget i dag og tager ikke imod kunder. Jeg kan skrive dig ind til næste uge.
Bedre, at du selv bokser dig ind, du får nok brug for det, sagde Ulla pludseligt.
Hvad, undskyld? sekretærens store øjne forstørredes. Hvem er du?
Gormsen. Ulla Viktorina. Søren Ylvesens kone. Gå væk. Der kommer så mange gader af uheld herinde.
Pludselig lød højtalerens stemme:
Lærke, kan du hente en kop kaffe? Lærke?
Ulla mumlede:
Ja, lad mig gøre det. Jeg bringer den.
Lærke? sagde Søren, da han så sin kone med et fad i kontoret. Skete der noget?
Her er din kaffe, og jeg har også medbragt en pandekage. Du får skilsmissepapirerne med posten. Velbekomme.
Ulla, for pokker, hvad foregår der? han blev rasende. Som en heks på en koste siden morgen.
Hejse, du har en heks i ventelokalet. Hvorfor er hendes hår ikke sat? Så en solid tandlæge har en vulgær sekretær, helt billig. sagde han.
Ulla råbte:
Stop! Jeg kan ikke holde ud med dine udbrud. Jeg flytter ud i et år på landet. Jeg venter, indtil du falder til ro. Ring, når du er klar.
Søren sukkede træt, tog en slurk kaffe og krøllede næsen.
Varian har sagt op. Jeg tog Lærke på hendes anbefaling.
For hvor lang tid?
En måned siden, svarede han uden entusiasme.
Hvorfor fortalte du mig ikke? Du delte altid nyheder.
Jeg troede ikke, at Lærke ville blive hos mig længe. Men hun klarer arbejdet fint.
Ikke kun på jobbet! udbrød Søren, rød i ansigtet. Det skete ved et uheld! Jeg ville ikke.
Ulla erklærede:
Jeg vil ikke tolerere utroskab. Jeg vil gå. Jeg pakker mine ting og flytter.
Søren prøvede at holde fast:
Hvor skal du? Bliv i lejligheden.
Hvorfor skulle jeg bruge din lejlighed? Jeg har mit eget hus.
Det gamle træhus fra forældrene, som stod i den stille udkant, var fyldt med minder og en muggen lugt. Ulla ville græde. Hendes veninde Nelle, som også var i huset, klagede:
Du kan ikke blive her, Ulla. Flyt tilbage til lejligheden, sælg huset, tag et lån. Så kan du måske finde noget.
Ulla åbnede alle vinduer.
Det er dejligt her, tror du? Det er kun 15 minutters kørsel fra byen, den gamle landsby har fået nye huse, kommunikationerne er opgraderet. Jeg har boet her i fem år og aldrig set så meget.
Nelle foreslog:
Du kan bo i kælderen, indtil efteråret.
Ulla samlede sine tanker: Jeg har sparet op, jeg kan hyre et hold til at vende grunden. Hun tænkte på, hvordan Søren havde startet sin private klinik med hendes løn som underholdning.
Nelle sagde:
En god mand, din.
Ulla svarede:
Det var så nemt at tro, men nu er det tungt. Jeg har tænkt mig at fjerne Lærkes tænder, så hun får nye af Søren, men jeg kan ikke.
Nelle lo:
Du er gammel og syg? Jeg er kun 40, livet er lige begyndt.
Ulla tænkte på, hvordan hun skulle forklare Polina, deres datter.
Senere stod en ny sekretær ved receptionen, en ung kvinde med røde krøller og en overdrevet udstråling.
Ulla blev pludselig rørt af en underlig melodi, og en høj stemme lød fra en højtaler:
Lærke, bring mig kaffe.
Ulla stod på en gade, hvor en mand med en bil stoppede. Han var uvenlig, så ikke engang på hende.
Han hostede:
Hvad behøver du?
Jeg har brug for brænde.
Manden rystede på hovedet:
Du er ejer af dette hus? Der var en vandtank her før.
Ulla svarede:
Ja, jeg har brug for vand.
Manden pegede på en gammel brønd.
Ulla gik videre, men mærkede stadig den samme drømmeagtige koldhed.
Om morgenen vækkede et svinsk vrål hende, ligesom i barndommen. Ingen duft af kager, kun stilhed.
Et skridt i græsset, og en stemme råbte:
Hvem er der? Skal jeg ringe til politiet?
En mand i naboens have råbte:
Jeg har brug for din gris, Gustav!
Ulla gik i pyjamas ud på verandaen.
Hvad med Gustav? Hvem er du?
Manden råbte:
Gustav! og en sort gris kom frem fra græsset.
Ulla så på den lille svinegris:
Er den af racen?
Manden svarede:
Jeg ved ikke meget om grise.
Ulla følte sig truet og sagde:
Jeg har en skilsmisse om en uge, jeg er i stress. Jeg kan slå dig!
Manden trak på skuldrene:
Jeg har ikke fået noget hegn endnu, men græsset er dit.
Ullen gik tilbage, men hørte en hundsul.
Hun gik ud på verandaen og så en lille hvalp.
Naboen kom langsomt frem i sin pyjamas, ligesom hende selv, med grisen Gustav ved siden af.
Er det din hvalp? spurgte Ulla.
Hvorfor tror du det? svarede han.
I har ingen hegn, så både grise og hunde kan komme her.
Han foreslog:
Jeg vil give dig en hvalp som gave. Hvad med navnet Arne?
Ulla sagde:
Lad os kalde ham Loke.
Han sagde:
Jeg hedder Arne, så lad os ikke kalde hunden efter mig.
Ulla stod stille.
Den drømmende stemning fortsatte, og hun mærkede en usynlig væg falde omkring sig.
Senere hørte hun sin mand Søren råbe fra et andet rum:
Lærke, kom her med din kaffe!
Ulla samlede sine tanker og sagde:
Mød hinanden, Søren, dette er Arne. Arne, dette er Søren, min mand nu måske eks. Hvorfor er du her?
Arne svarede med en mærkelig seriøs stemme:
Hvorfor har du ikke trukket dig tilbage fra skilsmissen?
Ulla nikkede, holdt neutral.
Søren sagde:
Datteren kom forbi, jeg troede, huset var tomt. Tal med hende.
Søren gik ud gennem porten. Ulla så på naboen:
Hvorfor gør du så?
Naboen svarede:
Dit gamle hus har ingen vand, ingen gas, toilettet er udenfor. Du vil jo hele tiden løbe til mig. Jeg kan tage dig ind. Jeg har to børn, du har allerede én. Vi kan leve sammen, bygge om, og du kan blive på du.
Ulla løftede armene:
Hvad er du, en galning? Jeg vil ikke have dig. Jeg har en skilsmisse og føler mig forrådt.
Et år senere blev de gift og fik en kat.
