To gange i den samme å En filosofisk fortælling om fejl, tilgivelse og en ny chance
Det var en bidende kold februaraften, da jeg Mikkel endelig nåede opgangen til vores lejlighed i udkanten af Aarhus. Mine fingre var stive af kulde, og jeg havde næsten svært ved at holde ordentligt om de tunge poser fra Netto. Elevatoren var endnu engang ude af drift nu på tredje uge så jeg måtte slæbe både indkøbsposerne og vores femårige datter Karen med op ad trapperne. Karen var gnaven, klamrede sig til sit lilla tørklæde og bad hele tiden om at blive båret.
Far, jeg fryser, peb hun og krøb tættere ind til mig. Er der ikke snart mad? Hvorfor tager det sådan tid?
Bare hold ud lidt endnu, skat, pustede jeg, mens jeg stak nøglen ind i låsen. Hænderne rystede lidt, men endelig fik jeg døren op. Nu er vi hjemme, og der er varmt. Jeg laver mad til dig med det samme. Se, vi er inde nu.
Hun pilede ind i gangen og sparkede skoene af, imens jeg satte de tunge poser fra mig i entreen. Jeg tog min vinterjakke af og råbte ind mod soveværelset:
Rasmus, vi er hjemme! Gider du lige hjælpe lidt? Mine arme er helt færdige. Se alt det, jeg har slæbt hjem!
Der var stille et øjeblik. Så brød den velkendte lyd fra stuen: Rasmuses stemme i sit gamer-headset, råbende:
Hvorfor går du derhen?! Følg nu planen for pokker! Så du det? Det var helt klart snyd!
Jeg trådte ind i stuen. Rasmus sad bøjet ind over sin gamer-pc. Hans øjne var røde og trætte, fingrene lynhurtige over tastaturet.
Rasmus? sagde jeg stille.
Han hørte ingenting, så jeg lagde en hånd på hans skulder. Han fór sammen, snappede headsettet af og kiggede arrigt på mig.
Hvad laver du? Jeg var midt i en boss-fight alt det hårde arbejde er lige spildt nu! Du distraherede mig jo!
Vi er hjemme, svarede jeg roligt. Karen er gennemkold og sulten. Jeg har handlet ind, og poserne er virkelig tunge. Kan du ikke hjælpe lidt til?
Jeg kommer om lidt skal bare lige gøre det her færdigt, vrissede han og satte headsettet på igen.
Jeg stod et øjeblik og ventede men det var nytteløst. Han var allerede tabt i computerspillets univers. Jeg sukkede og slæbte poserne ud i køkkenet.
Inde i køkkenet var der en ny overraskelse: Vasken var fyldt med beskidte tallerkner, gamle kaffekopper, en gryde med indtørrede madrester. På komfuret stod en pande med branket fedt, og på bordet var der både krummer og et stort fedtet plamager. På gulvet så jeg et gammelt kaffespild.
Jeg lukkede øjnene et øjeblik, holdt vejret for ikke at begynde at græde. Du må ikke græde nu, Mikkel, tænkte jeg. Alligevel løb tårerne ned ad kinderne. Jeg tørrede dem hurtigt væk og kastede mig over opvasken for at gøre bare lidt orden og få hænderne beskæftiget.
En halv time senere havde jeg fået styr på køkkenet, sat kartofler over, og dækket bord. Jeg råbte ud i gangen:
Karen, nu er der mad!
Karen satte sig og stirrede længe på sin tallerken.
Skal mor ikke spise med? spurgte hun, store alvorlige øjne.
Hun… hun er optaget, svarede jeg lidt for hurtigt. Spis du, så går jeg lige ind til hende.
Jeg tog mod til mig, gik ind i stuen. Denne gang trykkede jeg bare tænd/sluk-knappen på pcen.
Er du blevet skør! råbte Rasmus og sprang op. Jeg har lige brugt en halv time på det her raid! Forstår du overhovedet…?
Jeg forstår det, svarede jeg stille men bestemt. Men jeg vil redde det, der er tilbage af vores ægteskab. Kom og spis med os. Vi skal snakke.
Han gad ikke diskussionen, men til sidst trak jeg ham ud til spisebordet, satte Karen ind på værelset med en bog og satte mig direkte overfor Rasmus.
Hvornår har du sidst hjulpet med mad eller leget med Karen? spurgte jeg roligt.
Han så op, øjnene truende.
Skal vi nu igang igen? Jeg leder altså efter job! Men hvis du bliver ved med det der, så…
Hvornår har du ledt? I går sad du ved computeren, i forgårs også. Jeg har ikke set dig til én eneste jobsamtale i flere måneder.
Du har bare ikke lagt mærke til det! råbte han. Desuden, lønnen er helt til grin. Jeg har en uddannelse! Jeg gider ikke tage hvilket som helst job.
Du har ikke arbejdet i et år, Rasmus, sagde jeg sagte. Jeg har ikke set dig tage ansvar derhjemme heller. Jeg arbejder dobbelt, kommer hjem til kaos du gamer, Karen sidder alene. Hvornår indfriede du sidst et løfte til hende?
Nu vil du sige, jeg er en dårlig far! farer han op. Og du da? Du arbejder og vi mangler stadig penge. Skal du have et job mere måske?
Jeg genkender dig ikke mere, sagde jeg lavt. Du plejede at hygge dig med os, overraske mig med blomster, lave mad, gå tur hele familien. Nu du lever kun i din computer.
Det er fordi jeg blev fyret, mumlede han surt. Jeg er stresset. Hvordan tror du, det er for mig at være uden job? Jeg føler mig uduelig.
Du sagde selv op, rettede jeg. Fordi du ikke fik den forfremmelse, du mente, du havde krav på.
Gi dog ham chefens nevø jobbet! Helt uretfærdigt! nærmest råbte han. Jeg tænkte, chefen ville ringe og ville have mig tilbage. Men det skete ikke…
I stedet fandt du trøst i computerspil først en time om dagen, nu ti, afsluttede jeg. Du er afhængig, Rasmus.
Det er bare for at slappe af, svarede han irriteret.
Hvornår tager du et job? Du takkede nej til autoværkstedet, selvom lønnen var bedre end mit dobbelte job.
Jeg gider ikke sidde beskidt blandt mekanikere! Jeg har lidt værdighed, tak jeg har læst på universitetet!
Jeg orker ikke støtte dig mere, sukkede jeg, og mærkede, sandheden ramte. Jeg kan ikke mere.
Jeg gik fra bordet, satte mig i sofaen og gemte hovedet i hænderne. Stille tårer løb ned ad kinderne.
Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg lyttede til tastaturets klik fra stuen, hørte Rasmus råbe til sine onlinevenner bag væggen, og jeg så bare på loftet i mørket.
For et år siden var alt anderledes. Vi var glade, gjorde ting sammen. Nu er alt kaos.
Næste morgen stod jeg op, lavede morgenmad, afleverede Karen i børnehaven og løb mod kontoret, hvor jeg arbejder som regnskabsassistent. Mine kolleger bemærkede, at jeg var ved siden af mig selv, men de spurgte ikke ind.
Til frokost satte min veninde og kollega, Anne, sig overfor mig.
Mikkel, hvad er galt? Du ser ud som om, du har grædt. Er det Rasmus igen?
Ja, indrømmede jeg. Han sidder konstant foran computeren, han er ligeglad med alt andet. Jeg er ved at køre sur.
Hvorfor bliver du hos ham? spurgte Anne. Måske Karen? Men du skal overveje hvad er bedst for hende? En far, der er ligeglad, eller slet ingen far?
Jeg kan ikke gå, svarede jeg. Jeg tror stadig, han kan ændre sig. Eller… jeg håber, jeg får den gamle Rasmus tilbage.
Jeg tvivler, sukkede Anne. Jeg har set det før. Så længe du trækker læsset, så bliver han siddende.
Du har nok ret, svarede jeg stille. Men jeg håber stadig.
Vi drak kaffen færdig og gik tilbage til arbejdet.
—
Nogle dage senere gik jeg hjemad efter arbejde. Jeg havde brug for frisk luft, så jeg gik hele vejen. Der var stadig tid, før jeg skulle hente Karen i børnehave. Tankerne kørte rundt.
Da jeg gik over en fodgængerovergang, gled jeg pludselig på et islaget. Benene forsvandt under mig, og jeg landede midt på vejen. En mørk bil kom flyvende bremsede hårdt, dækkene hvinede, og jeg stirrede direkte ind i forlygterne. Bilen standsede få centimeter fra mine sko.
Føreren, en ældre, myndig mand i en dyr frakke, fløj ud og ned til mig.
Er du okay? råbte han og lagde en arm om min skulder. For Guds skyld, sig at jeg ikke kørte dig over! Jeg har dashcam alt er optaget, du gled selv! Jeg har ikke gjort noget forkert!
Jeg rejste mig med hjælp fra ham, hele kroppen værkede, især min venstre arm. Jeg tørrede sne og sjap af jakken.
Bare rolig, mumlede jeg med en grimasse over armen. Du ramte mig ikke, jeg var bare klodset. Tak fordi du standsede.
Du ser virkelig bleg ud, sagde han bekymret. Hvordan har du det? Armen?
Den gør ondt, indrømmede jeg. Jeg bør nok hjem.
Nej! Han insisterede. Jeg kører dig til skadestuen. Punktum. Ingen diskussion.
Han fulgte mig ind i bilen, kørte os til skadestuen. På vejen spurgte han interesseret til, om jeg havde det okay, om jeg var svimmel.
På skadestuen fik jeg min arm røntgenfotograferet. Ingen brud, heldigvis. Bare en dårlig forstuvning et par dage med støttebind og køleelement, sagde sygeplejersken. Da jeg kom ud, stod manden stadig og ventede.
Og? spurgte han straks.
Bare en forstuvning. Tak, sagde jeg. Du har allerede gjort mere for mig i dag end nogen anden har i ugevis.
For resten, jeg hedder Bjarne, sagde han og rakte mig hånden. Og du?
Mikkel, svarede jeg.
Mikkel… Det er godt. Jeg vil sikre mig, du kommer hjem. Det er glat derude, og du virker trist. Skal vi ikke tage en bid mad sammen? Jeg inviterer.
Tak, men jeg skal hente Karen i børnehaven om lidt, tøvede jeg.
Det kan vi sagtens nå, insisterede Bjarne. Kom nu, så får vi dig i orden, og du får et ordentligt måltid.
Han kørte mig til en restaurant i midtbyen lidt for fin til mit tøj, men han beroligede mig: Du ser godt ud, bare tag det roligt. Du er min gæst.
Vi bestilte, han førte ordet med lune anekdoter og glimt i øjet. Under forretten løsnede jeg lidt op; faktisk smilede jeg for første gang længe.
Så, midt i det hele, spurgte han:
Er du gift?
Jeg så væk.
Ja. Eller kun på papiret.
Hvad er der sket?
For første gang i månedsvis tillod jeg mig selv at sætte ord på smerten. Jeg fortalte om Rasmus, jobsituationen, hvordan han havde forandret sig efter han sagde op, hvordan han nu boede i computerspillets verden.
Elsker du ham? spurgte Bjarne mildt.
Måske elsker jeg ikke ham, men det han var. Eller også tør jeg ikke slippe det velkendte, indrømmede jeg.
Hvorfor går du ikke?
Fordi jeg ikke har sted at gå hen. Min mor bor småt med sin nye mand. Jeg vil ikke være til besvær.
Hvis du havde økonomien og et sted at bo?
Jeg nikkede tøvende.
Han tog et kort fra inderlommen:
Jeg ejer en kæde af autoværksteder. Vi mangler faktisk en dygtig kontormand. God løn, ordentlige forhold. Og for resten, jeg har en ven, der lige nu mangler en bogholder til sit lille brødbageri i Åbyhøj personalet får desuden en lille lejlighed til. Du kan få begge kontaktoplysninger hvis du vil.
Jeg stirrede længe på visitkortet.
Hvorfor gør du det for mig?
Fordi jeg kan, svarede Bjarne stille. En gang manglede jeg selv en chance. Jeg vil gerne gøre livet lettere for nogen bare én dag.
Jeg takkede, tog imod kortet og lod ham køre mig til børnehaven. På vejen hjem tænkte jeg mere end nogensinde over alt det, han havde sagt.
Da vi kom hjem, gik Rasmus i gang igen fra sin station ved pc’en og spurgte knap nok til min bandagerede arm.
Du overdriver, mente han bare, mens han ventede på, jeg lavede mad.
Midt i opvasken følte jeg mig så tom, at jeg fik tårer i øjnene. Jeg tjekkede mobilen. En sms fra Bjarne: Du er stærkere, end du tror. Du er velkommen til jobsamtale i morgen kl. 10.
Jeg pakkede vores ting sammen den aften.
Næste morgen afleverede jeg Karen og tog til samtale på bageriet hos Bjarnes ven. Personalet tog venligt imod, lønnen var god, og jeg blev tilbudt at flytte ind i en lille etværelses-lejlighed på stedet.
Men mit hjerte sprang et slag over, da ejeren direktør Jesper kom ind i rummet. Jesper, min første store kærlighed. Ham jeg aldrig fik glemt, men som forsvandt ud af mit liv for mange år siden.
Mikkel?! sagde han, næsten chokeret. Det kan da ikke passe…
Jo det er mig, svarede jeg.
Vi endte med at snakke fortroligt. Han forklarede gamle misforståelser, hvordan han aldrig havde været gift med hende, jeg så dengang hjemme i hans stue, men i stedet havde hjulpet sin afdøde brors gravide enke.
Jeg mærkede, at alle de gamle følelser bevægede sig. Men jeg sagde til ham, at jeg gerne ville have jobbet men ikke have noget med ham personligt at gøre. Kun kontakt gennem sekretæren.
Månederne gik. Jeg blev skilt, flyttede Karen og jeg ind i personaleboligen. Rasmus gjorde ingen modstand han flyttede sin mor ind, og livet gik bare videre for ham foran skærmen. For mig var det et andet liv. Jeg fik nye venner. Jesper holdt sit løfte og blandede sig ikke. Men han var der subtilt nærværende, især hvis jeg arbejdede længe.
En aften spurgte Anne mig, hvordan jeg havde det, nu jeg var startet på det nye liv.
Jeg har det godt. For første gang i lang tid kan jeg trække vejret, smile. Selvom jeg er lidt bange.
Hvad med Jesper?
Jeg ved det ikke endnu…
Samme aften hentede jeg Karen. Vi så Jespers bil på p-pladsen. Han bad hurtigt om et par minutters samtale. Karen spurgte om han var sød. Jeg sagde ja.
I bilen lagde han det hele ud: Jeg har elsket dig, og det stopper ikke. Jeg vil byggge et rigtigt liv med dig og Karen. Du skal ikke sige ja nu, men vide, at du og din datter altid har et hjem hos mig.
Jeg svarede, at jeg ikke kunne love noget, men jeg ville ikke længere holde ham på afstand. Bare begynde forfra som venner.
Et år senere var vi gift. Karen forgudede Jesper, og hun havde hurtigt fået en god legekammerat i Simon, Jespers adoptivsøn fra broderens side. Vi var en rigtig familie. Jeg avancerede til økonomichef for bageriet, og vi havde fået en lille datter, Kirstine, opkaldt efter Jespers mormor.
Verden havde vendt sig. Når jeg så rundt på vores lille familie Jesper med Kirstine på armen, de to børn midt i LEGO-kaosset og mig selv, der smilede helt ind i hjertet kunne ingen tro, hvor hårdt og trist det hele engang havde været.
Jeg tror, alle kan opleve, at livet slår blikket væk fra en. At man føler det hele er tabt. Men som jeg har lært, så giver livet næsten altid en ny chance så længe man tør tage imod den. Det kræver mod at give slip og starte forfra, især efter at være blevet brændt af. Men det var det hele værd. Jeg fandt lykken det mindst ventede sted, da jeg endeligt turde tage imod den hånd, der blev rakt frem.
Og for hver, der vælger at gå igennem frygten, venter der noget bedre på den anden side. Man får ikke nødvendigvis det, man ønsker sig men man får altid det, man har modet til at tage imod.
Det er min lektie.
