—At springe ud i et ægteskab med en velstillet mand som toogfyrreårig, det er sgu da at hoppe på det sidste tog, Inge.
Min mands storebror proklamerede det glad hen over bordet, mens han dyngede en kæmpe portion salat op på sin tallerken.
— Så du må hellere sørge for at holde Valdemar glad, knokle for det. For han er en flot fyr, han skifter dig hurtigt ud med en yngre.
Ansigtet hans strålede af en selvtilfredshed, som om han var en bølle, der lige havde vundet en sejr i sandkassen.
Der blev stille ved bordet i et sekund.
Så gav hans kone Lene og søsteren Tine et pligtskyldigt, nærmest træagtigt fnys.
Min nybagte mand Valdemar smilede undskyldende. Som om, nå ja, sådan er han jo, vores spøgefugl.
Jeg lagde forsigtigt min gaffel fra mig på tallerkenkanten.
Det var vores første store familiesammenkomst efter brylluppet, og magtforholdene stod lysende klart.
— Som toogfyrre kom jeg i det mindste af sted med at gifte mig af kærlighed, sagde jeg roligt og afmålt. — Men du, Kurt, du er halvtreds og har stadig brug for at hævde dig på kvinders bekostning. Pas på, Lene en dag opdager, hvor stille og rart der er uden din humor.
Smilet forsvandt fra familiens store humorist så hurtigt, som var det blæst væk.
Han blev purpurrød og stirrede fornærmet hen på moderen.
Min svigermor så på mig, som om jeg var i gang med at partere et råt vildsvin direkte på dugen.
Valdemar skiftede hurtigt emne, men luften i rummet blev tung af spænding.
I bilen på vej hjem sukkede manden tungt:
— Inge, hvorfor skulle du være så skarp? Kurt spøger jo bare, sådan taler vi i familien. Tag dig ikke af det.
— Valdemar, vendte jeg mig mod ham uden at hæve stemmen. — En familie, hvor kvinder forventes at smile, når de bliver spyttet på, kaldes ikke sammentømret. Den kaldes dresseret.
Jeg holdt en pause og så ham lige i øjnene.
— Jeg har ikke meldt mig til jeres cirkus med dresserede pudler. Hvis din bror ikke kan holde mund, får han svar på tiltale. Foran alle. Og du bliver nødt til at vælge side.
Valdemar mumlede noget mæglende og lovede at tale med broren.
Det gjorde han også. Men som det viste sig en måned senere til grillhygge på sommerhusgrunden, var samtalen endt i en ynkelig: “Kurt, lad min kone være, hun er sart.”
Problemet handlede slet ikke om mig.
Kurt, frataget muligheden for at hakke på den nye svigerinde, gik løs på sine egne. Først hans søster Tine:
— Nå, Tine, har du skiftet din egen kofanger igen? Ja, med dit temperament kan du jo kun sove med en skruenøgle, når du ikke engang kan holde på en mand.
Så var det hans egen kone Lene, der ikke havde marineret kødet rigtigt:
— Min kærest er helt uden hænder, hvis ikke det var for mig, ville vi leve på instant nudler.
Kvinderne trak igen deres porcelæns-smil frem.
Kurts vid lignede en plæneklipper, der havde revet sig løs – støjende, dumt og altid lige over levende ting.
Jeg var ved at sætte ham på plads, men Valdemar greb min hånd under bordet og hviskede bønfaldende:
— Lad være med at puste til ilden.
Jeg trak roligt min hånd til mig.
— Jeg puster ikke til noget. Jeg går bare derfra, hvor grovhed bliver kaldt humor.
Jeg tog min taske og gik mod lågen.
Min afgang så ikke ud som flugt, men som et roligt skridt til siden – jeg lod dem bare simre i deres egen giftige gryde.
Hjemme om aftenen havde vi en kort samtale.
— Jeg tager ikke med til flere familiesammenkomster, før du selv lukker for den der grovhedsfontæne fra din bror, sagde jeg bestemt. — Lad være med at overtale mig. Mit “nej” er jernbeton.
Næste dag ringede min mands søster, Tine.
— Inge, tak, sagde hun med dirrende stemme. — Vi har i årevis fundet os i hans mobberi for mors skyld, for at undgå ballade. Men i går, da du gik, skændtes Lene med ham for første gang lige i bilen.
Det viste sig, at utilfredsheden havde ulmet længe; de havde bare manglet en anledning.
Jeg havde ikke tænkt mig at være en frelser med flag, men jeg havde heller ikke tænkt mig at betale for andres komfort med mine nerver.
Valdemar forstod, at jeg ikke bluffede. Truslen hang ikke over familiesammenkomsterne, men over vores ægteskab. En mand, der ikke kan forsvare sin kone i sin egen slægt, holder op med at være en støtte.
Før svigermors runde fødselsdag kom han hen til mig, så mig lige i øjnene og indrømmede:
— Jeg har forstået, at jeg kun gjorde det værre. Det er ikke dig, der er sart – Kurt er grov, og jeg bad dig finde dig i det, fordi det var nemmere for mig. Til fødselsdagen stopper jeg ham selv. Første gang han åbner munden.
— Godt, nikkede jeg. — En chance. Men husk: forurettelse over sandhed er skat på dårlig opdragelse. Hvis du tier igen, kører jeg alene. Og så skal vi ikke diskutere Kurt, men vores ægteskab.
Festen startede pænt. Kurt holdt sig i skindet til hovedretten, men så tog naturen over.
Da han så søster Tine takke nej til et stykke lagkage, vrinskede han:
— Godt, Tine, lad være med at spise! Ellers bliver røven som en sofa, og så bider ingen normal mand på sådan en selvstændig pram!
Og så satte Valdemar, uden at se på mig, hårdt sit glas fra sig.
— Hold kæft, Kurt. Det er ikke sjovt. Stop med at nedgøre vores søster.
Der blev så stille ved bordet, som om nogen havde trukket stikket.
Kurt stirrede med store øjne, som havde han fået en våd klud i ansigtet.
— Hvad fanden, bror? hvæsede han. — Har den nye kælling sat dig fuldstændig under tøflen? Kommer her en dronning og vender alle mod mig! Lene, Tine, sig noget! Vi har da altid spøgt sådan!
Han vendte sig mod kvinderne for at få den sædvanlige opbakning. Men katastrofen indtraf: den sædvanlige støttegruppe var faldet sammen.
— Det har aldrig været en spøg, Kurt, sagde søsteren stille, men fast. — Det har altid bare været tarvelighed.
Hans kone Lene så ned og tilføjede:
— Jeg lo for at undgå, at du skreg derhjemme over, at vi var dumme og ikke forstod humor.
Berøvet sit følge gik Kurt amok. Han vendte sine blodskudte øjne mod mig, klar til at spytte galde:
— Hvem tror du, du er?! Gammel skilt kvinde, som sniger sig ind i en fremmed familie og dikterer regler!
Jeg rørte mig ikke en millimeter.
Jeg så på ham med den samme ægte, undersøgende interesse, som man ser på en sprængt ballon – i går stor og højlydt, i dag bare et ynkeligt stykke gummi.
— Grovhed, Kurt, er som billig deodorant: den, der bruger det, tror helligt, at han dufter dejligt. Men alle omkring ham brækker sig, sagde jeg med et lille smil på læberne.
Jeg lænede mig en smule frem.
— Du har i årevis valgt dem, der ikke svarede igen. Så snart kvinderne holdt op med at le, viste det sig, at du ikke er en spøgefugl. Bare en kujon.
En af mændene ved bordet gav et højt, tydeligt prust. Denne latter over ham, over familiens store komiker, blev det sidste søm.
Kurt sprang op og væltede stolen.
— Valdemar! Få din kone til at undskylde, ellers ser I mig aldrig mere! brølede han.
Valdemar så på broren med et fuldstændig roligt, koldt blik.
— Inge sagde sandheden. Det er kun dig, der skal undskylde. Over for hende, over for Lene og over for Tine.
Svigermor, der hele livet havde været fortaler for “I er jo familie, vær klogere”, sagde først vanen tro:
— Kurt, stop nu.
Men han blev ved med at puste og krævede undskyldninger og opbakning.
Og så rettede moderen pludselig på sin serviet og sagde:
— Gå ud og køl ned. Du har ødelagt min fødselsdag.
Hovedpersonen stod midt i stuen. Han ventede på, at nogen skulle kaste sig over for at trøste ham, stoppe ham, sige at det hele var misforstået.
Men kvinderne tav.
Lene skubbede tallerkenen fra sig og sagde sagte:
— Jeg tager hjem med taxa. Vent ikke på mig.
Kurt vendte sig om og stormede ud af lejligheden, smækkede hårdt i døren.
Ingen løb efter ham. Spændingen i rummet lettede på et minut. Tine sukkede lettet, Valdemar hældte mineralvand op til moderen, og Lene smilede for første gang i aftenen oprigtigt og afslappet.
Næste familiesammenkomst gik uden Kurt. Ingen ringede for at overtale ham til at komme, og Lene kom sammen med Tine. Uden familiens store morskabsklump talte man for første gang ved bordet uden at vente på den næste ydmygelse.
Så snart kvinderne holdt op med at le, viste familiens store komiker sig at være en almindelig grov karl, som ingen gad hente tilbage til bordet.
