Klara Madsen havde i et helt år fodret en hjemløs schæferhund ved opgangen, på trods af naboernes utilfredshed. Men den morgen blottede hunden pludselig tænder og spærrede vejen for den gamle dame mod elevatoren. Sekunder senere bragede et forfærdeligt drøn: kabinen styrtede ned.
— Rex, Rex, kom her, dreng!
Klara Madsen satte sig på hug ved opgangen og trak en dåse med gryderet frem fra posen. Den store gårdhund nærmede sig forsigtigt, snusede til maden og begyndte først derefter at spise.
Schæferhunden var dukket op i gården for over et år siden. Mager, med slåede tænder, tydeligt mærket af mange strabadser. Klara Madsen begyndte straks at fodre den.
— Fodrer du det monster igen?
Naboen Antonie Frederiksen kom ud af opgangen med en sur mine.
— Klara, er du blevet tosset? Den er farlig!
— Rex er god, bare bange, svarede pensionisten roligt og strøg hunden over den ru pels. — Kan du se, hvordan den logrer med halen?
Antonie Frederiksen fnøs og gik videre, mens hun mumlede noget om uansvarlige gamle damer. Men Klara Madsen lod sig ikke gå på.
Hun havde altid elsket dyr. I sin ungdom havde hun haft katte, senere en papegøje, der levede i tyve år. Efter at manden Mikkel døde for syv år siden, blev lejligheden tom. Datteren Natalia boede i en anden by, og børnebørnene kom kun i ferierne.
Pensionen var lille. Den tidligere folkeskolelærerinde fik kun fjorten tusinde kroner. Men der var altid nok til en dåse gryderet til Rex.
— Du er min ven, ikke? sagde hun til hunden, der blev mere og mere tillidsfuld. — Vi er begge to alene.
Lidt efter lidt holdt Rex op med at skyde folk. Den ventede altid på Klara Madsen ved opgangen. Om morgenen, når hun gik ud efter brød, og om aftenen, når hun kom hjem fra en tur i parken. Hunden holdt fulde mænd på afstand og gøede ad larmende teenagere, der nogle gange lavede ballade i gården.
— Du har fået dig en vagthund, smilede den lokale betjent Viktor Nielsen, da han mødte Klara Madsen med Rex. — Men pas på, hvis der kommer klager over hunden, bliver vi nødt til at tilkalde hundefangeren.
— Der kommer ingen klager, sagde hun bestemt. Rex rører ikke nogen.
Naboerne kiggede fortsat skævt til pensionisten og hendes kæledyr. Især Zita Petersen fra tredje sal var vred, fordi hun var bange for alle hunde, efter at en schæferhund havde bidt hende som barn.
— Det er uhygiejnisk! råbte hun på beboermødet. — Der bor en omstrejfende hund ved opgangen, og I tier stille! I morgen bider den en eller anden!
— Rex har været her i et år og har aldrig rørt nogen, forsvarede Klara hunden. — Den hjælper faktisk. Ballademagerne holder op med at strejfe omkring, og bilerne bliver ikke ridset.
Men Zita Petersen trak kun foragtende på læben og fortsatte med at kræve, at hundefangeren blev tilkaldt. Afstemningen endte uafgjort. Halvdelen var for, halvdelen imod.
Den morgen gik Klara Madsen ned til opgangen med en pose gryderet. Rex ventede allerede, men opførte sig mærkeligt. Den trippede nervøst, klynkede og så sig tilbage.
— Hvad er der, dreng? spurgte pensionisten bekymret, mens hun tog dåsen frem.
Hunden nægtede at spise. I stedet løb den hen til indgangsdøren og klynkede højere. Klara Madsen åbnede døren, men Rex stillede sig pludselig i vejen og spærrede passagen.
— Rex, hvad er der med dig? Lad mig komme forbi, jeg skal på posthuset og hente min pension.
Hun prøvede at gå uden om hunden, men den knurrede. For første gang i et år så Klara Madsen blottede tænder.
— Hvad gør du? spurgte hun forskrækket og trådte et skridt tilbage.
Rex veg ikke. Da pensionisten igen forsøgte at komme forbi, greb hunden fat i kanten af hendes frakke og trak hende baglæns. Klara Madsen blev forvirret. Hunden havde aldrig vist aggression.
— Er du mon syg? mumlede hun og prøvede at få frakken fri.
I det samme lød der et frygteligt skrab af metal inde fra opgangen, efterfulgt af et øredøvende brag. Jorden rystede under fødderne. Klara Madsen fo’r sammen og tabte posen med gryderet.
Få sekunder senere løb en forskrækket Antonie Frederiksen ud af opgangen.
— Elevatoren! Elevatoren er styrtet ned! råbte hun og holdt sig for hovedet. — Tovet knækkede! Kabinen styrtede ned fra niende sal!
Klara Madsen mærkede, hvordan benene blev svage. Hun havde netop tænkt sig at tage elevatoren op til syvende sal for at hente sin glemte pung, før hun gik på posthuset.
— Herregud, hviskede hun og sank ned på bænken ved opgangen. — Jeg ville have været der lige nu.
Rex kom hen og lagde snuden på hendes skød. Pensionisten slog armene om hunden og brast i gråd.
— Du reddede mig. Du vidste det godt.
Snart ankom politi og beredskab. Senere fandt de ud af, at elevatortovet var nedslidt. Ejendomsadministratoren havde sparet på vedligeholdelse. Eksperterne bekræftede, at hvis nogen havde været i kabinen, ville udfaldet have været tragisk.
Historien spredte sig hurtigt i opgangen og gården. Naboer, der tidligere havde fordømt Klara Madsen for at fodre en omstrejfende hund, kom nu med godbidder til Rex.
— Sikken en hund! beundrede viceværten Sven og rakte hunden et stort stykke pølse. — Sikken næse!
Selv Zita Petersen, som havde været Rex’ største modstander, kom forbeholdent hen til Klara Madsen dagen efter.
— Jeg ved det… Jeg tog fejl. Undskyld. Og undskyld til Rex også.
Klara Madsen nikkede tavst. Hun forstod, at den bange kvinde bare var bange for hunde, og bar ikke nag.
På næste beboermøde besluttede enstemmigt at bygge en hundehule til Rex i gården og samle penge ind til dens foder. Betjenten Viktor Nielsen lovede, at hundefangeren ikke ville røre den hund.
— Den er nu vores officielle gårdsvagt, jokede han.
Datteren Natalia, da hun hørte om hændelsen, kom straks til fra den anden by.
— Mor, du kunne være død! gentog hun og omfavnede Klara. — Du skulle have lyttet til mig og flyttet ind til mig!
— Jeg flytter ingen steder, svarede pensionisten roligt. — Her er min lejlighed, mine minder. Og Rex er også her nu.
Natalia sukkede, men skændtes ikke. Hun forstod, at moderen ikke var typen, der let ændrede sine vaner.
Ugerne gik. Klara Madsen fodrede stadig Rex hver dag, men nu havde den en varm hundehule, skåle og endda et lille lager af foder, som hele opgangen købte.
Hunden mødte pensionisten som det kæreste menneske. Den logrede med halen og lagde hovedet ind under hendes blide hånd.
En aften, mens hun sad på bænken og strøg Rex, sagde Klara Madsen stille:
— Ved du, Rex, mennesker glemmer ofte en simpel ting. Godhed kommer altid tilbage. Ikke med det samme, ikke altid som vi forventer. Men den kommer helt sikkert tilbage.
Hunden så på hende med kloge, brune øjne, som om den forstod hvert et ord.
Og Klara Madsen smilede. For første gang i mange år følte hun sig virkelig brugt. Ikke kun af mennesker, men også af denne trofaste hund, der engang havde været helt uønsket, men nu var blevet hele gårdens helt.
Og selvom pensionen stadig var lille, lejligheden gammel og ensomheden undertiden trykkede om aftenen, så var Rex der. Et levende bevis på, at selv den mindste gode gerning en dag kan redde et liv.
