“Vi klarer os bedre uden dine råd,” sagde datteren og gik hen til sin veninde.
“Mamma, hvor er min blå trøje? Den med den høje hals?” råbte Freja fra entréen, mens hun raslede med bøjlerne.
Hanne Nielsen lagde bogen om kost ved diabetes til side og rejste sig fra sofaen.
“Den er i vask, skat. Hvorfor skal du bruge den? Det er ti grader udenfor.”
“Jeg skal hjem til Ida, det er koldt hos hende. Mamma, hvor er så den grå sweater?”
“Hvilken grå? Du sagde selv i går, at den var kedelig.” Hanne gik hen til skabet og begyndte at rode i tøjet. “Her, tag den lyserøde i stedet, den klæder dig så godt.”
Freja kiggede ud fra entréen og rynkede panden.
“Jeg skal til min veninde, ikke på date. Den lyserøde er for festlig.”
“Det skader aldrig at se godt ud,” smilede moren. “Husker du, hvad jeg sagde til dig som barn? Man mødes efter udseendet, men skilles efter forstanden. Begge dele er vigtige.”
Freja rullede med øjnene og trak den første sweater på, hun kunne finde.
“Freja, er du sikker på, at du skal til Ida? Måske skulle du blive hjemme? Hendes forældre er på forretningsrejse, I er alene. Du ved, i jeres alder…” Hanne tav og ledte efter de rigtige ord.
“Mor, jeg er sytten. Det er ikke ligefrem, vi skal tage stoffer,” fnøs datteren, mens hun knappede sin jakke.
“Nej, nej, men… Hvad nu, hvis nogen kommer forbi? Nogle drenge? Freja, du ved, der sker så meget i dag. Inviter Ida hertil i stedet, jeg har lavet kødsovs og bagt småkager.”
Freja standsede og vendte sig langsomt om.
“Mor, hold op! Hold op med at kontrollere mig! Jeg er voksen nok til at bestemme selv!”
“Men skat, jeg kontrollerer dig ikke, jeg er bare bekymret for dig!” Hanne slog ud med hænderne. “Du er mit eneste barn, hvis der sker noget…”
“Der sker ikke noget! Gud, hvorfor kan du ikke bare stole på mig?” Freja træk i lynlåsen. “Jeg skal til min veninde for at lave historielektier, ikke… ikke hvad du nu bilder dig ind!”
“Jeg bilder mig ikke noget ind,” sagde moren fornærmet. “Men i min tid opførte piger sig anderledes, de rådførte sig med deres forældre.”
“Netop! I din tid! Nu er tiderne anderledes, mor!”
Hanne sukkede og lænede sig mod dørkarmen. Ja, tiderne var anderledes. Og datteren var anderledes. Ikke som hun selv var som syttenårig. Hun arbejdede allerede på fabrikken og hjalp sin mor med at forsørge tre yngre brødre. At gå til veninder uden grund var ikke en mulighed. Og hvis hun gjorde, spurgte hun altid om lov og fortalte, hvor hun havde været.
“Freja, jeg har ikke noget imod, at du går til Ida. Men lad os aftale, at du ringer om et par timer og fortæller, hvordan det går. Okay?”
“Mor, hvorfor?” stønnede datteren. “Er jeg fem år?”
“Nej, selvfølgelig ikke. Men det ville gøre mig roligere. Vær så sød.”
Freja tænkte sig om og nikkede så.
“Okay. Jeg ringer. Men ikke hver halve time, aftalt?”
“Aftalt,” smilede Hanne lettet.
Datteren gik, og Hanne vendte tilbage til sin bog, men kunne ikke koncentrere sig. Tankerne kredsede om Freja. Hun blev voksen og fjern. Det var naturligt, men hvor var det svært at slippe.
Før fortalte Freja alt til hende, delte hemmeligheder og spurgte om råd. Nu var hun tavs, svarede kort og blev ofte irriteret. Hanne vidste ikke, om det var rigtigt at guide hende og advare hende mod fejl.
Hendes egen mor var streng og krævende. Ingen frihed, hun vidste altid, hvor datteren var. Og Hanne var taknemmelig for det. Måske var det derfor, hun var bange for at slippe Freja bange for, at datteren ville lave dumheder uden kontrol.
Telefonen ringede en time senere.
“Mor, det er mig. Alt er fint, vi laver historie. Ida hilser.”
“Tak, fordi du ringede. Hvornår kommer du hjem til aftensmad?”
“Omkring ni, tror jeg. Der er stadig meget at lave.”
“Okay. Jeg varmer kødsovsen op. Pas på dig selv.”
“Mor, hold op! Jeg er ikke i Afrika, jeg er nærmest hos naboerne. Hej.”
Hanne lagde på og rystede på hovedet. Ja, naboer. Ida boede to huse længere nede. Men hun var bekymret, som om datteren var på en anden kontinent.
Måske passede hun for meget på? Da hun var ung, havde hun en veninde, Mette, hvis mor kontrollerede alt. Mette klagede over at kvæles af omsorg. Senere, som attenårig, løb hun værd med den første mand, hun mødte, bare for at slippe væk. Hun fik en dårlig ægtemand og led. Hanne ønskede ikke det samme for Freja.
Men at slippe var også skræmmende. Verden var ikke som før. Så mange historier om unge piger! Nyhederne handlede kun om forsvundne eller dem, der kom i dårligt selskab. Og Freja var så naiv, trods hendes intelligens.
Klokken otte begyndte Hanne at blive urolig. For tidligt at ringe, men bekymringen kom uventet. Hvad nu, hvis der var sket noget? Hvad hvis pigerne var gået et andet sted hen, og Freja ikke turde sige noget?
Halv ni kunne hun ikke holde ud mere og ringede. Lang ringeton, så en mands stemme.
“Hallo.”
“Undskyld, må jeg tale med Freja? Det er hendes mor.”
“Hvilken Freja? Der er ingen Freja her.”
Hanne blev kold.
“Hvordan ingen? Er Ida hjemme?”
“Ida? Heller ikke. Er du sikker på, du har det rigtige nummer?”
“Ja, det har jeg… Undskyld.” Hun lagde på, og hænderne rystede.
Hvad skete der? Hvor var datteren? Måske forkert nummer? Men nej, hun kendte det udenad. Idas far var nok kommet hjem tidligt og vidste ikke, datteren var der med veninden.
Eller måske var pigerne gået? Men Freja lovede at ringe, hvis planerne ændredes!
Hanne gik rundt i lejligheden, kiggede ud ad vinduet hvert femte minut. Måske kunne hun se Freja komme hjem?
Klokken ni ringede Freja selv.
“Mor, jeg er på vej. Der om ti minutter.”
“Freja! Hvor var du? Jeg ringede til Ida, en mand svarede, der var ingen hjemme!”
“Åh, det var onkel Jens. Ida og jeg var på biblioteket og ledte efter materiale til vores opgave. Jeg sagde jo, vi lavede historie.”
“Men hvorfor sagde du ikke, I gik ud?”
“Mor, vi gik bare på biblioteket! Hvad
