Mors lejlighed

Hele morgenen gik Anna og samlede sig mod, mens Jakob sad overfor med næsen nede i sin telefon. Hun vidste udmærket, at han allerede sad og genlæste smsen fra sin mor, og at det nu startede forfra.

Hun har skrevet igen, sagde han uden at kigge op.

Jeg har bemærket det. Du har læst den tre gange nu.

Åh, Anna, lad nu være. Hun er jo alene, og har det skidt.

Jakob, hun har det skidt hver mandag. Og hver fredag. Og for det meste også onsdag.

Han lagde telefonen på bordet. Det var det gamle bord, de havde fundet sammen på Loppemarkedet, hvor Anna grinede højt, første gang hun opdagede, der på hjørnet var ridset et barnenavn ind med et søm. Det var deres bord, ligesom den lille toværelses var deres godt nok lejet, men stadig deres. Selv kaffeduften hver morgen føltes kun deres.

Hun siger, hun har fået blodtrykket op igen.

Ja, du nævnte det i forgårs. Og ugen før også.

Man kan jo ikke bare…

Jakob gned sig i ansigtet. Hun er trods alt min mor.

Jeg siger ikke, at vi ikke skal hjælpe hende. Jeg siger bare, at vi skal leve vores egne liv. Det var jo ligesom aftalen.

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Udenfor var det typisk dansk oktober: regn på tagene, og en eller anden slæbte en indkøbspose gennem en kæmpe pyt.

Hun vil have os til at flytte ind hos sig, sagde han lavt.

Anna svarede ikke straks. Hun tog en slurk kaffe, der for længst var blevet kold.

Jeg hørte det godt, sagde hun så. Hun har foreslået det før.

Denne gang mener hun det virkelig. Hun skrev, at det er tungt at være alene i en treværelses. At der er plads nok til alle.

Plads er der jo nok, sagde Anna med en vis sarkasme. Det er argumentet.

Anna

Hvad, Anna? Jeg siger det bare som jeg tænker det. Du kender mig.

Han vendte sig mod hende. Han var fireogtredive, men lige der, med det forlegne udtryk, lignede han en dreng, der ikke rigtig turde stå ved, at han var blevet voksen. Hun elskede ham. Og netop derfor var det hele også ganske umageligt.

Prøv at tænke over det, bad han.

Det har jeg gjort, lige siden du åbnede munden.

De var stille sammen. Anna rejste sig, hældte den kolde kaffe ud og lavede en frisk kop. Lejligheden var lille, men det var deres. På bare et halvt år havde de sat deres præg på hvert eneste hjørne. Selv det knirkende, tredje gulvbræt mellem badeværelset og køkkenet havde fået karakter af hjemme.

Du må tage snakken med hende, sagde Anna. Forklar det for hende.

Hvad skal jeg sige til hende?

At vi har det fint sammen. At vi besøger hende. At vi hjælper, men altså ikke lige bor der.

Hun kommer aldrig til at forstå det. Hun er allerede overbevist om, at vi vil lade hende visne væk i ensomhed.

Jakob, din mor er folkepensionist med blodtryksproblemer og et særdeles veludviklet drama-gen. Ikke det samme som at være hjælpeløs.

Han svarede ikke, men betragtede regnen udenfor. Anna kendte ham. Det betød ikke, at debatten var slut. Han var bare forsvundet ind i sig selv, sådan som han altid gjorde, når han ikke turde indrømme, at hun havde ret, men ikke ville sige det højt.

Jakobs mor hed Karen Nielsen. Otteoghalvtreds år, folkepensionist siden sidste efterår, god treværelses i Brønshøj arvet fra sine forældre. Anna havde været undervejs i hendes liv i to år, siden hun og Jakob fandt sammen. De første møder havde været, tja, hyggelige. Kage, snak om arbejde, store roser til Annas fiskefrikadeller. Siden var det som om, der dukkede småting op. Men Anna hævdede stædigt, at hun bare forestillede sig det.

Anna var tredive, arbejdede på et lille arkitektkontor, tegnede boligprojekter, tog på byggepladsbesøg; elskede sit arbejde. Lønnen var ikke prangende, men det gik. Jakob var ingeniør ude på vindmøllefabrikken. De havde mødt hinanden tilfældigt til en fest hos en fælles ven, hvor de var blevet enige om at være uenige om Matador, og så var det ret hurtigt, at de ikke kunne undvære hinanden. Lille bryllup, lille flytning; de havde begge brug for eget domæne.

Det halve år i deres eget lille hjem havde været rigtigt. Ikke fordi alt gik let, men fordi de trivedes med at kæmpe gennem bøvlet sammen. Uden indblanding udefra.

Så begyndte Karen at ringe. Først en gang om ugen. Så flere gange. Til sidst næsten dagligt.

Anna lagde mærke til, at Jakobs stemme forandrede sig, når han talte med moren. Han lød skyldig, lille som én, der trækkes tilbage til en startlinje, han havde besluttet at have lagt bag sig.

To uger efter oktober-vinduet blev emnet taget op igen.

Jeg besøgte hende i søndags, sagde Jakob.

Jeg ved det godt. Du nævnte det.

Anna, hun ser virkelig sløj ud.

Den replik har du brugt otte gange det sidste halve år.

Det er jo sandt. Hun har tabt sig. Lejligheden er rodet. Hun siger, det er hårdt alene.

Anna lagde bogen fra sig.

Fint. Helt konkret: Skal vi skaffe en, der kan hjælpe med rengøringen? Skal du komme oftere? Eller skal vi flytte ind?

Det sidste ville alligevel være det rigtige.

Hun kiggede længe på ham.

Jakob, vi har boet her i seks måneder netop for at have plads til os selv.

Jeg forstår det godt.

Det siger du. Men alligevel foreslår du, at vi flytter.

Jeg tænker, det kan være midlertidigt. Til hun er bedre kørende, altså

Midlertidigt. Hvordan får du det ord over dine læber?

Jamen, altså. Tre værelser. Vi får vores eget. Vi slipper for huslejen. Og min mor har selskab.

Jeg har ingen ord for det her, Jakob.

Tænk nu lige på det. Uden følelser.

Hun gik i køkkenet. Stirrede lidt for længe på sine hænder. Hørte ham tale om følelser, som om hendes indsigelser bare var dårligt humør. Ikke mere end det.

Den nat sov hun nærmest ikke. Jakob havde altid været en mester i at putte sig til ro uanset situationen noget Anna tidligere havde anset for en bundsolid karakteregenskab.

Hun gav op en måned senere. Ikke fordi hun havde skiftet mening. Men fordi hun så, at Jakob blev ulykkelig. Fordi hun elskede ham og ikke ville været årsag til, at han fik et reelt brud med sin mor. Fordi hun bildte sig selv ind, at voksne mennesker kan bo hvor som helst, hvis bare de vil nok.

Okay, sagde hun en morgen.

Han så overrasket op.

Ja, sagde Anna. Lad os prøve. Men kun på én betingelse: vores værelse er VOR soveværelse. Ikke målgruppe for mors spontanbesøg. Og vi tager beslutninger sammen ikke med mor som tredje stemme. Og når jeg om tre måneder siger nu flytter vi, så flytter vi. Ingen diskussion.

Anna, behøver det være så formelt?

Helst. Sådan er reglerne. Take it or leave it.

Han tænkte sig om og nikkede.

Aftale.

Hun stolede på det. Det gjorde hun. Hun havde altid været typen, der troede på folk selv når hendes mavefornemmelse havde trykket på pauseknappen.

Flytningen skete i november. Karen Nielsen stod i døren i lyserød slåbrok, smil i hele hovedet, selvgjort wienerbrød på bordet. Lejligheden var faktisk ret stor; højt til loftet, arvet chatol og let duft af lavendel fra små stofposer i hvert et skab.

Endelig, min dreng, så kom I, sagde Karen, og gav sønnen et mor-omfavn, mens hun målte Anna op og ned med et blik, der ikke helt kunne afgøres om var skeptisk eller… sejrssikkert?

De første uger gik faktisk tåleligt. Karen lavede mad til alle, ryddede op efter dem og spurgte ind til, hvordan dagen havde været. Anna takkede, tilbød hjælp, og holdt sig til de pæne fraser. Om aftenen kunne hun og Jakob lukke døren til deres eget værelse, og det hjalp.

Så begyndte det som ingen brugsanvisning nogen sinde har omtalt: små irriterende rutiner.

Først var det fordi Karen kom i tanke om noget og trådte ind uden at banke på. Slet ikke for at overtræde noget bare… glemsomhed, ikke? Bagefter forsvandt Annas køkken-orden: Karens plasticbøtter havde nu overtaget første parket. Anna fandt sine egne ovre i den fjerneste skuffe. Og pludseligt kom der altid lidt ekstra salt i maden, Anna var ved at lave.

Karen, jeg har allerede smagt til.

Jaja, bare en lille smule. Du tager det ikke ilde op vel?

Det var Karens hof-udtryk. Du tager det ikke ilde op.

Anna tog det aldrig ilde op udadtil. Men et eller andet lille bitte indeni begyndte at trække sig sammen.

Jakob, din mor gik altså ind uden at banke på igen.

Anna, hun gør det altså ikke bevidst.

Det kan være. Men det var ikke aftalen.

Jeg tager en snak med hende.

Hvad den snak gik ud på, vidste Anna ikke. Hvis hun tog den, hjalp det ikke det fjerneste. Karen blev ved at indtage rummet uden varsel.

Der skulle kun tre uger til juleaften, før første rigtige samtale ramte.

Anna kom hjem før normalt den dag. På arbejdet havde hun haft et skævt møde med en kunde og hun længtes bare efter et øjebliks ro. Men i køkkenet sad Karen, snakkede i telefon, og Anna hørte sit eget navn nævnt. Hun frøs midt i gangen.

Nej nej, hun er egentlig sød, men du ved, lidt sær. Altid stille. Vil gøre alting selv. Jeg prøver bare at hjælpe, men hun kigger på mig, som om jeg er en man tager imod med handsker på. Jakob ser selvfølgelig kun det gode. Han har jo altid været sådan.

Anna gik ind på deres værelse og lukkede døren. Sad tavs på sengen, og havde egentlig lyst til at åbne døren og sige sandheden højt. Det gad hun ikke. Træt var hun, og hun ønskede bare, at det var udmattelsen der talte og at det ville være anderledes næste morgen.

Det var det ikke.

Morgenen efter var Karen glad, spurgte ind til arbejdet og serverede pandekager. Jakob smilede til Anna. Anna svarede kort og tænkte stadig over, hvem fanden Karen havde talt med i går, og hvor mange der havde Anne-historier nu.

Nytåret blev fejret hjemme, bare familien. Jakobs storesøster Mette kom forbi med sin mand. Hun var seks år ældre, boede i Malmø, og kunne tale så hele vejen hørte det.

Anna, hvor ser du godt ud selvom du ser træt ud.

Der er meget at lave, sagde Anna.

Jo jo, det er der jo. Arbejde. Mette nikkede så arbejde nærmest lød som en kode for alt problematisk i dit liv.

Imens sad Karen og snakkede om naboer, priserne i Kiwi og sit helbred. Anna hørte, at de tre havde en særlig familie-dialekt et fælles sprog, hun ikke rigtigt kunne aflæse. Jakob grinede lidt for højt ad mors små vittigheder.

Om natten, da de lå alene, hviskede Anna:

Jeg har det ikke godt med det her, Jakob.

Det er kun fordi, det er nytår og mange mennesker, sagde han.

Nej, Jakob. Gælder hele tiden.

Du vænner dig til det. Sådan er det altid i begyndelsen.

Kan du huske vores aftale. Tre måneder.

Anna, vi er dårligt flyttet ind.

Vi flyttede i november. Det er snart tre måneder.

Jamen, vent nu lidt endnu.

Hun lod diskussionen ligge og vendte sig om i sengen.

I januar gik det for alvor op for Anna, at hun ikke var træt efter arbejdet men efter livet derhjemme.

Hver dag, små stikpiller. Karen undrede sig over Annas arbejdstider. Foreslog, at man nok burde lave kartofler på den rigtige måde. Spurgte næsten på klokkeslæt, hvornår de skulle have børn.

Karen, det er privat.

Nej, nu, jeg er altså MOR. Jeg må have lov at vide det.

Må du det fra os eller fra dig selv? Det er ikke det samme.

Du skal ikke tage det så tungt. Jeg vil jer jo det bedste!

Den sætning igen.

Anna mødtes med veninden Signe, som hun havde kendt siden uni. Fortalte, forsigtigt først, så alt det løse væltede ud.

Anna, klassikeren, sagde Signe: Den kærlige svigermor, der kvaler med omsorg.

Jeg vil jo ikke tænke grimt.

Du skal bare observere. Hvad GØR hun? Ikke hvad hun SIGER.

Hun går ind uanmeldt. Rykker ved vores ting. Tager børnesnakken hver tredje dag. Sladrer telefonisk.

Og hvad siger Jakob?

At jeg skal vænne mig til det. Hun gør det ikke med vilje.

Signe så bare roligt på hende. Anna læste budskabet uden ord.

Din base er ikke længere din, Anna. Og har I kun mundtlig aftale?

Anna sank.

Ja. Mundtlig.

Singen sagde ikke mere. Nogle gange siger tavshed alt.

I februar indtraf det, Anna senere kaldte det rigtige vendepunkt. Ikke fordi noget dramatisk skete, men fordi det blev åbenlyst: Det handlede ikke om Karens vaner. Det handlede om magt.

På køkkenbordet fandt Anna et ark papir, sat op som skema: Regninger, madindtægt, fælles udgifter med tal ud for. Hun mærkede en kuldegysning.

Jacob kiggede væk, da hun spurgte ind:

Hvad er det for et skema på køkkenbordet?

Mor har lavet det. Hun mener bare, vi må dele udgifterne retfærdigt nu vi bor her.

Jakob… Vi flyttede ind fordi hun ville have selskab, fordi hun havde det skidt. Nu skal vi betale for at være skygger i hendes lejlighed?

Ja, men det er bare rimeligt…

Rimeligt, sagde Anna. Ligesom midlertidigt før.

Hun er pensionist, Anna. Hun har ikke så mange penge.

Hun har arvet lejligheden. Spørger bare…

Han blev tavs.

Jeg tager en snak med hende, mumlede han.

Du siger altid du vil snakke med hende.

Anna…

Ser du slet ikke, hvad der sker?

Hun ved jo bare ikke bedre. Hun er ensom.

Anna så på ham længe. Men vendte sig til sidst og gik.

Snakken med Karen blev aldrig til noget. Hun blev siddende foran TVet med et uskyldigt udtryk, så Anna mistede sine argumenter på dørtrinnet. Anna sagde kun, at det skema virkelig undrede hende.

Åh, det er da bare fordi, nu er vi flere. Der er flere regninger, Anna, vendte Karen med det sædvanlige milde smil.

Men det var dig, der inviterede os.

Ja fordi jeg er ensom. Det betyder ikke jeg skal betale alt.

Det er bare lidt mærkeligt.

Livet ER mærkeligt, sagde Karen og skruede op for fjernsynet. Så var den afgjort.

Anna fortalte Jakob det hele. Han var tavs, så sagde han:

Du må ikke hænge dig i småting.

Det blev hans nye standard-udtryk.

I marts begyndte Mette at komme forbi. Alene, uden mand og børn. Drak the, blev til middag, udvekslede fortrolige blikke med moren.

Anna, har du overvejet sådan et kursus? For at få lidt bedre løn.

Jeg har jo en uddannelse, Mette.

Jojo, bare tiden kræver man ruster sig.

Jeg gør mit bedste.

De delte et blik. Anna noterede det.

Efterfølgende sad Anna alene og lyttede til de dæmpede stemmer. Der var et eller andet i lyden, som fik hende til at skrive til Signe: Jeg tror de diskuterer os.

Du tror rigtigt, svarede Signe.

Jakob stak hovedet ind i deres værelse.

Hvorfor sidder du her?

Jeg tænker.

Du er fornærmet igen, hva?

Nej. Jeg tænker bare.

Mette snakker altså bare sådan. Hun er sådan det er ikke dig.

Jakob, de udvekslede et blik. Jeg så det.

Du overreagerer.

Nyt udtryk.

Har du talt med din mor om vores forhold?

Han tøvede.

Hun spørger. Det gør hun jo.

Hvad svarer du?

Det sædvanlige. Hvordan det går.

Fortæller du om os?

Ikke sådan rigtigt.

Anna bemærkede i april, at hendes egne ting begyndte at forsvinde fra deres plads. Notesbogen hun altid havde på skrivebordet, stod nu på hylden i stuen. Hendes yndlingskrus flyttede op i det øverste, næsten utilgængelige skab. Et lille foto af hende og Jakob var væk fra køleskabet.

Karen, har du set det billede jeg havde med Jakob på køleskabet?

Jeg fjernede det. Man skal ikke hænge ting sådan op.

Men det er vores billede.

Ja, men det pynter ikke.

Anna ville sige: Det er MIT billede. Jeg bestemmer. Men magtspillet var åbent nu, og hun nægtede at gå til krig. Hun ville bare leve normalt.

Vil du endelig give mig det igen? sagde hun roligt.

Jeg finder det i morgen.

Billedet dukkede op en uge senere i et skuffedar i buffeten, nedad vendt.

Anna lagde det i sin taske. Satte det aldrig på køleskabet igen.

Den aften sad hun og så på indretningen. Ved flytningen havde hun og Jakob lidt naivt sat deres eget præg: plakat på væggen, små hylder. Nu virkede de fremmede.

Hun ringede til Signe.

Jeg tror jeg bliver skubbet ud.

Fortæl mig alt.

Anna fortalte om billedet, om listen, om blikkene.

Det er helt klassisk, sagde Signe. Det hedder territorial markering. Nu ved du, hvor du står.

Men det ER jo hendes lejlighed.

Netop. For hende er dette stedet, hvor I bor på hendes præmisser. For dig troede du, det var et fælles sted. Det er det ikke.

Hvad skal jeg gøre?

Snak med Jakob. Virkelig snak. Ikke om foto, ikke om kop. Om alt det her.

Jeg prøver. Han siger jeg indbilder mig ting.

Signe svarede ikke straks.

Kan du huske vores aftale før indflytningen, Anna. Tre måneder. Mundtlig.

Det var i december. Nu er det april.

Og?

Jeg ved ikke helt hvad jeg venter på. Måske at Jakob selv foreslår at flytte igen. Måske tør jeg ikke tage det op.

I begyndelsen af maj kom samtalen, Anna gentog i hovedet i flere dage efter.

Hun kom hjem, Jakob var ikke nået hjem endnu. Karen sad i køkkenet og talte med nogle papirer. Anna så ordet vedrørende og en adresse på forsiden.

Hvad er det? spurgte Anna, næsten mod sin vilje.

Karen svarede uden at kigge op.

Noget papirarbejde. Ikke dit bord.

Hvad vedrører det?

Jeg overfører lejligheden til Jakob. Så er tingene i orden.

Du overfører? Anna standsede. Mens vi bor her, altså?

Ja, så Jakob kan være sikker på at have noget. Du ved, livet er langt.

Du tænker på hvis vi bliver skilt.

Jeg tænker bare på fremtiden.

Anna stod lidt ved køkkenbordet. Karen pakkede sine papirer sammen i en mappe og gik.

Anna blev stående i køkkenet længe og stirrede ud i luften. Ikke vrede. Noget tungere, der lagde sig i kroppen.

Jakob kom hjem en time senere.

Anna prajede ham straks:

Din mor overfører lejligheden til dig.

Det ved jeg.

To ord. Men de sagde mere, end hundrede sætninger før.

Du ved det.

Ja. Det er hendes beslutning.

Hun inviterede os, fordi hun var ensom og havde det skidt. Nu skriver hun budgetter, og overfører ejendomme. Er det ikke et paradoks?

Hun tænker langsigtet.

På hvem? På dig uden mig.

Anna, det er uretfærdigt.

Nej. Det er ærligt.

Han sagde ikke noget.

Jeg vil flytte, sagde Anna. Du lovede mig.

Hvorhen? Vores tidligere sted er væk.

Vi finder noget nyt.

Det er mange penge igen med husleje.

Ja. Men det er vores. Vores families hjem. Ikke din mors.

Jakob satte sig ned på sengen og stirrede ud i luften.

Jeg skal tænke.

Du har tænkt siden november.

Anna…

Nej, jeg vil have svar. Nu. Ikke i morgen. Nu.

Han kiggede endelig på hende. Noget i hans blik, hun ikke havde set før.

Jeg er nødt til at tale med min mor.

Nej. Med mig. Du er gift med mig. Det er dig og mig.

Jeg forstår…

Så sig det. Vil du bo med din kone, eller med din mor?

Det er ikke et rimeligt spørgsmål.

Det er det eneste rigtige.

Han sagde længe intet. Gik hen til vinduet. Majhimlen var så blå, som kun maj kan være i Danmark.

Jeg vil ikke vælge, sagde han.

Det skal du.

Anna sagde ikke mere. Hun tog telefonen og ringede til Signe.

Signe, du nævnte jeg kunne låne sofaen nogle dage. Gælder tilbuddet stadig?

Altid, sagde Signe.

Anna pakkede en taske. Jakob blev ved vinduet. Hun gik ud i gangen. Kun lyden af opvask fra køkkenet. Karen vaskede op. Alt var som på en typisk hverdagsaften.

Anna lukkede døren, næsten lydløst.

Hos Signe var Anna i tre dage. Sov. Åd. Sagde ikke så meget. Signe spurgte ikke. Det var rart.

På fjerde dag ringede Jakob.

Hvornår kommer du hjem?

Ved ikke endnu.

Anna, jeg savner dig.

Mig selv.

Kom hjem. Lad os tale.

Om hvad?

Alt. Jeg lytter.

Anna holdt telefonen lidt, så sagde hun: Okay.

Hun kom hjem samme aften. Karen så slet ikke op, da Anna gik gennem stuen.

Jakob sad i værelset da hun kom.

Jeg har fundet en lejlighed, sagde han.

Anna stoppede op.

En lejlighed?

Lille, men i et godt område. Vi kan se den på lørdag.

Anna kiggede på ham. Der var sket noget i løbet af de tre dage. Noget ændret. Hun kunne bare ikke sige hvad.

Har du fortalt det til din mor?

Ja.

Hvad sagde hun?

Hun blev ked af det. Sagde vi svigtede hende. Men så sagde hun, hun håbede, vi ville besøge hende tit.

Sådan.

Anna, jeg ved det kom for sent. Jeg så det bare ikke før.

Hvad så du?

At jeg altid valgte dig fra.

De sad lidt tavse. Fjernsynet buldrede udenfor væggen.

Om lørdagen tog de sammen ud for at se på lejligheden. Tredje sal, fint lysindfald, lille køkken. Anna gik rundt og tænkte: mindre plads, men alt andet er bedre.

Vi tager den, sagde hun.

Ja, sagde Jakob.

De aftalte flytning ugen efter. Hele ugen pakkede Anna. I stilhed, uden stress. Karen gik rundt med et ansigt, der lignede en baby, der har tabt sutten. Hun mumlede lidt.

Jakob, se hvor hun slæber dig hen.

Mor…

Jeg siger ingenting. Jeg kigger bare.

Eller:

Anna, du ved godt hvad det koster at leje lejlighed nu om dage?

Det ved jeg.

Tja, hvorfor så?

Fordi.

Karen tav. Så fandt hun noget nyt at sige.

Fredag aften, dagen før flytning, trådte hun ind uden at banke på igen. Jakob var væk efter flyttekasser.

Anna pakkede bøger.

Jeg vil gerne tale, sagde Karen.

Anna vendte sig.

Sig frem.

Du vender ham mod mig. Det kan jeg se.

Nej.

Han ville aldrig være flyttet, hvis ikke det var dig.

Han er voksen. Hans valg.

Du sagde sikkert, han skulle vælge mellem os to.

Jeg gjorde faktisk ikke. Men hvis det skulle være, ville det være fair.

Karen kiggede på hende. I hendes øjne lå noget, Anna ikke havde lagt mærke til før ikke bag alt det søde.

Du mener, du har vundet, sagde hun stille.

Jeg mener, vi flytter i vores eget hjem, sagde Anna. Du må gerne komme og besøge os. Vi besøger dig.

Jeg troede, Jakob ville vende tilbage her. Rigtigt.

Han har ikke været væk. Han har bare været gift.

Anna vendte sig om.

Kan du lukke døren, når du går ud?

Karen gik ud. Hun lukkede døren.

Anna stod lidt. Hænderne føltes rolige. Et eller andet indeni slap en smule.

Flytningen gik stille for sig. Jakob bar. Anna bar. Karen sad i køkkenet med sin te. Da de var ved at bære de sidste kasser ud, dukkede hun op i gangen.

Jakob…

Mor, vi kigger forbi søndag.

Godt, sagde hun. Hendes stemme var anderledes. Ingen blødsødme.

De kørte af sted. Anna kiggede en sidste gang på vinduerne. Gardinerne var trukket for.

Den nye lejlighed var tom og rungende, men nu deres. De satte sig på gulvet midt i rummet. Majregnen silede udenfor.

Er du sulten? spurgte Jakob.

Vistnok.

Vi finder noget nede i Brugsen.

De gik sammen ud. Jakob holdt døren for hende. Trappeopgangen var ny, men nu deres.

Søndag tog de hen til Karen. Hun lukkede op, inviterede dem ind. Kogte vand, bagte æblekage, spurgte til lejligheden.

Den er lille, men lyset er godt, sagde Jakob.

Der er mange vinduer, sagde Anna.