Mikkel fandt ham ved vejkanten i oktober.
Hvalpen sad i grøftekanten, våd og ganske lille, og stirrede på de forbipasserende biler, som om han ventede på en bestemt. Mikkel var på vej til sommerhuset for at hente kartofler, bremsede et øjeblik, troede han bare ville kigge. Men hvalpen løftede hovedet, og så var det slut. Kartoflerne blev i jorden en uge endnu.
Han kaldte ham Balder. Navnet fandt naboen Inger Jensen på, da hun så i opgangen et rødt, øret væsen med poter, der ikke passede til størrelsen.
– Rød, næset, umulig, sagde hun. – Balder. Lige præcis.
Mikkel grinede dengang.
Balder voksede hurtigt. Til foråret fyldte han hele venstre halvdel af sofaen og anså det for sin ret. Mikkel skældte ud i starten, men holdt op. Det var værre at sove alene i lejligheden end med en hund, der snorkede og nogle gange rørte på poten i søvne.
De blev venner ikke med det samme, men langsomt, som mennesker bliver venner, når de ikke har travlt. Morgenturen. Madskålen klokken syv om aftenen. Fjernsynet. Nogle gange talte Mikkel højt til Balder. Balder sad ved siden af og lyttede alvorligt, gabte kun en gang imellem og viste alle tænderne.
– Du har ret, sagde Mikkel. – Nok nu.
Og han slukkede for fjernsynet.
***
Ulykken skete i april, da de var på vej hjem fra aftenturen.
Mikkel huskede bagefter ikke rigtig, hvordan. Glat, en bil kom ud på fortovet fra et hjørne, Balder var i snor, og så knækkede snoren. Mikkel blev slæbt mod kantstenen. Han slog siden, lå nogle sekunder og hørte kun sin egen vejrtrækning og et fjernt råb.
Da han rejste sig, var Balder væk.
Snoren lå på asfalten. Plastiklåsen var sprængt i to.
Han ledte til midnat. Gik tre kvarterer, kaldte på ham, spurgte forbipasserende. De rystede på hovedet. Nogen sagde, de havde set en rød hund løbe mod jernbaneoverskæringen, men det var fyrre minutter siden, og så var den væk.
Hjemme satte Mikkel sig i køkkenet og stirrede længe på den tomme skål.
Så rejste han sig. Skrev en efterlysning, printede tyve ark. Om morgenen satte han dem op i hele kvarteret, ringede også til tre dyreklinikker og til internatet på Fabriksvej.
– Hvis I får en rød hund, blandingshund, sagde han i røret. – Ring venligst. Her er mit nummer.
Der gik en uge.
Så en måned.
Efterlysningerne blegnede i maj-regnen, og Mikkel satte nye op. Så satte han nye op igen i juni. Dyreklinikkerne tav. Fra internatet på Fabriksvej ringede de to gange, begge gange forkert, begge gange var det en anden hund.
I juli sagde Inger Jensen forsigtigt gennem døren:
– Mikkel, måske skulle du tage en anden. Der er så mange på internatet.
– Nej, svarede Mikkel.
Hun spurgte ikke mere.
Lejligheden uden Balder var blevet en anden.
Ikke tom, nej. Tingene stod på deres pladser, køleskabet summede, naboerne trampede ovenpå halv ti som sædvanlig. Men noget var forandret.
Mikkel tog en gammel bold op fra gulvet, som Balder havde jagtet gennem gangen. Lagde den på hylden. Tænkte sig om og gemte den i skuffen. Så tog han den frem igen og lod den blive på hylden.
Om morgenen rakte hånden af gammel vane efter snoren ved døren. Snoren hang. Han skulle ingen steder hen.
Han begyndte at gå ture alene. Samme rute, samme tid, bare uden Balder. Kunne selv ikke forklare hvorfor. Gik bare.
I august ringede datteren fra Århus.
– Far, kom og besøg os. Bo hos os et stykke tid, få lidt ro.
– Kan ikke.
– Hvorfor?
Han tav et øjeblik. Sagde:
– Hvis han skulle komme tilbage.
Datteren tav også. Så sagde hun “okay” med en stemme, der kommer, når man gerne vil sige noget andet, men lader være.
Balder kom tilbage i oktober.
Mikkel hørte en kradsen på døren lidt i syv om aftenen. Først troede han, det var indbildning. Lyd fra trappeopgangen, træk, hvem ved. Men kradsningen kom igen. Insisterende, med pauser, som om nogen vidste, at døren ville blive åbnet, bare man ventede lidt.
Han åbnede.
På dørmåtten sad Balder.
Ældre. Pelsen var klippet flere steder, der hvor der åbenbart havde været sår. Venstre side lidt indsunken. Og om halsen havde han en halsbånd. Et fremmed, læder, brunt, med en messing spænde og en lille medalje, hvorpå der stod et ord: “Trofast”.
Mikkel stod længe i døråbningen og så på ham. Balder sad og så på Mikkel. Højre øre hang, en rød plet på panden formet som en skæv stjerne. De samme øjne, ravfarvede med mørk rand.
– Hvor har du været? sagde Mikkel.
Balder rejste sig, gik over dørtærsklen og ind i gangen, sådan som de går, der kender planen udenad. Til højre, hen til skålen. Skålen stod der, hvor den altid havde stået. Tom, selvfølgelig.
Mikkel lukkede døren. Gik ud i køkkenet. Hænderne rystede en smule, mens han åbnede køleskabet.
– Okay, sagde han. – okay.
Næste morgen kørte han til dyreklinikken.
Balder blev undersøgt, fik de nødvendige vaccinationer, chippen blev tjekket. Mikkel spurgte om halsbåndet. Dyrlægen tog medaljen og læste højt:
– “Trofast”. Er det et andet navn?
– Nogen har givet ham et andet navn, sagde Mikkel.
– Har han boet hos nogen?
– Han har boet et sted i et halvt år. Ved ikke hvor.
Dyrlægen så på ham, så på Balder, så på Mikkel igen.
– Det sker, sagde hun. – Hunde forsvinder nogle gange og kommer så tilbage. Især de kloge.
Mikkel svarede ikke. Så på Balder, som sad på metalbordet med et uforstyrret udtryk og fandt sig i undersøgelsen.
På bagsiden af medaljen fandt de et telefonnummer.
Mikkel ringede fra bilen, mens Balder sad på bagsædet og så ud ad vinduet.
Der blev taget efter tredje bip.
– Hallo?
– Goddag, sagde Mikkel. – I havde en hund. Rød. I kaldte ham Trofast.
Lang tavshed.
– Ja, sagde stemmen. En kvinde, ikke ung. – Det havde vi. Han forlod os i september. Vi ledte efter ham.
– Han er hos mig. Det er min hund. Han hedder Balder. Han forsvandt i april.
Igen tavshed. Så sagde kvinden:
– Han boede hos os. Vi fodrede ham, behandlede ham. Han havde sår.
– Tak, sagde Mikkel.
– Han er en god hund.
– Ja.
Pause.
– Bor du langt væk? spurgte kvinden. – Fra Birkevej?
– Et andet kvarter.
– Herregud. Han kom selv i april. Lagde sig bare ved vores hegn og gik ikke væk.
Mikkel stirrede ud ad forruden på den grå gård med poppeltræer uden blade.
Samtalen døde af sig selv. Mikkel lagde telefonen væk. Balder snorkede på bagsædet, lå med hovedet på poterne.
Hjemme tog Mikkel det fremmede halsbånd af Balder. Lagde det på bordet, så længe på det. Brunt, læder, med medaljen “Trofast”. Godt arbejde, ikke billigt.
Et halvt år havde hunden været et sted. Og alligevel kom han tilbage.
Mikkel tænkte på kvinden fra Birkevej. Hvordan hun hver dag fodrede ham, kløede ham, var blevet knyttet, sikkert. Og så i september gik hun ud en morgen, og han var væk. Og hun ledte. Ringede måske efter opslag.
Han tog telefonen.
– Det er mig igen, sagde han, da hun tog røret. – Jeg ville sige. Hvis du gerne vil besøge ham, har jeg ikke noget imod det.
Tavshed.
– Virkelig? sagde hun.
– Virkelig.
Hun kom lørdag. Birthe Nielsen, fireogtres år, i grå frakke og med en nettaske, hvori der var æblemarmelade og en pose hundefoder – det samme, som Balder havde vænnet sig til i de seks måneder.
Balder så hende fra gangen og kastede sig ikke, nej. Han gik bare hen og trykkede næsen mod hendes håndflade. Logrede glad.
De drak kaffe. Birthe Nielsen fortalte, hvordan hun havde fundet ham ved hegnet i april, hvordan hun havde kørt ham til dyrlægen, hvordan han havde været bange de første dage og så vænnet sig. Mikkel fortalte om ulykken, den knækkede snor, opslagene.
Balder lå mellem dem på gulvet og døsede. Ind imellem løftede han hovedet, så på den ene, så på den anden.
– Han har valgt os begge, sagde Birthe Nielsen.
Mikkel så på hunden. Så på kvinden ved siden af.
– Det ser sådan ud.
Det fremmede halsbånd lagde Mikkel i en skuffe i skrivebordet. Smid det ikke væk.
Balder begyndte igen at fylde den venstre halvdel af sofaen og jage bolden gennem gangen klokken et om natten. Opslagene på stolperne blev våde i novemberregnen og faldt af af sig selv.
Birthe Nielsen kom lørdag. Bragte marmelade, spurgte ind imellem til råds om solbær – hun havde en køkkenhave på Birkevej, og Mikkel forstod sig på haver. De talte, mens Balder døsede mellem dem.
En aften tog Mikkel læderhalsbåndet med medaljen “Trofast” op af skuffen. Så på det. Medaljen glimtede under lampen.
I entreen hang to snore. En rød, gammel. En blå, ny – den, Birthe Nielsen havde bragt en lørdag og hængt op uden at sige noget, uden at spørge om lov.
Mikkel lærte, at en hunds hjerte er større end menneskets. Det kan rumme to hjem og vende tilbage til det første, når tiden er inde. Måske er kærlighed ikke at vælge, men at blive valgt – igen og igen.
