Søren, kan du hente mig hjem fra arbejde? – Efter en lang arbejdsdag håbede Jytte at slippe for de fyrre minutters bustur Kære, kan du hente mig fra arbejde? – Lene ringede til sin mand med håbet om at undgå en trættende bustur hjem efter en lang dag. – Jeg har travlt, – svarede Peter kort. I baggrunden kunne man tydeligt høre TV’et, så Peter var hjemme. Lene blev såret til tårer. Ægteskabet var tæt på sammenbrud, og for bare et halvt år siden havde Peter båret hende på hænder. Hvad var der sket på så kort tid? Lene forstod det ikke. Hun passede sin figur og tilbragte meget tid i træningscenteret. Hun lavede god mad – ikke for ingenting arbejdede hun som kok på en populær restaurant. Hun bad aldrig om penge, lavede aldrig drama og var villig til at opfylde enhver af sin mands ønsker… – Du bliver hurtigt kedelig for ham, – rystede Lene’s mor på hovedet, når hun hørte datterens klager. – Man skal ikke altid please en mand. – Jeg elsker ham jo bare, – smilede Lene hjælpeløst. – Og han elsker mig… ***** – Jeg er alligevel blevet for kedelig for ham, – tyggede Lene på læben, da hun tjekkede browserhistorikken. Det viste sig, at Peter brugte al sin fritid på datingsider, hvor han skrev med flere kvinder på én gang. – Hvorfor kunne han ikke bare tale med mig? Jeg havde forstået og givet slip. Hvorfor blive i et forhold uden kærlighed og pine både ham og sig selv? Så, skilsmisse. Nå, hun var stærk, hun skulle nok klare det. Men hun ville ikke slippe ham bare sådan. En lille hævn havde han fortjent… Samme aften oprettede Lene en profil på samme datingside som hendes mand, fandt ham og skrev til ham. Billedet tog hun fra nettet, redigerede det lidt og var sikker på, at Peter ville bide på. Og det gjorde han. Det blev starten på en hæsblæsende korrespondance. Peter skrev, at han ikke var gift, var klar til et seriøst forhold og børn. Han pralede på alle mulige måder med sin fantastiske personlighed, hvilket kun fik Lene til at grine. Hun vidste jo bedre end nogen anden, hvor krævende han kunne være. – Skal vi mødes? – skrev Lene og ventede spændt på svar. – Det vil jeg rigtig gerne, – kom svaret næsten med det samme. – Men min søster bor midlertidigt i min lejlighed og læser til eksamen. Så vi kan mødes et neutralt sted, og så fortsætte aftenen på et hotel. – Virkelig? – Lene kunne ikke lade være med at tænke. – Hvorfor er du så sikker på, at en kvinde straks vil med dig på et hotel? Enhver ordentlig person ville blive fornærmet over sådan et forslag! Men det passer mig nu meget godt. – Eller vi kan mødes hjemme hos mig? Jeg bor lidt uden for byen, alene. Ingen vil forstyrre os… – Men hun undrede sig, om han ville sige ja? – Super idé! – Peter blev helt begejstret. Nok især fordi, det var gratis. – Skriv adressen og tidspunktet. Jeg kommer flyvende på kærlighedens vinger. – Vej *** 25, klokken ti i aften. Lyder det godt? – Selvfølgelig! Glæder mig til at se dig. Klokken ni om aftenen lod Peter som om, han pludselig blev kaldt på arbejde. Han kunne ikke finde sine bilnøgler og spurgte modvilligt sin kone, om hun havde set dem. – De lå på kommoden, – sagde Lene med et uskyldigt blik, mens hun havde nøglerne i lommen. – Måske har katten taget dem? Hun havde bestemt ikke tænkt sig at vente på ham. Hvorfor dog? Hun udnyttede tiden til at pakke sine ting. Heldigvis havde hun sin egen lejlighed, arvet fra mormor. Det eneste hun efterlod sig, var en skilsmisseansøgning, lagt det mest åbenlyse sted. Peter kom først hjem tidligt næste morgen, rasende. Ikke nok med at turen frem og tilbage tog over en time, Anja fra hjemmesiden var der slet ikke. Adressen fandtes, huset var der, men den modelsmukke kvinde fra billederne boede ikke der. Døren blev åbnet af en dame tre gange større end ham selv. Hun havde kun et halvgennemsigtigt stykke tøj på, og han ville ønske, han kunne glemme det syn. Faktisk var han kun lige sluppet væk fra den gale kvinde! Han måtte tage en taxa, som han skulle vente længe på, og han nåede at fryse i sin jakke. Dertil kom, at chaufføren virkede mærkelig og først kørte ham lidt ud på landet… Kort sagt, det blev en nat, han sent ville glemme. Først da han trådte ind i lejligheden og så skilsmissepapirerne på bordet, gik det op for ham, hvem der stod bag hele det sjove stunt. Ved siden af stod der med læbestift: Den sødeste hævn…

“Simon, vil du ikke være sød at hente mig hjem i aften?” spurgte Ingrid håbefuldt efter en lang dag på arbejde. Hun ønskede inderligt at slippe for de fyrre minutters slæb med bussen gennem Københavns småregn og myldretid.
“Kære, kan du ikke hente mig fra restauranten?” lød Ingrids bedende stemme i telefonen, da hun ringede til sin mand, Jesper. Hun håbede på, at hun kunne få lift denne aften, hvor benene var tunge og humøret trist. I baggrunden kunne man tydeligt høre lyden fra fjernsynet, altså var Jesper hjemme.
Han lød dog ligeglad: “Jeg har travlt,” svarede Jesper kort. Det gik Ingrids hjerte nært. For et halvt år siden bar han hende nærmest på hænder og elskede, at hente hende fra arbejde. Hvad var der dog sket, siden tingene havde ændret sig så hurtigt? Hun kunne ikke forstå det.
Ingrid sørgede for at holde sig i form, hun gik ofte til fitness. Madlavningen beherskede hun til fuldeikke så mærkeligt, hun var kok på en populær restaurant i indre by. Hun bad aldrig om penge, lavede sjældent drama og prøvede altid at opfylde Jespers ønsker.
“Du gør dig alt for umage med ham, du bliver hurtigt kedelig for ham,” rystede Ingrids mor på hovedet, når hun lyttede til datterens klager. “En kvinde skal ikke altid være for føjelig.”
“Jeg elsker ham bare,” svarede Ingrid med et træt smil. “Og han elsker jo også mig…”
*****
En dag så Ingrid pludselig sandheden. Mens hun kiggede Jespers browsershistorik igennem, opdagede hun hans aktivitet på flere danske datingsider. Han skrev søde beskeder til adskillige piger på én gang. Tårerne pressede sig på. “Hvorfor kunne han ikke bare have været ærlig?” tænkte hun bittert. “Jeg ville have forstået det og givet slip. Hvorfor gå rundt og pine os begge med falsk kærlighed?”
Altså: skilsmisse. Ingrid vidste, at hun var stærk nok til det. Men hun havde ikke i sinde at lade Jesper slippe helt billigt. Lidt hævn havde han gjort sig fortjent til.
Samme aften oprettede hun en profil på samme datingside. Et billede fandt hun på nettet og forbedrede med et filter eller to. Hun var sikker på, at Jesper ville bide på. Det gjorde han naturligvis.
Så klingede meldingerne ind. Jesper beskrev sig selv som en fantastisk mand, klar på seriøse forhold og børn. Han hævdede stædigt, han var single og havde det blideste sind. Ingrid morede sig over beskedernehun vidste, hvor svært det var at leve med hans temperamentsfulde humør.
“Lad os mødes,” skrev hun til sidst og ventede spændt på svaret.
“Meget gerne!” kom det hurtigt. “Men min søster bor midlertidigt hos mig, hun læser op til universitetet. Skal vi mødes et neutralt sted og tage på hotel bagefter?”
Ingrid trak på smilebåndet: “Du regner da ikke med, at enhver kvinde hopper med dig i seng ved første møde? Nå, men det kan faktisk bruges…”
“Du kan mødes hjemme hos mig. Jeg bor alene uden for byen, der er roligt og ingen, der forstyrrer os,” tilbød Ingrid, nysgerrig efter hans reaktion.
“Genial idé!” svarede Jesper straks. Sikkert lettet, tænkte hun, fordi han så sparede penge på hotel. “Send mig adressen og tidspunktet. Jeg kommer flyvende.”
“Lindevej 12, kl. 22. Passer det?” spurgte hun.
“Perfekt! Jeg glæder mig,” svarede han.
Klokken ni om aftenen lod Jesper, som om han pludselig var nødt til at tage på arbejde. Han kunne ikke finde sine bilnøgler, og modvilligt spurgte han sin kone, om hun havde set dem.
“De lå vist på kommoden,” sagde Ingrid uskyldigt og mødte hans blikmen hun havde allerede nøglerne i lommen. “Måske har katten skubbet dem væk?”
Ingrid havde dog ingen planer om at vente på ham længere. Hun brugte hellere tiden på at pakke sine ting. Heldigvis var hun ikke helt på bar bund; hun havde sin egen lille lejlighed, arvet efter sin mormor på Nørrebro. Alt, hun efterlod, var en kortfattet skilsmisseansøgning på spisebordet, lige hvor man ikke kunne undgå at se den.
Jesper vendte først hjem om morgenen, rasende og forfrossen. Ikke nok med at turen til forstaden havde taget over en time, så mødte han ikke nogen modelpige, men derimod en kvinde, der vejede tre gange mere end ham selv. Hun stod nærmest nøgen og åbnede døren, og Jesper ville have givet alt i sin pung for at glemme det syn. Det var lige ved at gå galt, for hun ville ikke lade ham slippe væk igen! Jesper bestilte en taxa, men måtte vente evigheder, mens han frøs gennem i sin tynde blazer. For at det ikke skulle være løgn, kørte chaufføren ham først helt forkert, og hele turen varerede det halve af natten. Hold da op, en nat!
Da Jesper endelig kom hjem, så han ansøgningen på bordet. Lige ved siden af stod med rød læbestift skrevet på spejlet: “Denne søde hævn…”
Det hele føltes i dag, som stod tiden stille i et tungt, regngråt København.