Jeg husker det stadig, som var det i går. Mette stod i døren til sin egen lejlighed, armene over kors. Hun rystede af raseri. I entréen, omgivet af tre store ternede tasker, stod Grethe Hansen. Den tidligere svigermor. I hånden holdt hun et ekstra sæt nøgler, som Mette tre år tidligere, mens hun stadig var gift med hendes søn Lars, uforsigtigt havde givet hende “hvis der skulle opstå en nødsituation”.
“Det har jeg ikke tænkt mig, Mette,” sagde Grethe roligt, mens hun tog sine sko af og placerede dem pænt på skohylden. “Jeg har fuld ret til at være her. Min søn investerede de bedste år af sit liv i den her lejlighed. Og for resten, du lever alt for godt efter skilsmissen. Der må skabes retfærdighed.”
“Hvilken retfærdighed?” Mette tog et skridt fremad og mærkede vreden koge i sig. “Lars betalte ikke en krone på det her lån! Vi blev skilt for to år siden. Lejligheden er købt for mine forældres penge, før vi overhovedet blev gift, og han fik kun en ejerandel, som han selv fraskrev sig i stedet for børnebidrag. Du har intet at gøre her.”
“Juridisk set, måske,” svigermoren rettede på sit hår foran spejlet i entréen og betragtede Mettes ansigt med et kritisk blik. “Men moralsk set står Lars tilbage med tomme hænder. Han bor på et lille værelse i en kollegielejlighed og klarer sig med tilfældige jobs. Og dig? Se på dig selv. Renovering, ny bil, og Ida går i privatskole. Hvor kommer pengene fra, Mette? Du har vel nok ikke betalt din eksmand alt, hvad du skylder? Derfor er jeg kommet for at bo her. Jeg vil hjælpe med barnebarnet og samtidig holde styr på udgifterne.”
“Barnebarnet er seks år, og sidste du så hende, var til hendes treårsfødselsdag!” Mette tog telefonen op. “Jeg ringer til politiet nu. Du opholder dig på en fremmed adresse uden tilladelse.”
“Ring du bare, ring,” grinede Grethe, mens hun selvsikkert gik ind i stuen og satte sig i sofaen. “Så siger jeg til politiet, at jeg er kommet for at besøge mit barnebarn på opfordring af hendes far. Lars vil bekræfte det. Skal vi lave en skandale for hele opgangen? Vær så god. Vil du ikke skamme dig over for naboerne? Du, som ellers er så ordentlig, direktør i din egen virksomhed.”
Mette sænkede telefonen. Svigermoren havde ramt et ømt punkt – at lægge sig ud med en skandalesyg gammel kone, mens naboerne stod og gloede, og især med seksårige Ida, som lige nu var hos en veninde, var det sidste hun havde lyst til. Hun var nødt til at handle mere snedigt, men nerverne var flået.
“Du har præcis tredive minutter til at samle dine sager og forsvinde,” sagde Mette med skarpe, markerede ord. “Ellers skifter jeg låsene med det samme. En låsesmed er her om en halv time.”
“Det kommer han ikke,” Grehe tog en hæklet dug op af lommen og lagde den på sofabordet. “Jeg har allerede snakket med viceværten. Jeg sagde, at jeg var din mor og kommet på besøg, og at du ville skifte låsene, fordi du var midlertidigt utilregnelig. Han støttede mig. Så sid stille nu, Mette. Vi har en lang samtale foran os.”
Mette gik ind i stuen og satte sig i lænestolen over for svigermoren. Hænderne rystede stadig, men i hovedet begyndte en plan at tage form. Med den kvinde kunne man ikke tale pænt; hun forstod kun sproget om magt og fordel.
“Hvad er det egentlig, du vil, Grethe?” spurgte Mette ligeud. “Jeg tror ikke på, at du er slæbt hertil fra dit sommerhus i Odsherred med tre tasker bare for at genoprette en mytisk retfærdighed.”
“Jeg vil have, at min søn kan leve som et menneske,” skar Grethe af. “Du har taget alt fra ham.”
“Han har selv tabt alt på spil!” råbte Mette og mistede tålmodigheden. “Du ved udmærket, hvorfor vi blev skilt. Han stjal mine guldøreringe, satte computeren i pant og tømte Idas børneopsparing!”
“Åh, hold op med at overdrive,” viftede den gamle kone med hånden. “Han var ung, han begik en fejl. Du skulle have støttet din mand, ikke have søgt om skilsmisse og børnebidrag. På grund af dit børnebidrag kan han ikke få et ordentligt job – de trækker jo halvdelen med det samme.”
“Han er toogtredive, hvad er der ung ved det?” Mette smilede bittert. “Og han har ikke betalt børnebidrag i et halvt år; hans gæld er oppe over tohundrede tusind kroner. Hvad taler du overhovedet om?”
“Netop derfor er jeg her,” Grethe lænede sig frem. “Lad os lave en aftale. Du overfører halvdelen af denne lejlighed til Lars igen. Eller du sælger den, køber noget mindre og giver ham forskellen til et nyt sted at bo. Og du trækker anmeldelsen om børnebidrag tilbage. Til gengæld rejser jeg, og du ser mig aldrig igen.”
Mette så på den tidligere svigermor og kunne ikke tro sine egne ører. Den kvindes frækhed kendte ingen grænser.
“Er du ude af dit gode skind?” spurgte Mette stille. “Skal jeg give en andel i min lejlighed til en mand, der stjal fra sit eget barn?”
“For ellers skal jeg nok gøre dit liv til et helvede,” truede Grethe. “Jeg flytter ind i det lille værelse. Jeg bor her, følger barnebarnet i skole, og fortæller hende, hvilken egoistisk mor hun har. Jeg ringer til kommunen og siger, du forsømmer barnet, fordi du arbejder døgnet rundt. Så skal vi se, hvad du siger.”
I samme øjeblik lød der en larm fra entreen. Mettes veninde, Jytte, var kommet tilbage med Ida.
“Mor!” lille Ida løb ind i stuen, men stoppede brat, da hun så den ukendte, ældre dame. “Hvem er det?”
“Det er din farmor Grethe, skat,” sagde Grethe med en sødlig stemme og rakte armene ud til et knus. “Jeg er kommet på besøg.”
Ida klamrede sig forskrækket til sin mor. Jytte, som havde overblikket og set de ternede tasker i gangen, stillede sig hurtigt ved Mettes side.
“Mette, hvad sker der her?” hviskede veninden. “Hvem er den kælling?”
“Min tidligere svigermor,” hviskede Mette tilbage. “Hun er kommet for at tage min lejlighed. Hun vil have, jeg skal give den til Lars.”
Jytte rynkede panden og vendte sig mod Grethe.
“Kvindemenneske, er du rigtig klog? Skrid herfra, før jeg ringer til politiet.”
“Hvem er du til at bestemme?” fnøs svigermoren. “En veninde? Hold så din kæft. Det er familiens anliggender.”
“Ida, gå ind på dit værelse og leg lidt,” sagde Mette til sin datter. Pigen skyndte sig lydigt ind.
Mette vendte sig mod Jytte: “Jytte, vil du sidde hos hende? Vi skal have en alvorssnak.”
Jytte nikkede og gik ind på børneværelset og lukkede døren bag sig.
“Så, afpresning?” Mette rejste sig og gik hen til vinduet. “Tror du, jeg er bange for kommunen eller dine skandaler?”
“Det er du,” sagde Grethe med selvsikkerhed. “Du er en ordentlig dame, du værner om dit omdømme. Du har ikke brug for problemer på arbejdet. Jeg er pensionist, jeg har intet at tabe. Jeg følger efter dig overalt.”
“Godt,” sagde Mette pludselig roligt. “Så lad os gøre det sådan. Nu hvor du er kommet for at hjælpe og skabe retfærdighed, starter vi med det samme. Lars skylder mig børnebidrag i et halvt år. Det er tohundredeogfyrretusinde kroner. Plus hans del af ejerudgifterne, som han ikke betalte, mens han boede her – tres tusind kroner mere. I alt trehundrede tusinde. Betal.”
Grethe var et øjeblik målløs, men genvandt hurtigt fatningen.
“Jeg har ikke de penge. Jeg er pensionist.”
“Og jeg har ikke en ekstra lejlighed,” svarede Mette. “Siden du er her for at repræsentere din søn, så betaler du for ham. Eller troede du, du bare kunne flytte ind, sætte dig på min nakke, spise min mad og diktere betingelser?”
“Jeg vil hjælpe til i hjemmet!” råbte svigermoren. “Lave mad, gøre rent!”
“Jeg har ikke brug for en kogekone,” Mette gik ud i entréen og sparkede til en af taskerne. “Tag dit ragelse og forsvind. Frivilligt.”
“Nej!” Grethe sprang op fra sofaen og løb hen til Mette. “Jeg går ikke nogen steder! Du skylder mig noget! Min søn lider på grund af dig!”
“På grund af mig?” Mette snurrede rundt, hendes øjne blev smalle. “Din søn lider på grund af sin dovenskab og dumhed. Og på grund af dig, fordi du hele livet har renset hans røv og undskyldt alle hans modbydeligheder. Han er en voksen mand, mens du render rundt og afpresser lejligheder for ham. Er du ikke selv flov?”
“Lad være med at tale sådan om min søn!” den gamle kone hævede hånden for at give Mette en lussing.
Mette greb hendes hånd i luften. Hendes greb var som jern.
“Rør du mig igen i mit eget hjem,” sagde Mette med en lav, truende stemme, “så anmelder jeg dig for overfald. Og nu skal du høre godt efter, Grethe.”
Hun slap svigermorens hånd. Den gamle kone stod og pustede, og for første gang var der en anelse frygt i hendes øjne.
“Du tager dine tasker og forsvinder nu,” fortsatte Mette. “Hvis du er her om fem minutter, ringer jeg til min advokat. Vi har allerede talt om Lars’ gæld. Han har en andel i dit sommerhus i Odsherred, som I skrev over på ham. Den andel lader vi arrestere for børnebidraget. Vi sælger den på tvangsauktion. Vil du have det? Fremmede mennesker, der flytter ind i dit sommerhus?”
Grethe blegnede.
“Det gør du ikke. Lars sagde, du ikke ville blande domstolene ind i det.”
“Lars er en idiot,” sagde Mette skarpt. “Han dømte mig efter den Mette, der græd i puden, mens han satte familiens penge over styr. Den Mette døde for to år siden. Foran dig står en kvinde, der selv forsørger sit barn, er salgschef og kan regne. Hvis du ikke går, indleverer min advokat i morgen tidlig dokumenterne til arrest i Lars’ aktiver. Og hans eneste aktiv er andelen i jeres hus og sommerhus.”
Svigermoren stod som forstenet. Logikken i Mettes ord gik op for hende med det samme. Afpresningsforsøget var mislykkedes, og udsigten til at miste deres elskede sommerhus på grund af sønnens gæld var mere end reel.
“Du er en slange, Mette,” hvæsede Grethe, men uden den tidligere selvsikkerhed.
“Det må man sige,” Mette åbnede hoveddøren. “Tiden går. Fem minutter.”
Svigermoren for rundt i entréen. Al hendes krigeriske ild var fordampet. Hun begyndte hastigt at tage sine sko på, mens hun fumlede med snørebåndene.
“Lars skal nok få at vide, hvilket kælling du er,” mumlede hun, mens hun greb den første taske. “Han tager barnet fra dig.”
“Lad ham prøve,” sagde Mette ligegyldigt. “Med hans indtægt og gæld. De ville ikke engang betro ham en kat.”
Grethe slæbte to tasker ud på trappeafsatsen. Den tredje skubbede Mette selv ud med foden.
“Nøglerne,” sagde Mette og rakte hånden frem.
Svigermoren kastede nøglebundtet i raseri ned på gulvet med et højt kling. Mette bøjede sig roligt og samlede dem op.
“Og kom aldrig her igen. Nogensinde. Du ser ikke Ida, før Lars har betalt hver eneste øre af sin gæld. Og hvis du begynder at stå på lur ved skolen, hyrer jeg en vagt og anmelder dig for chikane. Har du forstået?”
Grethe svarede ikke. Hun stod og stønnede, mens hun forsøgte at få fat på alle tre store tasker på én gang. Elevatordørene gled op, og hun gik ind, mens hun skældte ud for sig selv.
Mette smækkede døren i og drejede låsen to gange. Hendes knæ gav efter, hun lænede sig op ad døren og gled langsomt ned på gulvet. Hjertet hamrede.
Ude fra børneværelset kom Jytte, og bag hende stak Ida forsigtigt hovedet frem.
“Er hun væk?” spurgte Jytte og satte sig på hug foran Mette.
“Hun er væk,” Mette udåndede og smilede. “Hun kommer ikke igen. Hun var bange for at miste sommerhuset.”
“Mor, hvorfor skreg farmor sådan?” spurgte Ida, mens hun kom tættere på og slog armene om halsen på sin mor.
Mette krammede sin datter igen og trykkede næsen ned i hendes bløde hår. Al vrede og spænding forsvandt, og der var kun en følelse af lettelse og en ubetinget sejr.
“Det er okay, skat,” sagde Mette stille, mens hun rejste sig. “Farmor havde bare forvekslet adressen. Hun kommer ikke og forstyrrer os mere. Lad os hellere gå ind og få en kop te og noget af den kage, Jytte har taget med.”
Jytte blinkede til Mette og gik ud i køkkenet. Livet vendte tilbage til sin sædvanlige, rolige rytme, og ingen fortids spøgelser kunne nogensinde true det mere.
