Rengøringsdamen. En fortælling
Godmorgen, Vera Lauritzen…
Nabokonen kom trippende ned ad trappen. Det var egentlig rart at se Irina, eller, undskyld Ina, som hun hedder helt dansk.
Hvor heldigt jeg møder dig! sagde Ina med optimistisk stemme, Vi talte forleden… Tja, jeg ved ikke, om det er noget for dig. Det er næppe… Men altså, vi mangler en rengøringsmester på kontoret, og jeg kan sagtens holde pladsen til dig lidt endnu. Du skal ikke tage dig af det, det er småt med beskidt snavs, vores student blev færdig, og nu får man stadig mindsteløn og også bonus for pænhed.
Er det… Er det rengøringsassistent, du mener? spurgte Vera, lettere i chok.
Præcis. Til gengæld er der fleksible arbejdstider, og jeg siger dig det er rent, virkelig, og der er mange om buddet; sidst vi havde en kandidat, måtte hun desværre stoppe igen…
Hvor hurtigt skal jeg give svar?
Jeg holder pladsen til dig i dag, men i morgen må jeg give op. Vi kan lige klare det meste selv stadig, men i virkeligheden… vi har virkelig brug for dig. Og du er jo lærer, måske er lektiehjælp ellers også en mulighed dét er ikke dårligt lønnet for tiden.
At det skulle komme dertil, at Vera som 50-årig skulle føle sig nødsaget For et halvt år siden døde hendes mand pludseligt af en lungebetændelse, som ingen havde set komme. Tre årtier sammen PUFF så var han væk på én eftermiddag.
Da sorgen lagde sig bare en smule, skulle der skrues sammen på hverdagen. Vera blev bange.
Hun og hendes mand havde levet nydeligt, men ikke prangende. Deres 2-værelses i en modernistisk betonbygning i Valby, et lille kolonihavehus bagved, og en gammel Skoda i garagen.
Sønnen havde for længst bosat sig i Odense, hvor han nu havde fået endnu én datter. Han havde job men også et boliglån over hovedet, og svigerdatter var stadig på barsel nu på fjerde år.
Vera underviste i geografi. For fem år siden kom konstitueret vicerektor forbi: Næh, kunne du ikke give lidt af dit skema til min niece, hun skriver bachelor på KUA Vera kendte jo pigen, hun var jo tidligere elev. Hvem kan sige nej? Så Vera sagde ja.
Resultat: Angelina Jørgensens belastning voksede, Veras blev skrumpet. Vera havde ikke engang fuld stilling længere.
Da gemalen levede, tænkte Vera ikke så meget over det. Hun kørte til Odense, hjalp med børnebørnene og haven, nød livet. Manden tjente hæderligt, og de havde tilmed lidt opsparing som så røg på bisættelsen, ja tak.
I august gik hun til rektor og bad om mere undervisning. Men nej, geografi var ingen mangelvare. Hun blev dog klasselærer for 7.A, og det betød plus 5000 kroner. Men også en stak flere problemer pragmatikken længe leve.
Vera havde formentlig kun sig selv at takke. Udsatte, håbede det gik, tog kækheden på sig og tænkte, det skulle nok lykkes. Man vænner sig dårligt til, at der pludselig ikke er nogen ryg at læne sig op ad.
Hun tog rundt til byens skoler for sent, alle skemaer var lagt. En tur forbi skoleforvaltningen i Gladsaxe intet ledigt. At pendle til Roskilde eller Slagelse kunne ikke svare sig DSB tager også betaling.
Meget få vælger geografi til eksamen, lektiehjælp timerne faldt ikke ned fra himlen.
Lige i dét humør ramte snakken med Ina altså. Ina arbejdede i et medicinsk-juridisk kontor to gader væk. Vera lyttede.
Det var sent i oktober. Første løn blev sparet op: Husleje, mad, medicin, lidt til S-tog. Det løb rundt næsten. Men så blev der samlet ind til gave til vicerektor, og til nye målere i opgangen, og så rakte maden ikke alligevel…
Hun lånte af sønnen, vidste det kneb for ham, men han var nu god nok ingen sure miner. Bare ikke nogen rar fornemmelse.
Hvordan skulle dette dog ende? Nu måtte hun endda planlægge frisørture måneder i forvejen.
Inas forespørgsel havde i første omgang rystet Vera godt og grundigt. Universitetsuddannet, lærer med erfaring og så rengøringsdame? Lønnen var kun marginalt over minimum. Til gengæld… her var ingen lektieforberedelse, skældudsmøder med forældre, utrættelige elever.
Hvem kunne hun tale med? Hun ringede til sin gamle veninde, Lise.
Lise, skæbnens lunefulde plot twist, var første kone til Veras storebror og hendes ældste datter er Veras niece. Nu var Lise lykkeligt gift igen med en lollik og boede i et hus, hvor Vera af og til kørte forbi.
Vera, prøv dog. Holder det ikke, kan du jo forlade det igen.
Tjo, du ved… Lærer, og pludselig…
Alting har sin værdighed. Jeg er jurist, notar! Men smågrise har jeg stadig, og skønt er det.
Hjemme igen tændte Vera gangen, stirrede på spejlet. Rynke mellem brynene, mørke rande, gusten hud. “Hold da op, jeg er blevet ældet på bare et år,” og så ringede hun til Ina og aftalte jobsamtale nu.
Kontoret lå i shoppingcenteret på tredje sal hele fløjen med små firmaer, rejseselskaber og alt det løse. Pænt, nyt; laminatgulve og klinker overalt. Chefen, et ordentligt menneske, cirka Veras jævnaldrende.
Det vigtigste er arbejdsglæde. Rengør om morgenen før vi kommer, eller om aftenen fem kontorer, toilet, gang. Vagten i stueetagen giver dig nøglen. Dobbelttjek døre, især hovedindgangen. Kom, jeg viser rundt.
Det var så ligetil et jobskifte, at Vera nærmest ikke tænkte nærmere over det. Hun hang på, nikkede, lyttede ganske som en mønsterelev.
Her er handsker, kemi, dit teknikrum. Pengene får du til indkøb, men indkøbt skal du selv gøre. Er det ok?
Teknikhjørnet var placeret som det nu er bedst i hjørnet af toilettet. Tre slags mopper! Én bred, én snurrende, én med automatisk vrid. De bedste spande. Alt var moderne, mere end hun havde hjemme.
Hvornår ville du starte, Lillian?
Allerhelst i dag, men lad os sige i morgen. Om morgenen ordner Inna papirerne.
At arbejde som rengøringsdame kunne bringe glæde hvem havde set det komme? Spørg bare Vera. Der var måske tolv ansatte, dog sagde Ina, at syv sad der fast, resten pendlede. To af fem kontorer stod for det meste tomme. Frokosten blev indtaget i centerets café, kaffen blev hentet ved automaten. Gulvene var lette at gøre rene; skraldespandene var forsynede med poser, og affaldet bestod mest af papirer.
Toiletterne havde aldrig set så meget glans, og Vera gned (i handsker!) med kemi og omhu. Hun vandede smilende palmerne i korridoren og polerede de brede monstera-blade i vindueskarmen.
Medarbejderne mødte hun sjældent eventuelle spørgsmål gik til Inna, som heldigvis var både sød og til at tale med.
Inna, skal jeg også vande blomster?
Nej nej, det styrer Svetlana. Vi skal ikke drukne dem.
Nå, jeg elsker egentlig blomster. Skal jeg vaske vinduerne?
Ikke nødvendigt. Vi tager dem om foråret før påske, indvendig selv, udvendig hyrer vi folk til. Der er allerede lagt mærke til, hvor rent her er. Alle er glade.
Vera kunne også lide sin aftentur. Kl. 19 gik hun af sted, fik nøglen hos vagten, ordnede kontoret i sit eget tempo og nød byens aftenlys ud ad de store ruder.
Hun havde allerede knyttet bånd til Tanja en tidligere lærer, nu nattevagt. De havde sludret godt, fortalt hinanden om deres liv.
Skiftevagter, 24 timer på, tre dage fri, sukkede Tanja, Gid jeg havde arbejdet sådan hele livet. Alle de nerver eleverne har stjålet
Første løn overraskede Vera. Hun ringede til Inna.
Hej, Inna. Der må være en fejl jeg har fået halvanden gang min løn, og det er ikke engang en hel måned
Ingen fejl. Du får renhedstillaeg. Det er ikke mig, der bestemmer det det afhænger også af firmaets omsætning, bonus fordeles mellem medarbejdere. Men fremover får du forskud d. 25. og resten d. 6.
Og sandelig, lønnen slog den som lærer og uden papirnusseri, online-rapportskemaer eller vildfarne forældre.
En aften, hvor hun var ved at give kontoret den sidste omgang, ringede telefonen. Nummeret varslede ballade.
Hej, Vera Lauritzen. Kan vi tale sammen? Det var Igor Ernsts mor.
Selvfølgelig.
De må forstå mig, jeg er mor. Vores problem er kendt, men der bliver ikke gjort noget. Jeg klager til ledelsen og om nødvendigt Ankestyrelsen!
Jeg har talt både med Ernst og med Søren og håbet, han ville tage ved lære.
Han? Det handler ikke om ham! Hun læreren hader ham, og nu må han ikke komme til idræt.
Han kom uden sko og idrætstøj. Vi tillader ikke elever i gymnastiksalen med vinterstøvler.
Han skiftede jo sko, men hun smed ham ud alligevel!
Jeg talte med hende. Han kom uden udstyr, så klædte han sig af i protest i underbukser og mudrede løbesko. Det forstyrrede undervisningen.
Hun ydmygede ham, kaldte ham for en klovn! Ved du, hvordan det påvirker ham? Det gør du ikke! Jeg går videre!
Lad os sætte os sammen du, jeg, Ernst, og idrætslæreren. En snak klarer meget.
Slette aldrig! Og dig havde jeg håbet på støtte fra. Godnat!
En helt almindelig diskussion, men Vera sov ikke en blund den nat. Forældre med klager det er nattesøvnens store fjende.
Ernst var besværlig: Han var ledertypen, saboterede, hvis han kedede sig, og holdt rytmen ned. Men Vera fandt altid en vej videre. Uvelkomne rutiner online-skemaer, tusind opgaver og dokumentation stjal tid og lyst.
Dog Vera ordnede kontoret på to timer, kom hjem og sled til midnat med opgaver og opkast af administrative pligter.
Episoden endte som så mange andre, klasselæreren lod, efter yderligere drama, Ernst springe idræt over. Mor fik det sidste ord, som altid.
Vinteren var en gavepapirsdrøm sne døgnet rundt. Det generede ikke Veras humør, der stille steg. Hun blev bedsteveninde med Tanja, og sammen sad de over te i vagtværelset efter rengøringen og hyggede sig to bedsteforældre uden pension, men med unge børnebørn.
Den fredag startede Vera Lauritzen lidt tidligere blomsterne skulle forkæles. Hun fik nøglen, og pludselig lød stemmer bag hende på gangen: To mødre, Alva og Jenny, fra hendes klasse, var på besøg.
Vera? Er det sandt?
Hej! Sandt? Hvad mener I?
Se på dig, med spand og mopper! Hvordan kan vores klasse trives, når læreren er toiletpasser? Hvorfor blev du så klasselærer?
Vera satte spanden og hev gummihandskerne på; lidt unødvendigt, mest for ikke at stå mundlam.
Hvorfor egentlig? spurgte hun.
Derfor, Alva viftede mod spanden, du har jo alt muligt andet at tænke på… Man kan da ikke undervise og vaske toiletter. Hvorfor overhovedet være lærer?
Der var ingen grund til at uddybe.
Undskyld mig. Jeg skal arbejde.
Undskyld, Vera, sagde Jenny og luskede væk.
Se hvor langt vi er nået lærere, der vasker gulv, mumlede Alva, da døren lukkede.
Nu ville sladderen løbe løbsk, og børnenes forældre ville savle over detaljer i klassechatten. Vera måtte gribe det i opløbet.
Selvom tankerne snurrede, mærkede hun hurtigt roen over arbejdet. Blomsterduft, skinnende gulve, grimme tanker forduftede.
What the heck, tænkte hun, jeg tager snakken med børnene på mandag.
Men søndag ringede skoleleder, Frk. Bonde.
Vera Lauritzen, er det sandt? Rygtet går
Det er sandt, Jette.
Gud, hvorfor? Kunne du ikke have sagt, du manglede penge?
Jeg sagde det ved sommerferien.
Men vi gav dig klasselærer-tillæg! Forstår du ikke, hvilken betydning lærerjobbet har, for skolen? Du skulle have rådført dig så kunne vi have fundet en løsning
Du sagde jo selv fornylig, at vi ikke længere er et prestige-arbejde, Jette. Og alle erhverv er hæderfulde i Danmark, så længe man ikke snyder i skat. Jeg lever ærligt, ingen dansk designervin på lur.
Rengøringsdame? Du er jo geografilærer! Du burde tjene mere!
Jeg tjener, hvad liste L siger. Men bonus-jobbet betyder, jeg kan købe gave til mine børnebørn og stadig betale terminen. Det påvirker ikke mit arbejde. Ingen interessekonflikt.
Hvis du siger det men jeg bifalder det bestemt ikke.
Der er altid én forælder, der bakker op om læreren. Vera var knap så heldig: Kamillas mor var også hendes kollega, matematiklærer.
Er det sandt? begyndte Kamilla, og det var den mest stillede sætning.
Alle tror, rengøringsfolk er nogle rodede eksistenser Vera så altid strålende ud, moderne frisure, aldrig overdrevet, men altid nydelig. Svært at forbinde med en moppesvinger.
Det er sandt.
Nåh det havde jeg næsten regnet med. Med de lønninger… Der går rygter i chatten, men mange er på din side også jeg. Men Alva flippe totalt ud.
Ti minutter senere vidste Vera hele historien.
Søndag aften ringede hun til Lise hun bød straks på kaffe, nu hvor hendes mand var på fisketur. Klart hoved og råd var Lises speciale.
De sad i køkkenet.
Det er dit valg, Vera ingen andre kan bestemme. Kan du lide jobbet?
Altså, alt arbejde er jo arbejde, men jeg kan godt lide det. Jeg ser et rod, jeg ved, hvad jeg skal gøre. Resultat er garanti. Skolen? Aldrig forudsigeligt
Præcis. Kun du bestemmer. Ingen skal bestemme for dig.
Vera mærkede energien vende tilbage. Hvorfor skulle hun forklare sig?
Mandag, første time, tog hun det ganske ligetil.
Børn, jeg arbejder ved siden af som rengøringsassistent i et advokatfirma. Det hjælper økonomisk efter min mands død, og jeg er rigtig glad for jobbet. Diskussion? Her har jeg fem kontorer, to til venstre, tre til højre, ét dobbeltlokale og et toilet i starten af gangen. Hvad minder det om? Hvad kalder jeg dem?
Børnene gættede, diskuterede. Det var kontinenterne: Amerika til venstre, Asien og Europa til højre, Afrika og Australien for enden, og Antarktis ja, det var toilettet.
De lo, talte om pingviner og foreslog aircondition i Afrika. Luften blev renset; ingen grund til forsvarstaler. Vera spurgte ikke til forældrenes mening, eller hvad kolleger sagde længere.
Sikke dog en vis veninde, Vera hun har fat i noget. Du skylder ingen nogen forklaring, sagde Tanja.
Ja jeg har endda købt forårsovertøj og en fødselsdagsgave til mit barnebarn, Tanja. Det er da lykke.
Sådan! Se bare selv blomsten er i blomst, takket være dig.
Foråret buldrede ind med smeltende sne og strømme. Tredje kvartal bød på udfordringer lærerjobbet var stadig problematisk, f.eks. da Jette prædikede:
Pædagogik er slet ikke som at vaske gulve! Man skal analysere.
Subtilt hentydede hun ja, Vera tog det i stiv arm.
En smuk dag blev Vera overrasket med den fineste reception på kontoret: Balloner, en plante og en flot blender i gave. Hun blev varm om hjertet.
Næste morgen ringede Tanja.
Vera Lauritzen, nogen vil tale med dig…
“Hvorfor nu det formelle?” tænkte Vera, men en fremmed stemme greb røret.
Goddag, Vera Lauritzen, jeg ringer fra Azimut. Vi har hørt, du er geograf. Fortæl lidt om din baggrund? Kan du komme til samtale?
Og det gjorde hun. De skulle bruge en ledende specialist til deres nye rejsebureau og Vera var den perfekte kandidat. Sommeren var på vej; beslutningen skulle træffes hurtigt.
Kom ind, Vera Lauritzen. Jeg havde netop tænkt mig at ringe. Hvad sker der med Alva? Hun truer igen med Ankestyrelsen nu har hun også problemer med matematiklørene…
Jeg ved det. Men listen siger et, og prøverne siger noget andet
Og hvad gør vi? Hun siger: ‘Hvis en rengøringskone kan være klasselærer, hvad så med resten af skolen?’ Kan du forestille dig, hvor vi står?
Jette, det var netop det, jeg ville tale med dig om jeg skal sige op. Fra nu.
Hvad? Hvor skal du hen? Ikke…
To uger senere begyndte Vera som turistkonsulent. Blomsterne groede også her, og lønnen afhang af solgte rejser men den var højere end lærerjobbet.
Men hun slap stadig ikke sit rengøringsarbejde; hun kunne lide det. Efter en hel dag ved skrivebordet var det rart at svinge moppen hen over kontinenterne i nabofløjen.
Næste sommer fløj hun og Lise på afbudsrejse til Italien. Lidt senere gik turen med Tanja til Tyrkiet. Hun hjalp sønnen økonomisk og sendte ham og svigerdatteren billigt sydpå.
Og Vera så sig selv i spejlet; solbrændt, glade øjne, ingen mørke rande.
Hej! Nej, er det Vera Lauritzen?
Overfor hende sad Alva Ernst og skulle have bestilt en ferie.
Ja, det er mig, Alva. Sæt dig ned.
Er du chef her?
Lige nu ja. Hvor rejser du hen?
Øh, Tyrkiet. Og du ser SÅ godt ud! Vera, hvor tit taler vi om dig derhjemme! Du var en rigtig lærer fra Gud, virkelig. Skolen har aldrig været det samme siden dig! Der er kaos. Hvem bliver lærere? Ja, ikke de bedste…
Men Vera var ligeglad. “Samme gamle sang”, tænkte hun.
Nå, men… her er de bedste ture, jeg kan varmt anbefale denne, både pris og service er god jeg har selv prøvet den…
Så du gør stadig rent ovre på kontoret?
Ja, det gør jeg faktisk, smilede Vera bredt, Hvis ikke du stoler på mig, kan du få en anden rejsekonsulent.
GUD nej… det er bare… jeg kan slet ikke forstå det du er så præsentabel, og…
Vera drejede skærmen.
Skal vi så kigge på rejsen?
Hun var ganske ligeglad med, hvad nogen tænkte. Hun elskede begge sine arbejdspladser og hvor heldig har man lov at være i Danmark?
