Det var et smukt hus, en gammel herregård med en bred veranda, hvor man engang sad med te og pandekager, og hvor grevinderne sludrede om naboerne, brød hovederne med døtrenes fremtid og ventede sønnerne hjem fra København. Man sad i skyggen af duftende vinstokke i lysthuset med hvide søjler og drømte, mens man græd ud inde på et værelse med franske møbler, lo, når de spænede ned ad den brede trappe til den store stue for at danse og flirte bag fine vifter, fødte børn, skændtes, blev gamle og fulgted til den sidste ro af deres folk, når tide var inde.
Men nu findes der hverken krinoliner eller fløjl mere. Pudserne på kærlighedsguderne ved smedejernet porten er faldet af, de tunge, orientalske tæpper og krystallysekroner er for længst væk. De store rum er nu moderne og bekvemme, med små spotlys i stedet for lysekroner, plastikrammer har erstattet de originale vinduer, døråbningerne er gjort bredere.
Forstanderen, Steffen Illemann, rund og med briller godt langt nede på næsen, stod ved sit kontorvindue og kiggede ud over æbletræerne, der strakte sig helt hen til stakittet. Med tommelfingrene nede bag selerne fulgte han med, mens beboerne samlede de store saftige æbler, så sprøde at hvert bid sendte sød duft på vinger. Æbletræerne var gamle, knudrede, flettede sig ind i hinanden ligesom de gamle mennesker, der boede her med skæbnen.
Æbletræerne klarede sig selv de skal bare bære frugt men de gamle…
“De er blevet så fordringsfulde!” stormede Elsebeth Fredriksdatter, madsalsbestyreren, ind uden at banke, som altid. Lille, bidsk, altid behersket, så Steffen syntes hun lignede en firben, der snart ville slikke ham på hånden med sin kolde tunge. “Du forstår det ikke, Steffen! begyndte hun og stillede sig op ved siden af ham i vinduet med et blik på de gamle, der slæbte æblesække over græsset.
“Hvad er det nu? spurgte Steffen irriteret over afbrydelsen.
“De der… de vil koge marmelade! De siger bare: ‘Else, hjælp os giv os sukker og glas, og så klarer vi resten. Skræller, skærer, koger, og så er der til vinter. Men hvor skal jeg få pengene fra? Se selv her! Hun stak ham et ark papir sirligt skrevet var der gjort regnskab på sukker og glas, næsten perle for perle. Skriften lignede hans gamle fysiklærers, hvilket han virkelig ikke kunne fordrage. “Se! Ikke rart, vel? Else nikkede ivrigt. “Og hvordan kan vi lade dem komme i køkkenet? Hvis der sker noget, skal vi stå på mål for det hele
Steffen gik rundt i rummet, skubbede sit papirpres til side og børstede støv væk, tog så papiret, skrev Tilladt! og gav det tilbage.
Men Steffen! Hvordan kan du? hviskede Else skræmt og spærrede øjnene op de blev som slangeæg. Sådan nogle havde Steffen selv fundet, da han var ni, rullet dem over fingrene og mast dem ud under skoen. Snask.
“Nu må du høre, Elsebeth Fredriksdatter,” sagde Steffen, drejede sig skarpt og pegede mod æblehaven. “Du har måske glemt, hvem der betaler løn her? Hvem betaler parken, kokken, svømmehallen, gymnastiksalen? Det gør de vores beboere! De betaler netop for at få et værdigt og glædeligt otium. Så står de også for øreringe og fine smykker, ikke? Så marmeladen bliver kogt, og du holder dig til planen og opfører du dig uretfærdigt, så bliver du fyret. Jeg er chefen. Gå, jeg har ikke mere tid.
Else trak på skuldrene, vendte sig og klakkede ud over det honninggul lakerede egetræsgulv. Døren gled stille i.
Ude i haven, bag jasminbusken, hørte Antonina blidt kvindesnak: Ja, Jannie, her er dejligt. Frisk luft, natur, alting er skønt…. På marmorbænken sad en stor, solid ældre kvinde med gråt, kort hår, sjalen foldet under sig. Hun masserede sine hænder uafbrudt, uvidende om Antoninas nysgerrige blik.
Og du skulle se min stue, Jannie! Solen skinner ind, som jeg bedst kan lide det. Og i foyeren stukloft og malerier, blomster og engle hele vejen rundt. Jeg er glad for, jeg tog ophold her på kurstedet. Selvfølgelig er alt fint, søde, du behøver ikke bekymre dig… Ja, Lotte? Dejligt. Pas nu på dig selv. Hej, knus dreng!
Hun ramte knappen på mobilen og udstødte et dybt suk.
Hej! Jeg hedder Antonina Janniksdatter, sagde Antonina frimodigt og rakte hånden frem.
Valborg Simonsen, svarede kvinden med et fast håndtryk.
Men Valborg, hvorfor sidde på en stenkold bænk? Kom, jeg kender et bedre, lunt sted!
Nej tak, jeg vil være for mig selv. Gå du bare, rystede Valborg på hovedet.
Nå, som du vil…
Antonina gik over til de andre, der bar kasser med store mattrøde æbler ind til verandaen. Kvinderne i kjoler og gummistøvler, mændene småsplidrede og ranglede gamle, hvad kan man vente? lo og drillede hinanden.
Nå, æbletræer, vores forsørgere! grinede Darine Ivan, rund og rødkindet. Vi får syltetøj og tørret frugt, uh! Drenge, hvad venter I på, opholdet er slut? Hun satte sig til de hvilende mænd, og straks fik hun en sukkerslik af Poul.
Ingen her spurgte mere, hvorfor de gamle boede på plejehjem. Alle bar på historier, nogen triste men det var ligemeget nu. Datteren kom med slik, det var alt. At Poul egentlig var stedfar og slet ikke var ønsket hjemme længere, blev ikke nævnt. Det var en solrig, festlig dag; lysene dansede i græsset, bellis som perler mellem de grønne strå. Ingen havde brug for mere end nu.
Poul strøg håret tilbage, hans sølvgrå manke var stolt. Antonina syntes, der måtte være lidt romani-blod i Poul, så stolt og stædig han var, og om aftenen kunne han synge gamle viser så fløjl blødt, at det hyggede enhver.
De sad og blændede i solen, talte lidt om vinteren, foreslog at spørge Steffen om en tur til iskilden ved Hellig Tre Konger, brokkede sig over, at grøden igen var salt nok fordi kokken var forelsket.
Så blev der kaldt til frokost. Beboerne gik mod huset.
Antonina ledte efter Valborg. Hun var på vej fra jasminen, blikket sænket.
Hvornår kom du? spurgte Antonina.
I morges. Tog en taxi, forklarede Valborg stilfærdigt.
Hvor spisesalen er? Kan du huske det?
Valborg rystede på hovedet. Alt var foregået så hurtigt, at hun ikke nåede at spise morgenmad. En serveringspige havde bragt hende grød og omelet på værelset, men glemt teen. Eller var det kaffe? Valborg gad ikke klage. Det gik nok.
Kom, jeg viser dig rundt! Antonina førte hende ind mellem de panelerede gange. Valborg syntes, de var mørke, men med olimalerier på væggene, mange med æblehaven og søen længere nede af vejen, og ind mod spisesalen stadig flere stilleben.
De siger, der for nylig boede en kunstner her, han var indadvendt og lidt særlig, men sikke han kunne male lyset! Det er mesterværker! begejstrede Antonina. Men Valborg lyttede ikke rigtig og sagde pludselig:
Nu er lejligheder slet ikke så ens mere. Min søn har købt sådan en ‘studio’, hvor alt er åbent. Det er forfærdeligt…
Antonina nikkede, hun forstod så godt. I hendes barndom var der altid tætpakket, venner og familie på strå, folk, der boede på gulvet, bedstemor bag et forhæng og konstant madduft fra det lille køkken. Senere, da hun flyttede hjemmefra og nød roen, blev hun ensom; nu gik hun og længtes efter larm og gæster, samtale og latter.
Men hendes mand ville have ro, han nægtede mange gæster og tillod ikke engang deres datter, Lise, at tage veninder med hjem. Lise ville senere bebrejde sin mor det hele det, hun aldrig havde haft en ungdom, aldrig passet ind, manden skred, og livet gik af sporet. Lise råbte og græd i telefonen, mens Antonina krøllede servietten, stum ved køkkenbordet.
Sådan gik Antoninas liv. Nu var hun her, i Dalbylund, og her var det igen larmende og fyldt af mennesker. Det føltes rigtigt som familie.
Valborg var først inde i spisesalen, kiggede rundt, vurderede diskret alt for ny til at føle sig tryg ved at sidde midt i selskabet. Jeg vil hellere have frokosten bragt op til mit værelse, sagde hun pludselig, gik over til buffeten, hvor baristaen nikkede: Du kan trygt gå op, vi skal nok bringe det!
Valborg sad på værelset, spiste hurtigt uden tanke for maden, tankerne flød i stedet havde de husket at give den lille børnebørn skemad nok? Kunne skoene stadig bruges? Skulle hun strikke en ny hue? Hun bestilte sig, fandt uldtøjet og satte sig til rette i stolen foran det store vindue. Fountainens vand klukkede ude på den anden side, solen strakte sig hen ad flisestierne smukt, men hun var mentalt et andet sted.
Steffen sad på sit kontor og nægtede at røre suppen. Hans mor havde kogt den hver uge, og han havde altid hældt den ud, når hun ikke så det. Han havde arbejdet sig op, oprettet plejehjemmet her, fordi hans mor havde ønsket sig et sted, hvor hun bare kunne nyde, gå ture og spise god mad, uden bekymringer. Alt det kunne han give. Han tilbød hende også udlandsophold, men hun grinede: Hvor skulle jeg hen? Jeg taler hverken engelsk eller italiensk! Lad mig dø på dansk muld.
Mor boede på Dalbylund i tre år før kræften tog hende. Hun ligger nu på kirkegården lidt borte. Steffen ville ikke køre hendes kiste hele vejen til fødebyen.
Steffen! lød det udenfor. Else stod i døren. Dine beboere har spist og kræver nu borde, knive og gryder. Sukkeret er ankommet, glas på vej, sagde hun og sendte ham et opgivende smil.
Han stirrede tomt tilbage, glasset med whisky rystede lidt i hans hånd.
Træt, Steffen? Du tager det for tæt ind. De gamle bor her so what? Det er bare et job. Du lader dig suge op af deres gamle minder til depression.
Hun snuppede glasset, placerede det på bordet og prøvede at sætte sig på hans knæ, men han viftede hende væk. Hun fór forstulet væk, justerede kjolen. Du er blevet ægte gammel, ved du det? sagde hun og pegede ud mod beboerne i haven. “Du er som dem, Steffen bare på direktørløn. Fed, gammel bulldog. Klar dig selv.
Hun væltede bunker af papirer ned på gulvet, konjakken væltede ud over bordet karamellugt spredte sig. Det var hans yndlingswhisky, fik han tænkt, mens Else trak sig hastigt ud.
Hun var et plejehjemsbarn, havde prøvet at bygge reder med mænd, men var endt her. Med Steffen havde hun håbet på at blive kone, men moderen havde været ligeglad, og da hun døde, hørte Steffen hende sige: “Endelig! Så skal Steffen ikke længere plages af den gamle mor.” Siden lukkede han sig.
Han tørrede plamagerne af, samlede papirerne op burde fyre Else Men hun var jo dygtig.
Ude på gårdspladsen var beboerne kommet ud for at losse glas af. “Pas nu på!” grinede flyttemændene og løftede æskerne. Poul insisterede på selv at bære sine ind, Lad mig klare den, min dreng! råbte han.
Antonina hjalp også og bar ind i køkkenet, hvor kokken i hvide klæder tog imod.
Steffen gik ud for at skrive under på varer og for at strække benene. Foran ham gik en forvirret kvinde. En af de nye, tænkte han. Han råbte lidt for højt, så hun tabte bakken, bestik og tallerken røg på gulvet.
“Undskyld! Jeg betaler for glasset jeg rydder op!” stammede Valborg, og da hun så Steffen, gik det op for hende: “Er det dig?”
“Ja, Valborg, havde aldrig troet at møde dig her!
En glæde boblede så stærkt i Steffen, at han fik lyst til at stå på hænder. Han hjalp hende op, og de gik sammen mod køkkenet. Vi skal lave æblemarmelade, vil du være med?
Valborg nikkede forvirret nu var hun her, delte alting og alle så hendes rynker og bløde hænder hvorfor fulgte Steffen hende igen i livet? Hun glemte for en stund alle de bekymringer, der havde klemmet sig mellem hende og svigerdatteren Lærke, der mente at Valborg var for klodset til at hjælpe med barnebarnet Pelle, der havde spastisk lammelse. For hver lille ting hun forsøgte, lød det: “Rør ham ikke! Du kan ikke!”.
Nu havde Valborg solgt sin lejlighed for at hjælpe med finansieringen af sønnens store lejlighed. Hun havde tilbudt at flytte ind, men blev skubbet til side. Du hjælper ikke, du forstyrrer. Så hun havde fundet herhen. I samtalen med sønnen, Jonas, blev det klart: “Mor! Hvor vil du? Lærke er umulig, og Pelle har grædt hele dagen! Kom hjem!”
Men Valborg havde kun et trætte smil tilovers. Hun behøvede ikke forklare, for nu sad hun med Steffen, som trøstende gav hende sin hånd og sagde: Det skal nok gå det hele, Valborg. Vil du, kontakter jeg en jeg kender, der arbejder med børn som Pelle?
“Hvor ved du det fra? hviskede hun.
“Jeg ved meget om dig. Men at du var på vej her, så jeg ikke Men det var meningen, vi skulle mødes sådan går det.
Ude i køkkenet summede gryden, kvinderne sang, Antonina tog sig af Poul, og feberagtigt blev marmeladen rørt sammen. Da den næste dag gryede, var bordene sat sammen til ét langt næsten som til bryllup! De gamle lo, sang og nød frugten af deres fælles slid, snakkede, glyttede minder og bryggede te i litervis.
Steffen så på dem så forskellige, så tæt forbundne alligevel. Kunne de virkelig blive en slags familie? Måske kun for en enkelt aften, men hele arbejdet, hele sliddet for at købe Dalbylund fri og åbne her, det gav mening.
Hvad der sker næste dag, ved kun æbleskoven og stjernerne over Fyn
Elsebeth havde sat kufferten ved porten. En taxa gled op. Hun så for sidste gang tilbage på den oplyste herregård. “De kan bare sidde der og spare på syltetøjet! Ikke engang inviteret!” tænkte hun og viftede surt til chaufføren. I København ville hun blive værdsat, der fandtes rigeligt med Steffener nok til hele hendes liv.
