Det var nytårsaften. 31. december. Fridag. Midt på dagen. Udenfor var der rigtig vinter, og alt var dækket af sne. Store snefnug slog mod vinduerne, mens frosten bed i luften – og jeg kunne tydeligt mærke frost på hjertet. I ved, hvordan det er, når nytårsaften falder på sådan en smuk, hvid dag? Jamen, det var præcis sådan, det føltes. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden, og der var absolut ingen at fejre med.
At tage til familien havde jeg ikke lyst til. Jeg orkede ikke deres spørgsmål om mit liv, mine svar og derpå deres medlidende blikke. Udenfor var der frost, og inden i var der frost. Sådan var det.
Så kom jeg i tanke om min tante. Det rareste menneske, Gud have hendes sjæl. Hele sit liv hjalp hun alle, hun kunne, og hun sagde altid til mig: “På selve nytårsaften skal du samle alt, hvad du kan. Lækker mad, tæpper – og så gå ud. Giv hver kat og hund, du møder, noget at spise, og læg et varmt tæppe under dem.” Det gjorde hun.
Jeg var en dovenlars. Jeg havde kun et par gange skyndt mig over i parken og hældt tørfoder ud forskellige steder.
Men nu var tiden vist kommet, tænkte jeg. Tiden til at huske min gode tantes råd og ære hende. Jeg fyldte to store poser. I den ene var der kogt kylling og en masse tørfoder, i den anden håndklæder og et par gamle tæpper.
Jeg tog en varm jakke med hætte på og gik ud. Vinden med sne slog mig i ansigtet. Jeg rystede på mig og gik i gang. Jeg ledte længe, men forgæves. Måske gemte kattene sig for kulden, måske kunne jeg bare ikke finde dem. Udmattet og uden idé om, hvad jeg skulle gøre med det hele, endte jeg ved en lille plads.
Det var mærkeligt. Overalt blæste det og hylede vinden, men her trak skyerne sig væk, og en enkelt solstråle lagde sig på jorden og blev hængende – og i strålen stod en bænk midt på pladsen, og på bænken sad et menneske.
Jeg satte mig ved siden af. Jeg trængte til at hvile, og det var rart at sidde i den milde stråle.
Det var en sælsom ældre mand med en strikket hue. I hænderne holdt han en buket tulipaner, og han stirrede ud i luften.
“Dejligt her,” sagde jeg hen i det blå. “Ja, rart og varmt,” svarede han.
“Hvorfor går De ikke ind og fejrer nytår?” spurgte jeg. “Det gør jeg om lidt,” sagde den gråhårede mand. “Jeg har mange gøremål endnu – jeg skal lige ryge færdig og få ét af dem fra hånden.” Han så på mig. “Hvorfor går du ikke?” smilede han. “Jeg har ingen at fejre med,” stammede jeg. “Og så sagde min tante…” Jeg viste ham poserne.
“Tanten sagde, at du på selve nytårsaften skal samle alt, hvad du kan – lækker mad, tæpper – og gå ud og give det til hjemløse katte og hunde,” fortsatte den gråhårede og så mig lige i øjnene.
Kæben faldt ned, og cigaretten røg ud på jorden. “Hvordan ved De det?” udbrød jeg forbløffet. Der kom pludselig stjerner i hans øjne. “Gå nu,” sagde han. “Du skal skynde dig, for der er nogen, der venter på dig. Husk din tante. Hun var et godt menneske.” Han rejste sig, efterlod tulipanerne på bænken og gik fremad, ud af solstrålen, krydsede vejen og forsvandt bag en forbipasserende bus. Som om han var opløst i luften.
Jeg rejste mig fra bænken og opdagede pludselig fire katte, der stirrede grådigt på mine poser. Duften af kylling måtte have nået dem.
Først kom to langhårede skønheder med buskede haler.
Så kom der to mere hoppende fra buskadset i snedriverne.
“Det er lige jer, jeg mangler,” sagde jeg og lagde al maden og tæpperne under et lille skur, der beskyttede dem mod den tætte sne.
Med let hjerte gik jeg hjem og smed de tomme poser. Jeg skældte mig selv ud over ikke at have spurgt den gråhårede med stjerner i øjnene, hvad han mente med, at der var nogen, der ventede. Og så skulle jeg have spurgt til tante. Sådan er jeg altid. Glemmer det vigtigste og roder rundt. Hele livet har det været sådan, skældte jeg mig selv ud.
Uden at tænke over det bar benene mig hjem, og jeg var allerede på vej op til opgangen, da mit blik faldt ned.
Der i buskene, i en snedrive, sad en bitte, grå killing og græd, mens den holdt sin venstre pote tæt ind til sig.
Jeg satte mig på hug foran den og spurgte: “Hvad er der galt, lille ven?”
Killingen snøftede og rakte mig sin lille, våde og isnende kolde pote. Jeg tog begge hænder op af lommerne og tog den i mine. Og så – helt ud af det blå – slap det ud af mig:
“Far har helbredende hænder. Snart får du det bedre, lille solstråle.”
Forsigtigt tog jeg den lille, dirrende krop i begge håndflader, holdt den ind til mig og gik ind i opgangen.
Nu havde jeg nogen at passe på – og nogen at fejre nytår med.
Alligevel – den gråhårede med stjerner i øjnene havde ikke løget. Der var nogen, der ventede. Virkelig ventede. Og det er det vigtigste: at der er nogen, der venter på dig.
Mikkel JensenOg da klokken slog tolv, sad vi to – jeg og den lille grå killing – og nød en portion risalamande under et tæppe, mens fyrværkeriet lyste himlen op.
