Mine slægtninge fra landet mener, at jeg er dårlig til at være vært. Det kan jeg altså ikke forstå jeg elsker at få gæster og hygge mig med dem.
Men jeg bryder mig ikke om spontane besøg eller gæster, der vil overnatte. Det siger jeg nej til. Jeg finder selv et passende hotel til dem og bestiller en taxa.
Hvorfor de ikke bliver glade for det, fatter jeg ikke. Jeg vil jo gerne tilbringe hele dagen sammen med dem, vise dem rundt i København, tage dem med ud og sørge for, at de får en god oplevelse men kun til et vis punkt.
Min nærmeste familie forstår det ikke, da vores lejlighed egentlig er stor nok til at huse gæster nogenlunde komfortabelt, hvis de virkelig vil. Men det går ud over vores egen hverdag! Jeg har boet på kollegie før og har slet ikke lyst til at genopleve det. Hverken en uge eller bare én nat. Min mand og jeg er ikke unge længere, vi har vores faste rutiner, og det er bare trættende, når vi skal gøre tingene på en anden måde.
Vi går tidligt i seng og står tidligt op. Skal vi så ligge og vente på, at gæsterne vågner? Begge elsker vi lange bade, men hvordan kan vi gøre det, når nogen bor hjemme hos os? De vil jo også bruge badeværelset. Det føles ikke naturligt at tusse rundt i morgenkåbe og hårruller foran gæster.
Nogle af dem vil også tage børn med det duer simpelthen ikke. Vi har opdraget vores egne børn, og børnegråd og støj er blevet for meget for os.
Og endnu en ting: Jeg har ikke brug for flere folk i mit køkken. Hvis nogen overnatter, skal de lige pludselig lave morgenmad selv. Mine slægtninge kan godt lide at give gode råd, men jeg ved selv, hvordan jeg skal lave mad uden deres indblanding.
Jeg synes virkelig, det er langt mere komfortabelt for alle, hvis de bor på hotel. De kan få deres morgenmad og gode søvn og opleve København, og vi kan bevare vores ro og rutiner. Det er da win-win, synes jeg.
