Der ringede på døren.
– Mor, åbn, det er far! – den tolvårige Emil lagde controlleren fra sig på sofaen og løb ud i gangen.
Låsene i den nye metaldør drejede tungt. Jeg måtte trykke hårdt på håndtaget for at vride nøglen rundt. Bag døren stod Mikkel med en pose fra en elektronikbutik i hånden. Fem år var han slet ikke dukket op. Børnebidraget fra ham var latterligt lavt, fordi det blev beregnet ud fra minimumslønnen. Men nu stod han der i en ny ruskindsjakke og smilte.
– Hej, med beboerne! – Mikkel trådte ind i gangen og nær var trådt på en skotøjsæske, som endnu ikke var sat væk i skabet. – Hej, Emil! Se, hvad jeg har taget med til dig. Det er den allernyeste model, svær at få fat i i butikkerne.
Sønnen blev meget overrasket. De sidste fem år havde Mikkel kun to gange om året sendt korte beskeder – til fødselsdag og nytår. I ny og næ overførte han 1500 kroner. Emil vidste godt, at faren ikke interesserede sig for ham, og han havde ikke forventet en så dyr gave.
– Hvorfor er du kommet, Mikkel? – spurgte jeg stille. Der var en uro i maven, for pludselige dukker af en eksmand betyder sjældent noget godt.
– Hvorfor? Til min søn! – Mikkel stillede æsken på skohylden og begyndte at tage støvlerne af. – Jeg hørte, I havde skiftet bolig. Et godt kvarter, nybyggeri. Godt klaret, Nanna, du har fået det fint. Hæld lige en kop te op, tak. Vi har brug for en alvorlig snak om vores søns fremtid.
Det havde været svært for mig at købe den lejlighed. Fem år havde jeg sparet voldsomt, arbejdet på to stillinger i et logistikfirma og siddet om natten med rapporter. Hver eneste tier havde jeg lagt til side. Jeg havde ikke været på ferie, ikke købt nyt tøj og ikke gået på café. To-værelseslejligheden i udkanten af København i et nybyggeri havde først virket uopnåelig. Men bygherren havde afleveret tidligere end planlagt, og vi kunne flytte ind.
Jeg havde straks sat lejligheden på Emils navn, så han havde sin egen bolig i fremtiden, og ingen problemer kunne fratage ham den ejendom. Alle slægtninge og veninder vidste det og glædede sig. Men Mikkel havde også fået nys om købet.
– Kom med ind i køkkenet, – sagde jeg, for jeg ville ikke skændes foran barnet. – Emil, gå ind på dit værelse og pak gaven op. Far og jeg skal snakke.
Sønnen tog æsken og skyndte sig ind på sit værelse. Der hang stadig en lugt af materialer efter den nylige renovering og nye møbler i køkkenet. Køkkenelementerne fra IKEA var samlet af min bror. Mikkel satte sig på en taburet, lagde albuerne på bordet og begyndte at inspicere rummet.
– Jo, det ser godt ud, – sagde han. – Hvad er det, omkring tres kvadratmeter? Stort køkken. Hvad koster sådan en bolig i dag? Otte millioner?
– Ni millioner, – svarede jeg og hældte vand i elkedlen. – Og alle de penge har jeg tjent selv. Jeg brugte også børnefamilieydelsen, og mine forældre hjalp lidt. Du har intet med den lejlighed at gøre.
– Nanna, hvorfor bliver du straks sur? – Mikkel rystede på hovedet. – Vi blev skilt, sådan er det. Vi var unge og begik fejl. Men vi har kun én søn. Jeg har også arbejdet alle de år og udviklet min forretning. Nu er min indtægt steget. Jeg er kommet for at se, hvordan mit barn har det.
Jeg lyttede til ham og undrede mig over hans frækhed. Da vi forlod hans etværelseslejlighed, som tilhørte hans mor, havde Mikkel tjekket vores tasker for at se, om jeg havde taget noget med, jeg ikke skulle. Han havde endda taget blenderen, som mine forældre havde givet mig i bryllupsgave dengang. Det havde gjort ondt, men nu følte jeg kun væmmelse.
– Har du set? Drik din te og gå. Vi har travlt, – jeg stillede en kop med billig tepose foran ham. Dyr te købte vi ikke af vane – for længe havde vi sparet på alt.
***
Mikkel skubbede koppen tættere på sig, men drak ikke. Han gjorde et alvorligt ansigt og lænede sig ind over bordet mod mig.
– Nanna, jeg er kommet for en sag. Jeg har fået at vide, at du har sat lejligheden på Emil. Det vil sige, han er eneejer. Er det rigtigt?
– Ja, det er rigtigt. Hvorfor bekymrer det dig?
– Hold da op! – Mikkel lod overrasket. – Det var ikke særlig klogt set fra et finansielt synspunkt. Han er kun tolv. Forstår du, at det er risikabelt? Hvis der sker dig noget, bliver der problemer med værgerådet og retten. Og i det hele taget er det skadeligt for et barn at få alt serveret. Du forkæler ham, og han lærer ikke at værdsætte ting.
– Jeg har ikke brug for dine råd om opdragelse, – jeg klemte hårdt om bordkanten for at dæmpe vreden. – Fem år var du ligeglad med, om han var forkælet eller ej. Jeg købte sko i en størrelse større, så de holdt længere, og jeg fik brugte jakker af venner. Hvor var du dengang med din økonomiske indsigt?
– Lad være med at skændes, – Mikkel løftede hænderne, som om han ikke ville diskutere. – Jeg vil det bedste for jer. Jeg har et forslag. Det er en god plan for at få de kvadratmeter til at give afkast.
– Mit firma åbner en ny logistikafdeling. Jeg har brug for penge til at udvikle forretningen. Mod pant i lejligheden kan vi få et stort banklån. Eller vi kan sælge den her toværelses, investere pengene i forretningen, og om et år køber jeg en treværelses til Emil i centrum af København. Vi kan tjene 50 procent årligt.
Jeg lyttede og kunne ikke tro det. Denne mand var kommet for at tage sin egen søns eneste bolig og investere i sin risikable forretning.
– Er du fra forstanden? – hviskede jeg, så Emil ikke skulle høre det inde fra værelset. – Lejligheden tilhører et mindreårigt barn. Ingen bank giver lån mod pant i et barns ejendom. Og familieretshuset vil ikke tillade salg, hvis barnet ikke straks får en anden bolig, der mindst er lige så god.
Mikkel smilede.
– Nanna, det er intet problem. Alt kan arrangeres. Jeg kender nogle advokater, der har styr på løsningerne. Familieretshuset kan omgås. Vi skriver Emil midlertidigt ind i min mors hus i Jylland. Der er et stort hus, det opfylder normerne. Bagefter kan lejligheden overføres til mig eller dig, og så kan vi bruge den til handler. Jeg har allerede regnet det hele ud. Vi kan agere som forretningspartnere for Emils skyld.
I det øjeblik kom Emil ud i køkkenet. I hænderne holdt han den nye tablet og smilede lykkeligt.
– Far, tusind tak! Tableten er superhurtig. Kan du hjælpe mig med at sætte profilen op? Min gamle telefon kan slet ikke følge med apperne.
Mikkel skiftede straks tone og talte blødt:
– Selvfølgelig, min dreng! Vi fikser det med det samme. Jeg hjælper dig altid, husk det. Nu skal vi ses ofte. Jeg overvejer endda at flytte ind hos jer. Der er plads nok, det bliver hyggeligere. Jeg kan hjælpe dig med lektierne og melde dig til sport.
Jeg følte ubehag. Jeg forstod hans egentlige mål. Han ville ikke bare have pengene fra lejligheden. Han havde besluttet at komme tilbage, fordi vi nu havde en værdifuld ejendom. For fem år siden havde han smidt os ud med én kuffert. Dengang sagde han, at han var træt af et grædende barn og af, at jeg altid så træt ud. Nu, hvor sønnen var vokset op, og jeg havde fået min egen lejlighed i København, ville han hævde sine faderrettigheder.
– Emil, gå ind på dit værelse, – sagde jeg med så rolig stemme som muligt. – Vi er lige ved at slutte snakken med far, så kommer han ind til dig.
Sønnen nikkede og gik. Mikkel så på mig med en sejrssikker mine.
– Ser du, hvordan drengen har det med mig? Han har brug for mandlig opdragelse. Du opdrager ham alene, og du ser bleg og træt ud af alt arbejdet. Sig ja til mit tilbud, Nanna. Jeg vender tilbage til familien, og vi lever normalt. Lejligheden bruger vi i forretningen og tjener mange penge. Du kan sige op fra dit hårde job og passe hjemmet.
– Din mor bor i et gammelt træhus på Vestjylland, som falder fra hinanden, – sagde jeg og så ham i øjnene.
– Du vil skrive barnet ud af en ny lejlighed i København og ind i et hus uden centralvarme? Alt sammen for at tage et lån og bruge det på dine projekter? Jeg husker dine tidligere idéer: kaffeautomater og salg af bilreservedele. De efterlod kun gæld, som mine forældre betalte, så fogeden ikke tog vores husholdningsapparater.
Mikkel holdt straks op med at smile. Hans ansigt blev ondt, og han spidsede læberne.
– Hvordan taler du til mig? – råbte han. – Jeg er hans far! Jeg har lovlig ret til at opdrage min søn. Hvis jeg går til retten for at få fastlagt hans bopæl hos mig, får du det svært. Min officielle indkomst er nu tre gange højere end din. Familieretshuset vil se, at moderen arbejder på to jobs og ikke har tid til barnet, mens faderen har fleksibel arbejdstid og mange økonomiske muligheder.
Jeg følte både latter og afsky over truslerne. For fem år siden ville jeg have været bange, grædt og bedt ham lade være. Men i de år havde jeg arbejdet hårdt og holdt op med at frygte. Jeg havde lært at tale med inkassomedarbejdere, da Mikkel efterlod mig med sine ubetalte mikrolån. Jeg havde lært at udfylde dokumenter og tale med offentlige myndigheder.
– Gå til retten, – svarede jeg roligt og hældte et glas vand op. – Indgiv en stævning. Dommeren vil blive meget overrasket, når han gennemgår dine børnebidragsrestancer. Hvor meget skylder du fra sidste år? 300.000 kroner? Fogedrettens database er tilgængelig for alle, Mikkel. Din nye jakke og gaven til sønnen ser flotte ud. Men loven beskytter de forældre, som forsørger barnet hver dag, ikke dem der dukker op en gang hvert femte år.
Mikkel rejste sig hurtigt fra stolen. Al hans hovmod var fordampet.
– Du er bare misundelig og sur over, at jeg har det godt i livet! – begyndte han at råbe. – Bliv i din lille lejlighed og sid her alene. Tror du, det lykkes for dig? Emil vokser op og flytter selv ind til mig, fordi du ikke kan give ham andet end den lejlighed!
– Gå, Mikkel, – jeg åbnede hoveddøren. – Og tag din tablet med. Vi har levet uden dine gaver i fem år, og vi kan klare os uden dem fremover.
Mikkel gik ind til sønnen og tog æsken med den elektroniske dims fra den overraskede dreng.
– I kan overhovedet ikke værdsætte gode ting! – råbte han, mens han tog skoene på ved døren. – I får ikke en krone mere fra mig. Du kommer selv og beder om hjælp, når du ikke har råd til varmeregningen!
Hoveddøren smækkede med et højt brag. Der blev stille i gangen. Emil kom ud fra sit værelse, han græd. Han var ked af at have mistet tabletten, men han forstod situationen. Han kom hen til mig, lagde armene om min talje og trykkede sig tæt ind til mig.
– Mor, det er okay. Jeg kan godt gå rundt med min gamle telefon. Det vigtigste er, at vi nu bor i den nye lejlighed.
Jeg strøg ham over håret. Jeg havde ikke længere nogen forhåbninger til den mand. Vi kunne klare os selv, uden hans farlige planer og uden hans pludselige lyst til at være far – en lyst, vi ville have betalt dyrt for.
