Tegnefilm
Illustration af forfatteren. Skabt med hjælp fra Kandinsky AI
– Mille, stå stille! Bevæger du dig så meget som en muskel, så falder du! Henrik råbte så højt, at Mille var lige ved at miste balancen øverst på stigen.
– Henrik, hvad nu?! Der var anstrøg af panik i hendes stemme, og hun hikkede næsten af forskrækkelse.
Mille kendte naturligvis til sin mands særlige evne til at lave fis og ballade ved enhver given lejlighed. Ikke sjældent havde Henrik bragt hende til at hoppe rundt i stuen enten af frygt eller spænding. Men oftest var det frygt.
– Edderkop! Henrik spærrede øjnene op og kiggede sig vildt omkring efter et redskab til at tage hævn, mens Mille gav et lille pib fra sig og frøs fast i toppen af stigen, med begge hænder om gardinet, som hun var ved at hænge op.
– Er den stor? spurgte hun hæst, nærmest uhørligt.
– Den slags du hader.
Så gik det op for Mille, at Henrik blot lavede sjov igen.
– Ej Henrik, nu må det altså være nok, sukkede hun træt og løsede sit greb en anelse.
Det skulle hun nok have ladet være med!
Den fede, dovne kat, der lige før havde snorket på sofaen, fór pludselig op, og Henrik, som stadig ikke havde fundet på noget at uskadeliggøre det langbenede uhyre med, blev arbejdsløs. Katten Viggo sprang nærmest op ad Milles ben, fangede edderkoppen og åd den, men Mille, der aldrig havde troet sin store, sløve kat i stand til sådan et trick, røg alligevel ned fra stigen.
Der blev sådan et postyr, at Henrik uden at tænke sagde:
– Måske du skulle til at slanke dig, Mille? Synes du ikke, vi skal tage lidt mere hensyn til naboerne?
Mille opfattede slet ikke, at Henrik allerede var på vej for at hjælpe hende. Ordene gik lige i hjertet, og tårer prikkede i hendes øjne ikke over det forslåede knæ og bagdel, men over Henriks bemærkning. Han havde jo ret hun var ikke nogen lille pige længere Vægten var steget, og tempoet var ikke, hvad det engang havde været. Ikke ung mere. Femten års ægteskab sætter sine spor. To børn og helbredsproblemer. Og alligevel Henrik lo altid bare ad det hele!
Sorgen blev til vrede, og Mille skubbede ham væk.
– Jeg klarer det selv!
– Mille, for hulen, hvad sker der? spurgte Henrik, men Mille rejste sig, gispende, op.
– Ingenting! Nok er nok! Jeg orker ikke mere!
– Kan du nu ikke forklare, hvad der er galt?! Henriks stemme blev anspændt. Det var sjældent Mille skændtes.
– ALT er galt! Dine evige jokes! Dine skarpe bemærkninger! Jeg ved aldrig, om du taler alvor eller laver sjov! Nej, faktisk jeg ved det bare aldrig! Og jeg føler mig som en klovn! Vi er som cirkusartister! Henrik, sådan kan man ikke leve! Jeg er jo et menneske jeg orker ikke mere
Mille snøftede, men nægtede at græde. Nok var nok.
Hun smed det nysstrøgne gardin på sofaen og gik, uden at se på Henrik.
Det kogte indeni. Hun havde ondt af sig selv og var vred. Aldrig havde Mille følt sådan før.
Hun var ellers altid så mild og venlig. Allerede som barn elskede hun alle og alt hvilket ofte havde givet hende skældud af sin mor.
– Mille-mor, du må forstå, ikke alle mennesker er gode!
– Men hvem er så de dårlige, mor?
– Nej, nej, Mille. Der er ikke mange, der er helt dårlige. De fleste gør bare det, som er bedst for dem selv.
– Hvordan det?
– Se, Mille, kan du huske, at du gav din yndlingsdukke til Signe? Fordi hun bad så meget om det? Men i dag ville hun ikke lege med dig. Hun sagde, at hun hellere ville lege med Marie.
– Det var for dukken, Mille. Ikke fordi hun ville være din veninde.
Mille græd, men lærte aldrig helt lektien. Hun stolede straks på folk også da hun blev voksen.
Henrik havde undret sig, da han mødte Mille. Så naiv! Hvor finder man sådan en?
De havde mødt hinanden på en ganske særlig måde, nærmest som noget fra en kriminalroman.
Det var en sommerdag i Odense. Mille læste på universitetet og arbejdede i sommerferien på det lille, hyggelige café i nærheden af hendes lejlighed. Hun gik derhen hver morgen, forbi gravhunden Molly, der holdt vagt ved byggepladsen, og den lille mis Kitta, som alle beboerne fodrede. Og Mille selvfølgelig også.
Molly gøede glad, da Mille kom, og hun stoppede og kløede den bag øret, mens hun fiskede en pose med brødrester op fra tasken.
Så skete det: et røveri, kaldte Henrik det senere.
Nogen skubbede til Mille bagfra, rykkede i hendes taske, og før hun nåede at reagere, var både den og hendes pung væk. Hun var mest ked af pungen hendes far havde givet hende den til fødselsdag, og i den lå hele hendes SU og løn for måneden, som hun havde tænkt sig at bruge på et par nye sko.
Fortvivlet satte Mille efter tyven. Han løb så stærkt, at hun mistede håbet, men lige da snublede han og smed tasken.
– Det er da din egen skyld! råbte Mille og løb hen mod tasken.
Men endnu en tyv sprang frem og slog hende over næsen, greb tasken og forsvandt.
Med blodet løbende ned ad næsen, satte Mille sig på fortovet, helt fortumlet, og der var ingen folk omkring. Da Henrik så rørte hende på skulderen, blev hun så forskrækket, at hun skreg.
– Sikke et brøl! rystede Henrik på hovedet. Dig kunne man sende i operaen, Mille. Sikke en røst!
– Skrid! svarede Mille. Er du også med i banden? Jeg har intet tilbage!
– Nej du, jeg vil bare hjælpe. Læn dig tilbage med hovedet. Jeg skal nok følge dig hjem. Bare hvis nu
– Hvis hvad? Mille famlede sig op og tog imod Henriks lommetørklæde.
– Man ved jo aldrig, hvem der gemmer sig om hjørnet. Vidste du, at ordet “pokræde” ikke findes? Henrik lo.
– Nej, og det kan jeg godt regne ud! smilede Mille trods alt.
– Må jeg spørge dig, fik du sort bælte i karate af din morfar?
– Hvorfor tror du det?!
– For du løb efter dem, som om du var karateekspert!
– Du taler vrøvl, lo Mille og wincede, mens hun holdt tørklædet til næsen.
– Måske. Men jeg vil bare gerne falde i din smag.
– Det lykkes nu meget godt.
– Ja, jeg er jo charmerende!
– Og beskeden!
Milles taske blev aldrig fundet, men Henrik blev en fast bestanddel af hendes liv.
Et forhold med bump på vejen. Mille blev somme tider i tvivl, om Henrik var alvorlig eller lavede sjov han havde en humor ud over det normale, og han brugte den ofte på de mest mærkelige tidspunkter.
– Mille, jeg er blevet fyret igen! råbte han og kyssede hende.
– For hvad denne gang?!
– Jeg spurgte lederen, hvorfor der kun var baldrian og vaseline i førstehjælpskassen.
– Henrik!
– Men Mille, det må da give anledning til bekymring?
– Måske, men hvorfor skulle du blande chefen ind i det?
– Det røg bare ud.
– Fantastisk Og tapetet falder af
Henriks jobs kom og gik. Mille lærte at spare, hvor hun kunne.
Deres datter blev født, og Mille overvejede tingene nøje. Sjov og overskud er godt, men nu havde de et barn, der skulle have mad til tiden, ikke kun når Henrik følte for det. Heldigvis fandt Henrik et nyt job, hvor chefen havde samme humor faktisk fik han forfremmelse!
– Henrik, jeg beder dig, prøv at være mere seriøs!
– Skal jeg så fyres igen? Chefen ansatte mig, fordi han endelig havde fundet en, der var ligeså fjollet!
– Nyd nu det varer, sagde Mille, der aldrig helt havde sluppet moderens visdom: at folk handler i egen interesse. Hvad nu, hvis en dag chefen ikke forstår joken?
– Så må jeg bare prøve igen, flækkede Henrik af grin.
Henriks jokes begyndte dog at skubbe folk væk. Milles veninder og kolleger kom sjældnere. Nogle grinede ad, andre sagde ligeud, at omgås Henrik var for besværligt.
– Vil du ikke snart sige fra, Mille? sagde veninden Anne. Der er intet galt med, at kagen blev lidt brændt. Hvorfor skulle han så fortælle det foran alle? Jeg gider altså ikke høre på den nedgørelse! Sådan noget siger man til sin veninde, ikke til hele selskabet!
Snart forsvandt alle fra omgangskredsen. Nu var det kun Henriks chef og hans bekendte, som kom, og Mille selv trak sig ud i køkkenet, når latteren rungede i stuen.
– Mille, folk gider ikke komme længere.
– Hvad vil du gøre? Smøre døren ind i honning? Det er jo ikke til mennesker!
– Hold nu op, Henrik ikke alle kan holde dine jokes ud!
– Du holder dem ud, og så behøver jeg ikke andre.
Nu dækkede Mille ikke længere op til de store tema-middage til venner, men til Henriks kollegaer og chef. Hun forsøgte at snige sig væk, så hun ikke blev dagens offer for Henriks næste morsomhed.
Da Mille ventede deres andet barn, gjorde hun intet væsen af sin frustration tænk, hvis Henrik blev fyret og det var hendes skyld?
Sønnen kom til verden en vinter i februar, og snestormen gjorde, at Henrik ikke kunne hente hende på hospitalet.
– Mille! Vi er sneet inde til livet! Hvis du har født med en anden, har du tid til at bytte babyen ud! Jeg opdager ingenting! Mille
Hun lagde på. For første gang overvejede Mille, om det hele var ved at kvæle hende.
Men hun holdt fast. For hun vidste, at Henrik var en god far, trods alle sine ord. Han stod op om natten, lavede fantastisk grød, legede med børnene og var langt mere nærværende end de fleste fædre, hun kendte. Det måtte da tælle for noget.
De holdt sammen. Hun prøvede at tale med ham, men det prellede af, og derfor ændrede Mille strategi. Hun holdt op med at invitere folk, brugte børnene som undskyldning, og fandt et hjemmejob, så ingen længere kunne stille spørgsmål ved tiden i hjemmet.
Henrik tog stiltiende over på husarbejdet. Han vaskede op, gjorde rent med datteren, lavede vandkamp i stuen og sendte Mille ud med sønnen.
Men med årene ændrede Mille sig. Hun blev mere irritabel, kunne skælde ud på børn eller Henrik, og hans konvertering af problemer til sjov gjorde kun alting værre.
Episoden med edderkoppen blev den sidste dråbe.
Skilsmisse.
Mens hun lavede aftensmad og bankede med tallerknerne, kørte tanken rundt i hovedet.
Skilsmisse!
Hun kiggede over på det dækkede bord og nikkede til datteren, der stak næsen forsigtigt ind gennem døren.
Skilsmisse
Mille smed viskestykket og havde ikke nået at åbne munden, før hun mærkede arme om sig, og en stemme ikke Henriks sædvanlige drillende stemme spurgte:
– Mille, er du ked af det? Undskyld Du er den bedste, Mille.
– Skal du nu til det igen? begyndte Mille at skælde, men blev holdt blidt fast.
– Nej Jeg har sat gardinstangen op og hængt gardinerne Viggo og jeg har tjekket, der er ingen flere indtrængere! Undskyld Jeg ved, det er svært at leve med mig. Mormor sagde altid, jeg havde et blødt hjerte, selvom min tunge løber løbsk. Sig, du kan mærke det?
– Henrik, hvad hjælper det, hvis jeg langsomt bliver sur som en arrig kæmpehund? Det er ikke til at holde ud! Du driver alle væk med din humor selv når den er på min bekostning. Jeg gider ikke se på mig selv i spejlet, for du finder altid noget at lave sjov med Jeg er bare helt slidt op, Henrik
– Hvad vil du så?
– Kan du huske, du plejede at sige, vi som kat og mus løb rundt om hinanden? At vi var blevet kaldt “Tegnefilmene” af vennerne, fordi vi altid lavede skuespil og grinede mest af hinanden?
– Ja?
– Nu kan jeg mærke, at det gider jeg ikke mere. Jeg kan ikke være hovedperson i en tegnefilm hele mit liv. På et tidspunkt overgiver musen sig gemmer sig, fordi hun ikke kan holde til mere. Og så gør hun alt for at slippe væk Forstår du det?
– Mille
– Henrik, jeg vil ikke tale mere nu. Bare tænk over det. Lad mig være
– Okay
Et par dage senere fortalte Mille for første gang veninden Anne, at hun næsten ikke kunne mere. Anne lo:
– Herregud, Mille, du er jo voksen! Han er født til standup udnyt det!
– Hvad mener du?
– Jeg mener, at han burde stå på en scene og gøre grin med sig selv ikke med dig! Og at du skal bruge os veninder til at åbne op! Det er derfor vi er her! Sådan sagde din mor altid.
Annes råd virkede. Nu står Henrik på scenen i den lokale comedyklub, hvor han gør grin med sig selv. Mille sidder sommetider blandt publikum.
For der er intet bedre end at se sin mand drille sig selv!
Henrik lyttede endelig. I de sidste mange år har Mille ikke hørt ét eneste sarkastisk ord om sig selv. Nu går vittighederne ud over Henrik, og klubben klapper!
Der er kommet fred i Milles hjem igen, og hun har åbnet dørene for dem, hun holder af.
Nogle gange skal der ikke mere til, for at giftefolk endelig hører hinanden måske bare en joke, men sagt i rette tid.
Så ingen tager skade: og en “skilsmisse-joke” kan også bare blive ved joken
Og tegnefilm? Hvem holder ikke af lidt falde-på-halen i hverdagenNu kalder børnene Mille og Henrik ind i stuen, hvor Viggo igen ligger og breder sig på midten af gulvtæppet. Datteren har tegnet familien med de fineste stregmænd: far med mikrofon, mor i sofaen, børnene og Viggo med kongekrone. Udenfor danser solen lystigt på ruderne, og Mille opdager, at hun griner let og frit, som dengang hun var barn. Det føles, som om rutchebanen endelig har stoppet, og hun tør stå op, stærk i sig selv, klar til at vælge grinene dem der samler, ikke splitter.
Henrik sætter sig ved siden af hende, tavs for en gangs skyld, og lægger forsigtigt en hånd over hendes. Der er ro i rummet.
– Mille, siger han, du er alt for god til at spille birolle i nogen andens tegnefilm. Fra nu af bestemmer vi handlingen sammen.
Mille smiler. For første gang føles det ikke som teater, men som virkelighed og Viggo gaber højlydt, som for at sige: Endelig! Hvor svært kan det være?
Sådan blev livet ikke en tegnefilm men noget langt bedre. En hverdag lavet af de små sketches, hvor alle fik lov at være med. Og selv da Mille senere fortalte denne historie for børnebørnene, grinede de mest over edderkoppen, katten og farmors stædige hjerte.
For det er nu engang sådan: ethvert drama kan forvandles til komedie, hvis bare man lærer at skrive replikkerne selv sammen.
