Til Sjælland for oplysning. “Kuffertstemning” kapitel 10
Liva, find din sovepose frem! Vi skal til Sjælland!
Rikke stormede ind på biblioteket, som om hun lige havde fundet guldet for enden af regnbuen. Liva løftede blikket fra udlånskortet og stirrede på sin veninde. Rikke var sig selv: rød regnjakke, hullede jeans, rygsæk. Et menneskeligt dynamobatteri.
Til Sjælland? gentog Liva. Hvornår?
I august! Om en uge! Jeg har arrangeret det hele. Yogaretreat, telte blandt bakker og bøgeskov, meditationer og alternative mennesker. Kunsten at blive oplyst, Liva! Det ville klæ’ dig.
Oplysning? Liva grinede. Rikke, jeg ER bibliotekar. Oplysning burde følge med stillingen.
Overhovedet ikke! Rikke dumpede ned på stolen, hev brochurer frem af rygsækken. Se: Sjælland er et kraftfelt. Nær Roskilde, gamle dufte, hellige kilder, dybe søer. Vi bor i telte, spiser vegetarisk, dagene starter med yoga, meditation, workshops. Ekspeditioner til oldgamle steder.
Liva bladrede brochuren igennem. Bakker, fjorde, telte i solnedgang, folk i hvide gevandter, der mediterede. Smukt, men… telte? Vegetarretter? Hun så på Rikke, hendes stjerneskud af et blik; protest gav ingen mening.
Hvem skal ellers med?
Vi er ti. Næsten alle fra Odense eller omegnen. Arrangørerne har kørt retreats i årevis. Jeg har talt med dem. Liva, det er en chance! Du er jo eventyrlysten. Her er en ny slags tur: yoga, energi, bakker, stilhed.
Jeg har aldrig dyrket yoga, indrømmede Liva nervøst.
Så lærer du det nu! Der er masser af begyndere. Det vigtigste er bare, at man vil.
Og Magnus? navnet sprang spontant frem, og Livas hjerte blev tungere. Vi skulle jo måske sammen…
Tror du, han vil med? Rikke hævede øjenbrynet.
Næppe, sukkede Liva. Han foretrækker fiskestænger og skov. Det alternative er ikke hans.
Perfekt! Rikke klappede i hænderne. Han kan vente derhjemme. Du tager afsted, tænder lyset indeni, kommer hjem som ny. Det vil han elske.
Om aftenen ringede Liva til Magnus. Hun fortalte om ideen, teltene, yogaen. Han lyttede, så sagde han:
Sjælland er smukt. Jeg har aldrig været der, men det lyder rart.
Ville du ikke med? spurgte hun, selvom hun kendte svaret.
Det er ikke lige mig. Retreats Jeg går hellere en tur med snøren ude. Men du skal tage med. Du fortjener det.
Er du ikke bange for at slippe mig? spurgte Liva, halvt i alvor.
Hvad skulle jeg være bange for? Magnus lo. Du er jo min opdagelsesrejsende. Jeg venter på dig. Bare kom hjem med lys i øjnene.
Det lover jeg, sagde Liva.
Hun lagde telefonen, betragtede brochuren Rikke havde efterladt. Hun var ikke sikker på, hun havde brug for oplysning. Men Sjællands bøgeskove havde altid lokket. Eventyret kaldte. Og Magnus ventede. Det var det vigtigste.
Nå, veninde, sagde hun til Rikke næste dag. Pak teltene. Jeg har bestemt mig. Vi tager til Sjælland.
For at blive oplyste! grinede Rikke.
Oplyste, sukkede Liva med et smil.
Hun anede endnu ikke, hvilken mærkværdig rejse ventede. Hvilke møder. Hvilke indsigter. Men hun følte: Det blev ikke helt normalt. Og hun var klar. Næsten.
***
Toget mod Roskilde kørte ud fra stationen i Odense tidligt. Liva mærkede straks, at denne rejse ikke lignede hendes tidligere. Selskabet var… bølgende broget. Foran hende sad to unge kvinder i lange hørkjoler med perler og løst hår. Ved siden af dem en dame i orangerød tunika, store sølvringe, der klirrede.
Bagved sad en mand i broderet skjorte og med en træstok dekoreret med farvede bånd og små bjælder.
Hvad er det for et cirkus? hviskede Liva til Rikke, da de satte sig ved vinduet.
Det er ikke et cirkus, hviskede Rikke tilbage, med et glimt for øjet. Det er sandhedssøgere. Jeg læste om dem på nettet. De valfarter til Sjælland for at finde sig selv.
Med stok og bjælder? Liva kæmpede mod latteren.
Ha respekt, knubbede Rikke armen i hendes side. Alle har deres vej.
Toget rullede afsted, marker, småskove, landsbyer dansede forbi udenfor. Samtalen i kupeen ebbede aldrig ud. Den orangeklædte fortalte om en tidligere Sjællandstur, hvor hun opnåede indsigt og sagde sit job som finansrådgiver op.
Jeg fandt ud af, at jeg skulle noget større, sagde hun højt, så alle hørte det. Nu healer jeg folks sjæle. Det begyndte alt sammen i Sorøs bøgeskov!
Jeg blev vegetar i Lejre, istemte en i hørkjole. Jeg er ved at trække et får på min bachelor før kunne jeg ikke fordrage får!
Liva lyttede, forvirret skulle hun le eller undres? Hun lænede sig over mod Rikke:
Og hvad med dig? Hvad skal du opdage?
Mig? Rikke overvejede. Måske åbner jeg en café, eller får flere børn. Egentlig vil jeg bare trække vejret og nyde det flotte. Oplysningen kommer, hvis den vil.
Rimeligt nok, pustede Liva ud. Jeg nåede at frygte, vi var havnet i en sekt.
Nærmere bare sjove originaler, beroligede Rikke. Uden dem: Dødssygt!
Efter næsten to dage, med nat på et lille vandrehjem, trillede de ind på Sjællands grønne hjerte. Bakkerne rejste sig, først flade, så brat foldede. Liva limede næsen til ruden. Togene snørklede sig, for hver kurve åbnede sig et nyt sceneri: klipper, søer, oversvømmede enge under himlen.
Rikke, se! hun hev i hendes jakke. Er det ikke som Alperne?
Det er Sjælland, rettede Rikke. Måske smukkere.
De drejede hoveder, fløj rundt med kameraer. Nogen begyndte på en meditationstone, men Liva hørte kun bakkerne, gamle ege, skove, der beklædte landskabet. Skovene lignede katedraler, nogen klipper forestillede hun sig som sovende kæmper, andre som trolde eller vikingeguder med gamle ansigter.
Tror du, de taler til os? mumlede Liva.
Her taler alt, indskød damen i orange, hvis du lytter.
Liva ville spørge, hvordan man hørte sten tale, men undlod. Hun lod enhver have sit.
Første stop: Høje Møllebakke. Toget bremser op, Liva træder ud benene nærmest svigter. Overalt bugter marker, langt væk slanger Roskilde Fjord sig. Himlen er så blå, at byen næsten føles ukendt.
Det her… pustede hun.
Det er Sjælland, sagde manden med stokken. Her ånder mindet.
Liva tog billeder, posede ved monumenter. Rikke fór rundt og knipsede alt. Ved en særlig skråning var der klistret grøn tape og blade, på stenen stod med tusch: Sten, bliv ikke syg! Liva syntes, det var magisk, og tog et foto.
Videre ad små snoede veje. Snart nåede de et sted, hvor to søer flød side om side uden at strømmen blandede sig. Den ene grønlig, den anden dybblå. De mødtes, men løb længe parallelt, inden de langt ude blev ét.
Det er grundvandet, forklarede guiden. Og iblandet ler. Som to livsbaner, der kun mødes sidst på vejen.
Liva stod ved bredden og tænkte på Magnus og på veje, der løber sammen og hver for sig.
Første lejr var i en bøgeskov ved den grønne sø. Teltene blev sat op i forvirring. Liva og Rikke fik et lille, rodede med snore og pløkker, indtil manden med stokken tavst samlede det hele på ét minut. De fulgte nøje med, for næste gang skulle de kunne selv.
Nå, hvad synes du? spurgte Rikke, da de sad ved bålet og lavede te.
Jeg ved ikke… indrømmede Liva. Alt er så fremmed. Disse folk med bjælder og mantraer jeg er ikke vant til det.
Du vænner dig, grinede Rikke. Det er en uge, ikke en måned.
Om natten kunne Liva ikke sove. Søens bølger slog imod bredden, tungt som toner. Hun lå og lyttede ikke oplysning, men erkendelse: Hun var her, hun oplevede det, hun blev forandret.
Er du vågen? hviskede Rikke.
Ja.
Jeg kan heller ikke sove. Det larmer.
Det er Sjælland, sagde Liva. Det taler til mig.
Rikke grinede stille.
Du er jo allerede ligesom dem!
Nej, sukkede Liva. Jeg mærker bare, at stedet er specielt.
Hun lukkede øjnene, søen sang videre. Vinden hylede i bakkerne, stjernerne skinnede svagt gennem teltet. Liva mærkede eventyret starte. I et mærkeligt, drømmende land, hvor bakker taler, og søer ikke mødes. Hvor endda bibliotekarer fra Fyn kan finde en slags sandhed.
***
Første dag på Sjælland begyndte med lyden af klokker. Liva flød ud af søvnen, forvirret: Hvor var hun? Klokkernes sagte melodi, duften af gran og røg. Teltet, sovepose, Rikke der hostede. Udenfor sang en stemme:
Op med jer, praktikanter! Solen stiger, energien kalder! Kom ud på måtterne!
Hvad? stønnede Liva, ryggen knagede efter nattens hårdhed. Hvad sker der?
Yoga, mumlede Rikke, allerede i gang med at trække i træningsbukser. Jeg advarede dig. Kom nu!
Liva krøb ud, blændet af solen. På engen blev måtter rullet ud. Banken-damen i orange sad i lotusstilling uden at blinke. Kvinderne i hør trak sig strakt som katte. Manden med stokken nu uden stok stod på hovedet.
På hovedet? Er han okay?
For dem er det helt normalt, sagde Rikke, der allerede lagde sin måtte.
Instruktøren en kvinde i hvidt, lang fletning og et saligt smil gik rundt, rettede stillinger.
Træk vejret ind! Fyld op med sol til hver en celle!
Liva tog et langt åndedrag og forsøgte efterligne instruktørens pose. Hun skulle ned i “hund strakt mod jorden”. Hun strakte armene, pressede hofterne op, prøvede rette benene.
Av! stønnede hun, muskler hun kun havde læst om, skreg. Jeg ligner mere en reje end en hund.
Vær stille, træk vejret, hvislede Rikke, overraskende adræt i alle stillingerne.
Hvordan kan du det? gispede Liva.
TV-yoga. Og med Augusta hjemme. Kom nu, nu “træets stilling”.
Liva stod på ét ben, det andet mod knæet, armene langsø. Efter tre sekunder tippede hun, ramte Rikke, og begge endte grinende på måtten.
Begynderfjumre! lo damen i orange, stadig i lotus. Første gang?
Kan du se det? gispede Liva, svedig.
Det vender man sig til. Sjælen jubler kroppen slår sig i tøjret.
Efter timen følte Liva sig som et klodset stykke drivtømmer. Men mærkeligt nok lettet indeni.
Jeg ER et brædt, sagde hun, mens de kravlede til bålet for at spise.
Snart oplyst brædt, grinede Rikke.
Efter morgenmaden begyndte næste eventyr. Arrangøren erklærede, at nu gik turen væk fra vejen mod Bakkevang.
Et af Sjællands smukkeste og “farligste” steder, forklarede han med et blink. Vejen er ikke for bangebukse.
Bussen gryntede sig afsted asfalt blev til grus, så til grabbede hullede skovveje. Liva blev kastet i sædet.
Hold fast! råbte Rikke.
Jeg gør mit bedste! skreg Liva tilbage. Hvor er vi på vej hen?
Til himlen!
Lad os håbe, ikke bogstaveligt!
Men da de passerede de Røde Bakker røde lerklinter, knejsende på hver side af stien glemte Liva alt om bump. De så søer, så grønblå, at det gjorde ondt i øjnene. Man sagde, at ingen badede der det var for helligt, for dybt.
Hvorfor ingen fisk? spurgte Liva.
Fisken har ikke brug for et hjem hér, svarede damen i orange mystisk.
Guiden forklarede: Ingen næring i bjergsøerne, iskolde strømme.
Vejen snoede højere. Skyggerne af oldtidens gravhøje mørknede. For over tusind år siden havde vikingerne ofret her, badet til deres guder på netop disse steder.
Kan I mærke det? spurgte manden med stokken. Tiden flyder anderledes her.
Jeg mærker mest, jeg er svimmel, sagde Liva ærligt.
Rikke lo, men det var kærlig latter.
Midtvejs stoppede de ved en kro “Hos Niels”. Det var mere museum end overnatning: gamle cykler, plakater af Stauning, lertallerkner, og melodier fra gamle radioer.
Er det et udstillingsvindue? undrede Liva.
Nej, det er mit hjem, sagde den gamle vært, med sit bølgende skæg, der mindede Liva om Troels Kløvedal. Jeg samler, for at folk kan huske. Vil I have mynte-te?
De drak te, spiste honningmadder, gloede på bakker og egeskov. Pludselig så Liva biblioteket for sig, sine bøger, læserne der søgte efter fortid. Hun og Niels var af samme støbning.
På Bakkevang så Liva havørne kredse OVRE under hende, hun gik til kanten og så ned.
Ørnene flyver under os, sagde hun.
Hvad? Rikke fulgte ikke med.
Vi ER over rovfuglene, Liva pegede.
Hun stod helt ude ved kanten, kiggede på de svævende fugle. Det var som om tiden stod stille, alt var nu, her. Et særeventyr.
Oplysning? spurgte Rikke, og trådte tættere.
Det ved jeg ikke, svarede Liva stille. Bare lykke.
Om aftenen, i basislejren, rugede en dyb, mærkværdig stilhed. Himlen: sort som lak, dækket af stjerner der lyste så skarpt, at alt andet forsvandt.
Om bålet sad de alle; orangekvinden fandt sin mundharpe frem, tyste toner blandede sig med natten. En af gæsterne slog på en tromme. Små lyde vævede sig ind i bålets knitren, vinden og bakkerne.
Som en anden verden, sagde Liva.
Det ER en anden verden, sagde Rikke. Den, vi har glemt at leve i.
Liva lyttede til mundharpen, så på stjernerne og tænkte på morgendagen. Nye bakker, nye veje. Kroppen øm, tankerne forvirrede, men klar til at mærke livet her og nu. I dette mærkelige, stille rum, hvor bakkerne hviskede og stjernerne blinkede.
***
Morgentåge svøbte lejren. Liva trak sig ud af teltet og stivnede hvidt, tæt flød over alt. Kun bjergtoppenes sne, bøgetræernes konturer, stak op af dis. Det føltes mere som svævende skibe, end egentlig natur.
Køer græssede langt væk, deres klokker blandede sig med fugleskrig og den næsten tykke tavshed.
Som i en film, mumlede Liva.
Det er Sjælland, ven, smilede Rikke. Bedre end nogen film.
Morgens yoga skræmte ikke Liva denne dag. Hun kendte rutinen, selvom muskler protesterede. Instruktøren gav instrukser, digtede om jordens energi, der skulle føles i kroppen.
Tror du virkelig på det? hviskede Liva.
Det gør hun, og måske også vi, til sidst!
Liva lukkede øjnene og forsøgte mærke jordens energi glide op gennem benene. I stedet mærkede hun mest kulde, men det ødelagde ikke glæden. Hun stod på måtten og inhalerede solopgangen.
Jeg forstår det lidt nu, sagde hun til Rikke bagefter.
Hvad da?
Hvorfor de gør det. Yoga, meditation, tidlige morgener.
Og hvorfor?
For at mærke, at man er levende.
Morgenmaden var stadig grød og urte-te. Liva, vant til boller og ost, havde ellers været skeptisk. Men i det klare lys, hørte hun sig selv sige:
Det her kunne jeg godt vænne mig til.
Til grød? drillede Rikke.
Nej, til at vågne med udsigt til bakker.
Senere annoncerede arrangøren, at de skulle møde en vejleder en sjællandsk vismand, noget nær shaman.
Han dukkede op, en ældre mand med fletninger, mørkt blik, kjortel fyldt med farvede bånd, bjælder og en flad tromme.
Sæt jer i ring, sagde han dæmpet.
De satte sig i græsset, han tændte et lille bål, kastede urter på. Røgen snurrede tung, sød.
Sjælland er holdt af gamle ånder, forklarede han. Her er lager mellem vores verden og drømme. Her kan man høre nyt, hvis man tør.
Han slog på trommen, lyden fór ud over engen, vendte tilbage fra skovene. Trommen levende, bankende.
Han begyndte at synge, noget dybt, vibrerende der virkede som summen fra mulden selv. Snart mistede Liva fornemmelsen af tid og sted. Hun svævede et sted mellem vågen og drøm.
Han gik rundt, standsede ved hver enkelt, mumlede. Ved Liva standsede han længe.
Du er en søgende, sagde han.
Ja, hviskede Liva, uden helt at vide om hun talte sandt.
Du vil finde det. Med hende dér sammen finder I det.
Han strøede nogle knogler på jorden, sad længe tavs.
Jeres vej er lang. Rig på lykke, på eventyr. Kast jer ud i det. Vær ikke bange.
Hvordan ved du? spurgte hun, hæs.
Han smilede. Sjælland ved det. Jeg hvisker bare videre.
Efter ritualet sad alle dvælende ved bålet. Liva så på bakkerne, der virkede levende, åndende. Ikke et show; noget gammeldags, fortættet fulgte med hende.
Hvordan har du det? spurgte Rikke.
Jeg skælver endnu indeni, sagde Liva. Jeg forstår ikke, hvad det var. Men det VAR noget.
Du forstår nu, hvorfor folk vender tilbage?
Liva nikkede. Mødet med vismanden havde sat spor. Måske var det psykologi måske bare den gamle mands erfaring. Men det føltes ægte, dybt.
Tilbagevejen gik langsommere. Ingen hast. Gyldne søer ventede klare vande, der boblede, så det lignede, jorden selv åndede. Liva mærkede, at dette var mere end landskab: Søerne, bakkerne, alt, levede.
Videre kom de til et gammelt, forladt vandkraftværk. Guiden fortalte om fortidens maskiner, om dét der blev tilbage. Liva tænkte på Niels, på bøger og minder.
På Høje Møllebakke stoppede de for sidste gang. Og oplevede noget uventet. En medrejsende, tavs, tilbageholdende fyr, hev nu en cykel ud og sagde:
Det hér er min grund til turen. At cykle ned herfra.
Men det er da farligt! udbrød Rikke.
Derfor er det værd at gøre, sagde han med et grin, og forsvandt ned i bugtende veje, mellem skyer og marker.
Vanvittig, sagde én.
Modig og fri, svarede damen i orange. Vi har hver vores vej.
Liva så længe efter den svindende cyklist, og tænkte på at søge oplysning: yoga, sang, cykling. Selv søgte hun i bøger, i rejser, i mennesker. Og hun fandt måske ikke hvad hun søgte, men altid noget vigtigt.
Hjemme i den lille odenseanske forstad, mærkede Liva længe Sjællands boomerangeffekt. Hun vågnede og håbede at se bakker, at høre bølgeskvulp, en tromme i tågen, men noget af drømmen blev i hende.
Oplyst nu? spurgte Magnus, da hun kom forbi.
Jeg ved det ikke, svarede Liva. Men jeg har set ørne flyve under mig. Jeg har hørt dybe ritualer over græsset. Jeg har set søer, der bobler, som havde de hemmeligheder.
Det er stort, sagde han. Må jeg med næste gang?
Helt sikkert, hun tog ham i hånden. Næste gang sammen!
Om aftenen skrev Liva i sin notesbog: Sjælland. Jeg var der. Jeg så skovene, søerne, himlen. Jeg rørte drømmen. Måske var det mit første store eventyr, men et eventyr der aldrig helt afsluttes.
Hun så ud træerne susede, duften af muld og brændte blade, en efterårsnat. Men i hjertet lød stadig ekko af gamle ritualer, bjældeklang, fjerne stjerner over rygende søer.
Sjælland blev. Altid. Det vigtigste eventyr ikke til bakker eller hav, men til sig selv. Til hende, der ikke er bange, altid søger og altid finder. Hun ved nu: verden er stor, smuk og åben. For hende. For jer. For enhver, der vover at gå.
